Omkring Maurice Ravel og hans to klaverkoncerter

OMKRING MAURICE RAVEL OG HANS TO KLAVERKONCERTER

Af Fritz Crome

I foraaret 1928 vendte Maurice Ravel tilbage til Frankrig efter en i alle maader og over al f orventning vellykket tur til Amerika. Den lille sære og stille mand, der befandt sig bedst i sit hjem eller i gode venners snævre kreds, var blevet umaadelig feteret overalt i Amerika, hvor han kom frem; i alle staternes storbyer havde han dels dirigeret, dels spillet egne værker, alle vegne modtaget med en stormende, overstrøm-mende begejstring, der fik eneboeren til trods alt at befinde sig vel midt i tilbedelsens og enthusiasmens malstrøm. Men ogsaa pekuniært havde udbyttet været over forventning og Ravel, detaldrig havde svømmet i penge og som var vant til at regne i franc, var ikke saa lidt imponeret ved de mange dollars, der faldt i hans lommer hinsides dammen. Han besluttede sig til snart igen at vove turen over atlanten og vilde denne gang glæde sine mange nye venner derovre med at komponere en klaverkoncert, som han selv vilde kreere ved sin tilbagekomst til New York.

Der skulde dog gaa nogle aar, inden han fik realiseret sin tanke med klaverkoncerten. Inspi rationen førte ham ind paa et ganske andet spor og en skønne dag var hans berømte Bolero blevet til, var blevet opført og havde med eet Slag gjort navnet Ravel populært paa en ganske anden og langt mere omfattende maade end hidtil Ravel, der elskede at stille sig selv vanskelige kunstneriske opgaver og som aldrig var gladere end naar han havde fundet en særlig haard nød at knække, havde sat sig for at komponere et værk med kun et eneste tema og, uden nævneværdig harmonisk pynt. At det lykkedes ham at løse denne opgave, viser Boleroens enorme succes verden over. En af hans venner sagde til ham Bravo Ravel! Cest la gloire! Men Ravel trak paa skuldrene og svarede beskedent: Oh! Cest la mode, simplement!

Endelig i foraaret 1931 - Ravel gik dengang i sit 57de aar - besluttede han sig til at gaa i gang med sin klaverkoncert. Men næppe var han begyndt paa sine skitser og udkast, fik han et brev fra den unge østrigske pianist Paul Wittgenstein, der mistede sin ene arm i verdenskrigen. Han bad Ravel skrive en koncert til sig f or venstre haand alene; og Ravel, der her igen øjnede en stor og usædvanlig opgave, besluttede sig omgaaende til at skrive begge koncerter samtidig, hvad han da ogsaa førte igennem ved et meget intenst og anstrængende arbejde gennem mange maaneder. Hans iforvejen svage helbred kunde ikke taale denne enorme belastning af arbejde, og søvnløsheden, som ogsaa tidligere havde plaget ham, blev nu kronisk og lagde grunden til den sygdom, der ikke mange aar efter skulde lægge ham altfor tidligt i graven.

Ravel havde altid yndet - som de fleste gode Parisere - dagligt at tilbringe sine eftermiddagstimer paa en café sammen med venner til en apéritif. Men denne afspænding var nu ikke mere tilstrækkelig for hans urolige nerver. Han begyndte derfor at besøge de smaa natcaféer, hvor dansen gik til de dengang nye jazzrytmer, som havde hans mest levende interesse og som han anvendte gang paa gang i sine kompositioner. Han elskede det hektiske natteliv og holdt trods sine venners protester altid ud til den lyse morgen. Men sine to koncerter fik han færdig paa forbavsende kort tid trods det natlige slid paa nerverne. Han følte sig dog stærkt svækket og turde ikke mere tiltro sig den store opgave selv at kreere sin g-dur koncert paa en Amerikatourné. Han opgav sin rejseplan og fik den kendte, udmærkede pianistinde Marguerite Long til at spille koncerten i Paris, mens han selv dirigerede orkestret. Den opførtes første gang den 11. november 1931 i salle Pleyel og blev en umaadelig succes. Efter endnu en koncert i Paris i januar 1932 drog Ravel paa en koncertrejse sammen med madame de Long; de besøgte Tyskland, Polen, Østrig, Belgien, Holland, Schweiz og Rumænien og høstede overalt megen virak.

