Dansk musikliv i 1864, 2

Af
| Årgang 22 (1947) nr. 02 - side 38-40

Dansk musikliv i 1864, 2

av Oscar Comeltant

Det var ved en koncert, som Københavns filharmoniske selskab (3) gav i April måned til fordel for soldaterenker, jeg hørte dette værk av Hartmann, tillige med Gades »Agnete og havfruerne«(4 ). - Arrangørerne havde været saa elskværdige at overlade mig en plads i bestyrelseslogen. - I en av pauserne vilde jeg gå ud, men i stedet for at gå til venstre, gik jeg til højre og befandt mig pludselig omgivet av fem-seks yderst fine og aristokratisk udseende damer. Deres elegante holdning, deres ædle og fine ansigtstræk fortalte mig, at de tilhørte det fine selskab.

Blandt disse damer fik jeg øje på en overmåde nobel kavaler.

Naturligvis tog jeg hatten av, og damerne og deres kavaler gjorde en let bøjning hen imod mig som svar på min hilsen.

Da jeg mente at befinde mig i publikumsfoyeren og iøvrigt at have handlet i -overensstemmelse med almindelig høfligheds love, tog jeg atter min hat på.

Idet jeg gjorde det, mente jeg at bemærke et anstrøg av forbløffelse på damernes ansigter og et nådigt smil glide hen over kavalerens læber.

Det var min mening at gå ud til den. I modsatte side, men til min store forbavselse var døren laaset. Jeg vendte så om, hilste atter på selskabet og trak mig så tilbage til min loge.

Disse elegante damer og denne fornemme kavaler, som visselig ikke kunde være nogen almindelig mand, gav mig noget at tænke på.

Forøvrigt var deres ansigter mig ikke ubekendte. Det forekom mig, at jeg et eller andet sted havde set et fotografi av dem.

»Kunde De oplyse mig om, hvem det er, der sidder i logen ved siden av?« spurgte jeg en herre, »kvinderne er fortryllende, og den herre, der er med dem, har noget intelligent og sympatisk over sig, som fanger øjet og fængsler opmærksomheden.« - »Den herre, De taler -om,« blev der svaret, »er kong Christian den niende av Danmark, og damerne er alle medlemmer av kongehuset.«

Netop som jeg fik denne forklaring, hørte jeg kongen, til trods for, at han kun talte ganske sagte, spørge sin hofmarskal idet han med en let håndbevægelse pegede hen på mig:

»Hvem er den herre der?«

»Deres majestæt,« svarede hofmarskallen, »han hedder Oscar Comettant og er udsendt av det franske blad »Le Siéele« for at følge de militære operationer og avgive rapporter derom.«

»Udmærket,« svarede kongen og vendte blikket mod orkestret, der just var begyndt at spille.

Uden ligefrem at være knyttet til hoffet, så er jeg klar over og forstår den ærbødighed, man skylder de mænd, der enten i kraft av ankeg eller byrd udskiller sig fra den store hob. - Jeg rødmede ved tanken om, at jeg havde beholdt hatten på for landets statsoverhoved og for de nydelige prinsesser.

Et øjeblik tænkte jeg på atter at gå ind i kongelogen for overfor kongen og den kongelige familie at udtale min dybeste beklagelse over det forefaldne.

Måske skulde jeg have gjort det.

Jeg gjorde det imidlertid ikke, og mine grunde dertil var to:

For det første vilde jeg ikke endnu en gang ulejlige kongefamilien, da jo stedet ikke var nogen audienssal.

Og for det andet frygtede jeg for, at man skulde mistænke mig for på grov måde at have benyttet mig av en tåbelig misforståelse til at forestille mig for Hans Majestæt.

Jeg så under hele mit ophold i Danmark kun den ene gang kong Christian IX, og som De ser, har jeg ingen grund til at prale av dette møde.

Musikinstitutioner og orkestre

Der findes i København adskillige storartede musikinstitutioner. - Først og fremmest »Musikforeningen«, der er grundlagt 1836 med det formål at fremføre klassisk instrumental- og vokalmusik. Dets orkester, under ledelse av herr Hartmann, består av fyrre udmærkede musikere, der hver især er overordentlig dygtige på deres instrument. »Musikforeningen«, der tæller 1800 medlemmer, giver hvert år ti koncerter under medvirkning av operaens kor og solister, som jeg senere skal komme tilbage til.

Foruden »Musikforeningen« er der et andet filharmonisk selskab, nemlig »Cecilie Foreningen« oprettet hovedsagelig for at fremføre værker fra den klassiskevokalmusik.

