Samfundet til udgivelse af dansk musik gennem 75 aar

SAMFUNDET TIL UDGIVELSE AF DANSK

GENNEM 75 AAR

»Søndagen den 23. juli 1871 indfandt følgende Herrer sig paa Stokkerup i Taarbæk hos Hr. P. Heise, nemlig: Musiker Chr. Barnekow, Justitsraad, Bibliotekar Chr. Bruun, Assistent i Nationalbanken Jak. Fabricius, Musiker August Winding og cand. juris V. C. Ravn, til hvilke senere sluttede sig: Musikhandler S. A. E. Hagen, Organist Emil Hartmann, Prof., Dr. phil. E. Holm og Kammerherre, Lensgreve C. A. Lerche til Lerchenborg, for at drøfte, ved hvilke Midler man kunde befordre og udbrede Kjendskaben til vor nationale Tonekunst, og bidrage til at forhindre, at mange Toneværker, der henligge som Manuskripter i Arkiverne, og som maa siges at have Betydning for vor Litteratur, efterhaanden skulde gaa tabte. Man enedes om et foreløbigt Udkast til at danne et Samfund til Udgivelse af dansk Musik.«

Med denne Sammenkomst af en Flok Mænd, som allerede havde gjort eller senere hver for sig skulde komme til at gøre en Indsats i vort Musikliv, hos den store Romancekomponist i hans hyggelige Sommerdomicil nord for Klampenborg, indlededes til Gavn for dansk Musik et Arbejde, som begyndtes med højst beskedne økonomiske Midler, og som i de 75 Aar, det nu har staaet paa, stadig har været tynget af en Økonomi, der krævede haarfint omhyggelige Beregninger og hæmmedes af svigtende Interesse fra Offentlighedens Side og af forsigtig Tilbageholdenhed hos de bevilgende Myndigheder. At Arbejdet ikke destomindre er blevet fortsat og efterhaanden kronet med en Sukces, som de danske Komponister og derigennem dansk Musikkultur har nydt godt af, skyldes en Klarsynet.hed, en praktisk Sans og en Ildhu baade hos Stifterne og de Mænd, der i de følgende Generationer tog Arbejdet op, som maa vække Beundring, og som er et stærkt Argument mod den i vide Kredse udbredte Antagelse, at Musikfolk skulde være verdensfjerne og upraktiske. Citatet, som indleder denne Artikel, stammer fra første Side af Foreningens gamle Forhandlingsprotokol og er skrevet med den senere Hovedbogholder i Nationalbanken, Etatsraad Jakob Fabricius' sirlige Haandskrift. Han, som selv gav sig af med at komponere, var dengang en ung Mand paa 31. Paa mange Omraader skulde han blive dansk Musikliv en god Mand; men hans største Kærlighed var og blev til hans Død SAMFUNDET TIL UDGIVELSE AF DANSK MUSIK, som i første Række var et Foster af hans Ønskedrømme og store Handlekraft. Han var i 16 Aar dets Sekretær og i de følgende 31 Aar dets Formand, indtil han i 1918, i en Alder af 78 Aar, trak sig tilbage til et højst fortjent Otium.

Ganske vist var Ideen ikke ny. Allerede i 1836, da man paa Weyses Fødselsdag stiftede »Musikforeningen«, var denne i første Række tænkt som et Selskab til Udgivelse af danske Musikværker. Men denne Virksomhed kom til at indskrænke sig til Publicering af nogle faa. Syngespil, den berømte Udgave af Weyses Romancer, Gades Ossian-Ouverture og nogle faa andre Værker, hvorpaa »Musikforeningen« overgik til udelukkende Koncertvirksomhed. Først med det Initiativ, der blev taget paa det historiske Møde hos Heise i 1871, kom der Fart i Tingene. Allerede knap to Maaneder efter, i September, var man saa vidt, at man kunde udstede en offentlig Indbydelse, der opfordrede »det musikelskende Publikum til mod et aarligt Kontingent af 2 Rigsdaler at indtræde i nævnte Samfund«. Og Mandag den 18. December afholdtes i Studenterforeningens Festsal ved Holmens Kanal den konstituerende Generalforsamling, paa hvilken Jakob Fabricius nærmere motiverede Grundene til, at danne en Sammenslutning som den foreslaaede, idet han gennemgik den danske Musikhistorie og paapegede, hvilke store aandelige Værdier der slumrede rundt om i Arkiverne, utilgængelige for den musikinteresserede Almenhed. Det forelagte Udkast til Love blev enstemmigt vedtaget, og man startede med et Medlemstal af 600, et virkelig imponerende Resultat af Agitationen. SAMFUNDET TIL UDGIVELSE AF DANSK MUSIK var en Realitet.

