Jean Sibelius og hans nordiske samtid

Af
| DMT Årgang 21 (1946) nr. 03 - side 37-39

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Jean Sibelius og hans nordiske samtid

Af Niels Viggo Bentzon.

I de første Aartier af vort Aarhundrede tegner den musikalske Udvikling sig i de 4 nordiske Lande omtrent saaledes:

I Danmark betød Fremkomsten af Carl Nielsens 1. Symfoni og de nærmest flg. Værker fra denne Komponists Haand et kraftigt Bolværk mod Senromantikens Udløbere (Nytyskeriet: Liszt, R. Strauss og den »ekspressionistiske« Ret-ning, Schönberg, Alban Berg, Weber m.m.fl.).

Som Følge af hele Carl Nielsens Musikæstetiske Indstilling kunde det nærmestfølgende Slægtled, (Komponister som Simonsen, Gram, Schierbeck, Bangert o.fl.), der endnu stod i Skyggen af C.N.s Personlighed, ikke rigtigt frigøre sig og blive selvstændigt arbejdende Komponister. De betyder blot nu en Fortsættelse af den »Carl Nielsenske Æstetik« og de kom derved yderligere til at udbygge Bolværket, der skærmede for Strømninger sydfra. Med Generationen Riisager - Jörgen Bentzon - Höffding blæser frisk Vind ind over dansk musik. Allerede med sit Opus 6, Sonatinen for 3 Blæsere, har J. Bentzon frigjort sig for enhver C.N. Paavirkning og Riisager fører straks fra Starten en mere franskpræget Tale. Hos Høffding spøger Carl Nielsen ret kraftigt i de tidligere Værker, men hurtigt naar han dog frem til en typisk lyrisk-personlig Skrivemaade. Næste Generation, Koppel - Tarp - Holmboe - Syberg repræsenterer hver for sig en fra C.N. ret frigjort Skrivemaade, skønt maaske Koppel, særligt i de senere Værker (II Strygekvartet og Klarinetkoncerten) dog tydeligt bærer Spor af den C.N.s Paavirkning: Hos Sv. Schultz er vi kommet »saa langt væk« at Traadene vanskeligt kan søges tilbage til Udgangspunktet.

I Sverige er Komponister som Alfven, Sjøgren Peterson-Berger, Stenhammer, Rangström og Atterberg Repræsentanter for de romantiske Udløbere paa svensk Grund, hvorimod Hilding Rosenberg, Nystroem, Wirén og Lars E. Larsson hver for sig har søgt en Nyorientering, de to første i den mere seriøse Genre og de to sidste i en lettere diverterende Skrivemaade (for Larssons Vedkommende ikke uden Paavirkning fra C.N., som f. Eks. hans Sinfonietta for Strygere). En Kreds af yngre svenske Komponister, der tæller Navne som Karl-Birger Blomdahl, Sven-Erik Bäck, Ingvar Lidholm og Hans Leygraf, er saa godt som ukendte uden for Sveriges Grænser. De repræsenterer i Forhold til Wiren og Larsson et mere »strengt« Stadium med Udgangspunkt i »Eksklusivister« som f. Eks. Hindemith.

Yngre norske Komponister har haft svært ved at gøre sig bemærket uden for Landets Grænser. Kravet om et specielt »norsk« Indslag i den kompositoriske Skabelsesproces har sikkert ikke virket befrugtende for en større musikalsk Orientering udadtil. Traditionen fra Grieg (i mindre Grad Sinding) har stadig kraftigt Tag i de yngre norske Komponister selvom Sæverud, Klaus Egge, Sparre Olsen, Irgens Jensen alle har skrevet Musik med Personlighedspræg. - I Klaus Egges Draumkvede Sonate for Klaver kan man iagttage en ejendommelig Spaltning mellem de til Grundlag for Kompositionsarbejdet valgte »norske« Tonearter og den sært fortænkt-teoretiske Anvendelse af komplicerede Tritonuskombinationer. Een norsk Komponist, Farteim Valeu, har formaaet at tage Skridtet fuldt ud m.H.t. Frigørelsen fra den »paakrævede« norske Tone. Han staar som den eneste vaskeægte nordiske Repræsentant for Schønberg-Stilen, hvis Ideer han har overtaget og formaaet at give en personlig Form.

