Dansk musikliv i 1864 Del 1

Dansk musikliv i 1864, 1

av Oscar Comelttant*)

*) Hos rektor C. Nielsen i Slagelse fandt jeg en dag en bog »Le Danemark tel qu'il est« (Danmark, som det er) av den franske journalist Oscar Comettant, udgivet i 1865 hos Achille Faure i Paris. Bogen er på næsten 500 sider og indeholder, foruden en meget udførlig oversigt over krigsbegivenhederne i 1864 og baggrunden derfor, en bramfri gennemgang av kulturlivet i Danmarks hovedstad under krigen. Vi avtrykker bogens indledning, der ikke kan undgå at bringe senere begivenheder i erindring, og kapitlet om musikken i Danmark, der heller ikke kan siges helt at have mistet sin aktualitet. Dette sidste kapitel er oversat av Gregers Glahn og kommenteret av Søren Sørensen. Vi er rektor Nielsen meget taknemmelige for lånet av bogen, som rektor Nielsen selv har behandlet i et par dagbladskronikker, men som forøvrigt er gået ret upåagtet gennem de sidste snart 100 år, i hvert fald hvad angår det musikalske kapitel.
Gunnar Heerup.

Oscar Comettant var en for sin tid vidt bekendt forfatter og musikkritiker. Han fødtes i Bordeaux 1819, studerede på Pariser-konservatoriet hos komponisterne Elwart og Carafa og var i en årrække musik-redaktør ved dagbladet »Le Siécle«. Både her og som medarbejder ved en lang række musiktidsskrifter var han en ivrig forkæmper for de ældre traditioner og stærkt kritisk overfor de nye strømninger i musikken. Han har skrevet talrige bøger, fortrinsvis om musik, men også med mere almen-kulturelt indhold bl. a. om amerikanske forhold. I det hele var C. en cosmopolitisk, alsidigt orienteret personlighed. Han har også optrådt som komponist og skrevet talrige romancer, klaverstykker m. m. Efter i nogle år at have levet tilbagetrukket døde han i en landsby nær le Havre i 1898.

----

Formålet med min rejse i Danmark

Begyndelsen av året 1864 var belastet med en begivenhed, som folkene allerede har fordømt i deres samvittighed, og som historien en dag højlydt vil brændemærke.Med foranledning i en på bunden ganske ubetydelig strid, har to store stater, der tilsammen rummer 70 mill. indbyggere, forenet deres styrker og hjælpekilder for at nedkæmpe en lille nation paa 1 million 600,000 sjæle, og tvinge den efter deres vilje.En sådan alliance med et sådant mål under sådanne omstændigheder er velegnet til at fremkalde den mest levende sympati blandt alle retsindige mennesker for den lille nation, der ganske øjensynligt vil være ude av stand til i ret lang tid at udholde en så ulige kamp.Det som forstærker den avsky, som denne alliance indgyder, to Herkules'er mod et barn, det er, at den er indgået i nationalitetsprincippets navn.Østrig og Preussen griber til våben for at forsvare dette princip, hvilken hån!Som trofaste våbendragere for tyranniet vilde de forenede regeringer med deres krig mod Danmark sandsynligvis frem for alt føre krig mod friheden i Danmark.
Friheden i Danmark var et dårligt eksempel for de Østrigske og preussiske undersåtter.
Disse landes regeringer, som holder Ungarn, Böhmen, det italienske Tyrol, storhertugdØmmet Posen og det ulykkelige Venedig sønderknust i deres jernnæve, gjorde sig ingen skrupler ved at spille den oprørende komedie at lade, som om de vilde ile de hertugdømmer til hjælp, hvis frihed de lod, som om de troede i fare.
Nuvel! Der findes folk - endogså i Frankrig, hvor dog ellers brystet strømmer over med ædle følelser, - som undskylder og forsvarer Preussens og Østrigs handlemåde, idet de fordømmer Danmark, som ikke kan og vil andet
end at forsvare sig. Og sandelig, disse folk har lavet sig en lov eller snarere en religion, der frigør dem for enhver ædel følelse, ja for enhver fornemmelse av retfærdighed.