Vi, der i Dag - ikke mindst takket være SAMFUNDET's Publikationer - har let og uhindret Adgang til et stifte Bekendtskab med den danske Musiklitteraturs vigtigste Værker af ældre Dato, for ikke at tale om de mange moderne Værker, der paa denne Maade finder Vej ud til Publikum, kan vanskeligt forestille os, hvor pauvert det dengang stod til. Forlagene, som maatte kæmpe en haard. Kamp mod det mægtige og prisbillige tyske Musikmarked, var naturnødvendigt kun interesserede i salgbare Ting, og vigtige Værker af J. A. P. Schulz, Johan Hartmann, Kunzen, Kuhlau og Weyse sov Tornerosesøvn i Teatrets, Forlagenes eller Foreningernes Gemmer. Men ikke nok med det! Af Samtidens Komponister havde i Virkeligheden kun Gade med sin fra de mange Aar i Leipzig indarbejdede Forbindelse med de store tyske Forlag fuld Sikkerhed for sine Værkers Publicering. For hans jævnbyrdige Samtidige, J. P. E. Hartmann og Heise, som i større Grad var henvist til det hjemlige Marked, kunde det ofte være svært nok. Paa Baggrund heraf var SAMFUNDET's Opgave ganske klar, saaledes som den kom til Udtryk i Formaalsparagraffen:

SAMFUNDET's Øjemed er at virke til den danske Musiks Fremme, ved at bekoste eller understøtte Udgivelsen af Toneværker af blivende Betydning, saavel ældre som nyere, navnlig saadanne, hvis Udgivelse ad anden Vel er forbundet med Vanskelighed.

Hvad kunde man nu faa Raad til med de 1200 Rigsdaler i aarligt Medlemskontingent? Efter Fabricius' forsigtige Beregning skulde man for disse Penge, efter at de beskedne Administrationsomkostninger var fradraget - der var ingen »store Middage« paa SAMFUNDET's Regning, og Møderne foregik i Bestyrelsemedlemmernes Hjem kunne levere ca. 60 Kvartsider. Det var jo ingenlunde daarligt. Partiturlæsning var dengang en endnu sjældnere Færdighed end i vore Dage, og derfor maatte man lægge an paa at benytte disse Sider til Trykning af større Værker i Klaverudtog. Men SAMFUNDET's Ærgerrighed var ikke tilfredsstillet hermed! Man vilde meget gerne skabe det nødvendige økonomiske Grundlag for ogsaa at kunne udgive danske I Partiturer, og paa den stiftende Generalforsamling. understregede Fabricius Ønskeligheden af at faa, skabt et Fond, som kunne danne Basis for en Subskription paa Partiturer. Begyndelsen blev gjort med: en flot Gave paa 600 Rigsdaler fra Grev Lerche.

Ifølge Lovene skulde SAMFUNDET's Anliggender varetages af et »Samfundsraad«, valgt af Generalforsamlingen og bestaaende af 9 Medlemmer, »som overtager Valget og Bedømmelsen af de Kompositioner, der skulde udgives, og leder Udgivelsen«. Det første Samfundsraad kom til at bestaa af Kompoalsten Chr. Barnekow, den senere Overbibliotekar ved Det kgl. Bibliotek Chr. Bruun, Fabricius, Musikhistorikeren og Komponisten S. A. E. Hagen, Komponisterne Emil Hartmann, Heise og August Winding, Heises Ungdomsven, Historikeren, Professor Edvard Holm og Lensgreve Lerche-Lerchenborg. Raadet konstituerede sig inden Aarets Udgang og valgte Barnekow til Formand og Fabriciuis til Sekretær.

I 15 Aar varetog Chr. Barnekow det ingenlunde lette Hverv som Formand. Den ret store Medlemskreds - den voksede hurtigt til 700 - bestod af Folk af mange Slags, og det var ikke hos alle, SAMFUNDET's første Levering, Kunzens »Gyrithe« i Klaverudtog, vakte Begejstring., Saaledes skrev et aabenbart noget ensidigt orienteret Medlem til Heise, at han ventede, at SAMFUNDET vilde trykke mange Fløjtesager. Da han i Stedet fik Klaverudtog, som han ikke kunde spille, meldte han sig ud, og saadan gik det mange. Men Raadet og Barnekow holdt sig strengt til den i Lovene angivne Kurs, og Barnekow indskrænkede sig ikke til at være medbestemmende om, hvilke Værker fra Fortiden man skulde enoplive, men udarbejdede selv Klaverudtogene, en Opgave, som han med sin fornemme Kultur, sin historiske Viden og sikre musikalske Stilfornemmelse havde særlige Betingelser for at løse. Det er da ogsaa den Dag i Dag en Fornøjelse at gennemspille disse Klaverudtog, som altid giver et fyldigt og korrekt Billede af Partituret.

Naar man bestemte sig for F. L. Æ. Kunzens »Gyrithe« som første Publikation, havde det flere Grunde. For det første ønskede man at vise den danske Musikhistorie det Hensyn at begynde med et ældre Værk. At det netop skulde være et Værk af Kunzen, - er i Dag vanskeligere at forklare sig, da man ikke har et Referat af den forudgaaende Diskussion at støtte sig paa. I Protokollen, som er ført af Prof essor Holm, staar der kun tørt:

Musikudvalget indstillede at udgive et Udtog af Syngestykket »Gyrithe« (Tekst Kruse, Musik Kunzen). Dette vedtoges.

At det ikke har været Barnekow, der stillede Forslaget, kan man slutte af den følgende Bemærkning:

Formanden (Barnekow) paatog sig at lede Claverarrangementet.

