Om indholdsproblemet i nutidens musik

Om Indholdsproblemet i Nutidens Musik af Johan Benl Zon

Aaret 1946 har været stærkt præget af Kampen mellem de Kræfter, som Krigen vakte til Live, og »det gamle«; Stedet er ikke her til at komme nærmere ind paa hverken Baggrunden herfor eller dens Resultater, men mon ikke de fleste af min Generation føler en saa stor Forskel paa vore Tanker og Følelser før og efter Krigen, at der kan være Grund til at undersøge indenfor vort Felt, hvad vi kan tage med, og hvad der trænger til ny Formulering. I den Sammenhæng har jeg følt Trang til at gennemse de første 10 Aargange af »Dansk Musiktidsskrift«, hvor jeg med særlig Interesse har læst de Diskussioner, der blev ført, væsentligst mellem Komponister og faglige og læge Musikkritikere, om aktuelle Problemer: den moderne Musikæstetik, Jazzmusiken, »folkelig Musik« og Radio-Musik. Jeg kan i høj Grad anbefale interesserede at gennemgaa Aargangene 8 og 9; det er ganske pudsigt at disse Diskussioner, som i sin Tid vakte en vis Irritation, fordi de vitterligt i Reglen mundede ud i det sædvanlige ørkesløse Spilfægteri, nu 10-15 Aar efter trods alt giver os et levende Billede af Tiden og dens Problemer; i alt Fald for den, der selv tog ivrig Del i de mundtlige Diskussioner.

Fra »Dansk Musiktidsskrift«, 8. Aargang, Side 235, har jeg taget følgende Citat; dels fordi det koncentreret rummer vor Problemopstilling den Gang; og dels fordi jeg tror, at vi paa det Punkt har Grund til at ændre vor Indstilling; hvis de fleste allerede har ændret den, haaber jeg, at det i al Fald vil gavne, hvis det bliver formuleret. »I en Kreds af yngre Komponister kom fornylig Spørgsmaalet om »Musikkens Moral« paa Tale, og vi blev hurtigt enige om, at her var vi inde paa Overtroens Omraader. Musik er Musik, ligesom Matematik er Matematik, og den er der vel ikke nogen, der vil kræve en Moral eller etisk Værdi af. Ikke desto mindre er den netop sand og pur.«

Naar jeg har valgt ikke at nævne Artiklens Forfatter, er det dels fordi jeg ikke ønsker at hænge en Mand op paa en Mening, som han kan have skiftet mange Gange siden; dels fordi det af Citatet fremgaar, at det taler paa manges Vegne, hvad der gør det saa meget mere betydningsfuldt; og dels fordi jeg selv tydelig husker mange Diskussioner om kulturelle Problemer, hvor det var vor Grundindstilling. Og var der en eller anden, der inderst inde havde. sin lille Tvivl om det udtømmende i denne Teori, saa tav man klogeligt stille, fordi man f ølte, at det var et Levn af romantisk Kætteri, som man for sin egen Skyld maatte se at vokse fra.

Men mig er det altsaa gaaet omvendt:

Musik kan have etisk Værdi, dens Virkning kan være opbyggende eller det modsatte, og derigennem faar den sin »Moralitet«; jeg skal forsøge at uddybe dette, skønt det sker med al mulig Ængstelse og Forsigtighed overfor Ordenes Tvetydighed og Utilstrækkelighed.

Al Musik, selv den mindste Melodi, har en Virkning, der gaar udover den Tid, i hvilken man hører den; naar det drejer sig om en Sang, vil denne Virkning være knyttet til Tekstens Indhold, som Melodien understøtter eventuelt uddyber. (Personligt nyder jeg i Reglen bedst et Digt, naar jeg kender dets Melodi). Dette er, hvad jeg forstaar ved Melodiens »Indhold«; hvis jeg nævner Melodier fra saa forskellig Tid og af saa forskelligt Indhold som Isaacs »Innsbruck ich muss dich lassen«, Weyses Morgen- og Aftensange, vore kendteste Fædrelandssange, ældre og nyere Skæmteviser, haaber jeg at have klargjort, hvad jeg mener. Eller for at belyse det paa en anden Maade udfra et nutidigt Eksempel; kunde det tænkes, at den Melodi, der udtrykker Indholdet i Frihedssangen, skulde kunne anvendes til en Tekst af nazistisk Indhold?

