Om mandskorsang

OM MANDSKORSANG

Af Arthur Arnholtz,

Sang af mænd alene kendes fra minne- og mestersangen, fra reformationstidens studentersang og fra enkelte af renæssancens korsatser. Den har dog et andet præg end det, vi nu forstaar ved mandskorsangl(1). Det er først oplysningstidens bestræbelser for at forædle det selskabelige samvær og Napoleonstidens vækkelse af tankerne om det nationale og det folkelige, der via klubvisen og den tidlige romance skaber mandskorforeningernes særlige art, den 4-stemmige sang i Liedform og med overvejende romantisk holdning.

De første 4-stemmige mandskorsatser i denne forstand skyldes Joseph Haydns broder Michael Haydn (1737-1806), kapelmester og organist i Salzburg. Efter denne forløber blev de egentlige banebrydere Karl Fr. Zelter (1758-1832) for Nordtysklaad og Hans Georg Nägeli (1773 -1836) for Schweiz, Østrig og Sydtyskland. Zelter ledede fra 1800 »Berliner Singakademi« og valgte herfra 24 medlemmer til sit eksklusive »Berliner-Liedertafel« (stiftet 1809, opkaldt efter Artussagnenes runde bord). Her læste digtere deres nyskrevne sange op; her kom bidrag fra Zelters nære ven Goethe, dertil fra Kleist, Körner og Arndt; hertil bragte komponisterne deres nye sange, bl. a. Zelter selv, Weber, Flemming o. a., hvorefter de blev sunget. Og efter dette mønster stiftedes i de følgende aar »Lieder-tafeln« i mange andre byer i Nord- og Mellemtyskland. Den mindre fornemme Nägeli skabte det første folkelige mandskor i Zürich 1810, afholdt folkelige sangerfester i det fri og gav ved sine agitationsrejser stødet til, at lignende »Liederkränze« oprettedes i Sydtyskland og Østrig. Hermed var et millieu skabt med behov for en egen genre - et behov, som efterhaanden blev imødekommet af komponister som Konradin Kreutzer (1780- 1849) og Fr. Silcher (17891860), dertil af Schubert, Mendelssohn og Schumann, samt af talrige mindre kendte, og endelig gennem udsættelser af folkeviser og enkeltsange (Haydns »Gott erhalte«, Beethovens »Die Himmel rühmen« o. a.).

Et af disse tyske kor, kaldet »Quintcordium«, gæstede København 1819; straks derpaa stiftedes et dansk »Quartcordium« af Regenssangere og snart efter andre kvartetter. De bidrog først og.fremmest til den musikalske underholdning i den aaret efter stiftede »Studenterforening«. Da Oehlenschläger som dekan i 1834 havde slaaet til lyd for, at der indførtes sang og musik ved universitetsfesterne(2), dannedes mandskor til saadanne lejligheder - for dog atter at skilles, naar den enkelte opgave var løst. Det var først, da »Lunds Studentsangforenening« (stiftet 1831) under et sommerbesøg i 1839 havde vakt vore hjemlige sangeres begejstring og beskæmmelse, at vort første faste mandskor, »Studenter-sangforeningen«, dannedes(3). Herefter fulgte stiftelsen af »Haandværkersangforeningen« 1843 (Berggreen), »Det skandinaviske selskabs sangkor« 1844 (Rung) og »Herrekoret Arion« 1850, for blot at nævne de ældste, før de enkelte erhvervs mandskor og den senere centralisation begynder.

