Professor Knud Jeppesen

Professor Knud Jeppesen af Søren Sørensen

En ny og, betydelig Landvinding for dansk Musikforskning er gjort ved Oprettelsen af et Professorat i Musikvidenskab ved Aarhus Universitet og ved Dr. phil. Knud Jeppesens Udnævnelse til at beklæde dette.

Det er allerede en Del Aar siden, inan første Gang hørte om Rimeligheden i og Betimeligheden af, at Aarhus, der har et anset Musikkonservatorium og et vidtspændende og blomstrende Musikliv, ogsaa. fik sin egen Lærestol i Musik ved Universitetet. Dels vilde det betyde en yderligere Styrkelse af Byens Musikliv og dermed af dansk Musikkultur og dels vilde det for jydske Studenter, der ønskede at have Musik som Fag, betyde, at de ikke var tvunget til at rejse til København blot for at tage Eksamen i dette Fag. Ganske vist har Antallet ikke været stort, men formodentlig har Udgifterne og Besværlighederne afholdt en Del Aarhus-Studenter fra at tage Musik som Fag.

Men først og fremmest betyder det, og det er vel nok den inderste Grund til, at Embedet er oprettet saa forholdsvis hurtigt, at der paa den Maade skabes værdige og rimelige Arbejdsvilkaar for vores mest betydelige, internationalt navnkundige Musikvidenskabsmand. - Dr. Knud Jeppesen slog for Alvor sit Navn som Musikforsker fast med sin Disputats »Palestrinastil med særligt, Henblik paa Dissonansbehandlingen«. Det er sjældent, at en Doktordisputats bliver af saa grundlæggende og vidtrækkende Betydning, som Dr. Jeppesens er blevet det. I Almindelighed er en Disputats, og særlig en filosofisk Disputats, jo kun læselig for en meget snæver Kreds. Men i Kraft af det valgte Emne, Dissonansbehandlingen, et af Musikforskningens vigtigste, og i Kraft af den klare og systematiske Fremstilling, der ikke fortaber sig i golde Petitesser, men Side for Side lader os forstaa, at det er Kunst, og tilmed høj Kunst, det drejer sig om, fik denne Bog om Palestrinamusikken hurtigt Plads som et Hovedværk i den musikvidenskabelige Litteratur overhovedet.

Knud Jeppesen tog Magisterkonferens ved Københavns Universitet i 1918. Han studerede derefter nogle Aar hos Prof. Guido, Adler i Wien og udarbejdede den ovenomtalte Afhandling, der forelaa færdig i Begyndelsen af 1922. Som det videre gik med Afhandlingen og dens Bedømmelse, tjener ikke vort Universitet til Ære. Universitetet erklærede, at det saa sig ikke i Stand til at bedømme den paa Grund af manglende Sagkundskab, til Trods for, at den da nylig afgaaede Docent i Musikhistorie, Angul Hammerich, endnu levede, og at man i Thomas Laub havde en fuldt kvalificeret Censor, foruden at man, hvad der ikke strider mod Universitetets Love, kunde have faaet faglig Assistance fra Udlandet. Som Sagerne stod, var Jeppesen derfor nødt til at tage sin Doktorgrad ved et fremmed Universitet og promoverede, derfor ved Universitetet Wien til Dr. phil. under Professorerne Guido Adler og Robert Lach. Endnu saa mange Aar efter virker det pinligt, at en af de bedste og mest betydelige Disputatser, der er indsendt til Universitetet, blev sendt tilbage paa Grund af manglende Smidighed i Fakultetet. Dog erkendte man fra Universitetets Side dette allerede det følgende Aar, idet man tilkendte Dr. Jeppesen (sammen med de to andre »fremmede« Doktorer, Erik Abrahamsen og Torben Krogh) den saakaldte jus docendi, Retten til at undervise paa Universitetet, der følger med enhver dansk Doktorgrad.

