Anmeldelser

Anmeldelser

Buxtehude: Min Gud er med mig, Kantate for 4-st. bl. Kor og Strygere, i Bearbejdelse ved Knud Jeppesen (Edition Dania, København 1946).

Blandt »Samfundet til Udgivelse af dansk Musik«s Jubilæumslevering finder vi ovenstaa-ende Kantate af Buxtehude. Hele Leveringen vil senere blive omtalt her, blot er der Grund til at hilse denne Publikation velkommen allerede nu, fordi den vil vække Glæde ikke mindst blandt Provinsens mange Koncertforetagender, hvor man har sukket efter overkommeligt og tilgængeligt Materiale. Kantaten, der er en af Buxtehudes mest friske og helstøbte, er helt igennem korisk uden solistiske Ind-skud. Den er formet o~,er et Bibelsted og falder i forskellige Afsnit, hvoraf sidste Del, »Halleluja«, er o,,-)b3-gget som en Cha-conne, og saavel den tyske. Originaltext

z~,

(»Der Herr ist mit mir«) som Ha~ald Vilstrups danske Oversættelse staar ved. Udgivelsen er i enhver Henseende forbilledlig, naturlig,is, naar en saa kyndig Haand som Knud Jeppesens har foretaget de lem.fældh,re Tilføjelser, Tempo- og Nuanceangivelser, Fraseringsbuer, Generalbassens

Udsættelse o.l. Søren Sørensen.

Henry Purcell: Triosonate IX "The Golden Sonata", bearbejdet af Benjamin Britten (Boosey & Hawkes, London oer New York 1946).

En Nyudgave af Purcells kendte "Golden Sonata" vilde forsaavidt ikke være en særlig bemærkelsesværdig Begivenhed, hvis det ikke var, fordi en af vor Tids betydeligste Komponister, "Peter Grimes"' og "Lueretia"s Ophavsmand, Benjamin Britten stod som Udgiver, og fordi den danner Indledning til en længere Række Purcell- Publikationer, der skal omfatte saavel Sange som Kammer- og Kirkemusik. Det siges udtrykkelig i Forordet, at Udgivelsen ikke er baseret paa historisk Viden, men dog gør sig Haab om at være i Overensstemmelse med Aanden fra Purcells Musik. Det siges endvidere, at Generalbassen skal udsættes paa en Maade "personal to the player", ligesom den spillende paa Purcells Tid udformede den efter Forgodtbefindende! Følgelig har Britten udsat Klaverstemmen med allehaande fantastiske Klaverraffinementer, overraskende i sin Effektfuldhed, men milevidt fra ' hvad vi opfatter som Purcells Aand. Den foreliggende Udgave indeholder saaledes lige Dele Purcell og Britten, uden at Sammensmeltningen er blevet særlig homogen. Men maa haabe, at de følgende Udgaver vil vise Britten fra en mere afdæmpet Side (han kan jo rase ud i sine egne Værker), og at han maa faa øjnene o-D for, at obli,,at Klaverstemme er ét og akkompagnerende Generalbas noget andet, saa han kan bruge sin rige Fantasi indenfor Purcellaandens Rammer.

For de kommende vokale Purcell-Udgivelser staar den kendte Sanger Peter Pears -som Medudgiver. Søren Sørensen.

Ingmar Bengtsson: Bach och hans tid (Lindfors, Stockholm 1946).

Den svenske Pianistog Cembalist,fil.lie. Ingmar Bengtsson har i Efteraaret udsendt ovenstaaende Bog (247 S.) oni Bach. Ligesom her i Danmark har de senere Aartiers Crenopvækkelse af og Kærlighed til Bachs !Musik affødt en Trang hos den nienige Koncertgænger og con aniore-Musiker til -en Fordybelse i Bachs Musik of et udvidet Kendskab til Baroktidens Musik overhovedet. I Sverige har denne Bach-Renaissanee taget Fart ikke mindst ved Moc~ens Wóldikes, Indsats i de sidste Aar. Inginar Bengtssons Bog i-naa siges at op-I~rlde dette Behov, det er en velskreven og veldisponeret, overskuelig og paalidelig Bog paa et langt højere Niveau end de fleste andre populære Musikhistorier eller Musikerbioarafier. Naar det er sagt, maa det iniidlertid ogs-aa paapeges, at Bogen kunde v,-ere blevet endnu bedre. Den væsentligste Indvending, Roden til alle de følgende Indvendinger, er den, at Bogen synes at v-ære blevet til i en vældig Fart, saaledes at flere vigti-e Probleiner er behandlet temmelia overfladisk og summarisk. Men lad os først hæfte os ved det, nian kan glæ-de sig over.

Bogens tre Hovedka-nitler hedder »Den

unge orgelvirtuosen«, »Fem år som musi-

ker vid ett furstehov« og »Thomask-antor

i Leipzig«, og de er klart og overskueligt

inddelt i en Bække smaa Underafsnit, der

dels er af rent biografisk skildrende Art,

dels gaar ind paa selve ~lusikken, hvilket

jo inaa siges at væ-re af størst Interesse,

selv oni (le sinaa fortrolige Skil-

dringer virker forfriskende nielleni de

niere s,,iglige Kapitler. B,,-,,,ehs musikalske

Udvikling er klart trukket ol) og hans skif-

tende Arbejdsvilkaar, der har betinget hans forskelligartede Produktion, er tegnet med Overskuelighed. Undertiden kan Skildringen af selve Bachs Person gaa lidt rigelig i Retning af at »kanonisere« og

