Korsang og foredragskunst Del 2

KORSANG OG FOREDRAGSKUNST

Af Svend Turning

(Fortsat)

For paa sangens omraade at forstaa den praktiske udførelse af en tone, maa jeg omtale et ganske enkelt fysiologisk forhold. Den vokale klangudvikling beror paa en spænding i stemmelæberne tilsat en modspænding fra disses tilstødende muskler, kaldet stemmelæbernes, antagonister. En intensitetsstigning skabes ved øget luftkompression som den absolut mest primitive aarsag samt en mere intrikat kontraspænding fra stemmelæberne og disses antagonister. Det er dette, der er tonedannelsens egentlige støtte, og det er dette, der bør være underlagt sangerens bevidste vilje, eller i alt fald, hvad der dog er langt det hyppigste, hans fornemmelse eller øre for klang. Det er mig bekendt endnu ikke lykkedes nogen videnskabsmand at maale de relative spændingsstyrker i disse muskler, men det er muligt gennem fornemmelse at komme til erkendelse af en ændring - ikke alene af den simple intensitetsforøgelse - men ogsaa af en ændring i den indbyrdes spændingsstyrke mellem stemmelæberne og antagonisterne. Hele sangerens kamp med klangforbedring beror paa dette forhold. Vibratoets karakter afhænger heraf. Sagt i. korthed ligger det saaledes: naar stemmelæbens egen spænding dominerer bliver vibratoet fyldigere, mere udpræget, tonen blødere. Hvis antagonister.nes spænding dominerer bliver vibratoet mindre, tættere indtil det forsvinder i skriget eller raabet, tonen bliver skarpere og mere klinger. Det første egner sig til at udtrykke følelser med, det sidste til temperamentsudbrud.

Hvis man under enkelttonen gaar fra en blød klang til en haardere klang, hvilket kan ske uden egentlig at ændre luftkompressionen og dermed intensiteten - vil øret registrere denne foreteelse som et indsving og sidestille det med en intensitetsstigning, og det er muligt at denne ikke kan maales ved de instrumenter prof. Abrahamsen har benyttet. Spørgsmaalet har teoretisk interesse, men jeg har endnu ikke haft lejlighed til at foretage maalinger. Deri psykiske virkning er dog den samme. Det samme vil ske saafremt der under tonen foretages en. resonansindsnævring. Disse vil have en forringelse af klangen tilfølge og virke som en akcent udfra samme aarsag, som støj altid dominerer over en musikalsk lyd.

Hvis man i denne forbindelse vil spørge om, hvorledes den æstetisk behageligste tone f rembringes, vil jeg sige: en rytmisk akcentueret tone, hvor akcenten ligger straks ved tonens begyndelse og hvor efterklangen klinger med et tydeligt blødt men ret tæt vibrato. Denne udførelse betinger, at tonen ansættes med en kort spontan spænding i antagonisterne, hvorefter stemmelæberne overtager spændingen. Disse udførelser gøres naturligvis ikke bevidst men dirigeres, af visse fornemmelser, som det er en pædagogs opgave at stimulere, og som det ikke tjener noget særligt formaal at redegøre for.

Jeg fremfører kun disse detaljer for at vise, at der er flere muligheder for klangudvikling og tilsyneladende styrkespænding end man i almindelighed regner med.

Hvis man udfra disse synspunkter vender tilbage til de af lektor Arnholtz angivne udførelser af enkeltonen, kan man sige:

den umiddelbare strøm beror paa, at stemmelæbens egen spænding er relativ konstant (ikke under det tonestøttende minimum), hvorimod antagonisternes spænding nødvendigvis maa gennemløbe en større variation. Men saadan er tendensen hos de romanske folkeslag, medens det modsatte er tilfælde hos germanere og nordboere og er aller værst hos danske. Derfor vil en dansk sanger have ulige sværere ved at indarbejde en brugelig teknik end andre.