Man kan vel grovt sige, at op til arbejdersangkorenes og de folkelige blandede kors fremvækst efter 1900 har »Studenter-sangforeningen« været toneangivende, baade hvad angaar repertoire og fremførelsesmaade. Repertoiret var fra begyndelsen dels det forannævnte tyske, dels nye danske sange, især af Krøyer og Brerggreen, dertil nogle hentet fra Weyse og Kuhlau og siden fra Rung, Hartmarin og C. J. Hansen m. fl. Ved siden af disse dyrkede man straks fra starten baade den hjemlige og den udenlandske folkesang, tilskyndet dels af romantikens almindelige folkeviseinteresse, dels specielt af 40-ernes skandinavisme. Allerede ved studentersangernes første koncert 1840 opførtes »Svend Vonved« (v. Weyse) sammen med en tysk vise, og siden har denne værdifulde del af repertoiret haft en jævn, omend noget spredt tilgang. Dyrkelsen af nordisk sangmusik var yderligt svag før »Studenter-sangforeningen«s stiftelse. Med j. L. Heibergs Bellman-afhandling (1843) og hans og Hostrups benyttelse af Bellinan-melodierne vinder dette værdifulde stof ogsaa frem i mandskorudsættelser, især i 40-erne og 50-erne. Skandinavismen baner vej for B. H. Crusell, og endelig skyldtes »Studenter-sangforeningen«s stiftelse jo bl. a. Otto Lindblads besøg, hvis sange (fra »Vintern rasat« 1840 til »Sät maskinen igång« 1867) vel væsentligt har præget fremførelsen.

Hvordan fremførelsen har været af hele dette ældre, traditionsskabende stof, kan vi dels se af nodeteksterne. Allerede disse er fra begyndelsen rigeligt:forsynet med foredragstegn for hyppigt skiftende styrke og tempo, crescendo- og decrescendo-kiler baade for fraser og enkeltnoder o. l., som tilskynder til en bølgende eller splittet gengivelse. Nu kunde man naturligvis have gjort mere eller mindre ud af disse anvisninger; men vi har, foruden dem, tillige vidnesbyrd om, at man har fulgt dem helt ud i overdrivelsen. Sjældent er nemlig en genre blevet parodieret saa omgaaende efter sin opstaaen, og sjældent saa vedholdende. Næppe havde saaledes vore første hjemlige mandskor sunget Krøyers »Verbum amare«, før Heiberg i »Aprilsnarrene« (1826) kunde gøre den til skive for en almindeligt forstaaet parodi. Og endnu i vor tid skrives og nydes parodier af, sammme slags; kendtest er vel Birger Sjöbergs herlige »Basens sorg« (fra »Fridas bok« 1927, nr. 21; jfr. 22 og 23), der gør grin med den Lindbladske »Sät maskinen igang«-type. Man har insinueret at det stereotype og overdimensionerede foredrag skulde skyldes de jævne sangeres (eller deres dirigenters) trang til at spille kunstnere, hvorved de kun fik fat paa nogle artistiske uvaner. jeg tror dog, at aarsagen til dette ejendommelige forhold ligger dybere. Det skyldes sikkert, at mandskorsangen i sin gængse skikkelse er en sildeføding, kommet til verden omtrent samtidig med romancen. Det udpenslede enkeltmandsforedrag, som denne tit krævede, overførte man til mandskorene uden at skelne mellem individual- og kollektivgenrernes forskellige fremførelseskravl) og kom herved ud i det klicheagtige og forgrovede (en afsporing, som nyere tid kender fra talekoriske fremførelser). Yderligere vanskeliggjordes mandskorkompositionen af de alt for individualistiske eller rørstrømske tekster, man ofte valgte, og af den kompakte sats, som maatte varieres med grovere midler (brummestemmer etc.), end man behøvede at bruge i det videre spændende blandede kor.

Et enkelt træk ved mandskorforedraget harsærlig interesse og fortjener at betragtes i videre sammenhæng. Det drejer sig om enkelttonens dynamisk-motoriske nuancering for at levendegøre det musikalske forløb. Man har forsøgt at betragte dette fænomen historisk (4) og har mentat fornemme en umiddelbar strøm i hver enkelttone af en middelaldermelodi som. »Christ isterstanden«, en fjedren i den kendte lille barokmarch fra Anna Magdalena Bachs nodebog, en udefra paatrykt accent f. eks. i Schuberts »Marche militaire« og endelig en usammenhængende prikken hos Schönberg-skolen. Man har sluttet heraf, at de primære kinetiske kræfter gradvis aftog, og man har drøftet de kunstgreb, hvorved en strømmen i enkelttonerne kunde genfrembringes - fra romantikens, ledsagelse af melodistemmen med underdelinger og til nutidens swingteknik. Man har endelig siden 1800 direkte foreskrevet en strømmen ved dynamiske foredragstegn. Men om dette ejendommelige livstegn faktisk beror paa en tiltagende tonestyrke eller paa en anden form for intensitet, er mig bekendt, endnu uoplyst. Det vil derf or næppe være frugtbart at iværksætte instrumentelle undersøgelser af fænomenet, før hele dets problemkreds er omfattende gennemdrøftet(6). Kun to ting skal endnu siges om det her: Som »naturfænomen« forekommer det snarere i sange af særlig art end af særlig alder eller kvalitet. Herom vidner den ufortjente popularitet, saadanne melodier nyder som f. eks. »Mægtigste Kriste«, »Kongernes Konge« og »Dejlig er Jorden«. Sikken de klinger! - Og som »kunstprodukt« har det i mandskorsangen moret og indbudt til parodi i over hundrede aar. Om fænomenets eksistens kan saaledes næppe nogen være i tvivl, der overhovedet beskæftiger sig med musik.