Venstrehaandskoncerten var imidlertid blevet spillet i Wien af Wittgenstein, der gjorde megen lykke med den og siden spillede den i mange europæiske byer, bl. a. ogsaa her i København. Men Ravel vilde ikke mere sige god for Wittgenstein, da det havde vist sig, at denne ikke magtede koncerten i teknisk henseende og derfor tillod sig adskillige rettelser og lempelser af de ubekvemmeste passager. Ravel fandt disse forandringer stridende mod stykkets aand og søgte en anden og bedre interpret for sit arbejde. Han fandt ham i den unge franske pianist Jacques Février, elev af madame de Long og søn af en af Ravels nære venner, den kendte musiker og musikskribent Henry Février. Ravel indstuderede personligt venstrehaandskoncerten med ham og anbefalede ham til Koussewitzky i Boston, hvor Jacques Février spillede den med Boston Symphony Orchester under Koussewitzky i november 1937, faa maaneder før Ravels død.

I et brev til en ven siger Ravel, at det f ørst var hans hensigt at kalde sin koncert i G-dur for »divertissement«. Men ved nærmere overvejelse fandt han, at ordet koncert egentlig ganske dækkede dens karakter. Og han tilføjede: »Den er en koncert i ordets bogstaveligste forstand, skrevet i Mozarts og Saint-Saéns' aand jeg tror, at en koncerts indhold kan være muntert og brillant og at det ikke behøver at være dybsindigt og have tendens eller dramatisk effekt. G- durkoncerten minder paa en maade, om min violinsonate, indeholder elementer af jazz, men i modereret form.«

Venstrehaandskoncerten kommenterer Ravel paa følgende maade: »Den er helt forskellig fra min anden koncert kun i een sats med mange jazzeffekter, og skrivemaaden er ikke saa simpel. I et værk af denne art er det nødvendigt at skabe en komposition, som ikke er et lyst, let og delikat fletværk, men som virker som et partitur skrevet for to hænder.«

Man maa lade Ravel, at det i fuldeste maal er lykkedes ham at opnaa den ønskede virkning. Koncertens form er den saakaldte cycliske, som vi bl. a. kender fra Dvóraks symfoni »Fra den nye Yerden« og fra César Francks symfoni og violinsonate. Dens to hovedtemaer (Eks. i og 11) bringes først i kontrafagotter og horn.

(nodeeksempel)

Efter at det fulde orkester har ført dem op til et magtfuldt højdepunkt, sætter klaveret ind med en stort anlagt kadence, der navnligt behandler det første tema og i sin hele bygning er af en kompliceret ja næsten orkestral karakter, der sætter pianisten paa en haard prøve. Efter kadencen tager orkestret fat med første tema, som føres igennem i en sats, der straaler af lys og stærke farver og stiger i et stort crescendo for siden at ebbe ud i et sart plano. Saa begynder klaveret en dejlig stille melodi (Eks. III),

(nodeeksempel)

en af Ravels lykkeligste inspirationer, hvor tonarterne Fis og H følger hinanden, snart som Dur og snart som moll. Da den er sunget tilende, sætter første horn ind med indledningstemaet fra første sats; ganske piano klinger det, mens klaveret underbygger det med de sarteste figurationer i 32-dele. Clarinetter og siden fagotter overtager temaet, der stiger i et stærkt strigendo for pludselig at afbrydes af finalens stramt rytmiske marchtema, hvorpaa først tre trompeter og siden klaveret kaster sig ud i den kvintnedgang - man kunde maaske mere træffende sige den kvintnedstyrtning - der af en fransk kritiker med ægte gallisk overdrivelse kaldes for et djævelsk grin - un ricanement diabolique! (Eks. IV).

