Landsdelsorkestersagen

Landsdelsorkestersagen

af Knudåge Riisager

Tanken om oprettelsen af faste symfoniorkestre i de danske landsdele opstod for en halv snes år siden, i 30'erne, da den voxende musikinteresse ude i befolkningen var blevet tydeligt mærkbar. Forståelsen for den levende musik havde ganske vist i årene umiddelbart omkring radioens første voldsomme udvikling i høj grad været svindende, fordi radioen, ved i lytterens eget hjem at byde dem kvalitetsmæssigt gode musikydelser for en ringe pris, hæmmede lysten til den selvstændige musiktidøvelse og interessen for at gå på koncerter. Dette havde ført med sig, at adskillige af de gamle musikforeninger, ikke mindst i provinsen, måtte indstille arbejdet eller nøjes med at føre en hensygnende tilværelse.

Men netop denne inddragelse ved radioens hjælp af store kredse af befolkningen, som hidindtil ikke havde havt nogen mulighed derfor, under direkte musikalsk påvirkning, bidrog til, at interessen for den levende musik igen fik ny næring.

Interessen blev til et behov, musiken genvandt langsomt sin plads som et væsentligt led i kulturlivet, og man kunde i det lange løb ikke føle sig tilfredsstillet ved den mekaniske gengivelse, der i så mange henseender kun kunde virke som et ufyldestgørende surrogat for det direkte møde med musiken i koncertsalen, ved store symfonikoncerter, ved kammermusikforanstaltninger eller ved det selvstændige arbejde med musikens vægtige, men lettere tilegnelige værker i hjemmene.

I de derpå følgende åringer opstod så over hele landet, en række større eller mindre orkestre, der har givet offentlige og velbesøgte koncerter. Det er almindelig bekendt, hvordan tilslutningen har været stigende til Det kgl. kapels symfonikoncerter, til Statsradiofoniens offentlige koncerter og til Tivolis række af sommerens symfonikoncerter, ligesom der fra tingdommens side har været levende interesse for de med tilskud fra Arbejdsministeriet saavel i København som i provinsen arrangerede skolekoncerter. Og glædeligt har det ydermere vist sig, at denne interesse gælder både den klassiske tonekunst og vor egen tids musik.

Allerede 1935 oprettedes i Aarhus det første byorkester og sex år senere, 1941, fulgte Aalborg efter, ligesom også Odense i de seneste år har stiftet sit eget symfoniorkester. En række byer i provinsen har endvidere fulgte det således givne spor, ihvorvel flere af disse orkestre er løsere organiseret end de tre store og i det væsentlige må betegnes som amatørorkestre.

På denne, her kort skitserede baggrund, nedsatte Undervisningsministeriet d. 29. oktober 1943 det såkaldte Landsdelsorkesterudvalg, der fik til opgave at tilvejebringe klarhed over muligheden dels for at skaffe forøget indtægt til Den kulturelle Fond, der er oprettet til fremme af tonekunsten og dels for at gennemføre en generel ordning med offentligt tilskud til landsdelsorkestre under den forudsætning, at disse i størst muligt omfang etableres på en af statskassen uafhængig økonomisk basis. Undervisningsministeriet havde, forinden udvalget blev nedsat, forhandlet med saavel. Finansministeriet som Folketingets Finansudvalg om sagen og fået disses tilslutning til, at hele dette for musikkulturen i Danmark så vigtige spørgsmål nu blev gjort til genstand for en saglig og dybtgående drøftelse med det formål at søge sagen løst efter de i kommissariet indeholdte forudsætninger.

Til formand for udvalget udpegedes kontorchef (nu departementschef i U-M.) K. Paludan-Müller og iøvrigt beskikkedes som medlemmer en fyldig repræsentation for dansk musikliv, for Undervisnings-, Finans- og Indenrigsministeriet, for Københavns Magistrat og den danske Købstadsforening samt da dette senere viste sig nødvendigt, for Fællesorganisationen af Landkommuner med bymæssigt bebyggelse samt for De samvirkende Sognerådsforeninger i Danmark og Amtsrådsforeningen i Danmark.

