Erindringer om Laurids Lauridsen

Erindringer om

Laurids Lauridsen

I Anledning af Komponisten Laurids Lauridsens Død den 10. Januar giver Organisten Chr. Kjellerup, der har staaet Lauridsen nær lige fra hans unge Dage, en Karakteristik af Mennesket Laurids Lauridsen.

Det var med tungt Hjerte, at jeg hørte, at Laurids Lauridsen var død. Det kom for mig meget overraskende. Saa sent som juledag modtog jeg et Brev fra ham, der nærmest bar Præg af Vitalitet og Livskraft, og dog var der ligesom en Anelse om, at han vidste, at Afslutningen kunde være nær.

(Foto)

Hans Død fylder os med Smerte og Vemod, fordi hans Betydning for os var saa stor, at vi kun daarligt kan maale og udtrykke den.

Allerede som unge paa Blindeinstitutet flokkedes vi om ham. Han skrev Kantater ved Fester og ledede selv Instuderingen. For os, der deltog i Udførelsen, blev det Musikoplevelser, som satte sit Præg paa os for Livet.

Da Laurids Lauridsen begyndte at offentliggøre sine Kompositioner, Kammermusik, Klaverstykker og Sange, viste det sig snart, at Publikum fandt Behag i hans Musik. Charles Kjerulf skrev engang efter Opførelsen af hans Trio i d-moll for Violin, Bratsch og Klaver, hvilket jeg her gengiver efter Hukommelsen:

»- Vore øvrige Komponister skal lukke Ørerne ordentlig op for at forstaa, hvor stort et Talent de har for sig«.

Laurids Lauridsen var af Væsen ægte beskeden, og havde ikke andre taget sig af hans Arbejder, var han næppe nogensinde blevet kendt. Aksel Agerby dikterede hans Kompositioner fra Blindeskrift; og Musikpædagogen og Komponisten Nicolaj Hansen overførte dem til almindelig Nodeskrift.

Af danske Komponister er Lange-Müller og Carl Nielsen vel nok dem, Laurids Lauridsen har taget mest ved Lære af. Vore syngende Kunstnere har ofte flere Sange af Laurids Lauridsen paa Programmet, ligesom vore dygtigste Musikere jævnligt har spillet hans instrumentale Kompositioner paa Koncerter og i Radio.

Som Menneske var Laurids Lauridsen lige saa elskelig, som han var særpræget, en helstøbt Personlighed i sjældent Format. Kun faa kom ham saa nær, at de kunde kalde sig hans fortrolige, men alle, som har kendt, ham har ligget under for hans uforlignelige menneskelige Egenskaber. Ingen fandt ham kedelig. Hans prægnante Evne til at udtrykke netop det, han vilde, gav ham hans egen Stil.

Naar vi andre diskuterede en Sag vidt og bredt, var det altid Laurids Lauridsen, der skar igennem ved at sammentrænge Resultatet i kort klar Form. Alt uægte og hult mødte han med bidende Spot. Naar et Publikum klappede voldsomt af en Komposition, han ikke brød sig om, kunde man høre ham sige ironisk til sig selv:

»Naa! ... næ se! . - . er det saa godt! ... «, eller hvis hans Mening blev udæsket om et Musikstykke, han ikke kunde lide, svarede han::

»Jeg kunde ikke have skrevet dem. Til Gengæld var det en stor Opmuntring, naar han roste.

Alt, hvad han op levede, baade i Kunsten og i Livet, fik kunstnerisk Form og Udtryk, naar han fortalte om det. Disse Evner kunde sikkert have gjort ham til en fremragende Musikkritiker, hvis han ikke havde siddet saa fjernt fra Begivenhedernes Gang som ovre i Skive.

Laurids Lauridsen elskede Naturen. En af hans største Glæder var at gaa, lange Ture paa Landevejene. Her fik han sin Inspiration til Klaverstykkerne »Fra mine Vandringer i det fri.«

Andre kan bedømme Værdien af hans Kompositioner, men jeg tror at kunne sige, at Laurids Lauridsen har vundet Anerkendelse hos sine samtidige Kolleger, ogsaa dem, der ikke har været under Indflydelse af hans personlige Charme.

Vi, der omgikkes ham, har aldrig kunnet andet end elske og beundre baade ham og hans Kunst.

Laurids Lauridsen var et stort Sprogtalent. Foruden Hovedsprogene var hap hjemme i Græsk, Latin, Esperanto, og nu til sidst var han endogsaa begyndt at lære sig Russisk. I sit Julebrev skrev han om de mange Dyrelyde, det russiske Alfabet kræver. Han tænkte i mange Aar paa at skrive en Opera over »Hakon Jarl«, men var ikke saa heldig at finde en brugbar Librettist.

Alt, hvad han gik op i, brændte som hellig Ild i hans Indre og fik Liv og Sjæl af hans artistiske Evne. Med ham er en uerstattelig Kilde til Liv. og Inspiration blevet udslukt, men han lever videre i sin Musik, hvor han har nedfældet sin særprægede Livsform for bestandigt.