Nye grammofonplader

Af
| DMT Årgang 21 (1946) nr. 08 - side 137-138

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Podcast om Else Marie Pade

Annonce

Edition S-annonce

Nye Grammofonplader Ved Erling Winkel

Khachaturyan: Klaverkoncert. Decca.

K1145-48

Det kan ikke nægte s, at de musikalske Rørelser i Rusland paaagtes med stor Forventning. Hvis man er indstillet paa, at der østfra skal

komme noget i Retning af en Fornyelse af Mu-

sikstilen, maa dog vist selv de mest Russer-ven-

lige Sjæle erkende, at vi ikke i den russiske Mu-

sik, vi hidtil har haft, Le*lighed til at høre, har

fundet nye Signaler, selv om der i meget af

Schostakowitch's tidlige Produktion var et og

andet, der fangede Opmærks`omheden. Den fore-

liggende Klaverkoncert af Khachaturyan indehol-

der umiskendelige Ingrediensg af den . virtuose

Salonmusik, den er ikke saa lidt i Famille med

Rachmaninow. I Udførelsen er ogsaa det virtuose

stærkt understreget, i øvrigt kommer særlig de

rytmisk-energiske Partier til deres Ret. Men her-

udover maa det nævnes, at der ved denne Musik

er noget frisk og levende, der virker rent umid-

delbart. Desuden giver visse folkloristiske Ele-

menter i Tonalitet og Orkesterkolorit et vist

Særpræg, der paakalder Interessen. Bedst er

utvivlsomt første Sats, navnlig viser de forskel-

lige Behandlinger af Sidetemaet en fremragende

Klangkunst; derimod har Hovedtemaet ikke saa

meget Bærekraft, at det taaler at citeres i Slut-

ningen af Finalen. Mellemsatsen, der indrammes

af et lille Motiv i Basklarinetten (efter Klangen

at dømme), bygges i det væsentlige som en fri

Række Varianter, stadig mere expansive, over et

udpræget lineært Tema. Finalen er, trods en vis

Friskhed, den mest konventionelle af Satserne.

Udførelsen ved Mou-ra Lympani og Londons

Symfoniorkester under-Apatole Fistoulari lader

til at være klar og reel, omend lidt robust. Or-

kesteret virker til Tider lidt uklart, hvilket mu-

ligvis skyldes Skrivemaadens orientaliserende

Tendenser. I øvrigt kunde Mellemsatsen sikkert

være foredraget med større Sans for den organi-

ske Sammenhæng. Khachaturyans Klaverkoncert

har Betingelser for at blive almindelig paa Kon-

certprogrammetne. I

IV. A. JYlo--art: Klarbtetko~ert. M.JIPI. 17~

C 7.543-46

-Vi trængte vel nok til en god Indspilning af dette herlige Mesterværk. Det er først og fremmest Malcolm Sargent og London-Philharmonikerne, der gør Udførelsen aldeles henrivende for Ydersatsernes Vedkommende. Adagioen kan nok spilles endnu dejligere. Det er det rent musikalske, den gennemsigtige Klang, Skønheden, en venlig og lyssindet Musikglæde, der giver Hovedindtrykket, mens Følelser og Stemningsindhold træder i Baggrunden. Paa de elegiske Steder kan Solisten Reginald Kell virke lidt kunstlet i Fraseringen, men ellers er han en reel og naturlig Musiker, der paa en fortræffelig Maade tilpasser sig Helheden og intet Sted viser Solistnykker. - I Tilgift faar vi et lille Fantasistykke af Schumann (Op. 73,1) for Klarinet og Klaver med Gerald Moore ved Flyglet. For lidt Poesi, men ellers fin.

Gabriel Eauré: Bal7ade for Klaver og Orkester. Op. 19. Decca K 1130-31

Der er en Finhed over dette Værk, der er præget af Sans for Skønhed, virkningsfulde Harmonier og Velklang. Ganske vist er Temaerne og det musikalske Indhold lidt stillestaaende, men Balladen er gennemsyret af en Poesi, der minder om Schumann. Kathleen Lgng har den rette Følsomhed og Klangsans. Et enkelt Sted spilles en Smule klatvornt, men det ligger vistnok i Kompositionen. Orkesterpartiet tjener hovedsagelig kun til at s,,3ette Klaveret i klanglig Relief, men er i øvrigt fint og nænsomt i Instrumentationen. Boyd Neel og The National Symphony Orchestra honorerer vistnok fuldrud Fordringerne.

C. Saint-8""ns: Klaverkoncert Nr. 2.

Decca, K 1161-63 -

,Det maa indrømmes, at denne Optagelse er flot. Moura Lympani formaar ved sit gnistrende Temperament og markerede Rytme at understrege de pompøse Dele af Saint-Saéns' Værk. Ambitionerne er uden Tvivl stærkt virtuose, Resultatet lidt for meget fortissimo. Orkesterklangen er ikke -overalt lige rar, og hvad Præcisionen angaar svarer W. Braithwaite og The National Symphony Orchestra ikke helt til Solisten.