Erling Brene 50 aar

Erling Brene, 50 Aar

Ældste Generation blandt de Komponister, der har præget D.U.T.s Programmer i de sidste 15 Aar, fylder halvtreds i Løbet af de kommende Aar. At Erling Brene, der den 14. November gik over i de Voksnes Rækker, skulde vise sig at være den ældste af dem, vil sikkert forbavse mange.

Erling Brene tilhører nemlig, baade ved personlig Tilknytning og, hvad der er vigtigere, i stilistisk Henseende, snarere den næste Generation, den, der nu er omkring de fyrre. I hans tidligste Værker møder man ganske vist den kaade Boltren sig i det atonale- Stof, som var almindelig i Tyverne, men Hovedparten af hans Produktion er mere inspireret af de motoriske og klanglige Impulser fra Bartok og Stravinskij (særlig fra »Historien om en Soldat«), som først gør sig gældende herhjemme i Slutningen af Tyverne. Erling Brene gaar fremfor de fleste til Bunds i Trangen til Klarhed, indtil det asketiske, baade i Instrumentationen i Melodikken og frem for alt i Harmonikken. Hans kunstneriske Personlighed er præget af en fuldkommen Redelighed, han giver ikke en Tone fra sig, som der ikke er fuld Dækning for i enhver Henseende; der er ingen udvendige Effekter eller forloren Følsomhed i hans Musik, intet til at faa det til at »glide lettere ned«. Men maaske kan man ogsaa heri finde Forklaringen paa, at han hidtil kun er blevet værdsat i en mindre Kreds; paa det sidste Stykke Vej opad mod de store kunstneriske Maal kan det Øjeblik komme, hvor Kunstneren, for at hente den store kunstneriske Gevinst, maa vove at forlade sig paa sin Inspiration, vove at give de Impulser frit Spil, som det køligere kunstneriske Overlæg maaske advarer imod, fordi det i første Omgang kan synes uvist, hvor de fører hen, naar de bliver gjort »klingende«. Erling Brenes sidste Værk, Symfonien »Det ukuelige Sind« staar for mig som sikkert Tegn paa, at hans kunstneriske Personlighed er kommet ind i en ny Grotid, ikke blot saadan, at han mestrer sine Udtryksmidler bedre end hidtil, men at han tillige har ladet noget værdifuldt, som hidtil har ligget latent og kun svagt antydet, komme klart til Orde; maaske endnu ikke med fuld Tydelighed og Kraft, men saadan, at man føler sig fristet til at sige: Læg Mærke til, hvad denne Komponist faar at sige os i de kommende Aar!

Det lykønsker vi dig til, Erling Brene, og lad dine 50 Aar saa blot være en kærkommen Lejlighed til at sig det her.
Johan Bentzon.