Don Juan i livet og i digtningen

DON JUAN I LIVET OG I DIGTNINGEN

Af Fritz Crome

Operaen for alle operaer har efterverdenen enstemmigt kaldt Mozarts »Don Juan«. Da den unge Salzburgers enorme Succes havde vakt hele verdens interesse for Don Juan-myten, forsøgte adskillige af hans samtidige at fiske i rørt vande. Endnu samme aar som Mozarts »Don Juan« kom frem for første gang - 29de oktober, 1787 i Prag - dukkede to italienske komponister op med Don Juan-operaer: Guiseppe Gazzaniga og Francesco Gardi. Og allerede aaret efter kom Vicenso Fabrici med numer tre. 1790 skrev den berømte Domenico Ginarosa sin »Il convitato di pietra« for Verona. Endelig 1818 kom Ramon Carniciers »Don Juan Tenorio«, som han skrev for teatret i Barcelona. Men fra dette tidspunkt vovede næsten et helt aarhundrede igennem' ingen komponist at tage kampen op med Mozarts mesterværk, der som det eneste af alle havde vist levedygtighed gennem tiderne. Først 1914 forsøger den tyske komponist Paul Graener at komponere en slags fortsættelse af Don juansagnet, der under navn af »Don Juan's letztes Abenteuer« kom frem i Leipzig uden dog at vække nævneværdig interesse.

Mozart var forøvrigt langtfra den første komponist, der benyttede dette sagn som operatekst. Saa tidligt som 1713 opførtes Le Teffiers komiske opera »Le festin de pierre« paa la Foire St. Germain i Paris; saa fulgte Vincenso Righinis dramma tragicomico »Il convitato di pietra« 1777 i Wien. Endelig skrev en italiener ved navn Albertini 1784 en opera, med med samme titel. Og for at fuldstændiggøre Don Juan- komponisternes række skal nævnes, at Gluck 1761 komponerede en ballet, som opførtes under titlen »Don Juan oder das steinerne Gastmahl«.

Af gamle spanske, dokumenter kan det godtgøres, at den virkelige historiske Don Juan levede i Sevilla omkring midten af det fjortende aarhundrede. Han tilhørte en gammel Hidalgofamilie ved navn Tenorio og var barndomskammer at med den spanske prins, der 1350 besteg Kastiliens trone og siden fik navnet Peter den Grusomme. De to venner Don Pedro og Don Juan blev snart en fabel for Sevilla og omegn ved deres utallige elskovseventyr. Beretningerne om deres bedrifter indeholder detaljer, der er alt andet end egnet for digterisk, endsige dramatisk behandling. De nærmere omstændigheder ved Don Juans død berettes paa følgende maade: Under et forsøg paa at bortføre Comturen Gonzalo de Ullocas datter dræbte Don Juan den gamle Comtur, der blev bisat i et Franziskanerklosters Gravkapel. Da morderen sad altfor fast i kongens gunst til at straffen direkte kunde ramme ham, prøvede den myrdedes familie at komme ham tillivs med at lokke ham i en fælde. Maddingen var ikke svær at finde: en skønne dag faar Don juan en duftende billet-doux stukket i haanden med opfordring til et natligt stævnemøde i det omtalte kloster. Spekulationen i den altid elskovssyge kavalers svaghed slog til; han kunde ikke modstaa fristelsen, men bankede ved aftalt tid paa klosterporten. Og Don juan forsvandt i refektoriets mørke for aldrig at komme tilsyne mere! Faa dage efter bredte det rygte sig blandt de overtroiske Sevillanere, at Comturens marmorstatue havde fuldbyrdet hævnen og ført Don Juan med til helvedes straf fende flammer. Og borgerne troede hvert ord, korsede sig og bad en bøn til madonna for hans fortabte sjæl.

Men omtrent paa samme tid som Don Juan Tenorio levede en anden berygtet adelsmand i Sevilla: Don Juan Maranna. Om ham fortælles det, at han mødte sit eget ligtog paa et natligt strejftog. Visionen ryster ham saa dybt, at han gør offentlig bod, opretter et kloster for hele sin formue og træder ind i det som simpel munk. Da han dør, forlanger han at begraves under en sten ved klosterkirkens dør. Paa stenen kan man endnu læse følgende inskription: A qui y accel peor hombre que fue en el monde - paa dansk: »Herunder hviler verdens sletteste menneske«.

August Enna har altsaa til sin sidste opera opera laant denne anden Don Juans familienavn, men heller ikke denne opera fik nogen lang levetid.

Har komponisterne efter Mozart holdt sig tilbage fra Don Juan-sagnet, saa er det samme saa langtfra tilfældet med digterne, at næppe noget stof i højere grad har været genstand for digterisk behandling end netop dette. Den fuldstændige liste paa de skribenter og skønaander, der aarhundreder igennem har sysselsat sig med de uendelige variationer over Don Juans eneste og store livstema: Kvindeforførelsen, vrimler med de største navne fra næsten alle Iiteraturperioder.

Naturligvis blev det en spanier, der satte sin charmante landsmand det første mindesmærke i literaturen: Tirso de Molina. Da sagndannelse et par aarhundreder igennem havde lagt sin patina omkring helten, skrev han sit Don Juandrama »El Burlador de Sevilla y Convidado de pietra«, der kom frem 1634. Dets ry gik snart over Toscanerhavet, og Gilberti, Cicognini og Perucci blev hans italienske efterfølgere. Herfra vandrede den til Frankrig, og inden et halvt aarhundrede var gaaet, havde saa berømte digtere som Moliere og Coineille skrevet hver sin »Le festin de pierre«. 1736 dukker der blandt dets utallige bearbejdere atter et verdensberømt navn op: italieneren Goldoni. Og da endelig den romantiske tidsalders periode gik ind, siger det sig selv, at den store spanske forfører var gefundenes fressen mere end nogensinde. Fra 1813 stammer E. T. A.Hoffmanns »Don Juan, eine fabelhafte Begebenheit«, kort efter forsøger Chr. Grabbe i sin »Don Juan und Faust« at knytte de to kendte sagnkredse sammen til en helhed. Schillers variation over temaet blev aldrig til mere end et ballade-fragment. Men Byrons mægtige Don Juan-epos, hvis to tykke bind vakte opsigt og forargelse verden over, kender vi herhjemme fra Holger Drachmanns brillante oversættelse. Blandt de senere tiders store navne forekommer Merimée, Dumas, Tolstoi, Puschkin og Nicolaus Lenau. Et af de sidste Don Juan-dramaer er skrevet af Edmond Rostand og offentliggjort 1921 efter digterens død. Sjældent har Rostands elegante og let svungne satiriske svøbe ramt haardere og sikrere end i dette hans sidste værk. Interessant kunde det være at komme nærmere ind paa handlingen, men dette vilde her føre for vidt. Dog vil ingen fortryde at give sig i kast med dette højst værdifulde og dybsindige digterværk.