Det var vel naturligt, at denne af det traditionelle sangstof betingede fremførelsesmaade holdt sig gennem senromantiken. Mærkeligere er det, at den grasserer i vore mandskor endnu den dag i dag. Man kunde tænke sig, at en tidssvarende forandring af repertoiret vilde have medført en tidssvarende ændring i foredraget. Men »Studenter-sangforeningen«, som paa begge omraader har bevaret sit førerskab, er her, ligesom isoleret fra tidens øvrige musikliv, gaaet sin egen vej. Med overordentlig energi har denne forening, især i krigsaarene, tilskyndet en talrig skare af komponister til at skrive for mandskor og bragt et-hundrede af disse sange tilopførelse. Betydeligt og ikke betydeligt er paa denne maade kommet frem(7), men ikke meget, der ved selve Sin art kunde standse den gamle sangforeningsmaner. Man savner her indflydelse fra to strømninger, som har spillet en overordentlig rolle for næsten alle andre musikfolk. Den ene kan vi kalde »historismen«, fremdragelsen her og i andre lande af renæssancens og barokens korkunst, studiet af før-romantiske-foredragsidealer og inspirationen herfra til komposition og fremførelse i nutiden. At det ikke er museum, det drejer sig om, har Mogens Wöldikes gerning tilstrækkelig vist. Men her var næsten intet for mandskor, vil man svare. Nej; men vilde man overvinde sin sky for kirkemusik og sætte noget af energien ind paa dette punkt, kunde maaske, gennem udsættelser og kompositioner, en vej banes, til en ny mandskorstil(8). Den anden strømning gjaldt det frembrud af ny, folkelig sang, hvis hovedmænd var Laub, Nielsen, Aagaard og Ring. »Studenter-sangforeningen«. har her dyrket Carl Nielsens kantater og nogle af hans sange, lidt folkeviser ved Laub, Men kun en enkelt sang af hver af de andre. Hvor meget større en rolle har denne sangskat ikke spillet for de folkelige, blandede kor ude over landet. Er man mon ikke her gaaet glip af noget, som ogsaa kunde have fornyet foredragesstilen? jamen her var for lidt at rive i, vil man svare denne gang. Ja, hvis man begrænsede sig hertil. Men som en impuls til enklere, strengere eller højere stil burde den dyrkes og fastholdes.

Med disse antydninger af nogle af mandskorsangens problemer har.det ikke været hensigten at saare nogen. Spørger man kormedlemmer, hvordan de betragter deres forening, faar man Meget forskellige svar. Snart er man stolt, af sin nationale eller partibestemte bekendelse; snart ønsker man slet ikke at være folkelig, men at koret skal betragtes som bekendelsesløse artister; snart vil man endelig kun være en kammeratlig, sangglad kreds, som helst er fri for faglig kritik. Det er næppe muligt under eet at tage stilling til den brogede skare, som mandskorsangen har samlet. Men denne sangs folkelige betydning er uomtvistelig; derfor bør den altid behandles i det positive samarbejdes, ikke i latterliggørelsens aand.

Afsluttende bemærkninger

Professor Abrahamsen har anmodet om Optagelse af et Par afsluttende Bemærkninger til Ordskifte, som Professor Arbrahamsen og Lektor Arnholtz har haft i »Berlingske Tidende« i Anledning af Lektor Arnholtz` Angreb paa »Studenter-sangforeningen« - og til ovenstaaende Artikel af Lektor Arnholtz.