De finske Komponister, der kommer efter Sibelius, staar med faa Undtagelser nær i et snævert Forhold til hans Stil og Udtryksform. Bedst kendt af den danske Offentlighed er Komponister som Järnefelt og Palmgreen, hvorimod Navne som Madetoja og Melartin er ret ukendte for os. Yngre Komponister som Merikanto og Klami har anslaaet »modernistiske« Strenge, men til Trods herfor har Sibelius-Traditionen kunnet leve uhindret videre i Værker af Komponister som Ikonen og Kaski.

Jeg har følt Nødvendigheden af denne temmelig brede Indledning for overhovedet at kunne nærme mig Spørgsmaalet: Sibelius og Samtiden. Ved groft at skitsere den musikalske Situation i Finlands Nabolande vil man se, hvor der kan spores en Tilknytning til Sibelius Stil uden for Fædrelandet og hvor der absolut ingen Forbindelse er. Det er ikke mærkeligt at Slægtleddet af finske Komponister efter Sibelius har været i en lignende Situation som Komponisterne i Danmark efter Carl Nielsen. Den store og afgørende skabende Personlighed behøver i og for sig ikke altid at danne stilistisk Skole, men han vil alligevel altid smitte kraftigt af paa sin nærmeste Eftertid, om ikke andet saa ved hele sin mentale Indstilling Thi Sibelius er i Lighed med Carl Nielsen og Grieg den tredie Hovedrepræsentant for nyere Tids nordiske Musik. Hans udtryksform er nok noget mere »traditionel« end C.N.s thi han har ikke i saa høj Grad som sidstnævnte givet; sig i Lag med eksperimentalt-stilistiske Problemer. Han hviler, ligesom E. Grieg, trygt paa romantisk Grund, men rigtignok en hel anden »Romantik« end den vi møder i Griegs lyriske, men noget begrænset salonmæssige Udtryksmidler. Sibelius er, i Modsætning til Grieg, fremfor alt Symfonikeren og her vil utvivlsomt Eftertiden placere ham ved Siden af C.N.

Sibelius første Symfonier fastsætter klart Tjaikofsky Linien og især 2. Symfoni er holdt i den typiske national-romantiske Tone. Den fineste Sarthed afløses af voldsomme Eksplosioner, og de grandiose Messingepisoder anslaar netop denne højtidsstemte, nationale Tone.

I 4. Symfoni møder vi en anden Sibelius. Her er han mere indadvendt, intim. Medens de første Symfonier betjente sig af en til Tider ret udvendig Gestus, møder vi her et koncenreret, spændt Følelsesindhold.

5. Symfoni er et stort anlagt værk og fremhæves egentlig som en Manifestation af »den nordiske Tjaikofsky-Stil«. Trods Lighedspunkter med de tidligere Sibelius-Symfonier, har denne Symfoni dog en, man kunde sige, mere »saglig« Tone. Der er noget i den mentale Baggrund for Værket, der leder Tanken hen paa C.N.s 5. Symfoni. Kosmos, det store, søger her sit musikalske Udtryk. Ligesom C.N. i sin 5. Symfoni vil udtrykke alle Sider af Tilværelsens Mangfoldighed, søger Sibelius ogsaa her et rigt nuanceret Stemningsindhold med, om man saa maa sige, en fælles Generalnævner i det patetisk storladne.

I 6. Symfoni søger S. en Simplificering af sine musikalske Udtryksmidler. Det melodiske er her ejendommeligt skalapræget, »asketisk« og Orkesterfarverne har lette, lyse Valører. Den stærkt patetiske, mørktfarvede Stemning, der kommer til Orde i 2. og 5. Symfoni har her veget Pladsen for den lysere Kolorit, der faar det hele til at »flimre« paa en ejendommelig »visionær« Maade.

Den 7. Symfoni er den ejendommeligste i Rækken, hvad Formen angaar. Fra Sibelius' Haand er dette eensatsede Stykke oprindeligt tænkt som »Symfonisk Fantasi«, inden Værket fik hæftet »Nummer 7« paa sig. Dog indeholdes i dette Værk de forskellige Temposkift, der karakteriserer den »normale« Symfoni, saa den kan derfor uden Vanskelighed glide ind i rækken sammen med Sibelius' øvrige Symfonier.

