Filmsmusik - filmskomponist

Af
| DMT Årgang 21 (1946) nr. 02 - side 17-19

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

FILMSMUSIK - FILMSKOMPONIST

Komponisten Sten Jørgensen, der virker som Instruklør ved et af vore Filmselskaber, behandler her Emnet Musikens og Komponisternes Forhold til Filmen.

Naar man har læst for. Eks. Ove Brusendorffs Værk, »Filmen - Dens Navn og Historie« igennem, vil man, hvis man er filmsmusikinteresseret, undres meget, for ikke eet Ord staar der om Filmsmusikken, dens Skabere, Udøvere og Teknikere, ikke eet Ord, og det skulde dog ellers være et for danske filmsinteresserede grundlæggende Værk.

Ove Brusendorff er dog ikke ene om at tilsidesætte Musikkens indsats i Filmsproduktet, i højst hver tredie af alle de Værker, der er skrevet om Film, finder man Musikken omtalt, og det er endda i de fleste Tilfælde ganske periferisk. Mig bekendt findes der kun eet Værk, som har været til at fremskaffe herhjemme, der udelukkende er helliget Filmmusikken, nemlig Kurt Londons Bog: Film Music (London 1936).

Det er ogsaa værd at lægge Mærke til, at man ikke altid i Filmsprogrammerne finder Komponistens eller Arrangørens Navn opført, og saaledes er det altsaa ikke store Ting, der bydes den, der gennem den filmsomhandlende Litteratur, gennem Programmer, Anmeldelser o. a. vil gøre sig bekendt med Filmsmusikkens Historie, Udvikling og Teknik. Der er simpelt hen ikke andet at gøre end at gaa direkte til Aastedet, hvilket vil sige: overvære Filmsfremførelser og Filmsoptagelser og studere det til Optagelserne benyttede Nodemateriale, men inden man gaar i Gang med dette Studium, maa man se at faa Indsigt i Filmsproduktionens komplicerede Teknik og Æstetik. Saalænge vi herhjemme ikke har et Filmsakademi, der kan bibringe vore Filmskomponister denne Vid en, maa det dels gøres ved. Selvstudium, og dels inaa vore Produktionsselskaber i egen Interesse træde hjælpende til.

Musikken er et Led i Filmskompositionen, men, hvad der løvrigt gælder alle Leddene, ikke et selvstændigt. Den skal sammen med de forskellige tekniske og kunstneriske Faktorer danne det sammensmelte de Hele. Den maa ikke dominere eller føles paaklistret, heller ikke tilsidesættes, men maa føles naturligt indføjet som Stemme i Filmsopbygningens »Partitur«.

Den Dag i Dag spores Stumfilmens Musik i Tonefilmens, og det er en meget uheldig Kendsgerning, for Musikkens Opgaver inden for de to Filmskategorier er af ret forskellig Art.

Af de tre Hovedgrupper, vi skelner mellem, inden for Filmsmusikken: Den effektgivende (realistiske), den understregende følelsesfrernkaldende og den ledsagende (urealistiske), er det særlig den understregende, der har bevaret Reminicenser fra Stumfilmsmusikken, hvad der ex en alvorlig Forsyndelse, idet den understregende Stumfilmsmusisk jo dengang skulde erstatte den manglende Tales Fuldkommengørelse af de dramatiske Følelser og den dfåmatiske Kurves Højdepunkter, men nu, hvor Talen er der og formaar at give alt dette, vil Musikken ofte ødelægge det fuldkomne Spil ved en ganske overflødig musikalsk Understregning.

Det samme gælder til dels for den realistiske Musik, den vil i mange Tilfælde kvæle Virkningen, og i alle Tilfælde vil den være overflødig, hvor der i Forvejen er realistiske Lyde, for i ni af ti Tilfælde vil disse, ogsaa kunstnerisk set, give den mest fuldkomne Virkning.

