Netop 'Bach paa klaver'

NETOP »BACH PAA KLAVER«

Af Walter Meyer-Radon

Liselotte Selbiger siger i sin Artikel: »Bach paa Klaver«: »Dersom Bach havde kendt det moderne flygel, havde han, komponeret ud fra dets klangmuligheder,« og: »Vi maa altid huske, at Bach ikke kendte vort flygel.«

Men - - Bach kendte meget godt det moderne Flygel!!! Gottfried Silbermann, konstruktøren af de berømte Silbermann-Flygler, som var fuldt udviklede Hammerklaverer, viste Bach sit nye Instrument og anbragte paa dennes Raad flere Forbedringer, hvorefter Bach var meget tilfreds med Instrumentet. (Jfr. bl. a. Riemanns Musikleksikon, Artikel »Klaver«.) I Potsdam spillede Bach under sit berømte Besøg hos Kong Frgderic II, som blev Anledning til Kompositionen »Das musikalische Opfer«, paa alle Kongens 7 (syv!) Silbermann-Flygler. Da han paa Kongens Ønske improviserede en 6stemmig Fuga, skete dette antageligen ligeledes paa et moderne Hammerklaver.

Udfra dette Faktum, at Bach kendte vort moderne Flygel og gentagne Gange med Glæde har spillet paa det, er Spørgsmaalet efter min Mening ikke, om en eller mange i vor Tid synes, at det er stilløst at spille Bach paa Klaver. Men:

1) Har Bach selv haft Fornemmelsen af, at han begik en Stilløshed ved at spille sin Musik paa Flygel? Og

2) har Bach spillet sin Musik paa Flygel som paa Cembalo, eller har han just benyttet sig af alle de Muligheder, det nye Instrument bød ham?

L. S. konstaterer selv, at »flyglet er clavichordets efterfølger med repetitionsmekanik«. Bach elskede at spille paa Klavichord trods dets Spinkelhed, just derfor at han her i begrænset Omfang kunde variere Klangen, lave crescendo og diminuendo o. s. v. Det er ikke sandsynligt, at han saa skulde have haft noget at. indvende mod et Instrument, som i meget høj Grad opfyldte de Ønsker, Cembaloet ikke kunde opfylde, som i uendelig større Fuldkommenhed bød ham alt det, han elskede ved Klavichordet, og som i Modsætning til dette spinkle Instrument i højeste Grad egner sig til Koncertinstrument.

Hvorfor kalder for Resten L. S. Klaverets Tone for »sløret«? Ganske vist kan en god Pianist spille sløret, hvis han vil. Men han kan ogsaa spille lige saa klart, haardt, blødt o. s. v., som det passer ham. Og en mere klar Opbygning af en Fuga, end jeg har hørt af Horovitz paa Flygel, har j eg aldrig hørt, maa man ellers staa, til hans Opfattelse, som man vil.

For øvrigt, hvorfor er det stilløst at spille Bachs Orgelværker paa Klaver? Sikkert kommer en kompliceret Polyfoni tit klarere frem godt spillet paa et Koncertf lygel end paa Orgel i mange Kirker, hvor Klangene paa Grund af de daarlige akustiske Forhold løber sammen. Og videre ligger jo den Tid ikke saa længe før Bach, hvor den samme Musik uden videre var tænkt og spilledes lige saa meget paa Klaverinstrumenter som paa Orgel, ja, tildels endogsaa paa Luth. Var Bach stilløs, da han omarbejdede Vivaldis Koncerter? Hvorfor er det da stilløst, naar en saa stor Mester som Busoni, som var en lige saa stor Kender af Bachs Værker som af baade Klaver og Orgel, ved med genial Intuition at nyskabe Orgel- Registreringens Virkemidler Paa Klaveret gav Mulighed for at nyde nogle af Bachs største Mesterværker ogsaa udenfor Kirken ?

Allerede det, at denne polyphone Musik af dens Mester spilledes paa to saa væsensforskellige Instrumenter som Cembalo og Klavichord (det ene henvist til Terrassedynamik, det andet, i Rammen af sin Spinkelhed, med Mulighed til frit varierende Udtryk), beviser, at Bach ikke selv var snæversynet med Hensyn til Gengivelsen af sin Musik. L. S. konstaterer jo ogsaa med Rette, at »i den førklassiske Tid indrømmede man den opførende Musiker store Friheder«.

L.S. skriver videre: »At lære sig et forsvarligt Bach-Spil kræver taalmodighed og megen tid, hvilket de fleste pianister ikke mener at have til raadighed, saa vælger man det letteste og spiller Bach som wienerklassiker eller romantikem To af de Pianister, der har ofret mere Tid paa Bachstudium. end de allerfleste, er Busoni og Edwin Fischer. Den førstes Bach-Udgaver er en Kæmpe-Præstation, og han har sikkert været en af den senere Tids allerstørste Bachkendere. jeg mindes ikke at have faaet et renere og højere Indtryk af Bach-Spil end i hans Gengivelse af Bachs lille Suite om Broderens Afrejse i hans egen Bearbejdelse.

Edwin Fischer har alene som mangeaarig Leder af Bachkoret i München og af sit fremragende Kammerorkester haft megen Lejlighed til at studere ikke kun Bachs Klaverværker, men hele Omfanget af Kor-, Orkester- og Solomusik for Instrumenter og Sang. Men begge to regnes jo af »Cembalo- Puritanerne« for mere eller mindre stilløse.

»At en kompositions formale opbygning og dynamik er knyttet tæt sammen«, er ikke bare indlysende, men er i Forbindelse med -Temamaterialets Karakter grundlæggende for Udformningen af al Musik. Lige saa indforstaaet er man, naar L. S. siger, at ogsaa »Terrassedynamik« tillader nogen form for cresc. og dim., fordi »det er næppe sandsynligt, at man ikke skal have benyttet sig af de muligheder, en sangstemme eller et strygeinstrument byder«. Blot et Værk som d-mol Chaconnen for Violin viser jo, hvordan Bach kunde spænde alle et Instruments Udtryksmuligheder til det yderste. Og Organisterne, hvis Orgler Bach prøvede, var altid højligen forbavsede over de helt uventede, Klang- og Kombinationsmuligheder Mesteren fremtryllede af deres saa velkendte Instrumenter.

Det er uden Tvivl en stor Gevinst for vort Musikliv, at vi har faaet Cembaloet tilbage som et levende Instrument. Det er en Glæde at høre godt Bachspil paa Cembalo, og det kan lære os en hel Del om Bachtidens Musikudøvelse. Men skal vi lade os indsnævre i Gengivelsen af denne alsidige Gigants fantastiske Musik, fordi dette ene Instruments Mangler, som Bach vel følte, hindrer os i den fri Udfoldelse, som et andet Instrument i rigeste Maal giver Mulighed for?

I det hele taget er den saakaldte »stiltro« Gengivelse et ret vanskeligt Spørgsmaal. Hører en Tids Mangler og Hindringer med til »Stiltroheden«? Jeg vilde ønske, jeg kunde fremføre Grammofonplader med Bachs Uropførelse af Matthæus Passionen. Mon ikke de største Fanatikere vilde ønske sig en Opførelse, som maaske ikke var helt saa original, men var mindre præget af de elendige Musikforhold, som Bach af alle Kræfter, men desværre forgæves, kæmpede imod?