Ture Rangström er død

Af
| DMT Årgang 22 (1947) nr. 03 - side 75-75

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Ture Rangström er død og Poul Schierbeck tænker på sin døde ven

Uventet kom det jo ikke.

Sidste gang, jeg hørte Ture Rangström's røst, var, da han for et par år siden ringede til mit hotel i Stockholm. Det varede lidt, før det gik op for mig, at det var Ture. I den grad havde hans stemme forandret sig; jeg kunde næsten ikke forstå, hvad han sagde. - Sidste gang, jeg så ham - det var i koncerthuset i Stockholm et par års tid forinden - kunde jeg næsten ikke kende ham; i den grad havde hans ydre forandret sig. - Sidste gang, jeg mødte den rigtige gamle Ture, før den ubarmhjertige sygdom var begyndt at kaste sin grå skygge over hans skønne, karakterfulde ansigt, var her i København, da han var hernede og dirigerede ved en av »Filharmonisk Selskab«s koncerter. Og det er det billede av Ture, jeg vil bevare som det sidste indtryk av denne prægtige, statelige kunstner.

Vi traf hinanden første gang for mange år siden, da han som kapelmester for Göteborgs symfoniorkester opførte Debussy's »La damoiselle élue« med min hustru som solist og dirigerende en av mine ting, og siden var der ligesom en mærkelig kontakt mellem os, således at jeg nu, skønt vi - som man vil forstå av det ovenstående faktisk så meget lidt til hinanden, føler, at jeg har mistet en av mine bedste venner, samtidig med at Sverige har mistet en av sine mest begavede og særprægede tonedigtere.

Ture var som komponist et stort stykke av en ener. Han var fuldblods romantiker, men med ordet fuldblods ikke så meget opfattet i betydningen 100 % som hen i retning av: fuld 4v blod. Veg er hans musik så sandelig ikke, men av en blodrigt svulmende kraft, der til tider kan grænse til barskhed. Nogen helt almindelig romantikertype var Ture såre langtfra; derfor har man lyttet og lytter langt udover Sveriges grænser til hans toner, og især har vel hans sange navnkundiggjort ham. Ikke få av dem er skrevet til danske digte, for Danmark havde i ham en varm og trofast ven. Hvor lang tid der end kunde gå mellem hver gang, vi så ham, hørte vi dog stadigt fra ham. Næsten regelmæssigt og oftest uden nogen speciel anledning sendte han os av og til en lille hilsen. Han glemte os aldrig. Og vi glemmer heller aldrig ham.

Poul Schierbeck.

Årgang 22/1947, nr. 03