Hvem der nu end er Skyld i, at dette svage Arbejde med Kunzens af Kuhlau saa forhaanede Melodier »wie Wasser so klar« blev SAMFUNDET's første Musiklevering, saa har nationale Grunde nok været medvirkende. Emnet stammer fra den danske Sagnhistorie, og man var ikke forfærdelig meget længere fjernet fra 1864, end vi nu er fra Foraaret 1945. Man skulde ellers nok tro, at det havde været muligt at skaffe bedre Musik med national Sujet. Baade Ewalds og Johan Hartmanns »Balders Død« og »Fiskerne« forelaa endnu kun i Manuskript. Publikum, som fik tilsendt »Gyrithe«, stimuleredes da heller ikke herigennem synderligt i sin Interesse for den danske Musikoverlevering. Men den lille Fejltagelse, man her i Starten gjorde sig skyldig i, fik man hurtigt oprettet, og i de følgende Aar udkom baade »Balders Død« og »Fiskerne«, foruden en lang Række Værker, i Løbet af 15 Aar ialt 25, af afdøde eller dalevende danske Komponister. Man forsøgte i første Omgang at faa, Noderne trykt herhjemme, og »Gyrithe« blev da ogsaa trykt hos Hemmingsen i Nyhavn. Men da man var skuffet over Resultatet, besluttede man at ty til de mere erfarne og rigere udstyrede Institutioner i Leipzig, og herefter foregik Trykningen i alle de Aar, SAMFUNDET foretog Udgivelser paa eget Forlag, hos Breitkopf og Härtel. Derimod blev Pladerne stukket herhjemme af »gamle Stange«, en indvandret Tysker, meget fin haandværker, flittig og tjestvillig og elsket af alle Musikere, han kom i Berøring med. Han døde i Fattigdom, og SAMFUNDET, som ikke mere udgav paa eget Forlag, havde i hans sidste Leveaar ydet ham en Understøttelse som Tak for det fortræffelige Arbejde, han havde præsteret med de første Publikationer. Naar man anvendte »Pladetryk« i Stedet for den meget lettere og billigere litografiske Overføring, var det for at gøre Udstyrelsen saa fornem som mulig. Til Omslaget tegnede Landskabsmaleren, Professor C. F. Aagaard en smuk Ramme med Markblomster og en syngende Lærke, ligesom han udstyrede de Portrætter, der ledsagede Værker af ældre Komponister, med en Ramme af Ege- og Bøgeløv. Det blev nemlig fra Begyndelsen en fast Regel, at man ved Udgivelsen af ældre Værker ledsagede dem med et Portræt af Komponisten og en Biografi. Disse Biografier blev i den første Periode skrevet af Musikhistorikerac V. C. Ravn, C. F. Bricka og. Carl Thrane.

Efter »Gyrithe« fulgte Udgivelsen af J. P. E. Hartmanns Musik til Heibergs »Syvsoverdag«, som efterhaanden var bleven temmelig aldrende efter 32 Aars mørk Arrest i Det kgl. Teaters Arkiv, selv om dens Komponist stadig befandt sig blandt de levendes Tal. I de følgende Aar kom Kuhlaus »William Shakespeare«, Heises »Tornerose«, Løvenskjolds »Fra Skoven ved Furesø«, Hartmanns »Hakon Jarl« -og Weyses »Festen paa Kenilworth« - som man ser, en strengt retfærdig Fordeling mellem ældre og nyere Stof. Interessen for SAMFUNDET's Arbejde var da ogsaa saa stor, at mange Medlemmer betalte forhøjet Kontingent.

Mindre godt gik det med Planen om Udgivelse af Partiturer. Man ansøgte forgæves det Raben-Levetzauske Fond om Hjælp. Og efterhaanden faldt mange af Medlemmerne fra. Den Bølge af Begejstring, som havde baaret Foretagendet oppe i Starten, fordampede efterhaanden, og de 700 svandt ind til, 200. I 1879 døde Heise et smerteligt Tab for dansk Tonekunst og ogsaa for SAMFUNDET, hvor deri store Komponist, saavidt man kan forstaa nærmest havde tilhørt den konservative Retning, der vilde Jægge Hovedvægten paa de historiske Publikationer. Nogle faa Aar senere traadte hans nære Ven, Professor Holm, tilbage som Medlem af Samfundsraadet, og i 1885 afgik den altid offervillige Musikmæcen Grev Lerche ved Døden. Deres Efterfølgere blev V. C. Ravn, Organist Gottfred Matthison-Hansen og Komponisten P. E. Lange-Müller. Imidlertid rejste der sig i Samfundsraadet vægtige Stemmer for at slutte Virksomheden paa - Grund af det stadig nedagaaende Medlemstal. Man hævdede, at SAMFUNDET med den Række ældre Værker, som i Barnekows og Otto Mallings udmærkede Klaverbearbejdelser var gjort tilgængelig for den musikalsk dannede Almenhed, havde løst sin Opgave og ikke længere havde nogen egentlig Eksistensberettigelse. SAMFUNDET var ude i sin første alvorlige Krise.

I denne Situation blev det atter Jakob Fabricius' Energi og Klarsyn, som reddede SAMFUNDET ud af Vanskelighederne og fik Virksomheden indstillet paa nye Baner, der kunde bære.

