Dansk musikliv i 1864, 3

Af
| DMT Årgang 22 (1947) nr. 03 - side 70-75

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

Dansk musikliv i 1864, 3

av Oscar Comettant

(Sluttet)

Balletten er dog Det kongelige Teaters dyrebareste klenodie. Danskerne er meget stolte over den, og på en vis måde er denne nationale stolthedsfølelse fuldt berettiget.

Selvom den danske balletgenre som sådan skyldes en franskmand, marquis de Bournonville, der, forjaget ved den franske revolution, slog sig ned i Danmark (13), så består den ikke desto mindre stadig, og de danske mimer er virkelig overordentlig fremragende. - I avventen på at uvejret i Frankrig skulde stilne av, indviede herr de Bournonville så i mellemtiden de nordiske blondiner i kunsten at danse »rond de jambes« og »entrechat«. Den elskelige marquis gjorde et meget stort og godt arbejde og grundlagde en balletskole efter de bedste traditioner; - han lærte også Danskerne at holde av denne form for underholdning, som hidtil havde været dem temmelig ukendt.

Handlingen til de balletter, der opføres i København, er hentet fra den nordiske mytologi, højst interessant fra et dramatisk synspunkt og præget, av en egen poesi. - Iscenesættelsen er god, selv for den, der kender vor Grand Opéra i Paris, og kostumerne lader intet tilbage at ønske. Hvad selve dansen angår, så indtager den mindst mulig plads i disse balletter. Danskerne anser dansen, sådan som man ser den udøvet overalt andetsteds, for upassende og kun egnet til at fremkalde tanker, for verdslige til ikke at indebære en vis fare. Men når de ser således på det, så har de ikke tænkt på, at kunsten i sig selv bærer kyskhedens Præg, og at intet er mere kysk end nøgenhed i kunstens tjeneste. - Faktum er, at de danske danserinder bærer kjoler, der når dem til lidt over anklerne ligesom sypigerne i Bordeaux for lidt over tredive år siden. Men skulde det ske, at kjolen i en pirouette hvirvlede lidt højere op end velanstændigheden anskriver, så bærer marquis de Bournonvilles ærbare elever for en sikkerheds skyld kraftige, uigennemsigtige, hvide bomuldsbukser. Naturligvis er der intet, der kan tiltrække opmærksomheden ved disse overordentlig veltilhyllede danserinders overkrop, og intet, der kan give anledning til nærgående blikke, for det tilfælde at der skulde findes nærgående personer i København, hvad jeg imidlertid tvivler om.

Ballerinernes bevægelser og mimik er i overensstemmelse med deres kostumer; med troskyldigt foldede hænder foran og med nedslagne Øjne sætter de med venstre fod av til et lille bitte hop og vækker derved kun gode og sunde tanker hos det spidsborgerlige publikum, der bliver opbygget ved så megen renhed og ynde. - Med hvilke berettigede tilkendegivelser av hellig beundring omgiver man derfor ikke også disse højtagtede kunstnere! - Danserinde i København vil sige det samme som forsagelse av alle denne verdens tomme og farlige lyster. Det er utvivlsomt derfor, at de udmærkede danskere, som jeg av et oprigtigt hjerte holder av, på fortæppet til alle deres teaterscener har skrevet følgende karakteristiske sentens: El BLOT TIL LYST. Dansen, såvel som tragedien og komedien skal man lære noget av. -

Det kongelige Teater, som danskerne med rette er stolte over, er i det ydre en meget beskeden, ja, næsten grim bygning(14). Det indre er ganske godt indrettet og frembyder i alle tilfælde een finesse, som ingen andre teatre har; - så snart tæppet går op, hejses lysekronen ved usynlige kæder op og forsvinder i loftet. På den måde blændes publikum på de øverste etager ikke, og behøv.er ikke som på andre teatre at vende ryggen til scenen. Staten understøtter dette teater temmelig rundhåndet, for at det skal kunne sikre de engagerede kunstneres fremtid ved en livspension. - Gagerne vilde utvivlsomt forekomme de fleste andre kunstnere udenfor Danmark lurvede, men de danske sangere ved at nøje sig dermed, idet deres eneste mål er at dyrke kunsten og at kunne underholde deres familie net.

