Det er ikke nok endnu!

DET ER IKKE NOK ENDNU!

Af Frede Schandorf Petersen

Komponisten Knudåge Riisager skrev i sidste Nummer af D.M. en kort Artikel med Titlen: »Nu maa det være nok«, i hvilken han skarpt kritiserede Radioens Programvalg ved den Koncert, som blev afholdt i Anledning af FAO-Konferencen i København. Dette Nødraabfra den nye danske Musik,var vel næppe blevet hørt af dem, til hvem det var rettet, hvis ikke Berlingske Aftenavis Dagen efter, at D.M. var udkommet, netop i Anledning af denne Artikel havde offentliggjort en Samtale med Radiofoniens Kapelmester, Erik Tuxen. Men i Stedet for (hvad man kunde have ventet af Erik Tuxen), at støtte Riisagers berettigede Kritik, stod Tuxen af egen fri Vilje paa Radioens Side og erklærede, at FAO-Folkene var Landmænd, Forretningsfolk og Politikere, der som Afveksling i Dagens Program skulde høre en Koncert, og at man ved denne Lejlighed »ikke kunde byde dem et problematisk, moderne Program, hvis Værker var gaaet hen over Hovederne paa dem. Det viste sig ogsaa at være rigtigt. De interesserede sig meget lidt for Koncerten, flere af dem sov vist endda, fordi Indholdet var dem for vanskeligt. De havde sikkert været gladere for Lumbye, Marcher og den Slags, og i kvert Fald kunde vi aldig byde paa moderne Ting. Jeg synes derfor, at Riisager rammer helt ved Siden af« slutter Erik Tuxen.

Hvis dette er Tilfældet, var Koncerten fuldstændig meningsløs, og naar den blev afholdt alligevel, burde Radioen have gjort sin Skyldighed, ogsaa over for den nye, danske Musik, om saa endnu flere var faldet i Søvn, hvis bare to Procent af de tilstedeværende havde haft Udbytte af det. Eller Koncerten skulde ikke have - været afholdt, og i Stedet burde man have lejet et Salonorkester, der kunde have underholdt med »Hen til Kommoden -« o. l. som Taffelmusik paa Christiansborg. Det er uforstaaeligt, at en saa begavet Musiker som Erik Tuxen kan forfægte et saadant dilettantisk Syn paa Programvalg som dette. Hvor meget bedre havde det ikke været, om Musikchefen, Peder Gram, var kommet frem af sit Skjul og for een Gangs Skyld have givet en Mening tilkende. Paa en Henvendelse fra et københavnsk Dagblad i Anledning af de to Artikler i Berl. Aftenavis og D.M. rettet til Musikchefen Peder Gram, erklærede denne, at han ikke havde gjort sig bekendt med Artiklerne, og paa en senere Henvendelse fra samme Blad vægrede Musikchefen sig ved at komme med Udtalelser; det var vel derfor, man havde sendt Erik Tuxen.

Det er beklageligt, at Erik Tuxen, der ogsaa efter egne Udtalelser at dømme, er en ivrig Forkæmper for ny Musik, ikke har forstaaet det principielle i Riisagers Indlæg, og at FAO-Koncerten blot var den Draabe, der fik Bægeret til at flyde over. Konsekvenserne af dette Standpunkt er næsten katastrofale; hvis nemlig den Omstændighed, at det var Landmænd, Politikere og Forretningsfolk, der overværede Koncerten, berettiger Radioen til at foretage et saadant Programvalg, hvori dansk Musik af idag ikke ogsaa, faar Lov at vise sit Ansigt, saa vil det sige, at den nye Musik - (og dermed ikke alene den nye, danske Musik, hvis man da ikke hælder til den Anskuelse, at denne er saa langt ringere end anden ny Musik i Verden) - bogstavelig talt ikke har Bud til andre end Feinschmeckere og Fagmusikere, eftersom man maagaa ud fra, at de tre omtalte Kategorier af Mennesker repræsenterer saa godt som alle Befolkningslag, lige undtagen Kunstnere og Videnskabsmænd.