Allerede paa Samfundsraadsmødet d. 14. December 1883 fremlagde han Forslag til en Ændring af SAMFUNDET's Opgave, hvis Realisation man imidlertid efter nogen Diskussion vedtog at udsætte, indtil SAMFUNDET havde naaet sit 15. Leveaar, blandt andet fordi man blandt Medlemmerne havde enkelte livsvarige, som først til den Tid vilde være fyldestgjorte for deres Kontingent. Paa Mødet d. 18. April 1887 blev Sagen genoptaget. I Protokollen, som er ført af Bruun, hedder det under Pkt 2:

Diskussion om SAMFUNDET's Omordning med Udgangspunkt: det Forslag, som behandledes i Mødet d. 14. December 1883.

Man blev enig om: da Medlemstallet er saa betydelig aftaget og dette maa være et Vidnesbyrd om, at det Maal, som SAMFUNDET hidtil har sat sig, ikke længere tilfredsstiller Medlemmerne, da Musikere, som ere Medlemmer af SAMFUNDET, have ønsket en Forandring i SAMFUNDET's Opgave, saaledes at der mest eller alene virkes for Udgivelse af nye Kompositioner, da de ældre danske Komponister, ere blevne repræsenterede ved de betydeligste af deres Kompositioner - at bringe SAMFUNDET's Organisation og Virksomhed over i nye Former med den Opgave fortrinsvis at ' udgive ny Musik. Det besluttedes at vælge en Komité paa tre Medlemmer for at forhandle om SAMFUNDET's nye Form, saa at et foreløbigt Forslag hertil kan fremsættes, paa den førstkommende ordinære Generalforsamling, medens det endelige Forslag - bliver at fremlægge paa en extraordinær Generalforsamling i Efteraaret til Vedtagelse.

Protokollatet slutter med følgende Paategning:

Til Medlemmer af denne Komité valgtes Fabricius og Hartmann med Bemyndigelse til at supplere sig med et tredje Medlem, eftersom ingen af de andre Samfundsraads-Medlemmer ønskede at modtage Valg. (Man mærker den Kulde, hvormed Oprøreren Fabricius og hans Medsammensvorne Emil Hartmanns Forslag er blevet modtaget.)

Paa næste Møde blev det meddelt, at Professor Holm havde udmeldt sig af Samfundsraadet en meget sigende Handling.

Fabricius lod sig imidlertid ikke afskrække af Modstanden. Han fik Lange-Müller og August Winding paa sin Side, saa at Stemmerne stod lige, og udarbejdede med deres Hjælp et Forslag til en Omordning. Paa en ekstrordinær Generalforsamling i Koncertpalæet den 15. December 1887, 16 Aar paa nær tre - Dage efter den Generalforsamling, paa hvilken SAMFUNDET blev stiftet, vedtog man da efter livlig Diskussion de nye Love, der ændrede Sammenslutningens Formaal. Den nye Formaalsparagraf lød som følger:

SAMFUNDEri Øjemed er at virke til den danske Musiks Fremme ved at støtte Udgivelsen af Compositioner af større kunstnerisk Værdi, fortrinsvis nyere, og da navnlig saadanne, som ellers vanskeligt kunne blive offentliggjorte.

Ifølge de nye Love fik Raadet en anden Sammensætning, idet Medlemstallet blev sat til 11, hvoraf de 9 skulde være Komponister. Tre af disse skulde aarlig efter Tur foretage Udvalget af Kompositioner til Udgivelse. De tre Komponister, der dannede Bedømmelsesudvalget, skulde sammen med to administrerende Medlemmer udgøre SAMFUNDET's Bestyrelse. Det nye Samfundsraad og Bestyrelsen fik følgende Sammensætning

Victor Bendix, Frederik Rung, Otto Malling, Jul. Bechgaard, C. F. E. Horneman, P. E. Lange-Müller, G. Matthison-Hansen, Aug. Winding, Emil Hartmann, J. Fabricius (Formand), Fuldmægtig J. C. L. Jensen (Administrator).

Samtidig vedtog man at benævne alle hidtil udkomne Publikationer som 1ste Række og markere den ny Æra med Aabningen af Publikationsrække Nr. 2. Siden 1879 havde Wilhelm Hansens Musikforlag, som netop samme Aar var blevet udvidet ved Tilkøb af de to ældre Forlag, C. C. Lohse og Horneman & Erslev, været SAMFUNDET's Hovedkommissionær. Man traf nu en Ordning med Forlaget, hvorefter dette paa.tog sig Udgivelsen af Partiturer og Stemme r, og samtidig fik man en lignende Ordning i, Stand med Breitkopf og Härtel for Klaverudtogenes Vedkommende. Det blev dog i Praksis Vilhelm Hansen, som fik overdraget Hovedparten af Værkerne, og man overgik fra det fornemme »Pladetryk« til almindeligt litografisk Tryk. Hermed ophørte SAMFUNDET indtil videre med at være sin egen Forlægger.

Inden dette skete, sørgede man dog for at slutte 1ste Række med en pompøs Publikation: J. P. E. Hartmanns Universitetskantate, skrevet i Anledning af Kong Christian IX's 70 Aars Fødselsdag til Tekst af Ernst v. der Recke. Indbundet i Pragtbind blev den overrakt den gamle Konge paa Fødselsdagen og samtidig tilstillet »de kongelige Børn«. I SAMFUNDETs Arkiv findes endnu en Tilladelse fra Kongens Kabinetssekretær til at forsyne Udgaven med et Portræt af Majestæten samt en Takkeskrivelse fra Kronprinsen (Frederik VIII), dateret 25. April 1888.

