Hakon Børresen Til 70-aarsdagen 2. juni 1946

HAKON BØRRESEN

Til 70-Aarsdagen 2. Juni 1946

Af Kai Flor

Blandt de unge, der i Slutningen af Halvfemserne flokkedes om Johan Svendsen og med Begejstring hilste det friske Pust, han bragte ind i vort Musikliv med sine egne Symfonier og med Første-Opførelser af Værker af Wagner og Tschaikowsky, var ogsaa Hakon Børresen, det unge Komponist-Emne, der i 3-4 Aar blev Svendsens Elev.

Han debuterede i 1901 med en Symfoni i C-Moll, der røbede Træk af Indflydelsen fra hans Læremester, og dennes musikalske Idealer i Samtidens Musik. Hakon Børresen, som den 2. juni fylder 70 Aar, er Livet igennem forblevet de samme Idealer tro i de store Formers Musik - Symfoni, Ouverture og Opera. Men Paavirkningen sydfra, som især præger hans Orkesterbehandling mødes med noget umiskendeligt dansk i hans melodiske Følelse, det egentlige, personlige i hans Kunst. Den orkestrale Nyromantikers store Værker rummer en Kerne af den hjemlige romantiske Følelse, hvormed han i sine Sange og Romancer fortsætter Heise og især Lange-Müller i vor Musik.

For den Popularitet, som Tonen i hans »Tal du sagte, unge Nattergal« straks ved sin Fremkomst vandt sig, havde Lange-Müllers Folketone-Romancer banet Vejen. Og naar hans Helene Nyblom-Sang, »Hvis du har varme Tanker«, fandt en tilsvarende eller maaske endnu større Udbredelse, var det ikke alene paa Grund af Tekstens næstekærlige Ord, men især fordi Melodien sluttede sig saa naturligt om dem med sin lyriske Varme.

Men den lille Sang rummer ogsaa noget af et patetisk parlando, i hvilket man maaske kan finde Spiren til Hakon Børresens dramatiske Form med dens halvt melodiske, halvt recitativiske Karakter, som ganske rammende er kaldt Konversationsstil, og som netop i saa høj Grad præger hans indtagende lille Opera, Den kongelige Gæst.

I dette Værk kommer alle Hakon Børresens Evner paa den smukkeste Maade til fuld Udfoldelse. Hvad han under Besøg i Tyskland og Frankrig paa det Anckerske Legat tilegnede sig af udvidet rnusikalsk Horisont har her faaet sin personlige Omformning i et Kunstværk, der i al sin Fordringsløshed paa fornem Maade giver Udtryk for dansk Hjemlighed og Hjerte. Dette skyldes ikke alene Svend Leopolds behændige Libretto over Henrik Pontoppidans nydelige Fortælling om det Drachmannske Digterbesøg i. Lægeboligen paa Landet, hvor det kaster Poesiens Skær ind over det vanesløvede Hverdagsliv og giver Lægeparrets Kærlighed en fornyende Friskhed, men den ligesaa fint poetiske Maade, hvorpaa dette lyriske Intermezzo i den vintergraa danske Landlighed, er overført i Musiken og derved har faaet rigere Fylde og Glans i sin Menneskelighed.

Naar dette er lykkedes saa helt og smukt for Hakon Børresen fra Forspillets festligt bebudende Kanebjælder, til den store Arie, hvor den kongelige Gæst vinløvkranser sine Værtsfolk, skyldes det utvivlsomt i særlig Grad det Maadehold, han her viser i sit Orkester, i sine lyriske Scener og i det recitatoriske, hvormed Figurerne psykologisk forklares.

Den svære Orkesterbelastning, som vel i god Overensstemmelse med Emnerne kan præge et Værk som Normanner-Ouverluren og en Del af Musiken til Operaen Kaddara, finder man ikke her, hvor det næsten er et dramatisk Kammerspil, det drejer sig om.

Og baade i Klavermusik og i Kammermusik har Hakon Børresen ydet smukke Arbejder, lige som han i sin Violinkoncert har skrevet et Værk, der forstaaeligt nok stadig frister vore unge Musikere ved sin naturlige, saa udprægede violinmæssige Form og sin fine teriatiske Melodiøsitet.

Hans Sans for det paa een Gang karakteristiske og farverige har fundet Udtryk baade i Kaddam og i hans Musik til Balletten Tycho Brahes Drøm, hvor navnlig Koret lyddannende hævder sig saa brillant. Det er ogsaa et Vidnesbyrd om Grønlandsoperaens Levedygtighed, at den ikke alene kort efter sin Fremkomst opførtes baade i Bruxelles og Königsberg, men ogsaa nu, i 70 Aaret for Komponistens Fødsel, fik en Renæssance paa Det kgl. Teater, hilst med almindelig Anerkendelse af de karakteristiske, bredt og klart malte Stemningsbilleder.

Men ogsaa indenfor Melodramaet har Hakon Børresen ydet et smukt Arbejde med sin Musik til Axel Juels Knud Lavard, der ejer ikke alene virkningsfulde Kor, men ogsaa Partier, hvor Ord og Musik slutter intimt sammen og forhøjer den dramatiske Karakter. Ikke mindst for Korsangen har Hakon Børresen en lykkelige Haand, og man husker den store Tilslutning, hans Sang til Byen København, med den virkningsfulde Anvendelse af Lurerne, hvert Aar vinder ved Sankt Hansaftensfesten paa Raadhuspladsen.

Der er god Mening i at slutte en Fødselsdagsomtale af de særlig karakteristiske Arbejder indenfor Hakon Børresens Produktion med denne repræsentative Sang, Byens officielle Hyldestsang, udsprunget af en god dansk Tonekunstners og god københavnsk Borgers Sind og Hjerte. For det repræsentative har Børresen fra første Færd haft særlige Betingelser. Naar man møder hans usædvanligt høje, lidt ludende Skikkelse, fulgt af de to langhaarede Skyterriere, føler man, at han hører hjemme i Bredgadekvarteret, i hvis Milieu han ogsaa er født og opvokset, og hvor det repræsentative ligesom ligger i Blodet.

For Hakon Børresen har dette repræsentative aldrig drejet sig om personlig Forfængelighed, men været Vejen til Støtte for danske Musikere og dansk Musikliv. Han har været Musiken en god Mand, ikke alene som Formand for Dansk ,Tonekunstner-Forening fra 1924, men ogsaa gennem sit Arbejde indenfor Kulturfonden og ved sin Indsats indenfor det skandinaviske Samarbejde i Musiken. Ved de store nordiske Musikfester har Hakon Børresen altid været en central Skikkelse, saadan som han er det til daglig indenfor vort Musikliv ved sit utrættelige Arbejde for dets Trivsel.