(nodeeksempel)

Den leder over i finalens andet tema, der hopper lystigt afsted i klaveret med sine haltende ottendedele. (Eks. V).

(nodeeksempel)

De to temaer veksler med hinanden, til et tredje tema bryder ind højt oppe i piccolofløjter og es-clarinetter (Eks. VI),

(nodeeksempel)

mens klaveret fortsætter med sine hastige figurer. Mod slutningen af den lange sats faar klaveret sin anden og største kadence, der lader begge temaer fra første sats og andantens melodi straale over en hastigt bølgende flod af 32-dels figurer - meget skønt og utrolig vanskeligt at udføre! Tilsidst forenes orkester og klaver i en apoteoseagtig stigning i D-dur; le ricanernent diabolique bryder endnu engang løs i klaveret. Og saa slutter det hele som klippet af med en saks.

Værkets specielle. karakter og uhyre tekniske vanskeligheder har lagt adskillige hindringer i vejen for dets udbredelse. Herhjemme har det kun sjældent været spillet, og første gang vi fik lejlighed til at nyde dets skønhed, var det den unge Frede Schandorf Petersen, der fremførte Koncerten i Tivoli i 1941 under Felumbs Direktion. En Sygdom i hans højre Arm havde sat ham ud af Stand til at fortsætte sine normale pianistiske Studier, og med utrolig Energi udviklede han sin venstre haand, saa han overvandt alle vanskeligheder. Koncerten hær senere været opført i Radioen, ligeledes med Schandorf Petersen som Solist, og i Efteraaret spillede Fritz Rasmussen den ved en Koncert i Odd-Fellow Palæet.

G-dur koncerten for to hænder har vist ogsaa kun været spillet nogle faa. gange her. Det var først Victor Schiøler der fremførte den ved en Koncert, og gjorde megen lykke med den, og senere har Egil Harder spillet den, bl. a. i Tivoli.

Ved studium af partitur og klaverstemme bekræftes i et og alt Ravels egen beskrivelse af sit værk: De to ydersatser er holdt i en let elegant tone, uden forsøg paa dybsindigheder eller alvor. Ansatsen af første sats med den forfløjne piccolo, hvis muntre motiv snart overtages af trompeterne (Eks. I), giver tonen an, og sidetemaet (Eks. II),

(nodeeksempel)

der - i lighed med venstrehaandskoncertens melemsats - forbavser ved at give fis-mol og fis-dur i samme aandednæt, ændrer intet væsentligt i stemningsbilledet. Andanten sætter ind med en lang klaversolo (Eks. III),

(nodeeksempel)

hvis blide E-dur melodi til en begyndelse bygger sine synkoper over en næsten ostinat ført basstemme. Ravel siger om den, at den er inspireret af en af Mozarts kvintetter; det er ialfald en i harmonisk henseende meget m oderniseret Mozart. I sin melodiske simpelhed giver den Ravel, som han er i sine mest fredfyldte øjeblikke. Mens hele klaverfigurationen i første sats génkalder klaverstykker som »Ondine« og »J'eux deau«, er finalen med sine ironiske jazz-imitationer en væddekamp mellem klaver og orkester og byder pianisten skønne, men umaadelig vanskelige steder at spille. Koncerten rummer alt det væsentlige i Ravels kunst: brillans, klarhed, elegance, originalitet; ømhed og simplicitet i midtersatsen, kraft og elasticitet i finalen.

Meningerne om værdien af de to koncerter er delte. Mange anser G-dur koncerten for at være Ravels ypperste værk; atter andre ser i venstrehaandskoncerten toppunktet af hans genialitet. Dette maa vel til syvende og sidst blive en smagssag. Men det er hævet over enhver tvivl, at Ravels to klaverkoncerter, der tilhører hans sidste periode - de efterfulgtes kun af hans Don Quichotte-cyclus - maa, regnes til det betydningsfuldeste han har skænket os.