Og holder dette Standpunkt nu Stik? Man kan let undersøge det. Under Krigen blev der spillet meget ny Musik, hvortil Publikum strømmede i stort Tal. Nævnes skal de mange Opførelser af Stravinsky's »Historien om en Soldat« i Palæet »Salmesymfonien« af samme Komponist, der for fuldt Hus opførtes flere Gange sammen med et Værk af Bartok, Violinkoncerten af førstnævnte, der to Gange i Tivoli blev opført for fuldt Hus. Eller lad os tage den anden Russer, Sjostakovitch, og prøve at erindre os, hvordan Tilslutningen var til Førsteopførelsen i Danmark af hans »Leningrad-Symfoni« i K. B .Hallen under Svenskeren Carl Garaguly's Ledelse og Opførelserne af samme pfus 9. Symfoni i Tivoli, hvor mange fladtrykte Næser mod Glassalens Ruder viste, at endnu flere ønskede at høre Værkerne. Man kunde med Hensyn til Sjostakovitch's Musik sige, at den overordentlige Tilstrømning til disse Koncerter skyldes den storstilede Reklame, der siden Kapitulationen er gjort for denne Komponist samt Værkernes pretentiøse Titler, men det slaar næppe til, idet man om Stravinsky og hans Værker ikke kan sige det samme, og disse Koncerter var lige saa godt besøgt.

Betragter vi den nye, danske Musik, saa lad os for at begynde med den ældste af de moderne se paa Carl Nielsen og Opførelsen af hans to Symfonier, »Espansiva« og »Det uudslukkelige«, som har fundet Sted mange Gange i Tivoli ved Kapel- og Radiokoncerter i de sidste Aar. Det er sket under den røde Lygtes Skær. Ser vi, hvordan de yngre er blevet modtaget, skal det meddeles, at der har været udsolgt til Tarps »Sinfonia divertente« (Uropf.), Niels Viggo Bentzon's anden Symfoni (Uropf.), Svend S. Schultz' Klaverkoncert (Uropf.).

Finn Høffding's Humoreske: »Det er ganske vist -« fik saadan en Modtagelse, at den blev fundet værdig til Opførelse ved flere Koncerter for Skolebørn, som alle var begejstrede for den. (Maa man ikke gaa ud fra, at selv Bønder, Politikere og Forretningsfolk vil være i Stand til at goutere nye Værker, der falder i Børns Smag?) Man kan gaa videre og tale om Riisagers Balletter »Slaraffenland« o. s. v., Publikums uforbeholdne Anerkendelse af Koppel's Sextet for Klaver og Blæsere (1942), for at tage et saakaldt svært tilgærigeligt Værk, Holmboe's femte Symfoni m. m., og overalt vil man erfare, at den nye, danske Musik ikke er en for almindelige Mennesker uforstaaelig og kedelig »l'art pour l'art«, men en levende og anerkendt »1'art pour l'homme«.

Lad de »kloge« Musikkritikere kun være uenige om forskellige af ovennævnte Værkers musikalske Kvalitet; det er en stor Misforstaaelse, at en eventuel skarp Kritik af et moderne Værk skulde betyde en Kritik mod den nye Musik i det hele taget, tværtimod. Det vilde være ufrugtbart, om de blot roste og kritikløst anerkendte alt nyt, vi vilde da ende i den goldeste Selvtilfredshed. Man maa blot forudsætte, at Kritikeren er samvittighedsfuld og saa tage hans Dom ikke som en Lov, men som en Musikers Syn paa Musik, et Syn, man kan være enig eller uenig med ham om. Hvad der derimod synes komplet uforstaaeligt er, at Radiofonien, hvis fornemste Opgave er at være en kulturel Vejleder for Folket, forfægter et Synspunkt, som langt fra deles af dette (lad her ude af Betragtning Ønskerne fra de Mennesker, som hellere vil høre Vuptigine og Drømmebilleder end Mozarts Figaro-Ouverture). Den store Fejl er, at Radioen indtager en Kompromisholdning, som hverken tilfredsstiller- Per eller Poul, og tror dermed at have handlet salomonisk medens Sandheden er den, at den slet ikke har handlet men blot været saa »lunken«, at maa overhovedet ikke kan finde nogen Mening i dens Dispositioer. Det skal her bemærkes, at Niels Viggo Bentzons »Passacaglia« blev. opført i norsk Radio, inden den danske Radio, der havde Værket liggende i 8 Maaneder kunde besinde sig til Opførelse, Leif Kayser's første Symfoni blev opført to Gange i Sverige, den ene Gang Uropførelse, den anden i Radioen, inden dansk Radio opførte samme Værk. Leif Tybo's Variationer for Klaver er blevet spillet i norsk Radio; dette inden vort egen Radio arier noget om denne Komponists Eksistens. Det er ikke Komponisterne, der skal henvende sig til Radioen med Hatten i Haanden men omvendt. Jeg tror ikke, Hr. Riisager har helt Ret i sit Angreb, naar han taler om et »ualmindeligt velrettet bevidst Spark i Ansigtet paa dansk Musik«, f or var det Tilfældet, viste det dog et Standpunkt, omend et utilladeligt reaktionært Standpunkt; nej, Mangelen er en fast, klar Linie i Programmerne, der ikke alene tilfredsstiller den ene eller anden Part, men tjener baade Kunsten af i Gaar og Kunsten af i Dag og ikke mindst den sidste, fordi vi- lever i en Verden af i Dag, og derfor har Krav paa at blive delagtiggjort i de Strømninger, der hører vor Tid til. Men vor Tid er ustandselig en ny Tid, og derfor maa, vor største Kulturfaktor, Radioen, ogsaa stadigvæk repræsentere denne Tid og ikke bare være et Museum, der altid er 50 Aar bagefter, og som kun undtagelsesvis laaner vor egen Tid Mikrofoner, naar det gælder Kunsten og herunder særlig den Kunstart, som endnu er den, der bedst lader sig manifestere gennem Æteren: Musiken.

