Altid frejdig naar du gaar

Altid frejdig, naar du gaar

Af Svend Westergaard

Paa Gjellerups Forlag har Ejnar Jacobsen og Vagn Kappel. udsendt »Musikkens Mestre 2, Danske Komponister«. Udsendelsen af en dansk Musikhistorie er en Begivenhed, som fortjener den største Opmærksomhed, ikke mindst da Værket med sine 580 Sider er det hidtil største i sin Art og tilmed udkommer i en papirfattig Tid.

Hvorledes en dansk Musikhistorie bør anlæggesl kan man kun gisne om, saalænge man ikke selv har arbejdet med det store Stof. Den naturligste Maade er vel nok at forudsætte den internationale Udvikling bekendt, stille den nationale i Forhold hertil, konstatere, hvor sidstnævnte har sine Paavirkninger fra, samt hvornaar og hvorledes det er lykkedes at naa til en selvstændig og karakteristisk Udformning af de almindelige Strømninger. Jacobsens og Kappels Bestræbelser har da, ogsaa gaaet i denne Retning - med vekslende Held. Det skal paa dette Sted blot nævnes, at Nationalisme jo som bekendt skal om..aas med Varsomhed, hvorfor E. J. da ogsaa, (lidt farisæisk) bemærker i sin Artikel om Buxtehude (S. 59), at vi Danske ikke ynder at smykke os med laante Fjer og ikke samler paa Navne, som ikke i Sandhed tilhører dansk Kultur og Historie. Men alligevel indskrænker han sig til kulturelt og historisk at begrunde Buxtehudes Danskhed med Knud Jeppesens »private Fornemmelse« (Jeppesens eget Udtryk) af, at B.s Thematik minder om, hvad vi kalder dansk Folketone. Derimod kaster han sig med Flid over det rent geografiske: » Lübeck hørte med til det danske Monarki«, »- Hamborg (som jo dengang hørte med til det danske Monarki)«, »hans Moder - af utvetydig dansk Afstamning«, »Helsingborg (man erindre, at H. paa dette Tidspunkt endnu var (dansk!)« Ogsaa Weyses Danskhed paavises irriterende energisk, ligesom senere Gades og Hartmanns.

Det næste Spørgsmaal for Musikhistori keren er Kilderne. Det ideelt rigtige vilde være kun at bygge paa Værkerne, men dette lader sig naturligvis i Praksis ikke gøre. Kunsten bliver da at kontrollere og vurdere tidligere Forfatteres Paalidelighed, supplere deres Iagttagelser med egne Studier - især for den nyere Musiks Vedkommende - og arbejde hele Materialet saninien til en Helhed, som er saglig og al~ sidig, men som dog ikke virker for sammenstykket. I saa Henseende har Bogen en af sine Hovedsvagheder. Man har ikke Fornemmelsen af, at den er skrevet af en Musiker og en Personlighed med Overblik og Dømmekraft. Gennemgaaende virker den uorganisk med sine alenlange, slet sammenskrevne Citater, mens Behandlingen paa enkelte Punkter tværtimod er overordentlig eensidig, ja sekterisk. Citater er uundgaaelige og nyttige, men sine Steder hober de sig op i en saadan Grad, at man bogstaveligt ser Forfatterne for sig med ti Fingre i forskellige Specialværker og bladrende med Tungen. Iøvrigt har d'Herrer heller ikke været tilstrækkeligt paapasselige med Afskrivningsarbejdet, saaledes læser man (uden Citationstegn!) - henholdsvis paa Side 219 og 266 - 5 Linier ordret ens. Er det Kappel, der har laant fra Jacobsen, er det omvendt, eller har begge laant. fra Tredjemand? Hvis der ikke ligefrem er Tale om Tankeoverføring eller et enestaaende Tilfælde af Kongenialitet, har da i al Fald den ene af Forfatterne glemt Citationstegn.

