Musikbrev fra Paris

Musikbrev fra Paris

Af René Dumesnil

Eksaminerne ved Konservatoriet

Sidste Aar aabenbarede et ungt Geni sig for os; den tolvaarige Blanche Tarjus opnaaede Førsteprisen for Violinspil og placerede sig paa een Gang blandt Frankrigs store Virtuoser. Man havde ikke troet at kunne gøre saa heldigt et Fund to Aar i Træk; og ikke desto mindre finder vi i Aar efter Konservatoriets nylig afsluttede Eksaminer 2 unge Kunstnere med ganske særlige Evner blandt de prisbelønnede Elever. Det er en Violinist og en Violoncellist. Der siges meget ondt om Konservatoriet og den Undervisning, der gives der, men Kendsgerningerne viser, at de onde Tunger har Uret. Thi det er ikke alene nogle fremmelige Virtuoser, der dog er rarae aves i Musikverdenen, men tværtimod en hel Hær af dygtige Instrumentalister, der hvert Aar forlader den store Skole i Rue de Madrid. De er i Stand til at indtage deres Plads i Orkestrene og staar rede til at videreføre deres Forgængeres Arbejde og holde de franske Symfoniorkestres Anseelse i Hævd.

Den Violinist, der med saa stor Glans gjorde sig fortjent til den højeste Belønning, hedder Christian Ferras. Han er 13 Åar og ligesom Blanche Tarjus er han Elev af Monsieur Benedetti. Som sine Kammerater skulde han til Eksamen foredrage Grave-Satsen af Bachs A-Mol Sonate, første Sats af Brahms Concerto og les Farondoleurs af Darins ' Milhaud, tre Stykker af vidt forskellig Karakter og Stil, og i hvilken han viste en musikalsk Forstaaelse, Beherskelse og Følelse langt over det almindelige. Man undrer sig over, at saa ung en Violinist besidder ikke blot en saa blændende Teknik, men ogsaa, Egenskaber i sit Spil, som man nærmest maatte tro kun kunde opnaas gennem et langt Liv's Erfaringer. Thi at spille et Stykke korrekt, ja oven i Købet glimrende, rette sig efter Noder og Nuancer, det er een Ting; noget andet er imidlertid i sit Spil at lægge noget dybt og uforklarligt, noget, der bevæger den, der lytter og faar ham til at tro at han hører selve Komponistens Tanker, noget betvingende og fortryllende; del er kun de store Virtuosers Lod. Man staar maalløs over for saa megen Kunnen , maalløs og lidt urolig, som over for et Mysterium.

Monsieur Guy Fallot, der fik Første-Prisen som Violoncellist, er nogle Aar ældre end Christian Ferras - dog ikke meget, thi han er ikke fyldt atten endnu. Under Krigen havde han allerede vundet en Pris ved den internationale Konkurrence i Geneve og havde saaledes gjort sig bemærket i Musikkredse. Han har været Elev hos M. Bazelaire, fra han var 9 Aar og har stadig gjort Fremskridt; den Maade, hvorpaa han spillede de to Eksamensopgaver (Courant af Bachs 6. Suite i D-Dur og første Sats af Dvorak's Koncerto) samt fejlfrit fra Bladet et temmeligt svært Stykke, som Paul le Flem havde komponeret i samme Anledning, gør, at man siger det samme om ham, som om Chr. Ferras og Blanche Tarjus: det synes umuligt at fremtrylle mere Bevægelse og Skønhed af et Instrument. Guy Fallot er Søn af en Professor i Geologi ved' College de France. Professoren har med sine Værker gjort sig meget fordelagtigt bemærket i den videnskabelige Verden og er selv en stor Elsker af Musik. Man undrer sig ikke over, at den. unge Pristager, naar han er af en saadan Familie, har kunnet forme sin Smag samtidigt med, at han tilfulde lærte at beherske Teknikken.

Hvis Violinister og Violoncellisterne har stillet deres Kammerater fra de andre Instrumentgrupper lidt i Skyggen, saa forandrer det dog ikke den Kendsgerning, at ogsaa f. Eks. Klaverundervisningen stadig tjener den franske Skole til Ære. Nioghalvfjerds konkurrerende Elever kappedes i Aar om de udsatte Prisbelønninger. Dommerkomitéen kom i en slem Knibe, thi selv om der ikke blandt Eksamensdeltagerne fandtes aldeles ovenud straalende Talenter, saa bemærkede man adskillige unge Pianister, der i en meget nær Fremtid vil være i Stand til at gøre Karriere som Virtuoser. D'herrer Olivier Bernard og Maurice Bureaud, Frøknerne Longepee og Vieuxtemps (for bare at nævne et Par af de bedste) vil sikkert inden længe gøre sig kendte blandt det store Koncertpublikum.

Eksaminerne i Sang, Opera og Opera-comique giver Anledning til nogle Kommentarer. Sangkunsten er i Fare; den Fare, som truer er Mangelen paa Tenorer, Basser, Kontra-Alter og høje Sopraner. Det ser ud som om Naturen vægrer sig ved at skabe Undtagelserne og stræber mod den gyldne Middelvej. Ganske vist har der altid været flere Barytonstemmer end dybe Basser og Tenorer, og flere Mezzo-Sopraner end Kontra-Alter og høje Sopraner. Alligevel var det ikke vanskeligt før i Tiden at samle lyriske Grupper, der kunde udføre de forskellige Partier paa fortrinlig Maade. Nu er dette ikke mere Tilfældet. Vi har kun nogle ganske faa dygtige Tenorer, som er i Stand til at synge Partierne i Wagner- Repertoiret. Det er ved at blive en Umulighed at opføre visse Værker paa de store Provinsscener uden at søge Assistance hos Kunstnere fra Paris eller en anden Hovedstaad. Resultatet er en ubestridelig Fare for den lyriske Operakunst, og de sidste Eksaminer ved Konservatoriet viser os, at vi i alt Fald ikke i de nærmest følgende Aar kan forvente nogen Bedring i Situationen.

Denne Vanskelighed var man allerede opmærksom paa før Krigen, og Bladet Comoedia, der helliger sig Teatret, havde den Gang organiseret Tenor- og Baskonkurrencer, hvorf ra der er udgaaet Kunstnere, som har hørt til de bedste; (saaledes havde f. Eks. Franz, der nu er Professor ved Konservatoriet, i næsten tyve Aar alle de store Wagner Roller ved Operaen). Maaske var dette kun en Nødforanstaltning, og det vilde være bedre, at reorganisere Sangundervisningen lige som i sin Tid Chorgn gjorde det under Restaurationen. Men Choron var en sand Apostel og Kunsten hengiven med Liv og Sjæl Vil man i Dag kunne finde nogen, der vil følge hans. Eksempel? Man har Iov til at haabe det. Er der ikke nylig blevet oprettet Skoler, hvor Børnene fra deres ottende og niende Aar kan faa en musikalsk Undervisning, der sætter dem i Stand til at skabe sig en Levevej som Sangere eller Instrumentalister? Koralsangen danner Grundpillen i denne Undervisning. Det vil være muligt blandt disse unge Elever at foretage en Udvælgelse, og det er ikke usandsynligt, at man derved kunde afhjælpe Miseren.

Men det vil tage Tid og samtidigt kræve megen Taalmodighed og Opofrelse fra Lærernes Side. Disse Egenskaber har Lærerrie imidlertid allerede vist sig at være i Besiddelse af ved at oprette de Skoler, der lige er begyndt at arbejde, og under saadanne Mænds Ledelse vil Skolerne utvivlsomt ogsaa give de Resultater; vi venter os af dem.