Men Radioen skal ikke føle sig stedmoderligt behandlet af Kritiken, for de. er ikke ene om at repræsentere dette valne Standpunkt over for Musiken; det gælder ogsaa andre officielle Kulturinstitutioner herhjemme. Det er hverken mere eller mindre en Skandale, at f-Eks. Carl Nielsens Operaer »Saul og David« og »Maskarade« endnu ikke over 40 Aar efter deres Uropførelser findes trykt i Partiturer, saa de kan opføres i andre Lande end Danmark og til Nød Sverige - (Norge har endnu ingen Opera, trods det, de har fostret flere store Operakræfter), og der gøres saa godt som intet for at sprede kendskab til vor største Komponist ude i Verden. I Norge kender man ham næsten ikke, hvilket jeg tydeligt erfarede efter at have holdt et Foredrag om hans Musik i Oslo. I Finland kunde jeg lige saa godt have spurgt, om de kendte Skomager Jensen fra Vesterbro som, om de kendte Carl Nielsen (Sibelius er født samme Aar som Carl Nielsen). Naar det staar saadan til i Norden, hvordan er det saa ikke i det øvrige Udland. En Schweizer, der ikke anede noget om Carl Nielsens Musik, blev saa begejstret for den, at han ønskede alt, hvad han kunde faa med af C. N.'s Værker paa Grammofonplader, for i sit Hjemland at propagandere for den Musik, der havde betaget ham saa stærkt, men trods ivrig Søgen lykkedes det mig ikke at faa fat i mere end et Par Værker. Dette skyldes maaske Tidernes Ugunst. Men hvorfor er Klarinetkoncerten ikke blevet indspillet, medens Oxenvad endnu levede, Violinkoncerten, mens Peder Møller levede (det kan naaes endnu med Telmanyi), og hvorfor er ikke alle hans Symfonier indspillede, Fløjtekoncerten (Gilbert Jespersen) o. s. v.? Naar ikke Privatselskaber kan paatage sig Indspilningerne, da det ikke betaler sig, hvorfqr er saa ikke vore Kulturinstitutioner traad.t til og har sendt Værkerne ud til alle Lande eller i hvert Fald sørget for Indspilninger, medens det endnu var muligt ,at faa autentiske Udførelser? Naar der er sløset saa forfærdeligt med vor største Komponists Værker, skulde det ikke være nødvendigt at forklare hvilken Medfart der er blevet de yngre Komponister til Del. Flemming Weis' Serenade og Finn Høffding's Dialoger, som jeg vil de give samme Schweizer med, var udsolgt (det tyder ikke paa manglende Interesse for ny Musik), medens jeg kunde vælge og vrage mellem Døgnets Melodier i inden- og udenlandske Indspilninger; altsaa naar der er Materiale- og Valuta-Mangel, maa Kulturen vente, og vore egne Storværker, som i stor Stil skal købes i England, der hovedsagelig kun fremstiller dem i vore egne Indspilninger for Eksport til Danmark, maa pænt se paa, at George Formby med sin Banjo synger Gaardsang i Danmark for derefter at aflevere Dagens Høst i Bank of England!!!

Der er noget ravruskende galt i dette Forhold, og det er paa Tide, at vi vaagner op af vor Tornerosesøvn og gør os klart, hvilken kolossal Betydning det har for vort Land, at vi viser et Ansigt i kulturel Henseende ude omkring i Verden. Danmark er andet og mere end Smør, Flæsk, Æg og Ost, men ingen aner det, knapt nok vi selv, og hvorfor? Fordi der bogstavelig talt ikke gøres noget, for at vi med Aandens Sværd kan vise, at der bor andet end Køer, Grise og Høns i Danmark.