De er slet ikke polyteister, oh rædsel! Nej. De tilbeder en eneste gud, for hvem de aldrig har nok røgelse at brænde.

Denne gud, det er magten.

For at hædre den, ydmyger de sig gærne og tilsidesætter tænkeevnen, eftersom deres meninger giver gevinst eller tab.

Det, som oprører hele verden, hidser deres begejstring, og under alle forhold viser de sig strenge overfor de svage, når disse ikke ved selve det at være svage bid-rager til forøget herredømme for magten, deres gud.

Man siger, at denne religion, som alle andre, har ærlige fanatikere blandt sine tilhængere.

Hvis det er rigtigt, så meget des bedre; thi for menneskelhedens æres skyld er galskabens skuespil at foretrække for nedrighedens.

Men jeg tror ikke på oprigtigheden hos magtens tilbedere.

Netop derfor har jeg under disse omstændigheder villet give det svage folk hvis gode ret jeg iøvrigt anerkender et vidnesbyrd om min levende medfølelse. Jeg bestemte mig til at tage del i denne sidste, fortvivlede, skæbnesvangre strid mod den overvældende overmagt og så værdigt til at forstå det, om alle den angrebne nations bestræbelser for at forsvare sit truede område, sin truede frihed.

Også et andet ønske drog mig mod dette smukke nordiske land, der endnu er så lidt kendt hos os.

Jeg vilde studere de danskes sæder, der er så enkle, patriarkalske og så overmåde retsindige, og iagttage deres skikke, der til tider har en malerisk og original karakter. Jeg syntes at øjeblikket var heldigt valgt for et sådant foretagende, thi det er i krisetider et folks fremtrædende egenskaber åbenbares. For mig syntes det, som om de begivenheder, der fuldbyrdedes, lagde en ganske særlig tone over sæderne hos dette danske folk, så beskedent og dog stolt, så blidt og dog modigt, så enkelt og dog så oplyst av de store personligheder, som det har frembragt.

For en rejsende som mig, der fra barndommen har været vant til at gennemvandre jordkloden til vands og til lands, er vejen, kort fra idé til handling. Jeg forelagde ønskerne for min redaktør, der altid søger at imødekomme sine medarbejdere, og fra den avis, jeg har den ære at tjene, modtog jeg dagen efter følgende brev:

Paris, 14. februar 1864.

Kære hr. Comettant!

Jeg betror Dem den opgave at overvåge de begivenheder, der udspilles på krigens skueplads, og at avlægge mig beretning derom, således at »Le Siéele« ikke skal være overladt til de tilfældige ofte modstridende meldinger.

Iagttag omhyggeligt og meddel i Deres korrespondancer kun kendsgerninger, som De er absolut sikker på.

God rejse. Jeg glæder mig til at kunne lykønske Dem for de oplysninger, De vil give mig, og for den særprægede. form, De agter at anvende.

Tusind venlige hilsener,

L. Havin,
politisk redaktør av »Le Siéc Ie,«.

Jeg opbevarede omhyggeligt dette elskværdige brev, som i et vanskeligt øjeblik på slagmarken kunde blive det bedste lejdebrev for mig.

Jeg gav mig på vej .

Da jeg ankom til Gare du Nord, mødte jeg en ung mand av mit bekendtskab, elegant, rig, elsket av damerne, respekteret av herrern e, ven av fornøjelser og ganske ligeglad med begivenheder, der foregår udenfor boulevarderne og Boulogneskoven.

Har De lyst til at tage med mig? sagde han.

Hvor skal De hen?

Til Enghien, for at få fat i et hus til sommeren.

- Nej tak, jeg skal direkte til København og derfra til øen Als.

Sagde De København?

Jeg sagde København og øen Als.

Det er i Danmark, hvis jeg husker rigtigt, og geografien har ret.

Netop.

Men man tager da ikke til København, og da slet ikke på denne årstid.

Jo, det gør jeg..

Men du gode gud, hvad vil De lave der? Besøge Hamlets grav?

- Der er ingen Hamlets grav.