Publikationsrække Nr. 2 blev indledt med et splinternyt Værk: Lange-Müllers, Kantate i Anledning af den store Verdensudstillings, Aabning i 1888. 1 januar 1889 udsendtes et Ogaab »Til den danske Musikerstand« om at indmelde sig og virke for Tilgang, og senere paa Aaret indrykkede man i Dagspressen en Indbydelse »til danske Componister til at indsende saadanne Orchesterværker eller større Vocalværker med Accompagnement af Orchester eller Claver, som de maatte ønske udgivne gjennern nævnte Samfund«. Den 13. Maj 1890 kom det glædelige Budskab fra Kultusministeriet, at det havde bevilget en Understøttelse paa 400 Kr. - det var virkelig mange Penge dengang - som udviklede sig til et fast aarligt Bidrag, og i 1895 stod Sagerne saa godt, at man i et Cirkulære til Medlemmerne og Folk, der skulde interesseres, for Sagen, kunde love at udvide Virksomheden til ogsaa, at omfatte Udbredelsen af allerede trykte danske Værker, saaledes, at Medlemmerne sammen med.den aarlige Levering gratis fik tilstillet et Udvalg af mindre Kompositioner, »fornemmelig Klaverstykker og Sange af danske Komponister«. Fabricius benytter her, længe før Aarhundredeskiftet, en Propagandametode, som er baade psykologisk rigtig og fuldkommen moderne, og som taler til Gunst for hans Forretningsdygtighed og praktiske Sans.

1 1896, 25 Aaret for SAMFUNDET's Stiftelse, gav Kultusministeriet et Tilskud paa 800 Kr., og man blev herved i Stand til at udsende et større, monumentalt Værk til Medlemmerne. Allerede tidligere havde man udgivet Hartmanns Musik til Bournonvilles Ballet »Tryrnskviden«. I Jubilæumsaaret udsendte man Musiken til »Et Folkesagn«, forsynet med Handlingsresuméer paa Dansk, Tysk og Fransk og udgav samtidig en smukt trykt Beretning om SAMFUNDET's tidligere Virksomhed.

I Slutningen af 90'erne dukker et nyt Navn frem i Forhandlingsprotokollen: Carl Nielsen. Ved Mødet i April -98 diskuteres Udgivelsen af hans første Symfoni, men man enes om, da Partituret er udkommet hos Wilhelm Hansen, at det maa paahvile Musikhandelen at besørge Klaverudtoget. Paa Mødet i januar -99 vælges han til Medlem af Musikudvalget sammen med Bartholdy og Rosenfeldt. - Og derved gik SAMFUNDET TIL UDGIVELSE AF DANSK MUSIK ind i det nye Aarhundrede, der skulde omstyrte saa mange gamle Gudebilleder og frembringe Musik, som SAMFUNDET's Stiftere aldrig havde drømt om eller villet kendes ved.

Det er med en ganske ejendommelig Følelse, man blader i den.gamle Forhandlingsprotokol, hvis første Side, skrevet med Fabricius' Haandskrift, er dateret 21. December 1871, og som slutter med Referat af et Møde i Musikudvaiget den 18. Maj 1933, skrevet af Peder Gram. En ny Protokol er forlængst taget i Brug, men dens Indhold er ikke Historie endnu. - Gamle Navne forsvinder, nye dukker op. I Marts 1900 sender SAMFUNDET Blomster til gamle Hartmanns Baare, som det to Aar i Forvejen havde sendt det til hans Søn, Emil Hartmanns jordefærd. Det 19. Aarhundredes Højromantik gik i Graven.

Hensynet til det nye og det gamle brydes stadig paa Bestyrelsens Møder. Paa et Møde i Marts 1903 behandles paa den ene Side en Skrivelse fra Carl Nielsen, som paa det Tidspunkt nød Tilværelsen paa det - solbeskinnede Korfu, i hvilken han anmoder om, at SAMFUNDET vil lade Partituret til hans Symfoni Nr. 2, »De fire Temperamenter«, trykke paa den anden Side en Skrivelse fra Heises Enke, Fru Ville Heise, i hvilken hun giver sin Tilladelse til Udgivelsen af Heises Ruskantate - iøvrigt rent udstyrsmæssigt en af SAMFUNDET's morsomste Publikationer, forsynet med Carl Tomsens fornøjelige Illustrationer.

Selv om man nu lagde Hovedvægten paa Tidens egne Komponister, glemte man dog ikke Fortiden. Ganske vist var Hornemans Forslag om at udgive Kuhlaus »Trylleharpen« ud fra den Betragtning, at Kuhlau betød det samme for den danske Tonekunst som Beethoven for den tyske - løbet ud i Sandet. Til Gengæld udgav man Scalabrinis Musik til Wessels »Kærlighed uden Strømper«, og nogle Aar senere nogle af Buxtehudes Værker i firehændigt Klaverudtog ved Chr. Barnekow. Det er Morsomt at se, med hvilken respektblandet Mangel paa Interesse Fabricius i et Mødereferat omtaler den store Barokmester, som først, da den tyske Opfatte Jse af ham som »der gewaltige Däne« vandt Genklang hos Bestyrelsen, naaede at blive repræsenteret. Den store Interesse for Barokstilen, som senere skulde komme til at karakterisere Udviklingen ogsaa herhjemme, havde endnu ikke meldt sig.