En anden Svaghed i Fremstillingen er, at der bestandigt opereres med Begreber, som Læseren ikke forbinder noget konkret med. F. Ex. tales der om »Folkevisetonen«,- »den nordiske Tone«, »ren Stil«, »kirkelig Stil« o. s. v. uden at der nogensinde trænges til Bunds i, hvad disse Begreber egentlig dækker.

Endvidere frembyder selve Anlægget Problemet om Afgrænsningen af Stoffet. Det kan naturligvis diskuteres, hvor meget man skal skrive om »Komponistskikkelser, der - selv om de maaske mest repræsenterede en Epoke paa Tilbagetog - har Krav paa vor Forstaaelse af deres idealistiske, men ofte temmelig frugtesløse Kamp for deres kunstneriske Maal« (S. 353); men der bliver nu under alle Omstændigheder noget forkert ved Dimensionerne, naar man skriver 9 Sider om Louis Glass og næsten kun konstaterer hans Utilstrækkelighed; paa samme Maade virker Artiklen om Sophus Andersen, der former si« som over een Sides naadeløs Nedsabling.

Endelig melder Spørgsmaalet sig om Stoffets Fordeling mellem det biografiske og det musikalske. Det biografiske er gennemgaaende godt - jeg maa dog indrømme, at jeg ikke i større Omfang har kontrolleret det, men dog mener, at det stort set er korrekt. Biografier skaber jo imidlertid ikke Musikhistorie, og Bogen rummer absolut for lidt om Musiken. Lad os som Eksempel tage Afsnittet om Folkeviserne. Vi faar her en fortræffelig Skildring af den alm. kulturelle Baggrund, af Visernes Ophavsmænd og Anvendelse, af Indsamlings-, Nedskrivnings- og Rekonstruktionsarbejdet, samt af Visernes Betydning for Folket og Kunstnerne i senere Tider. Om selve Musiken faar vi paa de 25 Sider praktisk talt kun følgende to Kommentarer til 11NIodeeksempler: »Oluf Strangeson-Visen« karakteriseres (med Laubs Ord) ved »dens forunderlige blandede Stemning, denne Tilbøjelighed til at svinge si-, op og denne gentagne smertelige Læggen si-, til hvile i det mørke, det trykkede«. »Ebbe Skammelsøn-Visen« omtales som »knortet og stejl«, »sund oct stærk«, »skøn, fast og sluttet«.

Rent musikalsk-fagligt varierer Bogens Fejl fra Smaating og Ubehjælpsomheder over pinlige Eksempler paa Dilettantisme til ret grove positive Fejl. Jeg skal fremdrage en Række spredte Eksempler:

