Hvad mener De om musikfestens værker?

Hvad mener De om Musikfestens Værker?

Da den danske Musikpresse paa Grund af Typografstrejke ikke i fuldt Omfang har været i Stand til at kunne give et Bidrag til Belysning af Danskernes Syn paa Musikfesten og de Værker, som dér kom til Opførelse, har D. M. - for at kunne give det fyldigst mulige Billede af, hvilket Indtryk de nye Værker har gjort paa danske Fagfolk henvendt sig til en Række fremstaaende Musikfolk - Komponister, Dirigenter, Instrumentalister og Musikskribenter - med følgende fire Spørgsmaal:

1) Hvilke Værker tilfælde Dem særligt, og hvorfor?

2) Var der Værker, hvis Stil og Karakter De bestemt vilde fage Afsfand fra?

3) Mener De, af der i den moderne Musik er en fælles Tendens af spore, som kan siges af være ef særligt Udtryk for vor Tid?

4) Tror De, af Musikfesfen har haft Befydning for Udbredelsen af Kendskabet i Udlandet fil den nyere danske Musik?

1) Jeg fandt, at Hilding Rosenberls Koncert for Strygeorkester, Michel Spisaks Fagotkoncert, Klement Slavickys Trio for Blæsere og Frank Martins Petite Symphonie concertante alle var meget værdifulde Værker, som jeg meget gerne vilde studere nærmere; endvidere interesserede Anton Heillers Toccata for to Klaverer, Karl Birker Blomdahls Trio for Strygere, Benjamin Frankels Strygekvartet Nr. 2, Fartein Valens Sonetto di Michelangelo, Gino Negris: Spoon River Anthology, Roberto Gerhards Don Quixote Ballet-Suite mig ved deres gode musikalske Arbejder. Ingen af de her nævnte Arbejder naar dog i Fantasifuldhed og teknisk Mesterskab op paa et Niveau som Strawinskys og Bartóks bedste Arbejder, men de viste mig en Konsolidering af den moderne Stil, som har gjort denne noget. tammere end Tyvernes Musik, men ogsaa noget lettere tilgængelig. (Om de danske se under Punkt 4).

2) Det eneste Værk, som jeg følte direkte ubehageligt, var André Jolivets Sonata for Piano, hvis Mentalitet var mig imod; det kunstneriske Arbejde var ikke ringe, men Temaer og Bearbejdelse ofte ret trivielle. Den rummede en overeksponeret Romantik, som kan være farlig, hvis den er smitsom.

3) De fleste af Værkerne viste en Stilling til det melodiske, det samklangsmæssige og det rytmiske, som kan betegnes som fælles for moderne Musik, hvor forskelligartet de end kan té sig.

4) Jeg var meget glad for de danske Værker, der var blevet valgt, de stod alle paa Højde med det bedste af den udenlandske. Musikfesten burde have Betydning for Udbredelsen af dansk Musik og kunde have det, hvis vi herhjemme vilde ofre lige saa meget paa Propaganda i Udlandet som andre Lande ofrer; desværre ødelagde det taabelige Forbud mod Grammofonpladeimport og -Fremstilling den enestaaende Chance for et Fremstød for dansk Musik. Om Musikfesten alligevel vil have Betydning, er det svært at udtale sig om, i hvert Tilfælde fik vi vist, hvad vi formaar, og vi fik vist vort fortræffelige Radiofoniorkester.

Finn Høffding.

Som medlem af dommercomitéen for den internationale Balletuge i Kbhn., der fandt sted samtidig med musikugen, var jeg forhindret i at høre mere end nogle få af koncerterne. Jeg kan derfor ikke besvare de to første spørgsmål. Det vilde give et skævt billede af sammenhængen.