Sammenholder vi alle Sibelius Symfonier er Udviklingen ganske klar. Fra det national-romantiske, »Tjaikofsky-Præg«, stræber han gennem 4. og 5. Symfoni frem til de sidste Symfoniers afklarede »Klassicitet«. Paa en Maade minder Udviklingen i hans Symfonier en hel Del om det, der er sket inden for det 20. Aarhundredes Musik, men ser vi paa Sibelius' symfoniske Digtninge som f. Eks. Lemminkainen o.m.a. ophører i hvert fald Motiveringen for Sammenligninger med C.N.s Symfonik. Disse »Digtninge« er jo netop typiske Børn af Senromantiken og ejer ikke Symfoniernes Kraft og Originalitet. Sibelius store Produktion af større og mindre Klaverkompositioner er nok noget af det svageste og mest traditionelle, som vi har fra denne Komponists Haand og paa Basis af dette Materiale bliver det ikke nemt at finde direkte Berøringspunkter med vore Dages musikalske Situation, thi Udviklingen i de tre andre nordiske Lande gaar, samtidigt med alle disse Smaaværkers Fremkomst, i væsentlig andre Baner.

Med Rangstrøm, Peterson-Berger, Sjøgren, Alfven og Atterberg synger Senromantiken i Sverige paa det sidste Vers, selvom en Komponist som Hilding Rosenberg i sine større Ting ikke kan frikende sig et vist romantisk Drag, der dog næppe har større aandeligt Fællesskab med »Romantikeren i Sibelius« end blot og bart det stilistiske Fælleskendemærke: Romantik

Lars Erik Larsson og Wiren, for ikke at tale om den yngste Kreds af svenske Komponister, maa i hvert fald opfattes som fjernet fra de afgørende Bestanddele i Sibeliusmusikens mentale Udtryksform, og paa norsk Grund bliver det næppe heller muligt at finde mærkbare Spor af Sibelius' virksomhed.

Her i Landet vil man stort set komme til et lignende Resultat, naar man betragter Udviklingen gennem de sidste Aartier og summa summarum maa derfor blive: Sibelius' Musik er i høj Grad bundet til det »finske«, efter min Mening meget mere end C.N. er bundet til det »danske«. Sibelius anslaar »nationale« Strenge (Finlandia, 2. Symfoni) og idet han trods alt trygt hviler paa det »gamle«, romantiske Stilgrundlag, er han naturligt kommet til at fortsætte Tjaikofsky-Traditionen, men ganske vist paa sin egen, højst personlige Maade.

Forklaringen paa Sibelius' Verdenspopularitet ligger sikkert her, thi endnu den Dag i Dag er »de store Koncertsales« Sprog først og fremmest Senromantikens.

Netop ved denne »senromantiske Koncertsalsæstetik«, den store patetiske Gestus, den store Gebærde, udskiller det musikalske Sprog i Sibelius' første Symfonier sig klart fra »sin yngre Samtid«. Jeg tror, at en Komponist som Brahms har betydet langt mere for den moderne Musik end Sibelius. Der er noget i hele Brahms musikalske Indstilling, den tunge Problemsøgen, den plastiske Rytmik og de fri Periodedannelser, der kan spores hos mange af vor Tids Komponister.

Men Sibelius har ikke megen »germansk Saglighed« i dette Ords ganske specielle Betydning. Han er Nordboer, men mere beslægtet med den østeuropæiske Romantik, som vi finder den i Værker af Tjaikofsky.

Sibelius er Naturmystiker og »fri« i sin musikalske Opfattelse, snart malende med de sarteste Pastelfarver og snart murende det hele op i grandiose Blokke. Hans »Placering« i Forhold til Komponisterne i de 3 andre nordiske Lande er svær at præcisere helt klart, noget smitter af, men de yngste synes ikke at have aandeligt Slægtskab med ham.

Men hans syntetiske Evne, hele hans kunstneriske Format, har bevaret ham urokket helt op til vore Dage. Thi hvorledes man nu engang ser paa ham: Han er den store Komponist og føles i Dag som »Klassiker«.

Han er af Temperament væsensforskellig fra C.N., men de mødes dog paa deres Evne til at »fabulere«, dette næsten udefinerbare musikalske Begreb. Netop denne hans Evne til at tegne en parlando-Frase, saa den kommer til at staa overvældende kunstnerisk rigtigt viser denne Mesters utraditionelle men dog ganske intuitivtsikre Formfornemmelse. Tidens »romantiske Tradition« har givet ham en større international Udbredelse end nogen anden samtidig Komponist, og den Dag i Dag spilles hans Symfonier overmaade meget i England og Amerika.

Dog til Trods for den Udvikling Linien i hans 7 Symfonier fremviser, henimod et simplere Udtryk en »ny Klassicitet«, staar han dog isoleret fra Samtidens øvrige eksperimentelle Rørelser, som en fast Blok midt i Tidens kaleidoskopiske Billede af skiftende »Retninger«.

Årgang 21/1946, nr. 03