Gaar vi videre til de større Former indenfor Musikken, bliver Forholdet det samme;. Indholdet er medvirkende Aarsag til Virkningen. Den lettere Musik virker underholdende, opmuntrende (opbyggende.) paa de Mennesker, der holder af den; paa andre virker den ligegyldig, sløvende eller irriterende (nedbrydende). Jazzofilen mener, at Jazz'en er Fremtidens Musik, fordi den er forstaaelig for alle og virker aktivisrende (opbyggende); paa mig virker den, i al Fald den europæiske, af og til erotiserende, i Reglen sløvende, sommetider irriterende (nedbrydende). Religiøs Musik virker paa religiøst indstillede Mennesker stemningsunderstøttende, stimulerende (opbyggende) ; paa ikke-religiøse kan den virke kedsommelig; og paa Mennesker med religiøs Idiosynkrasi irriterende (nedbrydende). Den kla.ssiske Musik og i det hele taget alt det, vi kalder Kunstmusik, »højere Musik«, virker opmuntrende og stimulerende (opbyggende) paa dem, der har Sans for den; paa andre virker den kedsommelig, om ikke direkte irriterende (nedbrydende).

Jeg har med disse læge Betegnelser, som filosofisk set sikkert er baade uhyre dilettantiske og uklare, søgt at vise, hvor vanskeligt det er at tale om Musikkens Virkning og Indhold; den meste Musik kan virke diametralt modsat paa forskellige Mennesker, hvilket i høj Grad vanskeliggør et Arbejde for at højne et Folks Musikkultur: dets Forstaaelse af og især dets Behov for Musik. Jeg tvivler ikke om, at med et voksende Behov hos den enkelte følger af sig selv, omend langsomt, en Trang til bedre Musik baade kvalitets- og indholdsmæssigt, hvis ikke det direkte modvirkes af en Overfodring med »flad« Musik; og her er Musikuddelernes, hvorved forstaas baade Komponisters og Koncertgiveres og navnlig Radioledelsens, Ansvar uhyre stort. Jeg har ligeledes med Betegnelserne opbyggende og nedbrydende søgt at vise, hvor jeg finder Musikkens etiske og moralske Værdi. Men naturligvis kan Musik aldrig udtrykke en konkret Moral.

I Tyvernes Musiktendens er der bl. a. en vis Tilbøjelighed til at søge Forbilleder i Barokmusikken; jeg skal blot i denne Sammenhæng pege paa det pudsige, og det betegnende, i, at det kun er det rent ydre, man inspireres af, Satsteknikken og til en vis Grad Formerne, mens Barokkens Idé- og Affektlære overhovedet ikke tages i Betragtning. Jeg har gennemgaaet Stemmerne til vort Blæserkvintetrepertoire og moret mig over, at man højst. en enkelt Gang kan støde paa en Betegnelse som espressivo, paa cantabile aldrig, for slet ikke at tale, om Baroktidens Vrimmel af Betegnelser affetuoso, soave osv.