Derimod synes jeg nok - ud fra et fyldigt kendskab til hvad der fremkommer af nutidig musik - at det er værd at bekræfte at der i denne er fælles træk, som kan siges at være udslag af vor tids hele åndelige indstilling. Men det vil kræve en længere udredning, nærmere at påvise, hvori dette fællesskab består hvorledes det er opstået og hvordan det - trods de enkelte komponisters forskelligartede personligheder og de æstetiske idealer der ligger til grund for de herskende »skoler« - giver sig tilkende. Den, der er interesseret i hele det yderst betydningsfulde spørgsmål, bør læse spanieren Adolphe Salazars fortræffelige bog »Music in our time«, der nylig er kommet ud i oversættelse på amerikansk forlag. Salazar (der lever som expatrieret i Mexico) gør heri, med talrige nodeexempler og nøgternt, men udtømmende, rede for de historiske fortidsætninger for vor tids musik. Han begynder ved Beethoven og går over Wagner frem til Arnold Schönberg, hvis placering i forhold til vores dages tonesprog efter hvad jeg kan skønne, for første gang er helt rigtigt opfattet. Jeg, har under læsningen, flere gange tænkt på en udtalelse Ravel engang kom med i en samtale vi havde: »Både Strawinsky og jeg skylder Schönberg umådeligt meget, men vi har ikke altid villet erkende det«.

Essensen af Salazars betragtninger er denne, at den germanske, »symfoniske« musikopfattelse er en udløber af romantiken, ligesom også den nationalt prægede tonekunst. Derfor henfører han også - rigtigt - f. ex. Schostakowitz til Linjen Bruckner-Mahler, men i nedadgående tendens. Og han karakteriserer Hindemith som en efterfølger af Brahms-Regerskolen. Udgangspunktet for vor tids musik finder han i linjen Desbussy-Ravel- Strawinsky, hvilket sidste han anser som vor tidsalders betydeligste komponist, et par hestehoveder »foran« Bartok. Han gør opmærksom på den »antisymfoniske« tendens hos disse komponister og viser hvordan Strawinsky, selv når han skriver en »symfoni«, er aldeles fri af den traditionelle, romantiske opfattelse af den indre symfoniske teknik o-, æstetik - den, som man endnu alt for meget vader i, i mange lande.

Af foranstående vil man forstå, hvori min opfattelse af vor tids særlige musikalske udtryk for tiden består. Hvor denne vilje (»tendens«) giver sig tilkende, tror jeg man vil finde de fremtidige muligheder.

At musikfesten har havt betydning for den nyere danske musik er uden for al tvivl. Desværre er der ikke endnu fremkommet egentlige Vurderinger i den udenlandske fagpresse; vi må vente og se, hvad man siger dér. Men det er klart, at den aller første betingelse for at henlede udlandets opmærksomhed på dansk musik, er at spille den for fremmede fagfolk. Dertil behøver vi i og for sig ikke en musikfest som denne; der er i vore dage flere andre og virkningsfulde måder, men de hjemlige autoriteter synes ikke at kende dem eller at ville anvende dem - og så er en musikfest dog altid - til trods for det begrænsede udvalg som ifølge sagens natur kan komme til orde - et skridt i den gavnlige retning.

Noget andet er, at jeg synes man trænger til en »forening« eller institution udover det internationale selskab, der - i modsætning til dette, der hvert år overfor en i forvejen »troende« skare, bringer helt nye, ofte mindre modne, værker frem - skulde have den opgave at bringe frem for vor tids store, almindelige og i virkeligheden stærkt interesserede musikpublikum, de bedste værker fra vor egen tid, således at disse kunde blive lige så skattede efter fortjeneste, som fortidens betydelige mesterværker. Dette arbejde er hårdt tiltrængt herhjemme, men for øvrigt også i andre lande. Måske skulde vi tage initiativet. Radioen har muligheder for at gennemføre tanken, men den gør det jo ikke, af lutter lytterskræk. Tænk, at man for skaldede 10 Kr. om året kan tilkøbe sig en ret til, faktisk at forhindre den naturlige tilstand at alle bliver delagtige i vor egen tids musikalske goder.