Det er ikke nogen let Opgave for en Komponist at skrive Musik til en Film, men det er en aldeles haabløs Opgave, dersom han staar fuldkommen.uforstaaende over for Filmens Teknik og Væsen. Blandt andet bør han, som før nævnt, forstaa, at Musikudarbejdelsen ikke skal foregaa som et selvstændigt Led i Skabelsesprocessen, men dea skal indgaa i denne parallelt med Drejebogsudarbejdelsen, Sceneopbygningen, Instruktionen, Skuespillet, Fotografiet og Toneteknikken. Det er desuden nødvendigt, at der skabes Basis for et Samarbejde mellem Drejebogsforfatter, Instruktør og Komponist, da det faktisk er disse tre, der er - eller nærmere burde være - ansvarlige for Tilrettelægningen af det musikalske Stof i Filmen og ikke Komponisten alene. Yderligere er det nødvendigt, at Komponisten giver sig Tid til at leve med i Skabelsesprocessens Forløb gennem Sceneopbygning, Optagelser og Synkronisering, idet der herved kan opstaa værdifulde Impulser til en filmisk sand Musik. Først gennem denne Medleven i det filmiske Stof vil Komponisten have Chance for til Fuldkommenhed at kunne absorbere den kunstneriske Oplevelse, som han skal være med til at gengive.

Det første Spørgsmaal, de samarbejdende maa stille sig selv, er: Musik eller ikke Musik, og allerede ved Udarbejdelsen af Drejebogen kap der tages Stilling hertil gennem en Slags Spørgsmaalsanalyse. For Eks.: - Vif man her lægge Mærke til, -at der er Musik? - Nej! - Vilde man savne Musik her, hvis den ikke var der? - ja! - Godt, her skal være Musik! - - Eller: Vil man der lægge Mærke til, at der er Musik? - ja! - Vilde man savne den, hvis den ikke var der? - Maaske! - Vil den skade den filmiske Virkning? - ja! - Saa skal der ikke Musik her! - - o. s. v., o. s. v., og man gør. efterhaanden den Opdagelse, at hvis Filmsmusikken er god og rigtig anvendt, vil man ikke direkte lægge Mærke til dens Eksistens. Er den derimod daarlig anvendt, skal den nok gøre sig direkte bemærket ved at skade den filmiske Helhed.

Under Drejebogsudarbejdelsen kan der i Samarbejde mellem Forfatter, Instruktør (evt. Fotograf) og Komponist eller Arrangør, opstaa Spørgsmaal af modsat Art end ovenstaaende. Her er Musikken det givne og Billedhandlingen - maaske ligefrem den dramatiske Handling dannes efter denne. Dette vil selvfølgelig først og fremmest forekomme i Musikfilm, desuden i Kortfilm og dokumentariske Film, ja, i visse Tilfælde er det ogsaa benyttet i deciderede Spillefilm.

Det er selvfølgelig umuligt at opstille faste Regler for den rette Anvendelse af Musik i Film. Om der skal være meget eller lidt Musik, om Musikken skal være realistisk, følelsesfremkaldende eller urealistisk o. s. v. afhænger i høj Grad af Filmens Karakter, om den er replikrig eller replikfattig, om den er udpræget realistisk eller udpræget abstrakt, om den er roligt fortællende eller stærkt dramatisk. Der er de tusind Ting, der spiller ind.

I visse Film har man set Musikken anvendt saa godt som udelukkende urealistisk, skabende en samlet Undertone gennem hele Filmen: Ekstase (Guiseppe Becci), Millionen (van Pary), Modern Times (Chaplin). I andre har Musikken næsten udelukkende været realistisk undermalende og følelsesfremkaldende: Regine (Schmaltich), Safia (Ibert), Mayerling Dramaet (Honeggér), men har her ofte kvalt Billede, Tale og Handling ved sin Domineren. Almindeligst, og i de fleste Tilfælde vel ogsaa rigtigst, er en Blanding af realistisk, understregende og urealistisk Musik. Modsat de to første Kategoder, hvor der kræves een, stor afrundet Form, vil Musikken i den sidstnævnte Kategori forekomme mere stykvis. I store Afsnit af Filmen vil der ofte slet ikke forekomme Musik.