Spørgsmaalet om de kinetiske kræfters aftagen eller stigning kan derfor forklares derhen, at i et normalt toneforløb aftager antagonistspændingen medens stemmelæbernes spænding helst skulde være konstant. Er de det, og man afbryder tonen pludseligt, vil man høre det velkendte gisp, der stammer fra lufttkompressionens udløsning.

Den fjedren, som lektor A. omtaler, kan næppe være andet end et kort indsving med tonefylde med paafølgende fordrivning.

Den udefra paatrykte akcent skyldes for stærk luftkompression. med paafølgende overspænding i antagonisterne. Den hører ikke efter min mening til de musikæstetiske virkemidler.

Den usammenhængende prikken kan skyldes akcentløs tone uden tilstrækkelig stemmelæbespænding.

Det fremgaar ikke af prof. Abrahamsens Indlæg om han æstetisk er tilfreds med studentersangforeningens udførelse af korsang i almindelighed. Det vi andre savner, er for det første et rytmisk grundlag anvendt saavel paa enkelttonen som paa f rasen. Der er i for høj grad lagt vægt paa affektsyngeri, saaledes at det enkle og simple i gengivelserr bliver skubbet til side. Hvis man analyserer udførelsen med henblik paa enkelttone og frasering er det sjældent at finde virkelig overensstemmelse mellem tonefald og stemning. Som eksempler kan anføres følgende grammofonindsyngninger:

Aftenstemning (Hauch-Carl Nielsen).

Der kan ikke paavises rytmisk struktur. Enkelttonen er meget uregelmæssig nuanceret. Der kan konstateres lange søgende indsving blandet med øjeblikkelige ansatser og lang efterklang. Nuanceringen er mere levende i melodistemmen end i understemmerne. Den samlede virkning har kun pseudostemningsværdi.

Snart er natten svundet (Heiberg-Hartmann).

Her er ialt fald ensartethed til stede, men enkelttonen har et for langt indsving, skønsmæssig ca. 2 /3 af tonens tidsværdi. Situationen er en flok jægeres march paa vej hjem. Dette kræver en bred akcent ansat straks ved tonens begyndelse med hurtig fordrivning af evtl. efterklang. I denne udførelse inddigter man en lyrik, der kun uegentlig er tilstede. Det overdrevne pp i gengivelse af 2. vers er ganske ulogisk.

Kornmodsglansen (Lange-Müller - Lange-Müller).

Enkelttonen i verset saa nogenlundel men fraseringen mangler lidt dynamisk fordrivning. Udførelsen af: se ud, se ud, thi natten FUNKLER MED STJERNESKUD føles anstrengt, fordi man benytter langt indsving med stigning baade i intensitet og fylde. Havde man ladet sig nøje med forøget klangfylde (dybere, blødere vibrato) vilde virkningen have været rigtigere.

Moders navn er en himmelsk lyd (Grundtvig - Rung).

Tonefaldet er saa nogenlunde ensartet men det er tydeligt, at man med langt indsving søger frem mod en akcent, stigningen er dog ikke særlig mærkbar. Denne, følelsesmæssige bekendelse vilde udtrykkes bedre ved en let begyndelsesakcent efterfulgt af blød tonefylde uden stigning. Fraseringen er meget traditionel.

Maa vi - (Holstein - Kayser).

Denne sangs stemning udløses nogenlunde af koret. Akcenten falder straks ved toneansats, lidt bredt men efterfulgt af en virkningsfuld lys efterklang, der ikke dynamisk råbes. Fraseringen er dog stadig lidt ujævn.

Purpur prikken (Tom Kristensen - Høffding).

Dette er en af de humoristisk opfattede sange. Humoren er meget kor-traditionel. Der bruges kraftige men hurtige akcenter, der dog paa længere nodeværdier søges fastholdt over hele nodens tidsværdi. Dette i forbindelse med den stadig daarlige frasering virker anmassende og absolut ikke spøgefuldt, hvad dog sikkert har været meningen. Lette hurtige akcenter ved evtl. fordrivning i en fint svunget frasering vilde have løst opgaven.