At Afhandlingen om Palestrinastilen, der snart efter, foruden i den danske, udkom baade i tysk og i engelsk Udgave, udfyldte et Savn i Musiklitteraturen, viste ikke alene dens Udbredelse, men ogsaa den Omstændighed, at Bogen flere Steder, bl. a. ved tyske Universiteter, blev brugt som Grundlag for Undervisningen i Kontrapunkt. Dette gav Stødet til Udarbejdelsen af Lærebogen »Kontrapunkt, (Vokalpolyfoni) «, der udkom i 1930, og som sammen med Disputatsen udgør det foreløbige Hovedmonument over Jeppesens intensive Arbejde med og vældige Indsigt i en af Musikhistoriens største Epoker, Vokalpolyfonien, Palestrinas Tidsalder.

Af Jeppesens øvrige videnskabelige Værker bør nævnes »Der Kopenhagener Chansonnier« (1927) og »Die mehrstimmige Laude um 1500« (1935), kommenterede Udgaver af henholdsvis et Manuskript paa Det kgl. Bibliotek, der indeholder middelalderlige, franske Chansoner, og af italienske Manuskripter (Petrucci) indeholdende tidlig-italiensk flerstemmig Vokalmusik, en vigtig Forløber for Palestrinamusiken, endvidere »Dania sonans l« (1933), en Udgave af Vicekapelmester ved Chr. IV's Hof, Mogens Pedersøns Værker, forsynet med Kommentarer og en meget værdifuld Indledning. Og endelig bør nævnes Bogen om og med den ældste Orgelmusik, »Die italienische Orgelmusik am Anfang des Cinqvecento« (1943).

Som man ser, bevæger Jeppesens Forfatterskab sig hovedsageligt indenfor det 16. Aarhundrede. Aarsagerne hertil er flere. For det første ligger det naturligvis i noget medfødt, i Temperamentet om man vil, hvilken Periode, man som Forsker væ Iger at beskæftige sig med, ikke mindst har for Dr. Jeppesens vedkommende hans Kærlighed til de sydlige Lande, Italien og Spanien og deres Kultur, spillet en afgørende Rolle. Dernæst er Grundene, saaledes som det skitseres i Indledningen til »Palestrinastil...« dels af metodisk, dels af praktisk Art. Palestrinas Produktion er et Hovedknudepunkt i Musikkens Historie, og i særlig Grad gælder det, naar inan sætter den i Relation til Konsonans-Dissonans-Begrebet. »Hans Værk er er som en storslaaet Sammenfatten af de foregaaende Aarhundreders Musik, i ham løber alle Strømme sammen, fra ham fører der Traade dybt ned i Tidérne, helt ned til den graa Middelalder og Gregor's Sang. Han maa ret naturligt for den moderne Musiker og Forsker betyde Nøglen til hele den arkaiske Musiks Væsen. ... Ogsaa overfor den nyere Musik, den Musik der følger efter Stilbruddet omkr. Aar 1600, har man den sikreste Indstilling, naar man kommer fra Palestrina øret er da vænnet til at opfatte de fineste Nuancer i det Dissonerende og er ganske anderledes lydhørt overfor det, hvorved det ny i Forhold til Palestrinastilen kendetegnes, end det vilde være, om man kom den anden Vej fra, og over f.Eks. Mozart, Scarlatti, Carissimi og Cavalli havde arbejdet sig ned mod det 17. Aarhundredes Begyndelse.« (»Palestrinastil... «, S. 12).