I Trediverne forskubbes Idealet mere henimod Klassikerne, særlig mod Haydn; der er intet mærkeligt heri; Trangen til en større Kontakt med Folket, Reaktionen mod det »genialske«, Synet paa Komponisten som en Haandværker, der helst kun skulde skrive efter Bestillinger eller for et bestemt Behov, giver Tilskyndelser nok i denne Retning. Jeg kan heller ikke lade være med at føle en Lighed mellem Rationalismen, som var Klassicismens aandelige Baggrund, og den materialistiske Livsanskuelse, som, bevidst eller ubevidst for den enkelte, har paavirket Kunsten i Tyverne og særlig i Trediverne. Det er dog kun eller navnlig de mindre Former, der ønskes som Forbillede, det dualistiske i den klassiske Symfoni har man ingen Brug for. Saa sent som i 1945 staar der i Radioens Kommentar til Torsdagskoncerten: »Som det fremgaar af Betegnelsen divertente, tilstræber Sv. Erik Tarps Symfoni - paa samme Maade som de klassiske Divertimenti - en ubesværet Musiceren uden litterære eller andre Bagtanker«. Og i 1946 om Koppels 4. Symfoni: »Værket er absolut Musik, ingen programmatiske Tendenser skjuler sig i de 3 Satser«. Man forbavses over denne krampagtige Iver efter at understrege, at der ikke maa lægges noget i Musikken paa et Tidspunkt, hvor man i Aarevis har taget Afstand fra symfoniske Digtninge og anden Programmusik, ja, knap nok har turdet sige, at Musik maatte afspejle eller vække andre Følelser end strengt musikalske. Er det, fordi man f øler, at Tiden, efter at man under Krigen havde oplevet, at Følelser og Tro kunde veje stærkere end Fornuft og øjeblikkelig Fordel, uimodstaaeligt føres henimod noget følelsesmæssigt mere differentieret, et alsidigere Indhold, end blot det diverterende; eller stritter man blot imod, fordi man véd, hvilke Afgrunde og Sumpe man kan blive ført ud i, hvis man ikke bibeholder det kunstnerisk nødvendige Maadehold.

Naar rnan nu tager Haydn til Forbillede, kan det maaske være paa sin Plads at minde om, at Haydn foruden Kammermusik og Symfonier har skrevet de to Oratorier »Aarstiderne« og »Skabelsen«. Jeg tvivler ikke om, at man kan nyde disse Værker uden at ane noget om deres Tekst, men jeg vil hævde, at man først faar den fuldkomne Forstaaelse af, hvad Haydn vil sige os med sin Musik, naar man tager Ordene med. Musikken udtrykker for mig Følelser i Overensstemmelse med en panteistisk Religion: Beundring for det skabte, Tillid til dets »Godhed« og Taknemmelighed mod Skaberen. Og jeg føler, at denne optimistiske og tillidsfulde Livsindstilling er Grundlaget for Haydns Personlighed og genfødes og formidles til os i alle hans Værker fra de største til de mindste, og uanset hvor kompliceret eller enkelt deres Følelelsesindhold er. Og naturligvis er det Haydns musikalske Geni, der muliggør, at det bliver til fuldendt vidunderlig Musik; men Musikkens opbyggende Værdi ligger ikke blot i den rent musikalske, men ogsaa i dens indholdsmæssige Kvalitet. I Forbindelse med en saadan Vurderingsmaade vil jeg, for at undgaa unødig Misforstaaelse blandt dem, der kan følge denne Tankegang, sige, at den diverterende Musik i Reglen, eller altid, vil være Udtryk for en optimistisk Livsopfattelse, og, i dens Evne til at virke lettende og opmuntrende paa Tilhørerne, er af opbyggende Virkning, hvorfor den absolut ogsaa efter min Tankegang er værdifuld. Men naar Nutidens Komponister hævder, at "Musikken, skal være Udtryk for den Tid, vi lever i, og jeg er ganske enig med dem heri, saa er der Grund til at sige, at det kun er en Del af Tidsaanden, og maaske ikke den mest værdifulde, der naturligt finder sit Udtryk i den diverterende Musik; og at man snyder Publikum ved ikke ogsaa at give den andet. Vender man sig til Litteraturen, er der ogsaa ved at komme Strømninger, der er rnere omfattende i denne Henseende. Men hvorfor skulde ikke ogsaa Musikken, der jo ellers har Ord for, fremfor andre Kunstarter, at kunne udtrykke det uudsigelige, begrænse sit Omraade; man leder forgæves efter det musikalske Modstykke til Pär Lagerkvist's »Det evige Smil« eller »Det befriede Menneske«; eller er det for tidligt at vente sig i Musik, hvad f. Eks. Kim Malthe Bruuns Breve siger os.

