Fra aviser og tidsskrifter

Fra aviser og tidsskrifter

Danmark

Er dansk musikundervisning tidssvarende.

Magister Jürgen Balzer konstaterer i to opsigtsvækkende artikler 9.-10. januar (Extrabladet - forsidestof!) undervisningens bristende kvalitet, iseer hvad angår de højere stadier.

Til indledning undersøges den forberedende musikundervisning, musikopdragelsen. Den finder dels sted i skolen, hvor fagbetegnelsen sang antyder en ikke tilfredsstillende Iøsning, men de senere år har dog bedret forholdene væsentligt ved en udvidelse av sanglærernes uddannelse, som nu stiller betydelige krav til de studerende. Dels cennem den private musik-undervisning, der i reglen udspringer av ønsket om en særlig instrumental eller vokal oplæring.

I sin anden artikel går Ba Izer over til et voldsomt angreb på det private »Kgl. danske Musikconservatorium«. Der står fra gammel tid megen respekt om denne højtidelige institution, idag desværre temrnelig ufortjent. Konservatoriet er så velkonserveret, at det på mange punkter er blevet bag efter sin tid. Det er både uddannelsens kvalitet og alsidighed, det er galt med. Konservatoriets ledelse synes helt at have tabt følingen med udviklingen, der gennem kunstens internationalisering har indført, en ny kritisk målestok, der tvinger kravene til musikerne i vejret. Musikeruddannelsen er, som andre uddannelser, et komplex av fag. De rent manuelle færdigheder er for så vidt de letteste at erhverve gennem flid og øvelse; det centrale i al kunst er mennesket, der foruden knogler, muskler og nerver består av følelse og forstand. At skabe den intimest mulige kontakt mellem det psykiske og det fysiologiske er uddannelsens egentlige mål; kunstner er den, der formår at give sin sans for og viden om kunsten direkte udtryk i spil eller sang. Danske musikeres og sangeres præstationer blir i fremtiden at måle med internationalt mål. Det er især, men ikke udelukkende, hos vore sangere, at uddannelsens mangler træder så tydeligt frem. En sanger bør naturligvis på samme måde som instrumentalisten være inde i kunstens teoretiske og historiske forudsætninger. De bør begge uddannes til musikere, deres evners rækkevidde kan så hæve dem til solister. Tydeligst tegner billedet sig måske av den skabende kunstners kår. Der er i dag en høj kvalitet i de unge danske komponisters idéer, her står vi godt i den internationale konkurrence. Derfor er det dobbelt ærgerligt, at måtte erkende den håndværksmæssige underlegenhed i fx. instrumentationskunsten. Men det kniber med erkendelsen. Rud. Sinzonsen udtalte for nylig, at man må håbe, at standarden i tilfælde av Statens overtagelse av konservatoriet kunde bevares (!), så meget initiativ skal man vist ikke vente sig fra den side. Skal konservatoriet så efter statsovertagelsen stadigkøre videre med den samme nødtørftighed i, undervisningen? Skal faes som forinlaere, musikhistorie, komposition, instrumentation og direktion stadig føre en tilbagetrukken tilværelse? Skal instrumentkundskab, partiturlæsning, akustik og psykologi stadig være et terra incognita? Skal undervisningen stadig wære avhængig av lærerkræfternes, større eller inindre idealisme, fordi økonomien ikke tillader en blot nogenlunde anstændig avlønning? Skal konservatoriet stadig undvære et discotek? Skal eleverne stadig fiærdes i en umulig bygning, akustisk og pladsmæssigt,, niellem sinør og ost, tegnestuer og sagførerkontorer, ja skal Danmarks naturlige centrum for musikuddannelse henligere i en så forsørnt tilstand, at det ikke kan tilfredsstille musiklivets krav?

Såvidt Jürgen Balzer. En av »Extrabladet« nedsat musikalsk brain-trust, bestående av Johan Bentzon, Rud Gylden, Kr. Riis, Frede Schandorf Petersen og Ole Willizinsen offentliggjorde 11. januar en betænkning, der skitserer rammerne for et tidssvarende konservatorium. Der tilrettelægges en undervisningsplan, omfattende alle nødvendige fag og med en tilstrækkelig fordeling av undervisningstiden. Alene av økonomiske grunde må et sådant akademi drives av staten. Ledelsen må ligge i hænderne på et lærerkollegium, som av sin midte vælger en direktør. Undervisningen skal selvfølgelig i lighed med de øvrige læreanstalters være gratis, og lærernes ansættelse organiseret på en sådan måde, at konservatoriet altid kan sikres de bedste kræfter. Eleverne bør repræsenteres gennem et elevråd, der statutmæssigt har adgang til at varetage elevernes interesser på alle områder. Planens gennemførelse fordrer naturligvis lokaler og apparatur bragt på et tidssvarende stade.

