Ebbe Hameriks opera Rejsekammeraten

Af
| DMT Årgang 21 (1946) nr. 03 - side 47-50

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

EBBE HAMERIKS OPERA REJSEKAMMERATEN

Af Vagn Kappel

At H. C. Andersens Eventyr har haft en vældig befrugtende Indflydelse paa den musikalske Fantasi, er en kendt Sag. Selv om vi ser bort fra de Mængder af motto-prydet Programmusik, hvis sidste Udslag er Finn Høffdings storartede Orkesterfantasi »Det er ganske vist -«, og selv om vi lader Stravinskys »Nattergalen« ude af Betragtning og holder os til de hjemlige rent musikdramatiske Græsgange, bliver der lidt for enhver Smag at vælge imellem fra August Ennas Smaaoperaet og Balletter, over Fini Henriques og Emil Reesen til Karl Clausen, Finn Høffding, Knudåge Riisager og Sv. E. Tarp. Det er naturligt nok mest - dog ikke undtagelsesfrit - de Eventyr, der har en lille dramatisk Pointe, et lille »plot«, derhar afgivet Stof til Libretto'er. »Rejsekammeraten« er et symbolsk Eventyr, med en »Morale«, gaaende ud paa, at Menneskets (Johannes') gode Gerninger (Rejsekammeraten) følger det, beskytter det paa dets Vej gennem Livet og hjælper det til at opnaa Lykken (Prinsessen), et smukt og ophøjet Stof med et Skær af eventyrlig, abstrakt Uvirkelighed over sig, som gør det særlig egnet til Behandling i Musikkens uhaandgribelige Sprog. Men Eventyrdigteren fortæller jo, medens en Opera er Handling, der udspiller sig for vore Øren og Øjne. For at faa et Drama ud af H. C. Andersens episk behandlede Stof, maa der sættes centralt ind paa de Spændinger, der kræver Udløsning, nemlig Hovedpgsonen Johannes' Forhold til Rejsekammeraten og til Prinsessen. En Vanskelighed bliver det her, at Forudsætningerne for den egentlige Handling: Faderens Død og Johannes Bortgiven af sin Fædrenearv for at redde den døde fra de to Fæle, tager saa lang Tid, at hele første Akt - dramatisk set - bliver Introduktion. Her kan imidlertid Musikken gøre Underværker i Retning af at knytte Stykket sammen til en Helhed, og Ebbe Hamerik harhaft Blikket aabent for Vanskeligehederne og løst dem, hvad jeg om lidt skal begrunde nærmere.. At det lader sig gøre at skabe en dramatisk Linje med stigende Intensitet og sluttelig Udløsning ud af Eventyrets Handling, heri har Komponist og Tekstforfartter set rigtigt. Forfatteren Karl Nielsen har skrevet en Libretto, som gennem en Række Billeder med indbyrdes Spænding og Stigning giver Komponisten gode Udfoldelsesmuligheder. En uorganisk Undtagelse er 8. Billede, som delvis tjener til Folie for de obligatoriske Balletoptrin. Til dem har man ikke kunnet nøjes med »Rejsekammeraten«, men har hentet hele Persongalleriet fra »Elverhøj«: Mosekonen, Helhesten, Valravnen o.s.v., som.giver Anledning til stor scenisk Udfoldelse og en orgastisk præget Monstreballet, altsammen straalende lavet, navnlig fra Komponistens Side, men uden nogen organisk Betydning for Operaen. At der i Mængden af Havfolk, Elverpiger og andre Underjordiske blander sig Væsener, som med Faldskærmsdragt, Gasmaske og lignende Udstyr leder Tanken hen paa visse ubehagelige konkrete Aktualiteter, forstyrrer kun den abstrakte Eventyrstemning og virker i hvert Fald paa Undertegnede som et æstetisk Fejlgreb.

Man siger med Rette, at en Operalibretto helst ikke maa være for vægtig i sig selv. Den skal helst nøjes med at give Bolden op til Musikken som den afgørende, Udtryksfaktor. Karl Nielsens Libretto er en veltilrettelagt Skitse uden selvstændig aandelig Værdi og opfylder saaledes denne Fordring. Da Musikken in casu er skrevet, af den eneste danske nulevende Komponist, som virkelig har gjort Musikdramatiken til sit Speciale og sin Livsopgave, og som medbringer et stort Fond af Lidenskab, musikalsk Kunnen, Intelligens og fornem Kultur, beror Resten - Størsteparten - af Opgavens Løsning paa Partituret.

Hvordan er da dette Partitur?

Operaen er i 9 Billeder, realiter 9 Akter med hver sin afrundede musikalske og dramatiske Opbygning. Ledmotivteknik benyttes ikke eller kun paa et enkelt, for Operaens dramatiske Helhed afgørende Punkt. De enkelte Billeder er saa sluttede, at tematiske Allusi oner fra det ene til det andet er sjældne. F. Eks. forekommer i 4. Billede et Motiv, som fløjtes`af Rejsekammeraten ved hans Entré og tillige fungerer som afsluttende Orkesterefterspil:

(nodeeksempel)

I det følgende Billede fortsætter de to Venner deres Vandring. I Stedet for nu at benytte det citerede Vandremotiv til at binde de to Afdelinger sammen med, indfører Hamerik i Indledningen til 5. Billede et helt nyt Marchmotiv:

(nodeeksempel)

som til Gengæld faar tematisk Betydning i det nye Billede.