Knudåge Riisager.

1) De nordiske - der var et godt Udvalg,
Værker med virkelig Holdning.

9) Novak's De profundis.

3) Nej.

4) Ja.

3Mogens Wöldike.

1) Hilding Rosenberg: Koncert for Strygeorkester og Frank Martin: Petite Symphonie concertante. Det er efter min Mening i særlig Grad lykkedes for disse to Komponister ud af Tidens Musikalske Kaos at forme en personlig Stil, som ikke alene har været et Maal, men er blevet et Middel for dem til at musicere frit og uhæmmet. Iøvrigt glædede jeg mig meget over det friske Humør i Slavicky's Trio. Negri's Værk, syntes jeg, vandt meget ved nærmere Studium, og det var maaske, et af Musikfestens interessanteste Eksperimenter.

2) Ja, men som Medlem af Censurkomitéen vil jeg af nærliggende Grunde helst lade dette Spørgsmaal forblive ubesvaret.

3) Man kan spore to Hovedretninger: De Komponister, der skriver i Tolvtonesystemet og dermed beslægtede Toneformer - og de Komponister, der søger tilbage til det tonale System, ganske vist med helt nye Aspekter. André Souris, der staar den første Gruppe nær, udtalte til mig, under en Diskussion om disse Emner, omtrent følgende: »Harmonien har udspillet sin ]Rolle. For den nye Musik har de harmoniske Funktioner overhovedet ingen Betydning mere!« Frank Martin, som var til Stede, replicerede lidenskabeligt: »For mig er Harmonien Musikkens Sjæl, og den dybeste Drivkraft i al Musik. Selv den atonale Musik mener jeg først faar sin fulde Udtrykskraft, naar den staar i Spændingsforhold til Kadencens Polaritet. Jeg betragter Debussy som den største musikalske Pioner i vor Tid. Vi har endnu kun løftet en Flig ind til det Vidunderland af nye musikalske Muligheder, som han har vist Vej til!« Jeg skylder Sandheden at tilføje, at de Tilstedeværende - hvoriblandt der var Tilliængere fra begge Lejre - hyldede denne med fanatisk Glød fremsatte Trosbekendelse med spontan Begejstring. Selv André Souris sænkede sin Kaarde paa ridderlig Vis.

4) Vi har da i hvert Fald haft Lejlighed til at vise vort Ansigt. Saa maa man haabe, at de ønskede Indbydelser maafølge efter.

Erik Tuxen.

1) Udover de nordiske Landes Værker følte jeg mig i særlig Grad tiltalt af Benjamin Frankels Strygekvartet, Klement Slavicky's Blæsertrio, Frank Martins Petite Symphonie concertante og Pizzettis tre Korværker (Rækkefølgen er tilfældig), idet disse Værker i en velafbalanceret Form og uden i nævneværdig Grad at være traditionsbundne gav Udtryk for en naturlig og dog personlig præget Musikalitet.

2) Nej, - intet af de fremførte Værker var saa yderliggaaende i Stil og Karakter, at man fristedes til at tage Afstand.

3) Nej, - dertil er den moderne Musik alt for forskelligartet i sine Udtryksmidler. Derimod kan der sikkert indenfor det enkelte Land - og i visse Tilfælde Grupper af Lande - tales om et specielt tidspræget musikalsk Udtryk.

4) Ja.

Flemming Weis.