V. K. kommer (S. 324) ind paa Spørgsmaalet polyfon x homofon Musik og taler om Gammelklassiken, »hvori alle Stemmer principielt er ligeberettigede, hvori altsaa »Bassens« Melodi har samme Krav paa Opmærksomhed som »Diskantens« - modsat Wienerklassikerne og Romantiken -«. Rent bortset fra, at denne gængse Forklaring er lidt vel flot, er det under alle Omstændigheder forkert at fremhæve »Bassen« i Modsætning til »Diskanten«. Spørgsmaalet staar som bekendt langt mere om Forholdet mellem Mellemstemmerne og Yderstemmerne, spec. Overstemmen. Rent barnlig virker (S. 325) Sætningen: »Fejlen ved Senromantiken var netop, at den - med faa Undtagelser - negligerede Stemmeføringen«. Tænk hvor simpelt, hvilket Skarpsyn! Disse mere eller mindre udflydende, degenererede senromantiske Komponister begik - med faa hæderlige Undtagelser - allesammen netop denne Fejl. Blot den var blevet rettet i Tide af en kyndig Mand, saa havde Sagen været klaret. Voila! Af lignende Karakter er følgende Stykke Musikteori om Carl Nielsen (S. 326) »Vistnok forbød hans Sans for Lovmæssighed, for logisk Sammenhæng i Tonesproget ham at give Slip paa den funktionelle Harmonik«; er der ikke logisk Sammenhæng hos Palestrina eller hos Bartok? - »men han skød store Brecher i den hævdvundne Maade at spadsere fra Toneart til Toneart paa. Det er, som om han ikke har Tid til overflødig Snak; han skyder Genvej, skræver hen over alle højhellige Traditioner.« Man tænker uvilkaarligt: Haydn derimod spadserer paa højhellig, hævdvunden Maade gennem Kvintcirklen, uden at skræve og under overflødig Pladren. - Eller følgende baade sagligt og sprogligt pragtfulde Betragtning over C. N.'s 1. Symfoni (S. 327) »Den staar i g-moll, men begynder med C-Dur Akkord og slutter i C-Dur, første Tegn paa den Stædighed over for hævdvundne Dogmer, som skulde føre til saa meget stort og volde »Musikparykkerne« saa mange Fordøjelsesbesværligheder«. Der maa sidde et svært daarligt Hoved under den Paryk, som faar Fordøjelsesbesværligheder af omtalte C-Dur Akkord. Fænomenet er netop et naturligt Led af Dur-Moll Systemets Udvikling; saaledes begynder Beethovens 1. Symfoni i C-Dur med en Dominantseptimakkord til F-Dur, Chopins g-moll Ballade med en neapolitansk Subdominant (»As-Dur«), for slet ikke at tale om Wagners Tonalitet, f. Ex. i Tristan-Forspillet.

Let komisk virker det, naar E, J. (S. 66) karakteriserer Polyfonien i en af Buxtehudes Klaver-Giguer som »fugamæssig, men ikke logisk og strengt gennemført«. Hvad med Bachs Suitesatser? Er de heller ikke logiske, naar Polyfonien er mere harmonisk konciperet?

Mærkelig er følgende Passus fra Analysen af Carl Nielsens 5. Symfoni: (S. 342) »- sætter ind med Temaet i slavisk nøjagtig Imitation uden Hensyn til de harmoniske Konsekvenser.« Hvis det blot gjaldt om at imitere uden Hensyn til de andre Stemmer, kunde vi alle - Kappel iberegnet - blive store Polyfonikere.

At det skulde være en Fare for dansk Musikliv, at »forbavsende faa af vor Tids Unge bygger videre paa Traditionen fra ham« staar som et tomt Postulat fra Kappels Side.

Ogsaa tilsyneladende smaa Ting kan røbe manglende Evne til præcis Tænkning. Saaledes Vendingen (8. 62) »- Musik, som i Formen bygger bemærkelsesværdigt paa den homofone Stil«. - Letsindig er Paastanden om, at Knud Jeppesen hovedsagelig har skaffet sig Navn som Musikhistoriker (S. 461). Det er en ret udbredt Opfattelse, at Jeppesen er verdensberømt som Teoretiker.

I Forbigaaende nævner V. K. Carl Nielsens »Ledetonesænkninger«, som han senere illustrerer ved Exempler (S. 346 og 328). Der kan være Grund til at klare Begrebsforvirringen paa dette Punkt. Det fremgaar af Teksten, at Kappel tænker paa den karakteristiske, mixolydisk prægede Vending, hvor 7. Trin bliver en Heltone. Forudsætningen er altsaa, at 7. Trin er 7. Ti-in, d. v. s. at Grundtonen ikke skifter trods Alterationen. Exemplerne viser imidlertid ikke dette. Det ene (Ex. 1) er slet ingen Ledetonesænkning men derimod en modulatorisk Drejning over mod c-moll. Det andet (Ex. 2) er saa kort, at Læseren ikke kan se, om der faktisk foreligger en Ledetonesænkning - nemlig om Exemplet forbliver i A. løvrigt er Ex. 2 det interessanteste, fordi det viser Carl Nielsens typiske Forkærlighed for Vekslen mellem stor og lille Terts (e-gis, e-g), et Fænomen, som iøvrigt burde have været Udgangspunktet for den lille stilistiske Analyse, idet denne Skiften af Tertsen ikke alene forekommer i Forbindelse med 7. Trin men i det hele taget er en meget betydningsfuld melodisk og harmonisk Vending baade hos Carl Nielsen og efter ham.