Balzers kampagne avføder en del poleinik, hvor tidligere konservatorieelever uddyber angrebet eller forsvarer institutionen. Et par indlæg fra musikside fortjener opmærksomhed. Det gælder Finn Høffdings betragtninger om skolemusikundervisningen. Høffding hævder, at sålænge musikopdragelse (nodelæsning, lyttelære, musikkulturel orientering m. m.) ikke existerer som fag i skolen, er der intet håb om virkelig fremgang. Høffding forsvarer konservatoriets ledelse ved at fremhæve, at myndighedernes skandaløst sinå tilskud har hindret udbygningen av undervisningen efter evne. Allerede i 1942 har man foreslået en statsovertagelse, der kunde medføre forbedringer, men staten turde ikke slå til på det tidspunkt. Efter befrielsen er der indgivet et nyt forslag, som indeholder en meget betydelig reform av undervisningsforhold og administration. Dette forslag er ment solii et mininiumskrav og stemmer i det væsentlige overensmed Extrabladets betænkning, kun er denne mere vidtgående og økonomisk fordringsfuldere, men næppe nogen vil dog finde den mere end rimelig. En så omfattende uddannelse vil imidlertid kræve en elevs fulde opmærksomhed, hvorfor man må sikre de studerende bedre økonomiske kår; for øjeblikket må en stor del arbejde for livets ophold samtidig med studierne. Endelig minder Høffding om, at konservatoriets lærere i almindelighed er aktive kunstnere, der også må have tid til at passe deres kunstneriske gerning, som en universitetsprofessor sin videnskabelige.

Nævnes må til slut magister Gunnar Heerups stipplerende oplysninger og kommentarer omkring musikundervisningen. Der burde oprettes centraler rundt om på landet, hvor forsvarlig undervisning kulide finde sted et par gange om ugen. Det er forbløffende at se, hvordan musiklærerne klumper sig sammen her i København istedet for at tage til provinsen og ikke blot tjene det dobbelte, men også gøre en bedre indsats. Pudsigt er det at se, at musikkererne her i byen næsten udelukkende bor på Frederiksberg og østerbro, mens der i så store kvarterer som Vesterbro og Bispebjerg næsten ingen findes. Magister Heerup ønsker kompositionsundervisning indført på konservatoriet med Høffding som lærer og slår endelig til lyd for, at operaskolens examiner bliver offentlige.

Norden

// »Musikvärlden«s januar-nummer indeholder 1. del av en længere artikel om ormamentikken på Bachs tid skrevet av Ingmar Bengtsson. Forf. indleder med nogle principielle betragtninger over udførelsen av baroktidens instrumentalmusik (jvf. s. 45) og betoner, at en genopvækkelse av den gamle musik og en løsning av barokmusikkens ornanientikproblemer må ske ved en omstilling fra moderne koncertvirtuoseri til ældre tiders klangverden udfra kendskab til og indlevelse i de barokke instrumenters virkemidler (jvf. F. Viderøs art. her i bladet), og forf. gennemgår en række forslagsproblemer med støtte i de samtidige teoretikeres skrifter (Mersenne, Muffat, C. Ph. E. Bach, Quantz m. fl.).

Den finske komponist Erik Tawaststjerna beretter om »Rysk operakunst av i dag«, bl.a. om sit indtryk av 1. del av Prokofjefs store toaftens-opera »Krig og fred«, der fuldendtes 1942, men først havde premiére 4 år senere i Leningrad.

Pauline Hall skriver om planer om en fast opera i Norge og går stærkt ind for komponisten og kritikeren Egil Falck Anderssens udkast til et operahus i Oslo med en tilhørersal til 1200 mennesker og for økonomiens skyld, med en biograf og en restaurant i samme hus.

// I »Vår Sång« skriver Aron Hallenberg en artikel »Morfars melodi« om indsamlingen av de, mundtligt overleverede folkemelodier fra den svenske almue (»spillemandsviser«), til dato foreligger ca. 20.000 melodier optegnet.