Der findes intet musikkonservatorium i København(15), men til Det kongelige Teater er der knyttet en balletskole. De børn, som optages, modtager foruden danseundervisning også undervisning i alle de almindelige elementærfag.

Vi kender allerede Tivoli, men lad os for sidste gang gå en tur ind i denne store, have og kaste et blik på koncertsalen og applaudere orkestret og dets dygtige dirigent, Lumby(16) den danske Musard.

Tivolis koncertsal er elegant og udsmykket med fin smag. Den indre udsmykning er yderst original; - på væggene har man i nodeskrift gengivet brudstykker av de store mestres instrumentalmusik, brudstykker av den musik, som fremføres i Tivoli og forskellige andre steder i Danmark, hvor især Mendelssohn er kendt og skattet. For alle, der kan læse noder, og som har hørt, megen musik, er disse musikstrofer virkelig fornøjelige. - I pauserne morer man sig med at nynne disse brudstykker for sig selv, og man kommer derved i tanker om hele fortsættelsen av kompositionerne, som således vækker indslumrede følelser hos den passionerede musikelsker til live.

Der findes næsten ingen steder dårlige orkestre mere, nu da musik er blevet så almindelig udbredt, og konservatorierne hvert år forsyner teatrene med hundredvis av færdiguddannede musikere til en gage av 800 frcs. om året (det samme som en amme får, sukker og sæbe iberegnet). -

I Tivoli er orkestret ligeledes godt, og dets programmer består av symfonier, Ouverturer og dansemelodier. - I sidstnævnte genre er Lumby uovertruffen, og hans »Champagnegalop« har vakt stormende begejstring. Hvis København var Paris, så vilde den blive verdensberømt.

Et andet etablissement i stil med Tivoli, men mindre end dette er Alhambra. Også der udøves musikken, mere eller mindre godt og sætter med folkelige refræner liv i de alvorlige danskere, som, naar det kommer til stykket, holder av at more sig.

Ligesom i Paris findes der en del varietéer, som imidlertid kun besøges av middelklassen og av turisterne. Fikst klædte og for største delen skønne kvinder synger svenske og danske sange til klaverakkompagnement. - Nogle av dem har smukke stemmer og kunde ved en smule arbejde være blevet virkelige kunstnere. - Danmark venter endnu på en Jenny Lind, som kan gøre landet berømt, på de to halvkloder. - Det er forbløffende, at Sverige og Danmark, disse to nært beslægtede lande, der et par gange har været forenet under fælles regering, musikalsk set er så forskellige. Skønne stemmer er næsten almindeligt at finde i Sverige, hvor man synger, som man taler, naturligt og let, medens de derimod er en sjældenhed i Danmark, hvor sang kun er resultatet av støt og ihærdig flid. - Måske skyldes forskellen hovedsagelig klimaet, som i Sverige er yderst koldt og tørt, mens det i Danmark er mindre koldt, men til gengæld overordentlig fugtigt. Saa meget er vist, at hører sangerne til sjældenhederne, saa er der en sand overflod af musikere. - Jeg vil i denne forbindelse fortælle en lille historie, som jeg selv har oplevet, og som bedre end noget kan illustrere, hvor almindeligt det er at lære at spille klaver. - Aftenen inden jeg skulde rejse til Als, skulde jeg se at skaffe mig et par gummistøvler til at trave i sne og søle med nede ved Dybbøl. Den franske litteraturprofessor, Herr Mathieu, som jeg har omtalt tidligere i bogen, filbød mig at gaa med mig hen til hans skotøjshandler, skomager Storm i østergade. - Jeg modtog Herr Matthieus tilbud, og vi begav os saa op paa første sal i huset, hvor forretningen er.