Hvad Indstillingen til den moderne Musik angaar, kan man i Hovedsagen tale om to Grupper: i den ene findes de unge Komponister, der er for meget Part i Sagen til helt at kunne dømme objektivt, og de unge Musikere, der har gjort sig til Talsmænd for den moderne Musik og maaske i deres Begejstring forledes til at overvurdere den i Sammenligning med f. Eks. den forrige Generations. I den anden Gruppe staar de fleste ældre Musikere, der dels af Tilvænning til et andet Tonesprog, dels af Irritation over Besværet med at sætte sig ind i det nye, teknisk ofte vanskelige og uvante, er fjendtlig indstillede overfor ny Musik, samt det brede Publikum, der savner tilstrækkelig musikalsk Ballast til at kunne forstaa og bedømme den. Imellem staar en maaske ikke særlig stor, men i musikkulturel Henseende værdifuld, Gruppe: Musikamatørerne, en Gruppe, hvis varme Interesse for Musik tit overgaar de professionelles og som ejer megen umiddelbar Sans for det musikalsk ægte og værdifulde. Denne Gruppe kan man i Reglen faa til at gøre det Stykke Arbejde, der skal til for at forstaa den moderne Musik; men de har som Regel ingen større Interesse for blot diverterende Musik; de er vant til at skulle arbejde meget med Stoffet og til at søge ind til Indholdet i Musikken og at interessere sig mere herfor end for den artistiske Side af Sagen; og de bliver forvirrede og afskrækkede, naar de paa Forhaand faar at vide, at de endelig ikke maa »søge noget« i Musikken. En Erobring af disse Menneskers Interesse for Nutidens Musik vilde være af meget større Betydning end deres Antal skulde lade formode, fordi de betyder Overgangen til det bredere Publikum, som tit er mere modtageligt for Paavirkning fra dem end fra professionel Side.

Enhver, der har beskæftiget sig med Programlægning til forskellige Lejligheder, vil have erfaret, at der er skrevet meget lidt »Højtidsmusik« herhjemme i de sidste 10-12 Aar (Højtid maa endelig ikke forveksles med »højtidelig«, der jo som bekendt er noget af det mest vederstyggelige, der findes). Paa et Tidspunkt, hvor vi haaber og sukker efter, at Landsdelsorkestrene skal blive til Virkelighed, er dette uheldigt; med deres Oprettelse skulde Muligheden for et virkeligt Arbejde for Musikken i hele Landet være skabt; men det skulde til den Tid nødigt være saadan, at man kun kan præsentere Nutidens danske Musik i den, skal vi sige lettere, Rubrik. Blandt de yngre Komponister gør der sig i øjeblikket to Hovedstrømninger gældende, en mere underholdende og en alvorligere; jeg skal vogte mig for at nævne Navne, bl. a. fordi Grupperne ikke er skarpt adskilte, og fordi ingen kun hører hjemme i den ene, men enhver, der beskæftiger sig med ung dansk Musik, vil give inig Ret i, at de eksisterer i al Fald som udtalte Tendenser. Jeg tror ikke, der kan Være Tvivl om, at den første Gruppe er naaet videst i sine Resultater i teknisk Kvalitet og i sin Evne til at faa et Publikum i Tale (se Radioprogrammerne) ; om det skyldes dens Dyrkeres større Talent, eller at dens Indhold er nemmere at udtrykke, skal jeg lade være usagt. Men jeg føler Trang til at paa.pege overfor de »alvorlige«, for hvem min Interesse er den varmest mulige, hvad vel ingen kan være i Tvivl om efter denne Artikel, at de burde tage ved Lære af den første Gruppe; der er navnlig for deres vedkommende Grund til at passe paa, at Trang til Klarhed ikke bliver til Tørhed, og at ønsket om Indhold ikke maa blive til større Komplicerthed, men til enklere og varmere, Udtryk.