I mit sidste Indlæg i »Berlingske Tidende« henstillede jeg til Lektor Arnholtz at dementere den Paastand, der gaar Mand og Mand imellem om, at Lektor Arnholtz kun har et meget ringe Kendskab til »Studenter-sangforeningen«s Koncertoptræden, og han derfor kun er lidet kompetent til at opkaste sig som Dommer vedrørende »Studenter-sangforeningen«s Foredragsstil. Efter Gennemlæsningen af den ovenstaaende Artikel vil det ses, at et saadant Dementi er Lektor Arnholtz ikke fremkommet med.

Til Lektot Arnholtz` Indvendinger mod mine Intensitetsmaalinger af »Studenter-sangforeningen«s Grammofonoptagelser skal jeg svare, at Lektor Arnholtz véd, lige saavel som jeg, at ved Korsang ligger de langsomme, dynamiske Styrkevariationer erfaringsmæssigt inden for saadanne Grænser, at en kunstig »Kompression« ikke er nødvendig ved Grammofonoptagelser (eller Radioudsendelser), og at en Neddæmpning af Fortestederne ikke kommer paa Tale ved ganske kortvarig »Svulmen« af den Art, Lektor Arnholtz og jeg diskuterede.

Erik Abrahamsen

Fodnoter:
(1) Jfr. samleværket »Deutsches Lied und Deutscher Sang«, udg. af. Fr. J.Ewens, Karlsruhe / Dortmund 1930 (heri af udgiveren: »Die Entwicklung des Deutschen Sängerbundes«, s, 17-59, og af Paul Mies: »Formen des Männergesangs«,s. 139-204, m. udførlig bibliografi, suppleret s. 388-90: »Der Männerchorauf der Schallplatte«).

(2) Se det af Oehlenschläger udgivne tidsskrift »Prometheus« VI, 1834, s.273-79: »Fragment af en tale, holden ved universitetets reformationsfestaf udgiveren, som decanus ved det philosophiske facultem.

(3) Se samleværket »Studenter-sangforeningen gennem 100 aar«, Kbh. 1939 (red.af C. Bratli med dennes oversigt over tidsrummet 1839-1909, E. Abrahamsensinstruktive artikel »Dansk studentersang i 100 aar« og O. Mackeprangs særligværdifulde »Fortegnelse over udførte kompositioner«).

(4) Jfr. min Piece »Om sangforedrag« (Engstrøm & Sødring 1946), s. 9, 14.

(5) Se f. Eks. R. Steglick: »Die elementare Dynamik des musikalichen Rhythmus«,Lpz. 1930, s. 6-27. Spredt refereret i mine »Studier i poetisk og musikalskrytmik«, Kbh. 1938 (bl. a. s. 320).

(6) Mod de af prof. E. Abrakamsen foretagne intensitetsmaalinger af grammofonpladerindsunget af studentersangerne (refereret i artiklen »Lektor Arnholtz ogstudentersangerne«, Berlingske morgenavis 11.-2.-46) kan desuden fremføreset par indvendinger af teknisk art. For det første dæmpes ved pladeoptagelseraf al musik, ikke mindst af korsang, fortestederne af kensyn til rillebredden.,saaledes at plader ikke gengiver den dynamik, med hvilken der oprindeliger sunget. For det andet udviser det dynamiske vibrato en overordentlig styrkevariation,men denne kan p. gr. a. hastige vekslen (6-8 gange pr. sekund) ikke maalespaa samme apparat som de langsommere styrkefarandringer og bør vel ikke sammenlignesmed disse. -Jeg bringer en tak for disse oplysninger til hr. Henrik Aabye,der kar specialiseret sig i vibrato-spørgsmaal.

(7) For den nationale sangs vedkommende føler jeg et vist savn af indlevelseog tradition. Jeg synes, en sang begynder med teksten og af f. eks. den Garff'skefædrelandssang er for slap i holdningen; og for mig gør de ringlende rimog ordspil det ikke bedre. Dette har jeg længtes efter at faa lejlighed tilat sige.

(8) Jfr. Kari Clausen: »Weyse og mandskorene« (»Levende musik« 1943, s. 13-17).