Overhovedet er Bogens Væld af Nodeexempler paa mange Maader diskutabelt. Gennemgaaende er de for korte og ofte ganske tilfældigt valgt. Saaledes er det utvivlsomt forkert at citere tre Stumper af Sebulz'ske Lieder im Volkston i Stedet for f. Ex. to hele Melodier. Formningen og Afrundingen er dog ikke det mindst mesterlige hos Schulz, og der kunde sagtens i een eneste Melodi blive Stof nok til at paavise Stilen, hvilket Kappel for øvrigt kim gør nødtørftigt ud fra sine 5 Exempler. Decideret forkert er det at afbryde Citatet af en Kuhlau'sk Kanon lige efter 2. Stemmens Indsats. Det giver ikke meget Indtryk af en Kanon. Under et Brudstykke af Gades »Knud Lavard« (S. 165) læser man »- som en taareblid Erindring om Mordets Uhygge (?) fremtrylles dets lyse Dur-Kontrast -«, hvilken Dur-Kontrast til .Mordet desværre ikke er med i Nodeexemplet. Af Paul Hellmuth citeres (S. 398) »de næsten for meget sungne »Jeniiy i Rugen« og »Stilhed«, mens »de ikke nær nok paaskønnede« »Sus, du Birk« og »Se det summer« ikke bliver vist. Det skulde vel ogsaa være overflødigt at citere Agerbys »Havren«. Til Gengæld vilde et Citat fra Carl Nielsens 6. Symfoni være paa sin Plads, naar man faar at vide (S. 347), at »Komponisten her pludselig aabner for Afgrunde i sit Sind; vi lærer den bitre, den spottende C. N. at kende, Geniet, der paa Toppen af sit Mesterskab vrænger af sig selv -«. Læseren bliver virkelig nysgerrig efter at lære den spottende Mester at kende. Under et Citat af Franz Syberg læser man (S. 507) »Saa enkel diatonisk Struktur som i denne Melodi kan være fremherskende i Sybergs Instrumentalmusik, men oftere er hans tematiske Stof en Kontrast hertil -«. Hvorfor ikke et Exempel paa Kontrasten, naar den er det almindeligste? Følgende Ex. (Ex. 3) omtales som et karakteristisk Tema af Rued Langgaard (S. 466), men siger faktisk intet som helst. Man faar at vide (S. 444), at »Em. Bangerts megen Beskæftigelse med Orgelmusik lader ham udarbejde Mellemstemmerne i sine Kompositioner med en Omhu, som giver Helheden et karakteristisk Præg af Fornemhed«, men de to Nodeeksempler (Ex. 4 og 5) viser netop en udpræget homofon Skrivemaade.