I Relation til Omtalen af Carl Nielsens,Operaer skal jeg lige nævne, at den unge, engelske Komponist, Benjamin Britten, i Februar 1945 satte den sidste Node i sit Partitur til Operaen »Peter Grimes«. I Dag kan vi her i Danmark købe en Bog med litterær, scenisk og musikalsk Gennemgang af samme Værk. Operaen har været opført i Stockholm, og vor kongelige Scene har bebudet Opførelse i Danmark, i Amerika har Koussevitzky taget sig af Operaen, og herhjemme kunde man Søndag Morgen, den 6. Oktober, høre en Grammofonindspilning fra samme Værk. For en Fuldstændigheds Skyld skal jeg oplyse, at »Saul og David« i de forløbne 44 Aar har været opført 30 Gange i Danmark, og først 22 Aar efter Uropførelsen kom den frem i Udlandet (Göteborg), og »Maskerade«, der dog har rundet de hundrede Opførelser, har ogsaa. kun udover Danmark været opført i Göteborg. Taler det ikke for sig selv? jeg har ladet mig fortælle, at Carl Nielsen i Musikleksikonet »Atlantis Buch der Musik«, der nylig er udkommet i Basel, er omtalt som dansk Dirigent. Vender vi os til Sjostakowitsch, vil vi se, at eet Aar efter, at Blækket var tørt paa hans Partitur til 9. Symfoni, hørte vi den her i København. Hvor mange Russere kender mon Carl Nielsen? Kendere af Sjostakovitch's og Carl Nielsen's Symfonier vil jeg bede anstille en Sammenligning mellem den kunstneriske Kvalitet af disse Værker - og det Kendskab, man har til de samme Værker i Verden i Dag, og jeg er overbevist om, at man vil naa til ens Resultater, - et ufatteligt Misforhold. Det er ikke med Musiken som med Videnskaben og tildels ogsaa, Litteraturen. Videnskabens Resultater er spredt over jorden kort Tid efter, at de foreligger. En Ørsted, en Niels Bohr har betydet lige saa meget for Danmark som for Videnskaben. H. C. Andersen kan man læse paa alle Sprog, og betænk engang, hvor meget han mister i Oversættelse, og hvor højt skattet han dog er overalt. Men Musik skal opføres; det kræver, at et stort Apparat maa sættes i Sving. H. C. Andersen kan man læse, hvor og naar man vil, Musik maa man høre igen og igen, altsaa. atter stort Arbejde. Men det betyder ikke saa meget, hvis man blot sørger for, at de ydre Omstændigheder, der betinger Kendskabet til Værkerne, Grammofonindspilninger og fremfor alt Nodematerialet, er i Orden. Det er paa dette Punkt, Danmarks officielle Kulturinstanser svigter utilgiveligt. I vor Begejstring for alt »udenlandsk« glemmer vi fuldstændig vore egne Værdier og den Pligt, vi har til at gøre alt, hvad der staar i vor Magt, for at sprede Kendskabet til disse Værdier. Som den første udenlandske Dirigent, der gæstede dansk Radio efter Kapitulationen, kom den engelske Komponist William Walton, der spillede lutter ny, engelsk Musik. Det kan vi lære af. Det er en stor Misforstaaelse, hvis vi tror, at vi kun skader os selv med dette Sløseri; vi holder igen paa Værdier, som ikke er vore alene, Værdier, som tilkommer alle der kan fryde sig over en Palestrina's, en Bach's, en Mozart's Kunst, det er blot vor Opgave at ødsle med disse Rigdomme.

I Dag betyder Mad mere i Verden end Aand, men naar de materielle Forhold atter bliver bedre, vil vi kun være lidet hjulpet med det, hvis vi ikke sørger for at bevare og øge de kultuerelle Værdier samtidig med, at vi arbejder paa Forbedring af de kaotiske Tilstande, som Mennesket har skabt i sin fantastiske Stupiditet, der er et Resultat af, at det ikke har lyttet til og forstaaet Aandens Sprog. Saa meget maa de officielle Kulturinstitutioner have lært af Krigsforbryderprocessen i Nürnberg, at man ikke mere kan undgaa, at blive draget til Ansvar for det, man har gjort (eller ikke gjort), selvom man bare er en Kontorius, der følger højere Ordrer, hvis Udspring til sidst fortoner sig i et upersonligt Intet. Der burde ligefrem oprettes en Domstol, overfor hvilken Kontorchefer og Raadgivere i kulturelle Anliggender skulde staa, til Ansvar for deres Undladelsessynder, som er til Skade for vort Lands kunstneriske Trivsel.