1) Jeg synes godt om rød grød med fløde, fordi det smager godt. Om musik synes jeg, naar den giver mig en skønhedsoplevelse, længere kan jeg ikke komme. For selv om jeg kan pege paa afsnit i den ene eller anden komposition, der forhindrer mig i at faa en skønhedsoplevelse - hvad enten det nu er, fordi disse afsnit forekommer mig at være banale eller virker uorganiske i sammenhænget eller uinspirerede o. s. v. - saa kan jeg dog ikke gøre andet end konstatere, at saadan forholder det sig. Men hvorfor det forholder sig saadan, det véd jeg desværre ikke. Maaske har du med det spørgsmaal en anden hensigt. Jeg har tidligere haft den storhedsvanvittige opfattelse, at der findes visse stilarter, som man maa komponere i (f. eks. Hindemith-stilen) og andre (f. eks. Schønberg-stilen), som er forkastelige. Denne opfattelse har jeg lagt paa hylden-, jeg er nu blevet mere ydmyg og synes, at enhver maa have lov til at komponere, som han vil, og har krav paa at vi andre, hans publikum, forsøger at følge ham paa den vej, han fører os.

Værkerne af følgende Komponister tiltalte mig særligt: Holmboe, Rosenberg, Kosa, Koppel, Blomdahl, Bentzon, Frankel, Valen og Slavicky.

2) Jeg syntes særdeles ilde om Novak, Kapr, Prokofief og Gerhard.

Novak: uinspireret, og derfor altfor lang, desuden stedvis usandsynligt smagløs (Orgel + Celeste! m. m.)

Kapr: det pretentiøse format stod i paafaldende misforhold til den epigonale, impressionistiske stil.

Prokofief: forfærdelige banaliteter.

Gerhard: man skal ikke genfortælle andres vittigheder, naar man ikke husker dem ordret eller kan iklæde dem en ny og original form. Med andre ord: de Falla har sagt det hele forud paa samme maade, men langt mere slaaende.

Jeg syntes temmelig lidt om Sæveruds komposition (folkloristisk stil kan være en styrke, men er som oftest en hemsko eller et skalkeskjul for svigtende opfindelsesevne; hvad jeg vilde have ment om Sæveruds komposition, hvis den var blevet fremført af en dreven dirigent, kan jeg ikke vide noget om). Jeg syntes ligeledes temmelig lidt om Heiller: tom motorik, Copland: alt for naivt, og Nystroem: uinspireret.

3) Naturligvis er der i den moderne musik en fælles tendens at spore, nemlig den at skabe musikalske organismer, der ikke er bygget paa kadenceharmonikens basis. Det forekommer mig endvidere, at den moderne musik, uanset dens mange forskellige retninger, m. h. t. ved udtryksmæssige, tendenser mod sagligheden og forsøge at tvinge tilhøreren til at opfatte værkerne adæquat, d. v. s. opleve og nyde dem som strukturerede organismer. Den giver tilhøreren i almindelighed ingen mulighed for at slippe udenom besværet, for forstaar man ikke et moderne værk som helhed, saa findes der for det meste slet ingenting at nyde. Men ingen regel uden undtagelse: jeg følte mig meget tiltalt af Valens komposition, men jeg forstod ikke et suk af den. Men fælles udtryk for vor tid? Hvad er vor tids fællesnævner? Lad musik- og kulturhistorikerne bryde deres hoveder om det spørgsmaal om 100 aar.

4) Ja! Ikke mindst, fordi det forekom mig, at de danske værker - i modsætning til andre nationers kompositioner - var valgt udelukkende paa grund af en musikalsk bedømmelse, hvorfor de syntes at staa. sig godt i forhold til det udenlandske materiale.

Herbert Rosenberg.

