Om at vise Det danske ansigt

Af
| DMT Årgang 21 (1946) nr. 08 - side 125-126

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Podcast om Else Marie Pade

Annonce

Edition S-annonce

OM AT VISE »DET DANSKE ANSIGT«

Af J.-L. Emborg

I fuld Tilslutning til Knudåge Riisagers Kritik af Radiofoniens Koncertprogram, den 9. September for FAO-Konferencens Medlemmer kunde maaske siges, at det omtalte Program kun er et enkelt Eksempel paa mange, set fra et dansk Synspunkt. Man kan i en Nation have Tendens til enten at bygge Programmerne op af sit eget Lands Musik og saa af og til tabe noget godt fra andre Lande ind gennem de Vinduer, der vender udad, eller man kan gøre det modsatte, nemlig bygge Programmerne op af udenlandsk Musik og saa for Skams Skyld af og til give et enkelt Værk fra Hjemlandet Plads. Den første Fremgangsmaade praktiseres i Reglen i andre Lande, den sidste er herskende her i Landet. Det ser ud sorn Mangel paa Stolthed. Eller er de danske Komponisters Værker saa ringe i kunstnerisk Værdi, at man ikke har Mod til at gaa ind for dem? Det er ikke alene Statsradiofonien, der kun i ringe Grad viser det danske Ansigt udad til. Se paa Programmerne ved de andre Koncerter, saavel Orkesterkoncerterne, som i mindre Grad Kammermusik Koncerterne og Solistaftenerne; hvor er den danske, nulevende Tonekunst henne i Det kgl. Kapels Koncerter f., Eks.'Bedst staar Sangsolisternes Koncerter, fordi Sproget tvinger de Optrædende, ogsaa for Publikums Skyld, til at pleje den danske Sang. Jeg vil ikke komme med statistisk Materiale, som let kunde føre ind paa at nævne Navne. Det er ikke Meningen at angribe Personer; Knudåge Riisager kværulerer ikke, jeg heller ikke. Det er ikke personlige Klager, men det er et Spørgsmaal om de ledende Dirigenters og Koncertgiveres Ansvar over for deres eget Lands Kunst, som naturligvis ikke kan leve og blomstre uden Aandehul, og uden at Værkerne gentages, da Publikum ellers ikke lærer at elske dem.

Mesterværkerne fra.andre Nationers Musik skal vi naturligvis ogsaa. høre her, men spiller de udenlandske Dirigenter, som nyder Gæstevenskab i den danske Radio, ogsaa danske Værker? Danske Kompositioner er ikke ofte af storslaaet, bombastisk Karakter, en vis stilfærdig Ærlighed og forhaabentlig Finhed hører maaske med til Karakteren? Er dette noget ringere?

»Det danske Ansigt« bør ikke alene vises udad til, det skal ogsaa vises indad, overfor det danske Folk selv, saa at det kan lære at værdsætte, den danske Kunst. Det er ganske vist ikke nemt for vore Dirigenter og Kammermusikere at have det nødvendige Litteraturkundskab, fordi Landets Lidenhed medfører, at saa megen god Musik ikke kan foreligge trykt og udgivet paa Forlagene. Men de bør sikkert gøre sig mere Umage og huske paa, hvor ydmygende det er for Komponisterne at skulle plage dem for at se deres Partiturer igennem, og til Bunds i Partiturene, saa at Komponisterne ikke skal lide under overfladisk Behandling. Vi trænger til, at der i Hovedsagen skal blive arbejdet efter det Princip, at Programmerne i Danmark bygges op over den danske nye og ældre Musik, at de betydelige Værker gentages, selvom Succesen ikke straks er stormende, og at Udlandets Musik saa kommer ind til Afveksling og Sammenligning, og for at den opvoksende Ungdom ogsaa kan opleve de vigtigste Verdensmestres Værker.

Programmet for FAO-Koncerten var ganske vist - som en Undtagelse - dansk, men gammeldags, bortset fra »Fynsk Foraar«, som dog var et mærkeligt Valg; Tilhørerne siges at være faldet i Søvn; mon ikke et nutidigt Program trods alt havde været bedre?

Disse Bemærkninger drejer sig imidlertid ikke om det specielle Program, men om Programmernes almindelige Forhold til dansk Tonekunst, og jeg ved mig i Pagt med en Mængde Meningsfæller, naar jeg efterlyser Ansvarsfølelse i Almindelighed hos de ledende Musikere, overfor deres eget Lands Tonekunst, og især den nyere.