Ser man det. Men så vil De vel betragte hele den flåde av handelsskibe fra alle lande, som standser i Sundet ved Helsingør for at betale sundtold,?

- Der er ikke mere nogen sundtold.

- Nå, men i så fald må det vel være en Grand Danois, De vil have fat i i Danmark?

- Der er ingen Grand Danois'es i Danmark.

- Hvad i alverden er der så?

- Der er Preussere og østrigere.

- Nådada. Jeg troede bare, der var Danskere . . -

Da jeg steg op i toget, kunde jeg ikke lade være med at tænke, at denne unge mand meget godt repræsenterede det kendskab til Danmark, der er almindeligt hos os.

Uden at ville foregive nogen ufejlbarlighed i mine meninger om danske sæder, skikke og institutioner, så ved jeg i dag i hvert fald en lille smule mere end min unge rejsende til Enghien. Det er for at fortælle det så enkelt som muligt, uden nogen indbildskhed, og sådan som jeg har set menneskene og tingene, at jeg har indladt mig på denne lange og dog flygtige beretning. Måske vil den sommetider være fornøjelig, det håber jeg; men sommetider vil den også være frygtelig og hjertegribende. I alle tilfælde vil.jeg anstrenge mig for at gøre den interessant, og den vil kunne støtte sig på kendsgerninger og iagttagelser, som er sande, eller som jeg tror er sande.

Den læser, som ikke kan rejse til Danmark, men som ikke destomindre kunde -ønske at kende landet, som jeg selv har lært det at kende, må gennemløbe de følgende sider. Han må se med vore øjne, høre med vore øren og føle med vore hænder. Uden tvivl vilde det være uendelig meget bedre at se, høre og føle selv; men læseren vil i det mindste ikke, som vi selv har prøvet det, blive udsat for at lide kulde og savn. Det må holde ham skadesløs.

Hvis endelig kedsomheden ved at rejse i vort Sted, trods vort ønske om at være vor læser til behag, skulde overvælde ham, vil det altid stå ham frit for at fremskynde hjemrejsen.

Hvad er vel i virkeligheden lettere og tillige hurtigere end at lukke den bog, som ikke interesserer Dem kængere!

Musikken i Danmark

Komponisterne

Findes der en dansk musik? - - På dette direkte spørgsmål vil jeg ikke tøve med at svare et -afgjort: Nej!

Selvom Danskerne i virkeligheden er overordentlig modtagelige for tonekunsten, selvom der i København ligesom i Paris findes næsten ligeså mange klaverer som huse-tager, og selvom Danmark har haft den ære at fostre en fem -seks komponister av virkelig betydning, så er det ikke desto mindre sandt, at der ikke findes nogen dansk musik.

Der er intet, der hverken i melodisk sammenhæng, harmonisering, rytme, akkompagnement eller i rent idealistisk inspiratorisk henseende udmærker de utallige små musikstykker, der daglig vokser frem hos musikforlæggerne som paddehatte efter en skylregn, fremfor de hundrede tusindvis av døgnmelodier, som udgives overalt, og som især blev udgivet i Tyskland i forrige århundrede. - De danske folkesange er sikkert kun danske av navn til forskel f ra de svenske folkesange, - disse for Norden så typiske genia.le små sang e, hvor man så stærkt fornemmer drømmerens blide, melankolske sind.:(1)

Ganske vist findes der en del mindre stykker, komponeret av danskere, - og især har herr Weyse,:(*) som man lidt pretentiøst har kaldt den danske Schubert, udgivet hundredvis av sådanne. Disse yndefulde småstykker bærer kun spor av imitatoren, men ikke av geniet.

(*) Denne komponist, som især er kendt for sine romancer, der er blevet populære over hele Danmark, har tillige skrevet operaer over danske libretti samt en del kirkemusik for blandet kor, med eller uden orkester. (Forfatterens anm.)

Det samme gælder produktionen hos de gamle danske mestre, såsom Kunzen, Schulz, Schall etc., som udelukkende har været mere eller mindre heldige efterlignere av den gamle franske og tyske skole.