Hvad er, Musikkens Opgave da i den ideale Film? For mig staar den som værende det: At fastholde den psykiske Stemning og Handling - men ikke understrege. Dette kan gøres ved Benyttelse af en Slags Ledemotiver (Melodi, Klangvirkning, enkelt Tone, Harmoni el. l..), der kan sende Tanken tilbage til Udviklingens Start eller skabe Associationer og Tankeparalleler og saaledes blive i Stand til at underbygge og klargøre den psykiske Udvikling, idet den klart og dog kunstnerisk fint vil fastholde Episoder og Stemninger, ofte bedre og mindre voldsomt udtrykt, end nogen anden af Filmens mange Faktorer vil kunne gøre det. Musikken er dog ikke blot i Stand til at underbygge og klargøre noget, der er sket; den vil ogsaa være i Stand til at forberede den videre Handling, hvorved der ofte opnaas en Kontrastvirkning eller et filmisk Kontrapunkt, der kan være af stor kunstnerisk Betydning og hjælpe med til at trække Spændingsmomentets Kurve mere klart og logisk op.

Ved at benytte Ordet fastholde (modsat understrege) sigter jeg til, at Musikken kan være af ganske urealistisk Art ligesom i selve Livet, hvor vi ofte, selv midt i store Oplevelser, kan fange eller genopleve en Tanke, en Sætning, en Strofe, noget af ganske ubetydelig Værd, ofte uden nogen naturlig Forbindelse med det hele, tit i en skærende Kontrast dertil, men som derefter for al Tid er knyttet til det oplevede og tilsvarende Paralleltilfælde.

Helt udelukke den realistiske og den følelsesfremkaldende Musik fra Tonefilmen hverken kan eller skal Filmskomponisten gøre, men. han skal være meget varsom med at gøre Brug af disse to Former. Ved kun sjældent at gøre Brug af dem, bevarer han dem for den særlige Opgave i enkelte Tilfælde at forstærke Billed- og dramatiske Sjok. Dette benyttet med Smag og selvfølgelig ikke for tit kan skabe en hensigtsmæssig Overeksponering af Sjokvirkningen.

En speciel Form for Filmsmusik er den tidsog milieuskildrende, der dels kan være realistisk, dels urealistisk - og her bliver Musikken at opfatte som en Slags Kulisse. Med den realistiske Form kan man ogsaa opnaa noget andet, nemlig at Musikken virker billedudvidende, dersom man lægger Effektkilden uden for det sete Billede.

Det har ikke været denne Artikels Formaal at uddybe Filmsmusikkens æstetiske og etiske Problemer, men jeg har med disse Iagttagelser villet vise, hvordan man gennem »Laboratoriearbejde« med Filmsmusik kan naa frem til Erkendelse af disse Problemer og derefter søge videre frem til Uddybelse af dem.

I Relation til dette sidste og som en Konklusion af hele Artiklen, vil jeg slutte med at opstille følgende Spørgsmaal: Bør Filmsmusikkens Skabere være tilknyttet Produktionsapparatet som Specialister ligesom Drejebogsforfattere, Instruktører, Fotografer og (hvad der ogsaa for dem vilde være det bedste) Skuespillere? Mit personlige Svar maa blive et absolut ja! Selvfølgelig ikke saadan at forstaa, at Komponisterne ikke skulde kunne beskæftige sig med en egen selvstændig Skaben ved Siden af deres Indsats i Filmsproduktionen, men Filmskomponisten bør ikke for hver Opgave hentes udefra, han maa være opdraget og uddannet inden for Filmsbranchen ligesom de andre, og det bruges da ogsaa mere og mere baade her og i Udlandet.

Lad Komponisterne gennem den dokumentariske Films mindre bundne og mindre komplicerede Opgaver vise, om de har Evner til at gaa ind i Filmsproduktionen, og lad dem saa faa den Uddannelse og opdragelse, der skal til for at kunne tilegne sig Produktionsapparatets indviklede Love og Teknik. Lad dem arbejde direkte med som Volontører (Toneassistenter, ved Synkronisering, som Hjælpeinstruktører el. lign.), saa de derigennem bliver fortrolige med hele det tekniske Apparatur og Filmsoptagelsesprocessens etiske og æstetiske Love.

Ligesom, men endnu mere udpræget end Skuespillets, Operaens og Ballettens Kunstudøvelser, er Filmen et Sama.rbejdets Kunstprodukt, derfor bør Komponisten ogsaa være en af Produktionsapparatets egne, saa at han ikke ved en total Uvidenhed om Skabelsens Teknik og Æstetik skal besværliggøre Samarbejdet og derved hemme og forvrænge Skabelsesprocessens naturlige Forløb.

Årgang 21/1946, nr. 02