I Anledning af Deres Forespørgsel vedrørende mit Indtryk af den internationale Musikfest i København, maa jeg straks sige, at jeg i de Dage, Musikfesten fandt Sted, var saa optaget af forskelligt presserende Arbejde, at det kun var en ringe Del af de fremførte Arbejder, jeg havde Lejlighed til at høre - jeg overværede kun de to Orkesterkoncerter og kan følgelig kun udtale mig om de Værker, der kom til Opførelse ved disse to Lejligheder. Rent umiddelbart tiltaltes jeg mest af Gerhards Don Quixote-Suite, rimeligvis fordi dette Arbejde forekom mig paa en Gang artistisk tilfredsstillende (selvom Finalen føltes noget vidtspunden) og fængslende i sit Indhold. Ogsaa Rosenbergs Koncert for Strygere og Sæveruds Galdreslåt bød hver paa sin Vis, saa vidt forskellige de end var, paa virkningsfulde Momenter, medens eksempelvis Absils pretentiøse Variationsværk, forekoni mig ganske interesseløst. Svaret paa Deres Spørgsmaal om, hvorvidt der i den moderne Musik kan silles at hvad De kalder »et specielt Udtryk for vor Tid«, lader sig næppe formulere udtømmende, men maa for de ved denne Lejlighed fremførte Værkers Vedkommende nærmest blive noget i Retning af det for mig negative, at hvad man med et gammeldags Udtryk maaske kunde kalde Modulationsapparatet udnyttes med en forbavsende ringe Opfindsomhed, at der i stort Omfang arbejdes med senromantisk paavirkede harmoniske Clichéer, og - navnlig - at Flertallet af Værkerne i forbavsende ringe Grad bærer Præg af Stravinskys Indsats. Er disse Egenskaber tidstypiske? Det er de maaske.

Man skal sikkert være forsigtig med at overvurdere den Betydning, Musikfesten har haft for Udbredelsen af Kendskabet til dansk Musik som saadan - jeg tror, at det meste af den ?dusik, der er skrevet her i Landet i de sidste 20 Aar vil have vanskeligt ved at slaa Hul paa herskende Teorier om, hvordan moderne Musik skal være beskaffen. Det kan være vor egen Fejl, men det er ikke givet, at det er det. Svaret paa dette, Deres sidste Spørgsmaal, vil fremgaa af de kommende Aars Koda-Afregninger fra Udlandet.

Sv. Erik Tarp.

1) De Komponister, hvis Værker jeg hørte med størst GIæde, var blandt den ældre Generation: Roberto Gerhard, György Kosa, Frank Martin, Vitezlav Novak og Ildebrando Pizzetti; ikke fordi de bragte saa meget nyt, men fordi deres Værker var helstøbte og oprigtige. Og blandt de yngre: Karl Birger Blonidahl, Rudolf Escher, Klement Slavicky og Michel Spisak; i al deres Forskellighed havde de noget at sige, som paa overbevisende Maade fandt sit musikalske Udtryk.

2) Der var enkelte Værker, der var overflødige, et enkelt Gino Negri's, havde kun eksperimentel Interesse, men som. Helhed synes jeg, at Programmernes Gennemsnitskvalitet laa over, hvad jeg tidligere har hørt ved de internationale Fester.

3) Jeg synes, at Tendenserne i Tiden er saa splittede, ogsaa indenfor fremskridtsvenlige Kredse, at man i Musikken kun kan vente at finde tilsyneladende modstridende Bestræbelser. Jeg tror dog, at inan kan sige, at »Tolvtonemusikken«, som indtil Krigen, og tildels ogsaa i Fjor, dominerede Programmerne, decideret har mistet sin Betydning; og at Udviklingen gaar i ekspressionistisk Retning. Paafaldende var for mig Lighedspunkterne mellem Niels Viggo Bentzon, Rudolf Escher og den geniale, men efter min Mening altfor overeksponerede, André Jolivet. De yngre Komponister interesserer sig øjensynlig mere for Syntese end for Analyse og Eksperimenteren, en sikkert baade naturlig og gavnlig Tendens i Betragtning af de Nyvindinger, der er gjort indenfor de sidste fyrretyve Aars Musik.

4) Afgjort. For det første fordi Udlændingene fik Respekt for vor Organisationsevne, for vore Orkestres Præstationer og for de danske Ensembler og Solister; kort sagt erfarede, at vort Musikliv kan staa Maal med de kendte Musikcentres. Og fordi de tre danske Værker, og hvad de ellers fik at høre af dansk Musik, hævdede sig fint i Sammenligning med de udenlandske. Jeg havde Lejlighed til at tale med Repræsentanter fra alle Lande; desværre tillader Pladsen mig ikke at gaa nær mere ind paa deres Udtalelser, men Summen af dem virker meget; og det samme gjaldt forøvrigt Bedømmelsen af de svenske og danske Værker.