Det er bemærkelsesværdigt, at næsten alle yngre Komponister skriver i et væsentlig andet Tonesprog i deres Sange end i deres Instrumentalmusik; de to eneste Undtagelser er N. V. Bentzon, som endnu ikke har skrevet Sange, og Otto Mortensen, hvis Instrumentalværker ligger paa Linie med hans Sange. Det kan maaske til Gengæld vække til Eftertanke, at de fleste unge anerkender Kvaliteten af hans Sange, men tager Forbehold overfor de instrumentale Værker. Personlig er jeg ikke i Tvivl om, at Vejen til et større Publikum for moderne Musik gaar gennem en forøget Dyrkelse af det melodiske. Det kan maaske være af Betydning at pege paa, at det har været Hovedtrækket i fransk Musik, at den altid har holdt sig til den klare Linie, til Melodien, i Modsætning til den tyske Musiks Styrke i det tematiske. Man er vant til herhjemme kun at tænke paa det klanglige som det mest typiske for fransk Musik, paa Klarheden i Form og Udtryk; men efterhaanden som den tekniske Fuldkommenhed tilegnes af andre Nationaliteter, viser det sig, at det er den større melodiske Klarhed, der bliver tilbage sorn afgørende Forskel; næsten al fransk Musik kan »synges«, selv af Mennesker, der ikke er Solfége-Ekvilibrister. Forøvrigt hænger den større Kontinuitet i fransk Musik vel sammen med, at man efter forrige Verdenskrig ikke følte den Trang til Brud med den forrige Generation som i Tyskland; i det ene Tilfælde sejrede Aanden fra før 1914, i det andet tabte den; det vil sikkert blive interessant at opleve, hvordan Udviklingen denne Gang bliver, saavel det ene som det anden Sted.

Jeg tror, det er af Betydning for Komponisten at gøre sig klart, at han har et Ansvar for, hvad han komponerer, ogsaa udover det kunstneriske. Jeg, har forsøgt at forklare, hvad jeg mener med Musikkens moralske Kvalitet: Musik med »opbyggende« Virkning har en moralsk Betydning, »nedbrydende« Musik er umoralsk, og jeg har heller ikke lagt Skjul paa, i hvor høj Grad den »opbyggende« eller »nedbrydende« Virkning er afhængig af det Milieu, man henvender sig til. Ej heller hvor tit Virkningen kun er indifferent. Men det er ikke ligegyldigt, om man gør den diverterende Musik til det højeste Ideal, navnlig ikke hvis man derved mistænkeliggør Musik, der søger Inspiration i noget religiøst, transcendentalt, irrationelt, følelsesmæssigt, eller hvad man nu vil kalde det, ved paa Forhaand at kalde det Musikken uvedkommende; for saa virker man nedbrydende paa de Kredse, der i tidligere Tiders Musik finder Udtryk og Støtte for værdifulde Idealer. Man kan ikke bebrejde en afdød Komponist, hvis hans Værker misbruges til Ophidselse til Krig, Nazisine eller lign.; men man kan bebrejde den, der stiller sin Kunst til Raadighed i nedbrydende "Magters Tjeneste; og man har Pligt til at protestere, hvis en Kunstfilosofi indsnævrer Musikkens Inspirationsomraade.

Maaske vil nogen opfatte dette som en Underkendelse af Tredivernes Musik; intet er mig fjernere bl. a. fordi jeg selv har levet saa intenst med i den, at det vilde være som at fornægte min egen Udvikling; men jeg kunde have Lyst til at anvende et Udtryk fra en Anmeldelse af en af mine egne Koncerter: »den lyste mere, end den varmede«. Jeg har glemt Anmelderens Navn, men benytter Lejligheden til at bringe ham en Tak for det inspirerende Udtryk. Og saa vil jeg spørge Komponisterne om de ikke mener, at Nutiden trænger mere til Varme end til Lys?