Et Kapitel for sig er Afsnittene om Folke- og Kirkesang. Her fejrer Eensidigheden Triumfer i en stereotyp Lovprisning af Laub. Man siger, at en halv Sandhed er værre end en hel Løgn; det samme gælder halvanden Sandhed. Af visse psykologiske Aarsager fyldes man efter at have læst de nævnte Afsnit med et indædt Had til alt »rent« og »kirkeligt«. Man faar næsten Lyst til at forsøge at »fordærve« den danske Sang igen blot for at ærgre disse Folk, som er mere kongelige end Kongen selv. Nogle Eksempler paa denne Ortodoksi anvendt af Eftersnakkerne: Om Rungs »Jeg tror, der er skønnest i Danmark« hedder det (S. 215) »den smukke, udpræget sangbare, lyriske Melodi, der ved det farlige Sekstspring paa »skjønnest« er lige ved at gaa over Gevind i sentimental Udtryksfuldhed«. Som paa et Lovbud gaar Jagten paa Seksterne ind! Maaske skulde man heller ikke være slet saa arrogant som E. J., naar han i Hartmanns »Flyv Fugl« (S. 184) taler om »sød!adent sentimentale Italienermanerer, der lyder fælt i et mere kræsent Musikøre«. Til syvende og sidst har Hartmanns »Fugl« dog betydeligt mere Musikalitet og Blod i sig end de fleste Frernbringelser af den seminaristisk-kræsne »rene« Skole. Irriterende virker (om en af Laurids Lauridsens Melodier) Vendingen (S. 400) »- en hel lille melodisk Bedrift, Mester Laub værdig!«.

Endelig et Par Ord om Kirkesangen. E. J. angriber (S. 302) Rationalismens stivbenede Koral, »som just ikke var nogen rytmespændstig Fremtoning«, men nævner dog Zinck som »en ejendommelig selvstændig Komponist« fra denne Periode. Derpaa citerer han »de første mesterlige Takter« af Zincks Melodi til »Nu rinder Solen op« - men i Laubs rytmiske Redaktion og uden at nævne, at Melodien fra Zincks Haand foreligger som stivbenet Koral! Sligt kan kun forstaas som Uvidenhed eller videnskabelig Uvederhæftighed, begge Dele lige forkasteligt.

Mest kedeligt er det imidlertid, at E. J. ikke fortæller Læserne (S. 384) hvorfor man ikke kan kræve en kirkemusikalsk.

Stil til Grundtvigs »Morgenstund har Guld i Mund«; dette kunde nemlig muligvis have ført til en ingenlunde uinteressant Diskussion om Berettigelsen af de Laub'ske Melodier og Melodiansættelser til romantiske Tekster overhovedet.

Alt i alt vilde man i disse Afsnit ønske, at E. J. havde tænkt lidt mere over, hvad han selv skriver om Carl Nielsens Samtid (S. 353): »Fejlen ved denne Periodes skæve Vurdering af de danske producerende Kunstnere var vel nok især, at man ensidigt stillede de forskellige Talenter i Baase og derefter brugte dem som Marionetter i Kunstpolitikens Intrigespil spillede dem ud mod hinanden som »Typer«, der takseredes efter, om de passede til - eller var i Opposition til - det som netop nu var Troen paa Bjerget og altsaa den eneste antagelige »Sandhed« i Samtidens Kunstsyn«.

Tilbage staar det rent sproglige, som er overordentlig blomstrende og sine Steder meget pudsigt. Saaledes: John Dowland var »et uroligt Hoved, ... der turede rundt i Europa« (S. 57). »Claus Schall var en brav Komponist« (S. 84), »Komponisten skal tjene Ordet, men ikke voldtage det, saa det segner dødt mod Jorden« (S. 106). - Til Billedtale hører en vis Logik og ikke mindst - Begrænsning. Den vilde have gavnet i følgende Sætning (S. 328) »- hans (Carl Nielsens) Yndlingsfigurer, de smaa pludselige synkoperede Sekstendedelsfigurer i Træblæserne, virker som ør Solglæde, som et Føl, der spjætter af Livsfryd, eller som en Urhanes skogrende Udfordring til Livet.« Et Exempel kunde have hjulpet paa det; saa kunde Læseren selv have bestemt sig for Solglæde, Føl eller Urhane.

Meget svagt er V. K.s Afsnit om de nulevende Komponister, alene af den Grund, at det former sig som een lang Skamrosning. Det skal indrømmes, at let er Opgaven ikke, hverken af personlige eller saglige Grunde. (Men tænk, hvor meget vanskeligere for Komponisterne at skrive om Radioens Folk!).