Dette udvalg, der afholdt sit første møde d. 26. november 1943, har d. 29. maj d. a. afsluttet sit arbejde og nu udsendt den betænkning, som skal danne grundlaget for rigsdagens videre overvejelser over muligheden af gennemførelsen af de i betænkningen fremsatte planer.

Hvilken skæbne forslaget vil få i rigsdagen er naturligvis ikke til at sige idag. Hvilke forandringer det vil kunne blive genstand for undervejs gennem bevillingsmyndighedernes behandling, lige så lidt. Men det kan i hvert fald siges, at den interesse, hvormed udvalgets arbejde har været fulgt fra de politiske partiers side, mens det har stået på, ligesom også den omstændighed at såvel Finansministeriet som Finansudvalget har medvirket ved udvalgets nedsæ-ttelse, synes at tyde på en levende vilje til at søge spørgsmålet løst rationelt nu.

Det må, når man nu på basis af den foreliggende betænkning vil danne sig et overblik over de planer der kan fremsættes, erindres, at udvalget har været stillet overfor to væsentlige opgaver, nemlig den først at stille forslag om midlernes tilvejebringelse og derefter at planlægge selve landsdelsorkesterordningen; hertil kommer at udvalget på eget initiativ, mere som en ifølge sagens natur uomgængelig nødvendighed, har tilføjet et forslag om en midlertidig løsning af de særlige københavnske orkesterforhold.

Det har været udvalgets grundlæggende synspunkt, at landsdelsorkesterspørgsmalet måtte løses på bred demokratisk basis, samtidi,,1- med at der toges liensyn til, at der skabtes en kunstnerisk fuldt forsvarli-, ordning. Man har derfor ikke villet nøjes med halve og billige foranstaltninger, der ikke kunde blive tilfredsstillende for rnusiklivet og derfor i det lange løb ej heller for det danske kultursamfund som helhed.

Medens musiklivet tidligere på grund af, at det økonomisk hvilede paa private mæcenater o. lign., i ret overvejende grad var koncentreret hos den økonomisk bedre stillede del af befolkningen, havde som før sagt radioen hidført en fuldstændig ændring i dette forhold. Det skal ikke her nærmere beskrives, hvorledes de allerede oprettede byorkestres virksomhed samtidig med, at den kunstnerisk havde vundet fremgang, økonomisk måtte kræve en stedse større offervilje også fra statskassens side, og hvorledes de midler, der stod til rådighed til dette formål, snart havde vist sig at være utilstrækkelige. Betænkningens første afsnit skildrer denne udvikling og peger samtidig på Den kulturelle Fonds Virksomhed og dennes støtte til de bestående symfoniorkestre. Det fremgår heraf, at en virkelig holdbar og tilfredsstillende løsning af sagen ikke vilde kunne gennemføres med støtte af Kulturfonden af de indtægter denne efter de nugældende regler kunde forvente at have, fordi en rationel løsning af orkestersagen vilde kræve betydeligt større midler end der her var tale om.

Hertil kom, at de i de senere år af Arbejdsministeriet iværksatte skolekoncerter ved orkestre bestående af arbejdsledillge musikere, der påbegyndtes i vinteren 1 9 42 og som havde vist sig at have så stor en opdragende betydning for skoleungdonimen, meget snart fik den karakter, at det nok så meget var den fremtidige opretholdelse af et musikkulturelt arbejde blandt de unge, som beskæftigelsesmomentet, der blev det afgørende og at den økonomiske basis for disse koncerter derfor måtte tilvejebringes også efter, at loven om iværksættelse af offentlige arbejder af 30. juni 1941 måtte borfalde. Det er overalt erkendt som veerende af den største samfundsmæssige betydning at bibringe ungdommen gode interesser, og her er netop musiken et af de bedste inidler. Samtidig med at det altså måtte være nødvendigt at skabe en ny organisation der kunde videreføre dette arbejde og udvikle det således, at det kom til at omfatte hele landet, ansås det tillige for ønskeligt, at der optoges et musikkulturelt arbejde i befolkningen som helhed, herunder muligvis også afholdelse af koncerter for arbejdere og funktionærer i større fabriker og virksomheder.