Omkring ved Tiden for den første Verdenskrigs Udbrud mistede SAMFUNDET to af sine højtfortjente Medlemmer, Komponisten, kgl. Kapelmester Frederik Rung og Professor Otto Malling. Overhovedet tyndede det efterhaanden ud i de gamle Kæmpers Rækker. I Forhandlingsprotokollen kan man følge, hvordan Etatsraad Fabricius' oprindelig saa klare og karakterfulde Haandskrift i Løbet af det sidste Aars Tid bliver rystende og usikker. Paa Bestyrelsesmødet den 24. April 1918 meddelte han, at han paa Grund af Alder ønskede at trække sig tilbage fra Formandsposten. Lange-Müller hyldede ham i en varm Takketale for det kæmpemæssige Arbejde, han gennem de mange Aar havde udrettet for dansk Musikkultur, idet han betegnede ham som SAMFUNDET's Stifter, Bevarer og Bestyrer og under højtidelig Tilslutning fra Forsamlingen foreslog hans Udnævnelse til Æresmedlem. Denne Udnævnelse blev senere bekræftet af Generalforsamlingen. Som Formand, blev Fabricius afløst af Komponisten Alfred Tofft, medens Posten som Sekretær og Kasserer blev overtaget af Komponisten Peder Gram.

I de nu ofte ret komplicerede Forhold til Komponisterne og de inden- og udenlandske Forlag, bad man Forfatteren, Justitssekretær i Højesteret Otto Rung om at virke som SAMFUNDET's juridiske Konsulent.

I Jubilæumsaaret 1921 var SAMFUNDET's Formue vokset til den efter Omstændighederne anselige Sum af 27.000 Kr., og en anonym Velgører stillede 4000 Kr. til Raadighed for Udgivelsen af Klaverudtoget af Alfred Tofft's Opera »Vifandaka«, som omkring Aarhundredeskiftet havde haft stor Sukces, paa Det kgl. Teater med Vilhelm Herold i Hovedpartiet. Samtidig forhøjede Kultusministefiet sit aarlige Bidrag til 800 Kr. Jubilæet blev iøvrigt bl. a. markeret ved en smuk Artikel af Torben Krogh i Gotfred Skjernes Tidsskrift »Musik«.

Den Serie danske Værker, som SAMFUNDET udgav imellem Rekonstruktionsaaret 1887 og Fabricius' Fratræden, giver et fyldigt og alsidigt Billede af den danske Musikproduktion i 30. Aar. Fra de første Aar stammer det vældige Klaverudtog af Hornemans Opera »Aladdin«, dette storartede Værk, som voldte sin koleriske Skaber saa mange Ærgrelser, og som Det kgl. Teater endnu efter næsten 60 Aars Forløb ikke har givet Oprejsning for den Uret, som det dengang øvede mod det. Fra samme Periode finder vi Arbejder af Emil Hartmann, Victor Bendix, Otto Malling og August Winding samt Frederik Rungs morsomme Opera »Den trekantede Ham«, gode, gedigne, musikermæssigt uangribelige Værker, men Værker, som ikke rigtig har noget at fortælle den Periode, vi nu gennemlever. Maaske kommer deres Tid igen -. To nye Navne, Louis Glass og Carl Nielsen dukker op, Glass Med Klaverudtoget af sin smukke Sulte »Sommerliv« og Carl Nielsen med »Helios«-Ouverturen. Sammen med Værker, som midlertidigt eller for evigt har udspillet deres Rolle, udgives der i denne Periode dog ogsaa mange andre Kompositioner af Gade, Hartmann, Lange-Müller, Heise, Horneman og Carl Nielsen, som i Dag høres med regelmæssige Mellemrum.

Den nye Bestyrelse indledede sin Regeringsperiode med at aabne SAMFUNDETs 3dje Publikationsserie, i hvilken Gustav Helsteds Violinkoncert i h-moll udsendtes som første Levering, NB paa SAMFUNDET's eget Forlag! Overhovedet er det karakteristisk for den nye Tid, at Samarbejdet med Forlagene bliver smidigere. Kredsen af Kommissionærer udvides, den forretningsmæssige Basisbliver bredere og mindre stiv. Bl. a. entrerede man med det store tyske Forlag KISTNER & SIEGEL i Leipzig, hvis Repræsentation dog allerede i 1934 blev indskrænket til kun at omfatte Tyskland. Forbindelsen med KISTNER & SIEGEL ophørte naturligt under Besættelsen.