Det turde dog vel være givet, at ikke samtlige 48 Komponister, som er behandlet i selvstændige Artikler, er lige store Genier, og det maatte have været muligt - uden at støde nogen unødigt - at give et Indtryk heraf. Under alle Omstændigheder savner man en mere gennemført og motiveret Placering af de forskellige Komponister i Forhold til Strømningerne ude i Verden, samt, saavidt gørligt, en Paavisning af hver enkelts personlige Stil, Udvikling, Udviklingsmuligheder, Force og Svaghed o. s. v. Alt dette vilde imidlertid kræve et langt mere skarptslebent historisk og stilistisk Værktøj, end der her er arbejdet med. - En særlig penibel Opgave har det været for Kappel at skrive om sin Chef ved Radioen, Peder Gram, og sin Medarbejder ved »Musikkens Mestre«, Musikens Mester Ejnar Jacobsen. Især virker Slutningen af den 3 Sider lange Artikel om E. J. pudsig: »- Værker der uden at tilstræbe nogen paagaaende »modernistisk« Holdning bevæger sig i et moderne Toneklædebon, men diatonisk præget, tonalt og nordisk af Farve«. Man mangler omtrent kun Størrelsen paa Jacobsens Toneklædebon, men Kappel har maaske været bange for at skræve længere end Kompagnonens Tonebenklæder kunde holde, for at blive i den Kappel-Jacobsen'ske Billedtale.

Tilsidst et Par Ord om Forglemmelser. Der findes naturligvis i Periferien en Række Skikkelser, hvis Optagelse i Bogen er diskutabel, og Pedanteri er her ikke paa sin Plads. Men maaske kunde dog i al Fald Navne som Breitendich (Koralbogsudgiveren), Joh. Bartholdy (Studentersangernes Dirigent) og Vilh. Rosenberg nævnes medfuldt saa stor Ret som mange andre i Bogen. Mærkeligt er det under alle Omstændigheder, at en Mand som Hakon Andersen ikke er omtalt. Hans Navn er nævnt tre Gange (i Forb. med Carl Nielsen, Finn Høffding og Karl Clausen) men der staar ikke, hvad han er for en Mand, og han er glemt i Personregisteret bag i Bogen. (iøvrigt er dette utilladeligt sjusket. I den 6 Sider lange alfabetiske Fortegnelse er intet mindre end 29 Navne forkert placeret og talrige Personer glemt). Hvis Ejnar Jacobsen ikke kendte noget til H. A.'s Betydning som Komponist til ret faa, men meget fine 'Sange, som Kor-Arrangør (ogsaa af Carl Nielsen'ske Melodier og til dennes udelte Tilfredshed!), som Sangbogsudgiver, Kordirigent, Sanglærer gennem 50 Aar og utrættelig Forkæmper for god dansk Sang, kunde han blot have læst Carl Nielsens Forord til »Sangbogen Danmark«, Karl Clausens Artikel om ham i DM November 1945 eller spurgt Finn Høffding om hans Mening. H. A. maa da være af en vis Betydning, naar baade C. N. og F. H. har samarbejdet med ham ved Udgivelsen af fremragende Sangbøger, og det er utroligt, at Jacobsen ikke ved dette.

Den hermed tilendebragte Gennemgang af Kappels og Jacobsens Bog kan synes meget udførlig og Kritiken maaske meget haard. Men det er nødvendigt at fastslaa baade grundigt og skarpt, at Bogen er under Lavmaalet. Det er pinligt - overordentligt pinligt - for en Forfatter at savne en guddommelig Vejviser, naar han har begivet sig ud under det lille uskyldige Motto »Altid frejdig, naar du gaar«.

Gjellerups Forlag burde ikke have udgivet et saa stort og kostbart Værk uden først at forelægge det for musikalske Autoriteter. Og det kan Forlaget ikke have gjort.