Johan Bentzon.

1) Af Orkestermusikken Hilding Rosenbergs Concert for Strygeorkester - ikke mindst de to Ydersatser. Kompositionen vidnede om en suveræn Beherskelse af Strygerne, en Disciplin, der stiller store Krav. Svenskerne placerer sig iøvrigt fint i denne ædle Idræt, gennemgaaende meget bedre end vi - her var afgjort noget at lære.

Frank Martins »Petite Symphonie concertante«, der havde noget fint og sympatisk over sig - et Værk man fik Lyst til at stifte nærmere Bekendtskab med.

Af Kammermusikken det lille bhændende Tryllenummer, Slavickys Blæsertrio, der ogsaa. hvad Udførelsen angik, placerede sig som en af Musikfestens Toppræstationer med den fantastisk suggererende Vladimir Riha paa Oboen. Desuden Koppels Sextet, der reddede den første ret svage Kammermusikkoncert. Og til Slut udenfor Nummer Negris »Spoon River Anthology«, som man husker for dens ejendommelige og i Grunden meget originale Atmosfære. Jeg er paa den anden Side saa temmelig overbevist om, at Negris »armonia, di gravitazione« nødigt yderligere skulde gribe om sig.

2) Som Helhed giver Tidsstroniningen med dens romantiserende Tendenser Plads for en Del pretentiøs Middelmaadighed, som langtfra altid er lige behagelig. Jolivets pianistiske Løvejagt kan jeg ogsaa. leve foruden.

3) Det stærkt eksperimenterende synes i Hovedsagen at være et overstaaet Stadium. Selve Fænomenet synes jeg ikke der er Grund til at beklage, saa længe vi ikke til Gengæld havner i traditionel Ligegyldighed; sørgeligt nok førte den ellers saa fortræffelige Prokofieff an i den Retning med sin Violinsonate. Man konstaterer en vis Reaktion overfor 20'ernes Intellektualisme til Fordel for »Musik med den store Oplevelse«. Strawinskys Indflydelse synes mærkelig nok kun undtagelsesvis at gøre sig gældende. Men iøvrigt mener jeg, at man skal være forsigtig, med at udlede nogetsomhelst generelt paa Grundlag af det, vi fik at høre. Hvem siger f. Eks., at Jolivets Sonate, Musikfestens eneste franske Værk, er noget typisk Udtryk for hvad der foregaar i Frankrig, i Dag? -Man maa tage de paagældende Dommerkomitéers Smag og Indstilling med i Betragtning.

4) Musikfesten har sikkert nok gjort sit til at henlede Udlandets Opmærksomhed paa Danmark som Musikland, men hvorvidt et saadant stærkt fagligt præget Foretagende er det rette Forum, naar det gælder et Værks Udbredelse ude omkring er derimod et mere vanskeligt Spørgsmaal at besvare. Men det maa Tiden jo kunne vise.

Jørgen Jersild.

Af Orkesterværker maa jeg tilstaa, at Holmboes Værk gjorde størst Indtryk paa mig Det kan være, at man bliver hængt ud som Lokalpatriot, men intet af de udenlandske Orkesterværker syntes jeg »bed« sig synderlig fast. Det skulde lige være første Sats af Hilding Rosenbergs Koncert for Strygeorkester og Negris »Spoon River Antologi«, hvor der var noget i Stemningen, der interesserede.