Den anden Aarsag, den metodiske, til at vælge Palestrina som Udgangspunkt er, ifølge Sagens Natur, klarest nedfældet i Lærebogen »Kontrapunkt«. Palestrinastilen er her sat som Forbillede for en hel Gren af Kompositionslæren. Mange Teoretikere før Jeppesen, en lang Række, som begynder helt tilbage i det 16. Aarhundrede, er gaaet i Lære hos Palestrina. Berømtest er vel nok Fux' Lærebog »Gradus ad Parnassum« (1725), men om dem alle gælder det, i højere eller ringere Grad, at de, trods deres Bekendelse til Palestrina-Retningen, kun staar i et ret fjernt og udvendigt Forhold til Palestrinas Musik. Et andet Problem er, om man ikke med lige saa stor Ret og pædagogisk Værdi kunde vælge Bach som Forbillede til Indførelse i den polyfone Musik. Ogsaa denne Retning har gennem Tiderne haft en lang Række Forkæmpere blandt Teoretikerne. Det maa. siges, at der med Jeppesens Værk er bragt Orden i den tidligere Usikkerhed med Hensyn til Kontrapunktundervisningens Staasted. Paa en klar og afgørende Maade arguinenterer Jeppesen i Forordet til »Kontrapunkt« for Valget af Palestrinastilen. Ved sin stærke Betoning af Linjesynspunktet, af de melodiske Linjer som det primære i enhver polyfon Komposition, indtager denne Bog en særlig og en stærkere Stilling i Forhold til tidligere Lærebøger i Kontrapunkt, og ud fra dette Synspunkt er Palestrinas Polyfoni uomtvisteligt et »renere« Forbillede end Bachs. Hele Bogens pædagogiske Hensigtsmæssighed, med Bibeholdelse af det gamle »Arts«-System, og dens kunstneriske Beaandethed har sat Skel indenfor saavel den danske som den udenlandske Musikteoriundervisning. Af mere detaillerede Opdagelser indenfor Jeppesens Palestrinaforskning kan, for blot at tage et Par enkelte, nævnes hans Forklaring af den relativt betonede Gennemgangsdissonans som en Udfyldning af cambiataen og den fundamentale melodiske Regel, at man kun ugerne maa springe opad fra en betonet Nodeværdi, hvilket i Praksis vil sige, at i Palestrinastilen ser man aldrig et opadgaaende Spring fra en betonet Fjerdedelsnode.

Det, der gør Jeppesens Værker saa værdifulde indenfor den musikvidenskabelige Litteratur, er, foruden hans store Viden og tekniske Kunnen, først og fremmest det, at Hensigten med de enkelte Værker er saa utvetydig og klar, nemlig den, at det er Musikken selv, det gælder. Personalhistorie, Palæografi, Musikinstrumenternes Historie etc., alle disse Ting kan være nyttige i Musikvidenskabens Tjeneste, men kun som Haandsrækning til det egentlige, Udforskningen og Fremstillingen af Musikkens Væsen og Midler til forskellige Tider, kort sagt Musikværkernes Udviklingshistorie og deres Placering i den almindelige Aandshistorie.

Dette Syn paa Musikvidenskaben, som man med et moderne Udtryk kalder stilhistorisk, har Jeppesen faaet kultiveret gennem sine Studier først hos Thomas Laub, siden hos Guido Adler. Hver især har de præget Jeppesens Forskerbane, Laub som vor daværende største Kender og sikreste Kritiker af ældre Musik, og Guido Adler som Grundkæggeren. af den moderne Musikvidenskab, Grundlæggeren af selve den stilhistoriske Metode, saaledes som han skitserer den i sine to grundlæggende Arbejder, »Der Stil in der Musik« og »Methode der Musikgeschichte,«, og som han, som den første, i Praksis har gennemført i en samlet Fremstilling af Musikkens Historie, den store »Handbuch der Musikgeschichte.«. At Dr. Jeppesens videnskabelige Værker, der viderefører denne Linje, er højt skattet saavel herhjemme som i Udlandet, herom vidner bl. a. de mange Æresbevisninger, han gennem Aarene har modtaget. Han er saaledes Medlem af Præsidiet for Det internationale, musikvidenskabelige Selskab, Hovedredaktør af det internationale, musikvidenskabelige Tidsskrift »Acta inusicologica«, Æresmedlem af »The Royal Musical Society« i London og, som den første Musikvidenskabsmand, Medlem af Det kgl. danske Videnskabernes Selskab.

Ved Siden af sin videnskabelige Gerning har Dr. Jeppesen tilmed formaaet at hævde sig som en af vore førende Komponister (og det er vel til syvende og sidst den inderste Grund til, at han er naaet saa vidt som Forsker, at han har et Førstehaandskendskab til Musikværkernes Grundproblemer). Allerede i 1919, som 27-aarig, gav han en selvstændig Kompositionsaften og viste et særpræget, lidt søgende, lyrisk betonet Fysiognomi; (det første Værk, han fik trykt, var de ti Sange, Op. 2, der udkom hos Wilhelm Hansen). Efter at have pauseret det meste af 1920'erne til Fordel for det videnskabelige Arbejde fortsatte han sin Kompositionsvirksomhed i Løbet af 30'erne og skabte her en Række af sine Hovedværker, Kor-saavel som Instrumentalværker, Kammermusik og Sange.

