Mod lysere tider

Af
| DMT Årgang 21 (1946) nr. 02 - side 23-25

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Mod lysere Tider Af Sverre Forchhammer

1 1942 udtalte Radioraadets nyvalgte Formand i et Interview i »Politiken« bl. a. følgende: »Lyt til Torsdagskoncerternes høj e Kvalitet, men myrd mig ikke, fordi jeg tænker paa at bryde disse Torsdagskoncerternes tunge Kæde med enkelte store Folkekoncerter, danske i deres Præg og mere tilgængelige for det endnu ikke fuldt musikopdragne Gennemsnits- og arbejdstrætte Menneske«.

Denne Udtalelse vakte dengang den største Opsigt i Musikkredse, og D. M.s daværende Redaktør, Jens Schrøder, kommenterede den her i Bladet paa følgende Maade: Vi er bange for, at den nye Ordning er Resultatet af en fortsat Kamp mellem den: virkelige Kunsts Tilhængere og Modstandere og tror, at Forsvarerne har indtaget en, Stilling længere tilbage, der er lettere at forsvare. Fornyede Angreb vil ikke udeblive, men vov det! Kære Herr Julius Bomholt, det danske Musikliv har forlængst knyttet Hænderne i Bukselommerne, og Mordet vil ikke udeblive.

Som alle ved, fik Herr Bomholt strøget den fjerde Torsdag i hver Maaned, og Kunsten havde atter engang maattet bøje sig beskæmmet for Folkets Vilje. Aarene, der er gaaet, har ikke givet Musiklivet nogen fair Lejlighed til et Attentat paa Herr Bomholt, og nu, da saa mange langt større Problemer har optaget Sindene, stiller vi os mere spørgende overfor Radioens Fremtidsplaner, og nærer et Haab om, at vi gennem de svære Prøvelsens Aar, er naaer ind til større Muligheder for fælles Forstaaelse, og at ogsaa Radioens Ledelse vil gaa med til at løfte i Flok.

Det ser virkelig ud til, at man indenfor Radioen har en ærlig Vilje til efterhaanden at flytte Skeen over i en anden Haand. I alt Fald synes det, som om Herr Bomholt er blevet klar over, at Musik ikke blot er Underholdning for den arbejstrætte Menigmand, men en Faktor af stor Betydning i vort samlede Kulturliv.

Det er saaledes ganske andre Synspunkter der kommer til Orde i den Artikel, hvormed Herr Bomholt indleder det nye »Tidsskrift for Radio«, hvis første Nummer udkom i Oktober Maaned. Herr Bomholt udtaler her: Det var en Fejl, at Statsradiofonien i sin første Periode førte en Selvtilstrækkelighedens Politik paa musikalsk Omraade. De private Koncertforeninger blev lammede, og der skabtes udenfor Murene i musikinteresserede Kredse en egen mismodig Stemning. I Stedet skulde Radiofonien - som det skete i Sverige - have samarbejdet med private Kredse, og have opmuntret dem til fornyet Indsats. Hvis det kulturelle Arbej de i en Statsinstitution skal trives, maa det udfoldes i frugtbar Kontakt med de Kræfter, der findes i Befolkningen, - ja, med alle interesserede Kredse.

Det gik i nogen Grad ud over det frie Initiativ, og den almenfolkelige kulturelle Indsats, og det er vanskeligt nu at ændre i det givne Billede. Det er nødvendigt, at vi nu udbygger vort Symfoniorkester fra 68 til 90 Mand, og at vi skaber et førsteklasses Underholdningsorkester. Paa den anden Side vilde det være et Plus, om vore Orkestre noget tiere kunde optræde udenfor Studiet, og f. Eks. med passende lange Mellemrum kunde give Koncerter i Provinsens større Byer. En lille Tourne vilde formentlig virke forfriskende paa Orkestret. Og for de Lyttere, der ikke har Lejlighed til at komme i Studiet, vil det være en stor Oplevelse.