»Er Herr Storm til stede?«, spørger saa Herr Matthieu lærlingen.

»Han er optaget i øjeblikket«, svarer denne.

»Mon jeg snart kan komme til at tale med ham?«

»Jeg tror det ikke«, svarer Skt. Crépins discipel.

»Jamen hvad er inester dog optaget af ? «

»Han er N.-ed at spille noget musik igennem«.

»Spille igennem? Hvad pokker spiller han igenneni?«

»Nogle nye musikstykker, han fik i morges.«

»Dyrker Deres skomager virkelig tonekunsten saa ivrigt«, spurgte jeg Herr Matthieu.

»Ja, det er sandt,« smilede Herr Matthieu, »det har jeg glemt at fortælle Dem. Saa snart min skomager har en lille pause mellem forsaalingerne, stikker han gerne ind i sin dagligstue for at spille en adagio af Beethoven eller en allegro af Mozart. Han elsker ogsaa Mendelssohn, og en dag, medens et par støvler, han lige havde gjort færdig, var i færd med at faa den sidste omgang lak, fik han tid til at spille »rondo capricioso« for mig.« »Det er vist Deres spøg«, sagde jeg til Herr Matthieu.

»Intet er mere sandt; - og forresten«, tilføjede han, »hvorfor saa ikke benytte sig af lejligheden? - han er jo just i færd med at spille fra bladet. Kunde det more Dem at høre?« »Med største glæde«, svarede jeg. »Udmærket, - jeg ved, hvor han har sit klaver, - følg blot med mig«.

Da vi kom til dagligstuen, standsede jeg et øjeblik ved døren og lyttede til den musikalske skomager, der var i færd med at frembære sit offer til Apollon. Det var forbløffende, saa glimrende han, spillede. Saa gik vi ind i selve templet, hvor vi blev meget venligt modtaget. - Denne skomager og pianist fortalte mig, at hele hans familie dyrkede musik, og at han fuldstændig vilde have viet sig den hellige kunst, hvis det ikke havde været. saa uendelig meget sværere at afsætte noder end støvler. - Efter at have foredraget en Beethoven-sonate for os, gik han med os tilbage til butiken, hvor jeg saa fik et par støvler, der passede mig. Danmark er i højere grad et handelsdrivende end et næringsdrivende land. - Alligevel findes der i København en del musikforlæggere, som udgiver gode samlinger af tyske, italienske, franske og danske musikværker, smagfuldt sat op og nydeligt trykt. Endvidere er der nogle pianofabriker samt nogle messinginstrumentfabriker. Uden at være fremragende, saa har de danske klaverer dog nogle gode egenskaber, blandt andet holder de stemningen godt.

Hvad angaar inessinginstrumenterne, saa lader de meget tilbage at ønske. Sax's (17) opfindelser og forbedringer, som fundamentalt har ændret militærmusiken, synes at være helt ukendt i Danmark. Man spiller militærmusik paa den gamle maade ligesom i Frankrig, inden de klangfulde og kraftige sax-horn blev indført. Foruden b-klarinetterne har man fire horn, som man kun hører lidt, to basuner, som man ikke kan høre samt nogle klaphorn, som til gengæld høres for meget. Denne sammensætning giver en mat og falsk klang, som hverken egner sig til at blive hørt i fri luft eller til at markere soldaternes marchtakt og vække dem til krigerdaad, lige saa lidt som harpikslys egner sig til at oplyse en balsal. Paa alle omraader er udviklingen langsom. Det gaar med forbedringerne ligesom med varesendingerne og passagererne paa tredie klasse, de kommer langsomt frem.

Militærorkestrene forekommer os saa meget desto mere sølle, som de skal ledsage nationaldigtningens ædle og magtfulde verselinier. Tænk Dem f. eks. disse ordinære horn, basuner og saakaldte klaphorn i forbindelse med de mandige vers til »Dannebrog«, den danske »Marseillaise« (a: »Vift stolt paa, Kodans Bølge«).