Efter min Mening led Musikfestens Orkesterkoncerter, bortset fra Holmboes Symfoni, af Mangel paa det helt overbevisende Musikværk. Komponister som Frank Martin, Absil og Sæverud repræsenterede hver for sig det musikalsk gedigne, men ikke videre frugtbringende »Mellemstadie«, der hverken er helt godt eller helt daarligt. Helt som en Slakke i dette Selskab forekom mig Novaks »De profundis«. I Betragtning af Komponistens høje Alder, gør vi nok bedst i at se paa dette Værk som en Hund i et Spil Kegler. Faktisk var det en Fejl, at det var med her. Det blev maaske sat i et for daarligt Lys paa Baggrund af det øvrige »tidssvarende«.

Af Kammermusikværker var der mange, yderst tankevækkende. Særligt var Kammerorkesterkoncerten god. Fartein Valens Sonet var et meget smukt Stykke, virkelig »Tolvtonepoesi«. Ogsaa Elizabeth Maconchys Concerto for Klarinet og Strygere var meget tiltalende. Michel Spisak hørte til det lettere Kavaleri, men hans Fagotkoncert havde en fortræffelig Balance mellem den virtuose Solostemme og det mindre Orkester.

Af Kammermusikværker syntes jeg bedst om Jolivets Klaversonate. Ikke fordi jeg anser det for muligt at bygge videre paa det Grundlag, der her er skabt, men fordi dette enkeltstaaende Værk gav os Lejlighed til at stifte Bekendtskab med, ja man kunde næsten sige, en »schizofren« Personlighed. Vældige Flager spaltes i hans Sonate, en udpræget mental Proces fornemmer man ved at blive konfronteret med Jolivets Musik.

Blandt de mange Kammermusikværker man fik at høre på Festen, mener jeg ogsaa, at Skandinavien stod godt. Baade Herman D. Koppel og Karl Birger Blomdahl var repræsenteret med friske og tiltalende Værker, der hver for sig viser noget af det bedste, vi kan præstere paa disse Breddegrader.

De to sidste Spørgsmaal, der er stillet mig fra D.M.s Side, ønsker jeg at besvare i al Korthed: M.H.t. om der kan spores en fælles Tendens, der skulde være karakteristisk for vor Tids Musik, kan jeg kun svare, at eftersom jeg fra Dag til Dag bliver mere og mere usikker om, hvad »Etiketten« moderne Musik i Virkeligheden dækker over, kan jeg ikke give noget Svar herpaa, og m.H.t. det sidste Spørgsmaal kan jeg kun sige, at det aner jeg virkelig ikke noget om, men paa den anden Side er det ikke usandsynligt, at det kan betyde noget inden for begrænsede Fagkredse.

Niels Viggo Bentzon

Naturligvis var den internationale Musikfest paa mange Maader en stor Oplevelse; selvom adskillige blandt Tidens største Mestre ikke var repræsenteret, gav de fremførte Værker utvivlsomt et ganske godt Indtryk af den Musik, der skabes Verden over i Dag. Men samtidig pines man af den ikke alt for opløftende Tanke, at var Stravinskys nu 30 Aar gamle »Historien om en Soldat« blevet opført ved Musikfesten, havde den virket mere ny og overraskende end naget af de Værker, der figurerede paa Festens Program.

Man fik nemlig megen udmærket Musik at høre, mange Værker, der var levende og skabt med stor Kunst. Men man savnede det overraskende, det sart betagende, man savnede Kompositioner, der anviste nye Veje - eller for at sige det mere præcist: Kompositioner, der kunde vise, at moderne Musik i sig rummer en ny Erfaring, og at denne Erfaring gaar ud over det æstetiske, saa Musikken ikke mere er blot diverterende eller bekendende sjælsopbyggende.

Det var mig en stor Glæde at lytte til Heillers Toccata, til Koppels Sekstet og Spisaks Fagotkoncert. De tiltalte ved deres organiske Form og lyse Humor. Den Komponist, der imidlertid i størst Udstrækning opfyldte de Forventninger, jeg havde stillet til Musikfesten, var Vagn Holmboe. Holmboe viser i sin femte Symfonie, hvilken Rigdom det vil være for Europa, om vi helt faar øjnene op for de primitive og deres Kulturer.