Trods Værkernes Selvstændighed er man ikke i Tvivl om, hvor han musikalsk er udgaaet fra. Det er Carl Nielsen, der staar bag, det er hans høje musikalske Idealer, hans rene og klare Syn paa Musik og hans altoverragende menneskelige og kunstneriske Styrke, som har præget Knud Jeppesen, man tør vel sige for Livet. Carl Nielsen har saa. at sige været hans aandelige Far. Ikke mindst har Jeppesen arvet hans fine Sprogøre og Sansen for Intervallets Renhed. Straks fra Begyndelsen af sin løbebane, som Komponist har Jeppesen haft et opladt og lydhørt Sind for vore lyriske Digtere, navnlig for 90'ernes sødmefyldte og skønhedsmættede, personlige og intime Lyrik. Ludvig Holstein og Stuckenberg e.r de stadig tilbagevendende Tekstforfattere i Jeppesens Sange, og endvidere bør nævnes hans Sans for Aakjærs Lune og Johs. V. Jensens klare og kølige Versekunst. Men tyngdepunktet i hans Produktion er og bliver hans Korværker, der spænder lige fra de simpleste, strofiske Korsange til de mest kunstfiærdige Værker for Kor, Soli og Orkester. Overalt fornemmer man Komponistens Sans for Kormusikkens inderste Væsen, en naturlig Følge af hans intense Beskæftigelse med den vokale Musiks Storhedstid.

Harmonisk Mættethed og kontrapunktisk Sindrighed baaret af en original og vidtfavnende Fantasi er de Faktorer, der kendetegner Dr. Jeppesens Korværker og giver dem deres fremskudte Stilling indenfor nyere dansk Musik. Nævnes bør særlig hans kirkelige Motetter, Reformationskantaten (1936), Mandskorværket »Lave og Jon« (1938) og »Et dansk Te Deum«, der blev prisbelønnet og uropført ved Indvielsen af Radio-Koncertsalen 1945, En nærmere Karakteristik af Knud Jeppessen som Komponist maa vente til senere. Blot bør endnu nævnes hans instrumentale Hovedværker, Symfonien »Sjællandsfar«, Orgelværket »Intonazione boreale«, Hornkoncerten, samt at hans Opera, »Rosaura eller Kærlighed besejrer alt«, er antaget til Opførelse paa Det kgl. Teater. Som Paaskønnelse for sin Indsats om Komponist modtog han i December det Ancker'ske Legat.

Dr. Knud Jeppesen blev i 1920 ansat som Lærer ved Musikkonservatoriet og har siden 1932 været Medlem af dettes Direktion. Han har i denne Gerning haft Lejlighed til at sætte sit kunstneriske Præg paa en Række af vore yngre Komponister og udøvende Musikere og har, ved sin Personlighed og Autoritet, formaaet at viderebefordre den sunde og rene Kunstopfattelse, som blev givet ham af Carl Nielsen. Som Organist har han virket først en Aarrække ved St. Stefans Kirke og siden 1932 ved Holmens Kirke, hvor hans musikalske Fantasi og hans teoretiske Viden i Forening har gjort ham til vor ubestridt mest kunstnerisk beaandede Improvisator. Begge disse Institutioner, Konservatoriet og Kirken, maa Dr. Jeppesen nu forlade ved sin Afrejse til Aarhus.

Vor oprigtige Lykønskning til Dr. Knud Jeppesen ved Professorudnævnelsen skal følges med Ønsket om, at de forbedrede og mere samlede Arbejdsvilkaar maa danne en lykkelig Basis for et fortsat produktivt Arbejde, videnskabeligt saavel som kompositorisk, til Gavn for dansk Videnskab og for dansk Musikkultur.