Jeg anfører disse eksempler og vil lade det blive herved. En gennemgang af flere vil give det samme blandede billede. Der er nok virkning men denne er ikke i dybere forstand logisk og psykologisk begrundet.

Jeg kan ikke rigtig faa mig selv til at indrømme, at en anden kunstnerisk smag skulde gøre mine indvendinger, saaledes som de ovenfor er begrundet, virkningsløse. Jeg vil gaa med til, at sangforeningen er et amatørkor, der kun i begrænset udstrækning kan sigte dets medlemmer. Koret viser netop, at det kan variere sin udførelse, og hvorfor saa ikke i en mere tidssvarende og logisk retning. Lad være at stemmematerialet er stift, lidt for stift, det hele er dog mere et spørgsmaal om tilstrækkelig musik-psykologisk indsigt fra dets leders side.

I de givne eksempler synes jeg, at der i tilstrækkelig grad kan findes det fænomen, som lektor Arnholtz ankede over.

Vil man spørge: er det foregaaende ikke kun skrivebordsfantasier, eksisterer der kor, der kan honorere de stillede krav. jo, det gør der. Vil vore amatørkor have noget mønster bør deres dirigenter studere enkelttonen hos de russiske kosakkor. Men ellers kan vi vende os til de kor, Mogens Wøldike har arbejdet med. I sin tid Palestrinakoret, senere drengekoret og under krigstiden nogle svenske kor. Det nytter ikke, at man her maaske vil henvise til, at de opgaver Wøldike tager op, er af en helt anden art. Dette forandrer ikke det stilspørgsmaal, der giver sig udtryk ved enkelttonens nuancering. Det gør heller ingen forskel, at fx. Palestrinakoret var et blandet kor. Det giver kun en vanskelighed mere, nemlig at indarbejde kvindestemmernes klang i herrestemmernes, de har nemlig som regel forskellig vibrationskarakter.

Hører til i bøje himle (Kingo - gl. fransk melodi).

Fraseringen er rigtig og effektiv, enkelttonens form er konsekvent gennemført. Der kan indvendes at indsvinget er en smule for langt, det kan virke en smule stereotypt. Med kort indsving og derved større mulighed for en fyldig efterklang, kunde man have givet sangen en anelse subjektiv længsel. Nu klinger det som en ganske vist klangfornem menighedssang. Men maaske er dette tilsigtet. Man akcepterer resultatet som en kunstnerisk og musikalsk værdi.

Jeg saa en rose skyde (M. Prætorius).

Først bemærker man en meget smuk dynamisk .balance mellem stemmerne. Situationen er religiøst fortællende med andagt som underbund. Den valgte toneform veksler fra - i begyndelsen af verselinien at bruge fint indsving baseret mere paa tonefylde end intensitet til - i slutningen af linien at anvende øjeblikkelig ansats med lang fordrivning. Fraseringen er meget følsom og spores fra linie til linie og fra vers til vers.

Her er det ikke let at foreslaa. nogensomhelst anden udførelse.

Naar jeg har bedt om plads for disse bemærkninger, er det ikke for upaakaldet at sige studentersangerne eller deres leder ubehageligheder, men efter den plads prof. Abrahamsen har faaet indrømmet for sine indlæg kunde man faa det indtryk, at det var et af nationens musikalske klenodier, der uretmæssigt var blevet angrebet. Og saa er det dog kun en munter og livsglad forening, der har sunget meget til sin egen fornøjelse, og til andres med, naar kravene ikke stilles for strenge. Det maa være berettiget at pege paa, hvor der i dyb musikalsk forstand er gjort en indsats, der kan tages op af andre til efterfølgelse.