Dette selskab, der er av senere dato end »Musikforeningen«, (grundlagt 1850) tæller 700 medlemmer og ledes av herr Rung, en yderst dygtig og erfaren musiker.

Endelig ejer København, ligesom flere av kongerigets, andre byer, adskillige sangforeninger, hvor man dyrker kormusik »a capella«.

Det kongelige Teater vilde uden tvivl være den første og vigtigste musikinstitution i Danmark, hvis der ikke foruden opera og ballet også skulde spilles både komedie, tragedie og vaudeville. Udfoldelsen av alle disse grene indskrænker nødvendigvis, operaforestillingernes antal, sådan som forholdene ligger nu, bliver der kun plads til een opførelse pr. uge. - Dette er langt fra tilstrækkeligt til at kunne følge med i den musikalske udvikling, og der er således også en del mesterværker, som danskerne ikke kender og måske aldrig kommer til at kende.

Hvorom alting er, så har jeg imidlertid haft lejlighed til at overvære en to-tre operaforestillinger under mine forskellige ophold i København, og jeg kan bedst yde kunstnerne min anerkendelse ved at udtale, at de i det store og hele synger nydeligt, og at nogle av dem endog vilde være i stand til at hævde sig smukt på Paris, Londons og Tysklands førende scener. - Blandt disse kunstnere vil jeg nævne fru Zink(5), der både har en skønt klingende alt-stemme og samtidig er en god skuespillerinde; den unge tenor, herr Jastrau(6) , hvis kraftige, klare stemme vil vinde yderligere ved mere skoling, og ved at sangeren erhverver sig erfaring, noget han endnu mangler. - Schram(7) der i buffo'ens rollefag er fortrinlig, ejer en smuk basstemme, men hans stemmeføring lader imidlertid en del tilbage at ønske. En anden sanger i det komiske rollefag, - jeg husker ikke hængere hans navn(8), mindede mig en hel del om vor stadigt savnede Lablache, ikke så meget ved stemmen, rnen ved sine bevægelser og ved hele den måde, han førte sig på.-

Jeg vil endnu nævne en bas, og denne gang i den alvorlige genre, nemlig herr Fersleurs(9), der som elev av Garcia har gennemgået en god skole. Han behandler sin stemme, der spænder over halvanden oktav, med megen intelligens, og man mærker den store kærlighed, hvormed han omfatter sin kunst.- Endelig er der mezzosopranen fru Sahlgren.(10), som jeg imidlertid ikke selv har haft lejlighed til at høre, men hvis klare røst og fornemme stilsans er blevet så stærkt rost.

Det kongelige Teaters orkester er godt og værdigt, - og man skylder det oprejsning. Herr Scudo, der, såvidt jeg ved, aldrig har været i Daninark, har nemlig et sted skrevet(11) at alle landets orkestre udelukkende består av tyske musikere. - Jeg har søgt oplysninger desangående og fik derved opgivet følgende: av de 60 musikere, hvorav Det kgl. Kapel udgøres under herr Gades ledelse, er 58 danske og kun to av tysk oprindelse. - Omtrent samme forhold gør sig gældende for samtlige danske musikforeningers orkestre og for orkestre ved de fire københavnske privatteatre(12).

Fodnoter:
(3) »Musikforeningen«s »Extrakoncert«, under Dybbøls belejring, til indtægt. for de såredes og faldnes efterladte (jvf. Angul Hammerich: Musikforeningens historie 1836-86, S. 165).

(4) Hele programmet bestod av: Kuhlau: Ouverture til »Elverhøj«, J. P. E. Hartmann: »Dryadens bryllup«, Niels W. Gade: »Agnete og havfruerne« og Mendelssohn,: Musikken av »En skærsommernatsdrøm«

(5) Josephine Zinck (1833-1919), g. m. operasanger August Z., var fra sin debut 1858 indtil hun tog avsked fra teatret 1873 en av operaens første kræfter, navnlig i de dramatisk bevarede partier.

(6) Richard Jastrau (1828-1902), der var uddannet i Spanien og Italien og senere, blev en betydelig kraft på teatret, debuterede i »Lucia di Laininermoor« netop på den tid, C. opholdt sig her.

(7) Vor berømte buffo-bas og skuespiller Peter Schram (1819-95).

(8) Sandsynligvis bassangeren J. L. Schneider (1809-70).

(9) C. L. Ferslev (1817-83).