Igennem et halvt Sekel havde man diskuteret Muligheden og Ønskeligheden af at udsende Orkesterpartiturer. Nu skulde det være Alvor! Og man lagde for med »Elverhøj«-Ouverturen. Det virker i Dag nærmest komisk, at dette uden Sammenligning mest populære af alle danske Orkesterstykker hidtil kun havde været tilgængeligt for Offentligheden via Potpourrier, Klaverudtog o. lign., og det er ubegribeligt, at intet dansk Forlag havde forstaaet, at det var en soleklar national og kulturel Pligt at faa Partituret trykt. Men saadan var det altsaa! Nu blev der raadet Bod paa denne Mangel, og samtidig vedtog man at virke for Udbredelsen af dansk Kammermusik, der i Forvejen forelaa trykt, ved efter Overenskomst med Forlæggeren hvert Aar at tilbyde Medlemmerne et Værk til halv Pris. Aarsagerne hertil laa, dybere, end man opdager ved første Øjekast. Det var Kammermusikkens Tidsalder, der var ved at oprinde i Danmark.

Nye Tider kræver nye Leveregler! Paa Grundlag af Peder Grams og Otto Rungs Arbejde vedtoges i 1930 nye Love, som uden at bryde med de overleverede Principper virkede mere tidssvarende. Samfundraadet bestod paa dette Tidspunkt af Komponisterne Hakon Børresen, Louis Glass, Peder Gram, kgl. Kapelmester Georg Høeberg, Carl Nielsen, Ludolf Nielsen Domorganist N. O.. Raasted, Vilhelm Rosenberg, samt Formanden Alfred Tofft.

I denne Periode led dansk Musikliv to nye smertelige Tab: SAMFUNDET's Formand Komponisten Alfred Tofft afgik ved Døden, og kort Tid efter døde vor store Komponist Carl Nielsen. Ved Siden af den konstante aandelige Anspændelse, som hans egen Kompositionsvirksomhed var, og som i hans sidste Leveaar sled stærkt paa hans Hjerte, havde Carl Nielsen trofast passet sit Arbejde i Samfundsraadet og som Medlem af Musikudvalget. Efter Alfred Toffts Død overtoges Formandsposten af Peder Gram. Det var en stor og stolt Periode af dansk Musiks Historie, der gik i Graven med Carl Nielsen, men den nye Generations Mænd, Knudåge Riisager og Jørgen Bentzon, havde allerede med Vægt, og mødt med Forstaaelse af det ældre Slægtled af Komponister, talt den nye Musiks Sag i Raadet. I de sidste Aar har SAMFUNDET's Publikationer været stærkt præget af den nye Musik. Ved Siden af ældre Navne som Hakon Børresen, Louis Glass, Peder Gram, Carl Nielsen, Alfred Tofft og Gustav Helsted, og ved siden af de rent historiske Publikationer, som stadig fortsættes, dukker de Mænd op, som havde deres egentlige Udvikling i 20'erne, Folk som Riisager, Jørgen Bentzon, Ebbe Hamerik, Finn Høffding, Harald Agersnap og de endnu yngre: Sv. Erik Tarp, Vagn Holmboe, Herm. D. Koppel, Svend S. Schultz, repræsenterende vidt forskellige æstetiske Anskuelser, men alle modtaget med lige stor Upartiskhed af Musikudvalget.

Omtrent samtidigt aabnedes under Titlen »Dania Sonans« en ny værdifuld Serie af danske Kompositioner fra før Aar 1800, hvoraf man som første Værk udsendte Messe- og Motetsamlingen »Pratum spirituale« af Mogens Pedersøn (ca. 1580-1623) under Redaktion af Dr. Knud jeppesen. Til denne Udgivelse fik man Støtte af Carlsberg-Fonden.

Desværre har de vise Fædre, som i sin Tid startede SAMFUNDET, ved Lovenes Formulering bundet Efterkommerne, saa, det nu er meget vanskeligt at hæve Kontingentet til en til vor Tid passende Størrelse uden at krænke Lovene.

Der har for en halv Snes Aar siden været gjort Forsøg paa i Forbindelse med en almindelig Ændring af Lovene at hjælpe paa dette Forhold, men de eksisterende Bestemmelser om Formen for Lovændringer har hidtil umuliggjort Gennemførelsen af denne Foranstaltning.

Sagen er, at selve Kontingentet i Virkeligheden kun dækker en Brøkdel af Værdien af den Levering, der hvert Aar tilstilles Medlemmerne, hvorfor SAMFUNDET som saadant ikke er interesseret i yderligere Medlemstilgang, da denne medfører en uønskelig Udgiftsforøgelse. Paa den anden Side vilde det være gavnligt, om efterhaanden ogsaa større Kredse kunde interesseres for SAMFUNDET's Virksomhed, hvorfor hele dette Problem før eller senere maa tages op til en Løsning.

SAMFUNDET TIL UDGIVELSE AF DANSK MUSIK har gennem de forløbne 75 Aar efterhaanden faaet en Betydning for danske Komponister, uden Hensyn til Alder eller »Parti«, blot vedkommendes Produktion er tilstrækkelig betydelig, som vanskeligt kan overvurderes, og som blandt andet giver sig Udslag i den bemærkelsesværdige Kendsgerning, at Komponisternes egen Forening, »Dansk Komponist-Forening«, yder et anseligt aarligt Tilskud til SAMFUNDET.

Fra 1936 udgiver SAMFUNDET sine Værker gennem EDITION DANIA, Dansk Komponist-Forenings egen Distributions-Afdeling.