I det hele hørte de danske Værker decideret til blandt det bedste, der fremførtes ved denne Lejlighed. Hvis jeg derfor, som det ønskes af Redaktøren, skal opstille en Hypotese angaaende Musikfestens Betydning for Udbredelsen af Kendskabet til ny dansk Musik, maa denne Hypotese blive af ganske optimistisk Karakter.

Musikfestens Rædsel -Var Miss Maconchys Klarinetkoncert, hvis banale Tematik og vilkaarlige Opbygning direkte opfordrer til Vittigheder om kvindelige Komponister. Men heller ikke Novaks eller Absils senromantiske Virtuoskunst havde mange forsonende Momenter. Musik kan være som den muntre Bjergbæk, som den roligt strømmende Flod, den stille Sø eller det mægtige Hav, men den kan hverken gøres til en kunstig Kanal eller en mudret Sump. Musik er levende og klar.

Hvis man kun lægger Musikfestens Udbytte til Grund, er det umuligt at spore en fælles Tendens i de mange forskelligartede Værker, der kom til Fremførelse. At Værkerne desuagtet alle er specielle »Udtryk for vor Tid« er givet, al den Stund Musik altid er Udtryk for den Tid, der skaber den. Muligvis er det af denne Grund, at Musikfestens største Oplevelse for mig hverken var Holmboe, Heiller eller Spisak, men Demonstrationerne af klassisk indisk Musik.

Poul Rovsing Olsen.

1) Af de opførte Værker følte man sig, efter min Mening, mest tiltalt af Michel Spisak's Fagotkoncert, Rosenberg's Concert for Strygeorkester og sidst, men ikke mindst, Holmboes Symfoni. De 3 nævnte Værker opviser 3 forskellige Stilretninger, men er hver for sig Udtryk for en alvorlig og ægte Musikudfoldelse uden at vride Hjernen itu paa udtænkte Spidsfindigheder og uden at virke billig. Værdifulde Træk fra den alvorlige, »germanske« Følemaade parres med en slavisk Rytmebrutalitet og en gallisk Elegance, der virker befriende.

2) Der var unægtelig Værker, der gjorde et saa løst og forvirret Indtryk, at man ved en Førstoverhøring ikke var i Stand til at blive klar over Sammenhængen. For 1. senromantiske, programmatiske Træk som i: Novak, De profundis, Negri, Spoon River og Valen, Sonetto di Michelangelo. For 2. Værker med en uægte, opstyltet og »matematisk« bestemt Struktur: Zeechi: Duæ fugæ, Kosa, Trio. Stilen i de nævnte Værker, naar der ses bort fra »Rædselsværket« af Novak, er saa overlæsset og unaturlig, at man tvivler paa, om Komponisten tager sig selv saa højtidelig.

3) Det er vanskeligt at tage en Stilling til dette Punkt, man kan altid sige, hvordan man ikke vil have det, men Retningslinierne er endnu for dunkle til, at man kan sige noget generelt.

4) Hvad dansk Musik angaar, tror jeg, at vi med de 3 fremførte danske Værker paa ingen Maade staar tilbage for Udlandet; tværtimod er Danmark saa langt blandt de førende, og de 3 danske Navne vil kunde staa Side om Side med de største fra Udlandet, ja, jeg tør roligt sige, at de næsten staar med Sejrens Laurbær overfor sine udenlandske Kolleger.

Bengt Johnsson,
Pianist, Organist, mag. art.

Dansk Musiktidsskrift retter hermed den. varmeste Tak til alle Deltagere i denne lille Enquéte for den Interesse og Alvor, hvorined de stillede Spørgsmaal er blevet besvaret. Red.

(tekst til tegning:)
»En må har sjeldne pianistiske evner og, - jeg hadde nær sagt never, for å kunne klare de hindere Bentzon stiller opp.«

Pauline Hall i »Dagbladet« - Oslo.