Med 6. Billede sker der en tydelig Ændring i Operaens musikalske Holdning. De første fem Billedet har noget - man fristes næsten til at sige oratorieagtigt eller passionsagtigt over sig ved de indskudte strofiske Sange med deres ofte psalmodiske Tone, understreget af blæserprægede Harmonier. Dette maa dog ikke forstaas derhen, at disse Afsnit skulde være udramatiske. Tværtimod! Man kan næsten sige, at hvert enkelt Billede er et helt lille Drama for sig. Paa den Maade har Hamerik klaret den Vanskelighed, at første Akt, de tre første Billeder, i Grunden kun er Introduktion til Operaens egentlige Handling. De skarpt tegnede, med næsten Gluck'sk Logik opbyggede Billeder (Navnet Gluck falder ogsaa en ind, naar man hører de organisk og med stor dramatisk Virkning indføjede Korsatser) tegner hver sin dramatiske Kurve. Ouverturen begynder med et Motiv i Bratscherne:

(nodeeksempel)

som paa en vis Maade kan siges at være hele Operaens Ledemotiv, idet det citeres - delvis med ændret Intervalfølge -som Omkvæd i den strofiske Sang, Johannes synger i Kirken efter at have købt den døde fri, og i Prinsessens Sang i Operaens Finale, efter at hun er befriet fra Trolddommen. Paa denne enkle, men effektive Maade, har Komponisten løst den Vanskelighed, der bestaar i, at de tre første Billeder staar ligesom »for sig selv«. Ouverturen citerer iøvrigt i sin Helhed Johannes' Sang i Kirken, og som et Eksempel paa Hameriks skønne Melodik og Harmonik gengiver vi her en Strofe af Sangen:

(nodeeksempel)

Fra og med 6. Billede skifter Komponisten i nogen Grad Teknik, idet den k lassicistisk enkle Holdning afløses af moderne Operastil med stærk Vægt lagt paa den musikalske Replik og uden det »ariose« Element, som i de foregaaende Billeder repræsenteres af de strofiske Sange. Hertil kommer et udpræget Buffoelement i Kongens Parti. Det hele bliver mere kompliceret. I 8. Billede raader Rytmen. Stravinskys »Sacre« falder en ind, naar man hører Ledsagemusikken til den vilde Dans. Kun begaar Hamerik efter min Mening den Fejl, at han bliver for længe paa Klimaks. Den vilde, orgastiske Rytme bør brydes af i det Øjeblik, Ekstasens Højdepunkt er naaet.

Hvis vi efter disse mere almindelige opbygningsmæssige Studier prøver at kigge mere detaljeret paa Ebbe Hameriks Tonesprog i hans nye Opera, konstaterer vi snart, at det repræsenterer en rolig Videreudvikling af det Tonesprog, vi kender - sidst fra »Marie Grubbe«. Ebbe Hamerik er Evolutionens Mand - det er saa dejligt i en Tid, hvor hvert nyt Værk helst vil være en revolutionær Nyskabelse - og noget af en Eklektiker i sit Tonesprog. Tag f. Eks. Slutningen af Ouverturen til »Rejsekammeraten«:

(nodeeksempel)

Her har vi en ganske almindelig Slutning (plagal) efter Dur-Moll Regler, som imidlertid krydses af to kirketonalt inspirerede Kadenceringer, hvorved der opstaar en Spænding med polytonal Virkning - en krydret harmonisk Situation, som er typisk for Hamerik.

Kirketonaliteten - spiller overhovedet en stor Rolle i d'ette Værk. I Prinsessens Sang i det Fjerne 1 5. Billede benyttes ligefrem en almindelig dorisk Initial formel:

(nodeeksempel)

I grel Modsætning hertil kan man støde paa næsten senromantisk virkende Vendinger f. Eks.:

(nodeeksempel)

Tonesproget er altid tonalt, og de forskellige Elementer smelter sammen til en Enhed af fin og fornem Virkning.

Instrumentationen er, som det sig hør og bør i en Opera, ikke unødig kompliceret, men til Gengæld effektfuld. Slagtøjet benyttes meget, ikke alene i Balletoptrinene. Allerede i første Billede virker den dumpe Pauke som et Billede af den døende Faders feberhede, uregelmæssigt dunkende Puls. I de koralagtige Parter fører Blæserne naturligvis det store Ord. En Ejendommelighed ved Hamerik er hans Forkærlighed for at lade Sangstemmen ledsage i Enklang eller Oktav af et Instrument, smlgn. Eks. 4, hvor den ledsages i Oktav af en Klarinet.

Operaen er fuld af dramatisk fine Smaatræk, f. Eks. er det ophidsede Replikskifte ved Slutningen af 5. Billede med den i Eks. 6 citerede doriske Formel i intervalmæssige ændret Skikkelse som integrerende motivisk Bestanddel af uforlignelig Virkning, ligesom Prinsessen lille spotske nedadgaaende Figur, idet hun henvender sig til Bøddelen, er fint truffet. »Rejsekammeraten« vil sikkert hævde sin Plads paa Repertoiret, fordi det er en vilkelig Opera, skrevet af en virkelig Musikdramatiker, som kender sine Virkemidler tilbunds, og som skriver Musik med rene Hænder.

Årgang 21/1946, nr. 03