Man har ogsaa Planer om helt nye Veje for SAMFUNDET's Arbejde, idet det er besluttet, jævnsides med Opretholdelsen af den hidtidige Udgivelsesvirksomhed at paabegynde Udsendelsen af Grammofonplader med ældre og nyere dansk Musik, og et Samarbejde herom er indledet med det danske Grammofonselskab: »Tono«. Desværre har en opstaaet Strid mellem Copyrightselskaberne, og Grammofon- Industrien stillet sig hindrende i Vejen for, at den første Plade - om hvis Udsendelse der er truffet Bestemmelse - kan publiceres samtidig med 75 Aars Jubilæet, hvilket oprindelig havde været Tanken.

Med alle disse Ændringer er den moderne Tid for Alvor brudt ind i den gamle, ærværdige Virksomhed. Fra at udgive Klaverudtog til diverterende Formaal i de borgerlige Kredse har SAMFUNDET udviklet sig til et Udgiverforetagende af faglig Art, en Slags cooperativt Forlag, som udgiver Partiturer og Stemmemateriale til Brug ved Koncerti nstitutioner, Radio o. s. v.

Ved Udfoldelse af snild Økonomi og gennem ihærdig Agitation for Tilskud af forskellig Art har SAMFUNDET efterhaanden faaet oparbejdet en Formue, hvorved der aarlig staar ca. 4000 Kr. til Raadighed for Trykning af Værker, som ønskes udgivet.

I vore Dage, da den fællesnordiske og internationale Musikudveksling har antaget saa store og betydningsfulde Former, er det dobbelt vigtigt for dansk Musik, at den trykkes i rigelige Oplag. Men Mangfoldiggørelsen af Noder, der af specielt uddannede Folk maa fremstilles som Haandværk, udført i hele Plader, svarende til en Side eller tegnesl hvad der svarer til en omhygge Afskrivning af Noderne med paafølgende Mangfoldiggørelse, er nu engang en kostbar Ting i Sammenligning med f. Eks. Trykningen af en Bog

SAMFUNDET staar da idag foran betydningsfulde Opgaver. Eftehaanden som Musikinteressen har bredt sig til stedse videre Kredse i vort Land, og efterhaanden som dansk Musiks Muligheder for at trænge frem i Udlandet vokser, takket være f. Eks. Radioens rivende Udvikling og det dermed stigende Musikforbrug, er det af stedse større Betydning, at danske Værker foreligger trykt, ogsaa, Værker som ikke i første Omgang kan paaregne den merkantile Interesse, der ofte betinger Udgivelse paa egentligt Forlag. Dansk videnskabelig Litteratur nyder ligesom dansk Malerkunst Fordelen af Støtte fra store offentlige Fonds, og en Institution som SAMFUNDET TIL UDGIVELSE AF DANSK MUSIK bør nyde kvalificeret Støtte af offentlige Midler, fordi SAMFUNDET har nationale og kulturelle Opgaver, der ligger langt ud over selve Komponist-Interesserne.

I rigtig Forstaaelse af dette Forhold har Den kulturelle Fond da ogsaa i Jubilæumsaaret ydet SAMFUNDET en meget betydelig Støtte, og det er Ledelsens Haab, at denne Bevaagenhed fri nu af vil følge SAMFUNDET i Tiden fremover.

Samfundsraadet bestaar i Dag af E. Bangert, Jørgen Bentzon, Hakon Børresen, J. L. Emborg, Peder Gram, N. O. Raasted, Emil Reesen (Formand). Knudåge Riisager og Sv. Erik Tarp.

Under sin nuværende Formand Emil Reesen, som afløste Peder Gram i 1938, fortsætter SAMFUNDET TIL UDGIVELSE AF DANSK MUSIK, som paa 75 Aars Dagen har udgivet ialt 158 Værker, spændende fra Mogens Pedersøns »Pratum spirituale« til Lumbyes »Champagnegalop«, fra Buxtehudes Orgelværker i firehændigt Arrangement over Partituret til »Elverhøj«-Ouverturen - som er praktisk talt udsolgt -, - til Riisagers farveglade Originalpartiturer, sin Tilværelse under lykkelige Auspicier, takket være den Interesse, som SAMFUNDET's dygtige Arbejde og kloge Politik efterhaanden har oparbejdet baade hos Publikum og Myndigheder, og under Vilkaar, som forhaabentlig stadig vil forbedres, til Gavn for de danske Komponister og dermed for den danske Musikkultur.

SAMFUNDET TIL UDGIVELSE AF DANSK MUSIK kan ved de nødvendige Statutændringer omdannes til en omfattende Virksomhed for Udgivelse af danske Musikværker, lige fra Renaissancens store Komponister over Barokmusikken til Guldalderlitteraturen og den romantiske Skoles mange endnu ikke udgivne Værker, men først og fremmest skal SAMFUNDET træde til med Hensyn til.Udgivelsen af det bedste af den samtidige Musik, som alt for ofte lider en trang Skæbne ganske simpelt derved, at den ikke kan blive spillet, fordi den ikke foreligger tilgængelig i mere end eet Manuskripteksemplar. Det er paa Gennemørelsen af denne Tanke, der nu maa arbejdes, saaledes. at SAMFUNDET TIL UDGIVELSE AF DANSK MUSIK ved sit næste Jubilæum, naar 100 Aaret rundes, kan staa som en egentlig og officiel Institution for Udgivelse af dansk Musik.

Vagn Kappel.