Som man ser, er det endelig gaaet op for Radioens øverste Ledelse, at kunstnerisk Initiativ ikke kan trives, naar det bliver lukket, inde i en Kasse. Man maa give Radioens fast ansatte Kunstnere Muligheder for at udfolde et frit Initiativ, saavel indenfor som udenfor Murene, hvis. man vil forhindre en systematisk Udvandring fra Radioorkestret til Det kgl. Kapel og lignende Institutioner. Radioen maa betragte det som en Ære at raade over gode Kunstnere, der ved personligt Initiativ kan kaste Glans over Institutionen gennem egne Koncerter saavel i Ind- som i Udlandet, og Radioen vil staa sig ved, i videst mulig Udstrækning, at give disse Kunstnere al tænkelig Frihed.

Herr Bomholt er inde paa det helt rigtige, naar han senere i Artiklen udtaler: Under Besættelsen har danske Dirigenter faaet Adgang til Torsdagskoncerterne, og denne danske Prioritet bør ikke igen forringes. Torsdagskoncerternes fornemste Opgave er at holde det store klassiske Repertoire i Live, og i saa Henseende er de egnede til at være Statsradiofoniens Vimpel overfor den omgivende Verden. Torsdagskoncerterne maa fortsættes i det høje Niveau - som det er Kammersanger Emil Holms uvisnelige Fortjeneste at have tilrettelagt, men det maa vel kunne gøres paa en Maade, der indløser Forpligtelsen overfor dansk Kultur ?

Det ser saaledes ikke ud til at der længere er Fare paa Færde for Torsdagskoncerterne, og.det næste bliver vel, at Herr Bomholt insisterer paa at genindføre en Koncert hver Torsdag, men ogsaa for Studieudsendelserne burde der aabnes nye Muligheder. Det vilde saaledes være forfriskende, om man kunde indføre, at ogsaa andre Dirigenter end Radioens faste kunde faa Lejlighed til at dirigere Orkestret i Studiet. Man kunde saaledes tænke sig, at Radioen, naar de opførte et nyere Værk, som forinden havde yæret givet ved en Koncert ude i Byen, indkaldte den paagældende Dirigent, som engang havde indstuderet Værket, til at lede Radioopførelsen. Dette vilde ogsaa være en behagelig Afveksling for Radioorkestret, forudsat at det drejer sig om en fuld kvalificeret Kunstner, lige som de private Musikinstitutiondr derved i højere Grad vilde føle sig fristede til at henvende sig til Radioens faste Dirigenter, naar der skulde løses en Opgave.

Men det er ikke blot Orkestermusikken, Herr Bornholt lover forbedrede Vilkaar. Ogsaa Kammermusikken tager han under sine beskyttende Vinger, og i Forbindelse med nogle Udtalelser vedrørende Studiernes Indretning, hvor han gør sig til Talsmand for Fordelene ved Transmissioner fra »den levende Sal«, skriver han: Naturligvis, en Kammermusik-Udsendelse skal helst have Lov til at leve i et Rum af Stilhed; men det er rart, trods alt, at fornemme, - jeg anvender bevidst Udtrykket fornemme, - at Kunsten stiger frem af et Fællesskab af musicerende og lyttende Mennesker. Mon ikke vi i langt højere Grad end hidtil skal have Publikum til vore Udsendelser? Weekend-Hytten synes at pege i den rigtige Retning. Mon ikke flere af vore Musikudsendelser kunde aabnes for Publikum? Jeg kunde tænke mig, at det vilde virke inspirerende paa vore Kunstnere.

Herr Bomholt kommer dog ikke ind paa Kammermusikernes Forhold til Radioen, som altid har været yderst utilfredsstillende, derimod finder man en Artikel i samme Nummer af Tidsskriftet af Knudåge Riisager, hvor han netop tager dette Spørgsmaal op til Behandling.

Man kan ikke sætte Kravene til Forstaaelse af Kunsten for højt, skriver Herr Riisager. Ligesom Kirken ikke kan tænkes at møde op med en mindre krævende Lære, for at faa, Folk til at gaa med paa Tanken, saaledes maa ogsaa de, der vogter paa Folkets kulturelle Højnelse gennem Musikken, stille Fordringerne højt. Dette gælder saavel Opførelserne af den klassiske Musik som Tidens egne Toner. Og det gælder baade Værkernes egen Kvalitet og Udførelse.