Øvrige udland

// I januarnummeret av »The Musical Times« holder H. Myers statusopgørelse over fransk musik av i dag: moderne fransk musik er præget, av eklekticisme; alle stilarter forekommer; ingen enkelt tendens er fremherskende. »Man leder forgæves horisonten rundt efter tegn til en ny Debussy eller Ravel, der kan hæve fransk musik til dens tidligere højder«. Generationerne opstilles således: »patriarkerne«: Florent Sehinitt og Reynaldo, Hahn (senere død), »de gamle mestre«: Poulenc, Sauauet, Auric og Honegger; i forgrunden: Olivier Messiaen, André Jolivet, Daniel Lesur og Yves Baudrier. Andre navne: Roland Manuel, Henri Dutilleux, Tony Aubin, Jean Martinon, Henri Martelli, Claude Delvincourt, Rosenthal, Barraud og Capdevielle. Yngste generation: Serge Nigg, Casanova og andre disciple av René Leibowitz. Medlemmerne av sidste gruppe kalder sig »Dodecaplionisterne« og hylder Schönberg og hans tolvtonerække. - Messiaen omtales ret indgående. Hans musik forekommer forf. pesudo-mystisk og præget, av sygelig religiøsitet,mangler formelle og arkitektoniske egen skaber, er lidet koncis og uden sund kraft.

Melodiske ligheder med Massenet og Gounod, når disse er mindst inspirerede. M.s modernisme karakteriseres som kakofoni.

Dog indrømmes der ham musikalsk benvelse, specielt orkestrale evner.

Samme nummer indeholder en artikel av A. Hyatt King om Mozarts værker for mekanisk orgel, og J. B. Trend fortæller erindringer fra sit samvær med de Falla.

// I november-1946-nummeret av »The Musk Review« forsøger Winton Dean at nå til en retfærdig placering av Bizets »Carmen«. John S. Weissmann skriver udførligt og med mange nodeexempler om Bartók; forf. lægger særlig vægt på udviklingslinien i værkerne og sætter disse i relation til de store navne i den moderne musik, der har påvirket dem.

// Følgende længere artikler fra »Music and Letters«, jan. 1947, fremhæves: William Walton (Kenneth Averv); Hugo Wolf's wiener dagbog, som Statsbiblioteket i Wien erhvervede i marts 1940 (Frank Walker); John Bulls orgelværker (Hugh M. Miller) ; »Den solgte brud«s genesis (Gerald Abraham); Bizet og Wagner (John W. Klein); Frederik den store som musikelsker og musiker (John Bourke). Blandt boganmeldelserne findes en artikel om Stravinskys seneste bog: "Poétique musicale" (Janin, Paris, 1946), som indeholder de forelæsninger, komponisten holdt på universitetet i Harvard under krigen. Anmelderen (Rollo H. Myers) regner værket for et i flere henseender enestående bidrag til musikvidenskaben. Blandt de talrige interessante oplysninger bemærker man, at Stravinsky ærgrer sig over at blive kaldt revolutionær, da dette ord for ham er synonymt med begreber som kaos og uorden. Derimod beundrer og forsvarer han dristighed ("le moteur des plus belles et des plus grandes actions"). Han drager dog omhyggeligt en grænse mellem den beregnede, lovlige anvendelse av dissonansen og dyrkelsen av det excentriske for dettes egen skyld. I sin iver for at fremstille sig selv som et fuldstændig konsekvent fornuftsvæsen kan teoretikeren Stravinsky, ifølge anmelderen, somme tider virke noget poserende. Komponistens trosbekendelse findes indeholdt epilogen, der omtaler hans tro på, at musikken er et element, der forbinder os med vore medmennesker og i sidste instans med Gud. Under omtalen av selve kompositionsproeessen. anbringer han det inspiratoriske moment på det senere stadium, da komponisten er begyndt at kæmpe med sit materiale, men det hele endnu drejer sig om ukendte størrelser. Han forsøger derefter at beskrive sine følelser under selve den kompositoriske proces. Under omtalen av udvælgelsesmomentet erfarer man. at S. føler en sand rædsel, når han begynder på et nyt værk, ved tanken om alle de muligheder, der foreligger med hensyn til valg av materiale. Det trøster ham dog, at dette av praktiske grunde er stærkt indskrænket, hvilket igen fører ham til den tanke, at jo mere bundet man er, jo friere bliver man. Han citerer Leonardo da Vinci: »Styrke fødes av tvang og dør av frihed«. Videre hører man om hans dybe respekt for traditionen, hans had til anarki og utøjlet individualisme og tro på nødvendigheden av orden og disciplin. Anmelderen slutter med at konstatere en konflikt mellem S.s kunst og hans teorier.

// Tidsskriftet »La revue musicale« bringer i sit dec.-nr. 1946 Arthur Honeggers korte fortale til Nicolas Obouhows moderne harmonilære, der er kommet i nyudgave. Honegger anker over Pariserkonservatoriets forældede og dogmatiske indstilling til de moderne harmonilæreproblemer og slår til lyd for en harmonilæreundervisning baseret på nutidig musik.