Jeg ved godt, at øjeblikket ikke er inde til at sætte sig i nye udgifter for det fattige Danmark, hvis ruin man synes at have svoret. Men-paa den anden side vilde det koste dette stolte og kunstneriske lille kongerige saa forholdsvis lidt at sørge for at have en ordentlig militærmusik, der var værdig til at lede dets tapre soldater, som det har saa stor grund til at være stolt af. - Militærmusik er mindre en luxus end egentlig en nødvendighed. Dens betydning for soldatermoralen er til enliver tid blevet anerkendt af selv de største mænd. - Man bør i denne forbindelse læse et yderst interessant værk, hvori forfatteren, vor lærde ven Herr Georg Kastner,(18) der er medlem af det franske akademi, anfører Frederik den Stores syn paa militærmusiken, netop ud fra et taktisk synspunkt.

De ovenfor nævnte forbedringer med hensyn til instrumenternes art og sammensætning i militærmusiken og med hensyn til musikernes position i hæren er crog først fuldt ud blevet gennemført i 1845. - Før 1845, hvor den nye ordning, der allerede 1844 var blevet fremlagt af Herr Sax, definitivt blev vedtaget, var vore instrumenter sikkert ikke bedre end dem, Danskerne har idag.

Men Adolf Sax nøjedes ikke med at give hæren nye instrumenter, der i enhver henseende var fremragende, han vilde ogsaa have musikernes stilling ændret, og han raadede derved bod paa en stor uretfærdighed. - Tidligere var musikchefen i Frankrig kun en simpel underofficer med rang af sergent og havde ingen muligheder for forfremmelse uanset hans dygtighed og anciennitet. Hans næstkommanderende havde den beskedne rang af korporal. Dette forhold er blevet mere retfærdigt ordnet nu, da man bedre forstaar at værdsætte deres funktioner. - Musikchefen har nu officersrang, medens næstkommanderende er hans adjudant, førstnævnte paahviler hele musikdirektionen, og det er i sandhed ikke noget ringe arbejde, eftersom alle musikerne skal uddannes i selve regimentet. Næstkommanderende har fem musikere med rang af sergent-majorer direkte under sig, og disse igen ti musikere, som bærer sergentsdistinktioner, og hvem det paahviler at undervise tretten andre, der har rang af korporaler. Disse er saa atter overdraget hvervet at uddanne en snes elever i nodelæsning og spil.

Intet er mere simpelt og retfærdigt end denne ordning, som da ogsaa er blevet vedtaget af infanteriets henholdsvis kavaleriets musikkorps.

Men da der maa være en øverste leder af det hele, saa har man overdraget denne post til general Mellinet, der baade er en tapper soldat, en stor musikelsker og en indsigtsrig mand.

Maaske bliver disse linier tilfældigvis læst af folk, i hvis magt det staar at gennemføre nye reformer og ændre bestaaende forhold, og med tanke herpaa kan jeg ikke lade være med at give følgende liste, som man med rette kan opstille som mønster paa det bedste og mest praktiske fra Europas andre lande.

(Her følger en udførlig tabel over fodfolkets og rytteriets musikkorps.)

Hvis vi forlader den mere krigeriske musik for at gaa over til kirkemusiken, saa lægger vi mærke til, at de strenge protestantiske kirker næsten kun tillader salmesang ledsaget af orgelspil. Man hører ingen anden musik. - Dette var ikke tilfældet før reformationen, da katolicismen var den almindelige religion. Paa den tid fandtes der dygtige kapelmestre, der komponerede messer i den strenge stil, og af hvilke der er bevaret nogle som exempler herpaa. Kong Christian IV, som er omtalt ovenfor i nationalsangen »Dannebrog«, bidrog i væsentlig grad til kirkemusikkens udvikling paa hans endnu saa barbariske tid. - Denne monark, der satte sit præg paa renaissancen i Danmark, var langt fra noget almindeligt rnenneske. Han talte flydende dansk, tysk, italiensk og latin, havde et grundigt kendskab til matematik, arkitektur og malerkunst og var selv en for sin tid udmærket musiker.