Lad os tage et Eksempel som Fremførelsen af Kammermusik i Radioen. Kammermusik er baade for Tilhørerne og for de udførende den mest krævende Form for Musik. Alligevel har Radioen til Dato ikke følt sig foranlediget til at underholde bare eet eneste Kammermusikensemble. I Stedet engagerer man et af de bestaaende Ensembler, og betaler for den enkelte Optræden, endskønt Indstuderingen af et Program omfatter et Utal af Prøver, især hvor det drejer sig om nye Værker, som ikke staar paa det paagældende Ensembles Repertoire. Hvis Radioen har musikalske Forpligtelser overfor det danske Samfund, maa disse ogsaa omfatte Kammermusikken. Og til at indfri dem hører'at Radioen holder en hel Række faste Kammermusikensembler, som fastlønnede paa samme Maade som Orkestermus ikerne. Hvis man derved tænker paa to Strygekvartetter, et Blæserensemble og yderligere et blandet Ensemble, ogsaa med Klaver, vil det betyde det samme som en Snes faste Folk, der ikke skal bestille andet end at spille Kammermusik. Lad dem bare faa, samme Gage som Orkestermusikerne og Tilladelse til at tjene Resten ved private Engagementer, sikken en Kammermusikkultur vi vilde faa. I Øjeblikket er Radioens Kammermusik bygget paa en Slags Rovdrift, hvor man nøjes med at betale for den Tid der er Udsendelse og lader Kunstnerne selv betale Resten. Det kan man ikke.

Riisager har saa evig Ret, naar han paapeger Radioens Misbrug af Kammermusikerne. Det er ganske usømmeligt, naar Radioen fortsat profiterer af den »Reklame« det er for Ensemblerne at spille i Radioen, naar enhver ved, at de Fortjenstmuligheder denne Reklame medfører, er ganske illusoriske. Det hører heller ingen Steder hjemme, at Radioen nægter at honorere Musikernes Prøvearbejde ud fra det Synspunkt, at de Programforslag, Ensemblerne indsender til Radioen maa betragtes,som Repertoire, der enten kan bruges eller er brugt ved andre Lejligheder, naar Radioens musikkyndige Ledere udmærket godt ved, at et Kammermusikensemble med Respekt for sig selv, altid vil tage et Værk op til fornyet Indstudering inden en Koncert, selv om det har været spillet tidligere. Det vil derimod være uretfærdigt mod de Musikere, der uselvisk og ofte med store Omkostninger, har dyrket Kammermusikkens intime Kunst, hvis Radioen pludselig skulde dække sit Behov gennem nogle faa, fast ansatte Ensembler. Bedre vilde det være, hvis man videreførte Herr Bomholts Tanke om offentligt tilgængelige Koncerter, og enten i langt højere Grad transmitterede Ensemblernes egne Koncerter, eller bedre endnu, stillede Lokaler til Raadighed for Ensemblerne, og samtidig garanterede dem er anstændigt Honorar. Der vilde derved kunne opstaa et passende Forhold mellem den kunstneriske Indsats og Fortjenstmulighederne. I Øjeblikket er der som bekendt kun Underskud at hente.

Samtidig bør Radioen i langt højere Grad holde sig til de sammenspillede Ensembler og ikke, som Tilfældet ofte er, sammenkalde hinanden ret ubekendte Musikere, til at løse en forhaandenværende Opgave. Som bekendt kan gode Musikere opnaa et bedre Resultat paa Kammermusikkens, Omraade gennem aarelangt Samarbejde, end langt bedre Musikere kan naa, hvis de blot for Tilfældet tørner sammen for at spille en Kvartet.

Som man ser, er der nok af Problemer, der trænger sig paa, og det vil naturligvis tage sin Tid', før man kan naa en tilfredsstillende Løsning. Men med de største Forventninger hilser Musikerne de nye Signaler, som tilsyneladende er ved at blive hejst indenfor Radiofoniens Mure. Gid det maatte lykkes at gøre Radioen til den store Forkynder af Musikkens ædle Kunst, som den har alle Muligheder for at blive.

Årgang 21/1946, nr. 02