Musikberetning, Tyskland

Af
| DMT Årgang 22 (1947) nr. 03 - side 77-78

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Musikberetning, Tyskland af Dr. Helmut Schmit-Garre

Fra Dr. Helmut Schmit-Garre i München har vi modtaget følgende korte Beretning om Musiklivet i Tyskland efter Kapitulationen.

I 1945 oplevede Tyskland ikke blot et totalt politisk og økonomisk Sammenbrud, men det stod ogsaa paa det moralske og kulturelle Omraade over for et fuldstændigt Kaos. Det er en besynderlig Kendsgerning, at, medens alle øvrige Omraader endnu laa hen i en dyb Stagnation, begyndte Musiklivet som den første Gren af det offentlige Liv igen at røre paa sig. Der gik kun faa Uger efter Kapitulationen, før der allerede begyndte at danne sig Orkestre, og der arrangeredes Koncerter i de forskellige Byer. Tilstrømningen var enorm; kun en ringe Del af de Musik hungrende lykkedes det at skaffe sig Adgang. Da der i disse Koncerter ogsaa i stort Omfang deltog Medlemmer af Besættelsesmagten og Personer, der var tvangsforflyttet til Tyskland, var det efter tolv Aars Forløb første Gang, Tyskere blev forenet med Repræsentanter fra næsten samtlige europæiske Lande gennem den fælles Oplevelse af Musiken. Saaledes var disse Koncerters politiske Betydning i første In-stans maaske endnu større end den kunstneriske. Selvfølgelig indtog de Mestre, der i Tyskland havde været forbudt i tolv Aar saasom Mendelssohn og Gustav Mahler en fremtrædende Plads i disse Koncerters Program.

I Efteraaret 1945 udfoldede der sig i Tyskland igen et Musikliv paa en bredere Basis, Omfattende Opførelser fra smaa Kammermusikværker til fuldstændige Operaer. De Vanskeligheder, der maatte overvindes, var uhyre; de var ikke alene af materiel men lige saa meget af ideel og personlig Art. Operahuse og Koncertsale, Teaterdekorationer og Kostumer var blevet Flammernes Bytte, de fremragende Ensembler af Sangere og Instrumentalister opløst paa Grund af Krigen, Folkets fordums sunde musikalske Opfattelse var blevet fordærvet ved i tolv Aar at være blevet ledt paa Vildspor af en skadelig Musikpolitik, de indsigtsfulde undertrykt siden 1933 og desværre ogsaa ofte afskaaret fra den levende Forbindelse med Udlandet.

Mange ledende Stillinger kunde i 1945 besættes med saadanne Kræfter, der i tolv Aar havde været lukket ude fra det offentlige Liv. Ved at lade disse Kræfter beklæde de ansvarsfulde Poster var der givet en Garanti for en udadlelig musikpolitisk Føring. Med særlig Iver vendte Kunstner og Lytter sig nu i første Række mod de yngste udenlandske Komponister, der i Tyskland endnu var fuldstændig ukendte. Den største Sukces havde Sjostakovitch, der i Løbet af kort Tid ligefrem blev populær. Hans femte Symfoni blev i Berlin, Frankfurt, München og andre Byer talrige Opførelser til Del og overalt modtaget af Publikum og Presse med det største Bifald. Ved Siden af den femte var det fortrinsvis den syvende Symfoni, der opførtes. Messiaen er ligeledes et nyt Navn, der nu for første Gang blev kendt gennem Opførelser, ligeledes Englænderen Britten, Amerikaneren Piston, Barber, Schumann og Copland samt yderligere nogle Russere som Sjeballin, Kabalevsky og Katsjaturian.

Medens man saaledes i hvert Fald i grove Træk kunde følge Udviklingen af Samtidens Musik i Udlandet, laa Løsningen af Samtidens Musikproblern i Tyskland endnu fjernt. Man forsøgte ved at springe de sidste tolv Aar over at knytte Forbindelsen der, hvor den tyske Musikudvikling var blevet staaende i 1933. Men Tiden var imidlertid ikke blevet staaende, og det Aarti, der var sprunget over, viste sig at være et farligt Vakuum, der havde forstyrret en sund Videreudvikling.

Til de faa tyske Komponister, som undgik denne Fare, hører Paul Hindemith, hvem det ikke mindst ved sin Emgration lykkedes at unddrage sig enhver skadelig Indflydelse. Det var derfor kun naturligt, at Radio og Koncertsale kappedes om at bringe hans Værker til Opførelse. Man foretrak at drage de Kompositioner frem som var blevet til i de sidste tolv Aar, og som her endnu var fuldstændige ukendte. Hvad der foruden Hindemith af samtidig tysk Musik naaede til Opførelse, bevægede sig for det meste paa Kompromis'ets Grund. Man imødekom i stor Udstrækning de Komponister, som ogsaa i de forløbne tolv Aar havde været repræsenteret med Opførelser, hvorimod nye Kræfter næsten ikke kunde komme til Orde.

Den betydeligste Personlighed blandt de unge Komponister, som under Nazivældet afslog at blive opført, og som derfor indskrænkede sig til ganske faa, Opførelser i Udlandet, var uden Tvivl Karl Amadeus Hartmann. Af hans talrige Værker naaede gennem Radioudsendelser og Koncerter hans »Musik der Trauer« for Violin og Orkester og hans »Koncert für Klarinette, Streichquartett und Streichorchester« til vellykkede Opførelser. I disse Værker ser man Hartmann som en Komponist, der i det væsentligste gaar ud fra Alban Berg og Schönberg, og som foruden ved en fuldkommen Beherskelse af det tekniske kendetegnes ved et udpræget personligt og ejendommelig expressivt Tonesprog. Yderligere Opførelser af Karl Amadeus Hartmann er forestaaende, deriblandt Uropførelsen af en Opera - og man maa saaledes betragte Hartmann som et det nye Tysklands stærkeste Haab.

Årgang 22/1947, nr. 03