Paa grund af hans store indflydelse, havde biskopperne blot at følge de retningslinier, den store konge havde angivet. - Nogle af disse biskopper var samtidig digtere og musikere, og blandt dem bør man først og fremmest nævne Thomas Kingo, hvis salmer og blide elegier har gjort, at han er blevet sammenlignet med Horats. - Adskillige af denne biskops salmer er bevaret i den danske salmebog, og man tilskriver ham baade ord og musik(19) til de vers, hvoraf vægterne i København sang et hver time paa natten for blot tyve aar siden. - Disse vers, der giver et billede af den tids enkle skikke, fortjener at blive f remhævet.

Jeg beklager ikke at kunne akkompagnere dem med musikken, hvis poetiske enstonighed-, paa saa forunderlig maade f remhæver ordene:

Kl. 8:
Naar Mørket Jorden blinder,
Og Dagen tager af,
Den Tid os da paaminder
Om Dødens mørke Grav.
Lys for os Jesus sød,
Ved hvert et Fjed
Til Gravens Sted,
Og giv os salig Død.

Kl.. 9:
Nu skrider Dagen under,
Og Natten vælder ud;
Forlad for Jesu Vunder
Vor Synd, o milde Gud!
Bevare Kongens Hus
Samt alle Mand
I disse Land
Fra Fjendens Vold og Knus.

Kl. 10:
Om du vilt Tiden vide
Husbonde, Pig'.og Dreng,
Da er det paa de Tide,
Man føjer sig til Seng.
Befal dig Herren fri,
Vær klog og snild,
Vogte Lys og Ild,
Vor Klokke er slagen Ti.

Kl. 11:
Gud Fader os bevare,
De Store med de Smaa,
Hans hellige Engleskare
En Skanse om os slaa,
Selv vogte Byen vel!
Vort Hus og Hjem Har hand i Gemm'
Vor ganske Liv og Sjæl.


Kl. 12:
Det var om Midnats Tide,
Vor Frelser han blev f ød
Til Trøst al Verden vide,
Som ellers var forød.
Vor Klokke er slagen Tolv.
Med Tung' og Mund
Af Hjærtens Grund
Befal dig Gud i Vold.

Kl. 1:
Hjælp os, o Jesu kære
Vort Kors i Verden her
Taalmodigt at bære,
Der er ej Hjælper fle'r;
Vor Klokke er slagen Et.
Etc. - -


Fodnoter:

(13) C. synes i det følgende at sammenblande den ældre og den yngre Bournonville. Den Bournonville, C. øjensynlig tænker på, er teatrets navnkundige balletester og -digter August B. (1805-79), mens den balletmester, der indvandrede til Danmark efter den franske revolution, var hans fader, marquis Antoine de B. (1760-1843).
(14) Den daværende teaterbygning var indviet 1748 og stod indtil 1874, da den nuværende bygning blev taget i brug.
(15) Først nogle år senere, i 1867, fik København sit musikkonservatorium, »Kjøbenhavns Musikkonsevatorium«, der i 1902 fik sit nuværende navn »Det kgl. danske Musikkonservatorium«.
(16) H. C. Lumbye (1810-74), Tivolikoncertsalens berømte kapelmester 1843-72.
(17) Adolplie Sax (181-1-94), belgisk instrunientmager, opfinder af saxophonen.
(18) Johann Georg Kastner (1810-67), komponist og, Musikforfatter. Hans litterære værker behandler især instrumentation. (Se Riemanns musikleksikon, 1905).
(19) Om Kingos forhold t:I musikken, se Ths. Laub: Musik og Kirke, 19201 s. 124 f. og 15.1 ff.

Årgang 22/1947, nr. 03