Enhver, der gør sig til av at dyrke musikkens kunst, kender, i alt fald til dels, Kuhlaus værker, av hvilke især hans duo'er for klaver og fløjte nyder almindelig anseelse. Denne højst produktive komponist, der tillige udmærker sig ved sine fortræffelige harmoniseringer og et dybtgående kendskab til musik, har skrevet adskillige operaer, der med succes er blevet spillet i København. Men såvel hans vokalmusik som hans instrumentalmusik mangleroriginalitet, - dette guddommelige segl, denne himmelske flamme, denne kunstværkets sjeel.

Jeg har under mit ophold i København flere gange haft lejlighed til at h.øre denne højt agtede komponists ouverturer fremført, - men de indtryk, jeg derved modtog, bestyrkede mig kun yderligere i den mening, jeg allerede længe har haft om hans musik.

Kuhlau hører til disse intelligente musikere, der, modtagelige for det skønne i kunsten og utrættelige i deres arbejde, er i stand til hurtigt at tilegne sig det nye hos andre komponister og, ofte på heldig måde, men som ikke formår at bryde nye veje. - Han er en tapper kaptajn i instrumentalmusikens, fornemme regiment, hvor Beethoven er den øverste general med Mendelssohn som næstkommanderende officer. Men er det ikke allerede højst glorværdigt for en lille stat som Danmark indenfor musiken at have bidraget med en så fortjenstfuld kaptajn?

Alen over denne kaptajn og ved siden av Mendelssohn, eller i alle tilfælde tæt efter, kommer herr Gade, der er født i København 1817.

Jeg har gennemset og hørt flere av denne mesters værker, - herr Gade er nemlig en mester, - og efter min mening en av vor tidsalders værdifuldeste komponister.

Henrykket ved Mendelssohns geni har han taget denne til forbillede, - og til tider har kopien veeret fuldt ud på højde med originalen. I »Agnete og havfruerne« f. ex. finder man samme poesi, drømmeriske trylleri og fine instrumentation som hos den store tyske komponist.

Herr Gade har i sine symfonier, der er blevet fremført ikke blot i Danmark, men også i Tyskland og England, og som man kunde ønske også Frankrig skulde stifte bekendtskab med, ofte givet bevis på en høj og ædel musikopfattelse. Hans temaer er som regel fine, klare, til tider dristige og hans stil ofte ligefrem fornem. - På et andet område, nemlig balletmusiken, vilde Gade sikkert have a.vlagt bevis på en højst inspirerende og original kompositionsform, hvis ikke Mendelssohn var kommet til verden før den danske komponist.

Efter Gade indtager herr Hartmann, der ligeledes er født i København (1814 )(2) , en stor og ærefuld plads i rækken av danske komponister. Ejer han end ikke i lige så høj grad som Gade poesiens ynde og sansen for instrumental kolorit, så bemestrer han til gengæld alle sin kunsts virkemidler, og man kan ikke sige, at han musikalsk set er kortsynet. Ingen behager sig på samme måde som Hartinann i den musikalske udvikling eller nøjagtigere sagt i den musikalske samtales indfald og episoder. - Måske gør man ret i at bebrejde ham en tilbøjelighed til at hengive sig for meget til den mørke, tågede klangverden, som man kalder »den uendelige melodi«, og som man burde forbeholde dens patentopfinder Richard Wagner retten til at udnytte.

Efter min inening er den lan ge symfoniske kantate »Dryadens bryllup« en uheldig efterligning, netop fordi den er for trofast, av den stil og udformning, sorn ophavsmanden til »Tannhäuser« benytter.

Jeg hører til dem, der mener, at musiken har nok i een Wagner.

Fodnoter:

(1) Hvilke danske folkesange, G. her har tænkt på, lig,...er ikke helt klart. Måske mener han Ælverhøj«-sangene, der almindeligvis antoges for »gamle danske folkemelodier«, og måske har han kendt Berggreens folkevisesamlinger. De svenske folkesange er de velkendte, små »Arietter«. »Ack, Värmeland, du sköna«, »Allt under himmelens fäste« etc.

(2) Hartmann er født 1805.