I

derved tage Luven fra Bachs lunefyldte, og skarpe Udfald mod sine Modstandere. Ligeledes skal man være varsom med at forklare ydre Begivenheder udfra rent personlige Foreteelser, selv om disse i en Skildring virker nok saa gribende som de saglige, som fx. naar Forf. S. 73 prøver at forklare Bachs Opbrud fra Cóthen ud fra det rent personlige, at hans 1. Hustru var død og han ikke længere kunde taale, at blive tilbage blandt de mange Minder.

b

Bogens formodede hurtige Tilblivelse

er navnlig gaaet ud over de historisk-skil-

drende Afsnit om Instrumentalmusikkens

Udvikling, hvor man savner en klar Ud-

redning af den barokke Koncertform, lige-

som man kunde have ønsket en systema-

tisk Opstilling af Bachs forskellige Kan-

tatetyper til Fordel for den almindelige

Opremsning af et Ud,,pluk af Kantaterne

(S. 174 ff.). Ogsaa Kantaten før Bach er

der gjort lovlig lidt ud af, og det er mis-

visende i Onitalen af Heinrich Sch~itz

(S. 159) i den Forbindelse at nævne

Sehdtz' niere bagudrettede Værker som

»Geistliche Chormusik« og Passionerne i

Stedet for hans store Vokalkoncerter, der

netop peger frem mod den senere Kantate.

I det hele ta«et er S ørgsniaalet orn Bach-

p

musikkens Rødder, selv om det faar et selv.st,,ændigt Kapitel, meget summ,,,-irisk behandlet. Man kunde nok have ønsket en lidt dyberegaaende Skildring af Tiden før Ba,ch evt. illustreret med nol-,,le faa, Nodeexenipler.

Derimod er der Grund til s,--,erlig at glæde sig over Forf.'s klare Udredning af

in t,

de forskelli,,re Former for Orgelkoraler før

b

Bach og hos Bach (S. 50), omend man (det g-a Ader iøvrigt Bogen igennen-i) kunde have ønsket en mere selvstændig og kritisk Stilling overfor Albert Schweitzers ofte meget haartrukne symbolistiske Fortolkningsteorier. - Og.~-aa Spørgsmaalet »Bach paa Klaver« er velunderb,

ygget i sin Udredning af de forskellige Instrumenter, Bach ha-,-de til sin Baadighed, og i sit Indheg for den renli-,~ede, u-ud1)yntede Gengivelse a' Bachs Klavermusik (der er Grund til at sætte et Notabene ved dette, fordi Bach-Fortolkningen i Sverige son-, Helhed endnu staar paa et romantisk præget, koncert- virtuost Stade).

Trod3 de faa 4-.',r,~relser over de forj,,--igede Kapitler er Bogen en k Lerkonirrien Gave til Bach-.Musikkens Venner, et i mange Maader, ogsaa udstyrsmæssigt, for-

I

billedliat populært Musikskrift, der fortje-

ner at blive kendt ogsaa paa denne Side

Sundet. Søren Sørensen.

Sverre Forchhammer: Musikkens store Navne fra Koncertsal, Opera, Radio og Grammofon (Reitzel, København 1946).

Medens de senere Aars stigende Interesse for Musik blandt andet har sat Frugt i en righoldig Litteratur om Musikkens Skabere, er man gaaet udenom dens Udøvere. Dette Forhold er et af Motiverne .for Fremkomsten af Sverre Forchhammers Bog »Musikkens store Navne«. - Spørgsmaalet er, om den afhjælper noget Savn; ældre Tiders voldsomme Interesse for den udøvende Kunstner, »Fortolkeren«l er nu i langt højere, Grad rettet mod det egentlige

t, t,

- Musikken. Det har der været rig Lejlig-

I

hed til at konstatere i de Aar, hyor vi har været udelukket fra at høre fremmede Kunstnere, og Udviklingen er fortsat. Men z:, naturligvis, naar de store - og ægte - Kunstnere kommer, møder man frern for at høre Musik i en virkelier sublim Udt

førelse, og selvfølgelig er de ocrsaa rart at

ZD '~~5

vide lidt om Manden, der spiller. Sverre Forchhammer har forsøgt at give en Ka

ZD

rakteristik af en Række - 32 - Verdensnavne, oer hvad angaar Valget af Kunstfo

nere, rekommer det, at Forchhammer virkelig har faaet, de fleste og bedste Navne med, som præger det internationale Koncertliv og Grammofonmarked.

Ifølge Sagens Natur har man ikke Fornemmelse af Førstehaandsviden - det er nærmest en Opremsning af biografiske Data, krydret med mere eller mindre sandfærdige Anekdoter, altsaa kort sagt: i bedste »Familie-Journal«-Stil! I nogle Tilfælde mærker man dog Forfatterens personlige Kendskab til Kunstneren, f. Eks. naar det drejer sig om Telmanyi, Victor Schiøler, Aksel Schiøtz og Henry Holst, her er Skildringen mere levende og indeholder interessante Fakta af Betydning. Forchhammer er som Musikskribent den typiske Journalist, med en letløbende, til Tider lidt friskfyragtig Pen. Man maa uvilkaarligt ved Gennemlæsningen af »Musikkens store Navne« sammenligne den med visse af Radioens Grammofoncauserier - Musikken pakkes godt ind i Omsvøb, saa glider den lettere! Men det er vel ogsaa i første R2- ekke til disse Causeriers Publikum, Bogen henvender sig.

Harald Krebs.