Det lå i sagens natur, at disse overvejelser blev inddraget i udvalgets planer således, at de herlienhørende spørgsmål naturligt løstes i forbindelse med gennemførelsen af orkestersagen som helhed.

Efter et afsnit i betænkningen om orkesterforholdene i Sverige, det eneste land, hvorfra man, mens arbejdet stod på, havde mulighed for en dyberegående undersøgelse, der iøvrigt concluderer deri, at en løsning efter det svenske mønster langtfra kunde anses som ønskelig, fordi man i Sverige kun i yderst ringe omfang har taget den opgave op at bringe musiken ud til hele befolkningen også udenfor de store byer så lidt som den meget vigtige opgave at udøve musikkulturelt oplysningsarbejde blandt ungdommen og de skolesøgende børn, - går betænkningen direkte over til en fremstilling af planerne for nyordningen. Disse planer er naturligt delt i to afsnit, det første omhandlede forholdene i Jylland og Fyen og det andet de øvrige landsdele, herunder de særlige københavnske problemer.

Idet de tilgrundliggende synspunkter rekapituleres i: koncerter af kunstnerisk forsvarlig kvalitet med adgang på rimelige økonomiske vilkår, videreførelse og udbygning af det gennem Arbejdsministeriet påbegyndte kulturelle arbejde blandt ungdommen og endelig udvidelse af det særligt af Statsradiofonien gjorte musikkulturelle arbejde i befolkningen i almindelighed, ved overgang fra den mekaniske musikform til den levende tonekunst, følger nu det af et særligt nedsat arbejds-udvalg tilvejebragte budget og en driftsplan for et landsdelsorkester, bestående af 64 medlemmer men deleligt således, at der kunde opstå et harmoni-og et strygeorkester, hvorved antallet af koncerter kan forøges betydeligt, ligesom også feriespørgsmål etc. kan løses, uden at der sker egentligt afbræk i selve koncertudsendelserne. Det kan her nævnes, at man har set hen til et samarbejde med de nu genoprettede militærorkestre og i nogen grad sætter sin lia til, at antallet af disse ved den koniniende forsvarsordning blir yderligere forøget. Det fremgår af de specielle tabeller over sammensætningen af orkestret, at dette vil kunne udnyttes dels som stort symfoniorkester, dels som harmoni- og strygeorkester og dels som to underholdningsorkestre med såkaldt Odeonbesætning.

Af de nu følgende arbejdsplaner fremgår, at et sådant landsdelsorkester kan give 7 koncerter om ugen, fordelt med 1 stor symfonikoncert og 1 folkekoncert samt 1 skolekoncert på hjemstedet, samt 1 symfonikoncert, 1 skolekoncert og 2 koncerter med harmoni- og kammerorkester eller med underholdningskoncerter i andre byer. I løbet af et år vil orkestret kunne give ialt 335 koncerter, heraf f. ex. 205 betalte og 82 skolekoncerter o. lign. Man regner herved med, at samme program fremføres ved en række koncerter i forskellige byer for forskelligt publikum, men arbejdsplanen er udarbejdet under den forudsætning, at orkestret allerede er sammenspillet med et standard-repertoire, således at det ikke er nødvendigt at have fuld prøvetid til alle koncerterne. Det forudsættes, at der i vidt omfang byttes dirigenter mellem orkestrene og indkaldes fremmede dirigenter, hvorved friske kunsneriske impulser tilføres orkestrene - og tilhørerne. At der i stor udstrækning skal anvendes solister siger sig selv.

Gennemførelsen af arbejdsplanen med et betydeligt antal koncerter udenfor hjemstedet forudsætter en stor bevægelighed hos orkestret, hvilket kunde opnås ved befordring med omnibus, således som dette for øvrigt praktiseres i stort omfang i England. Man har dog - selv om egne køretøjer i mange henseender vilde være at foretrække, - tænkt sig et intimt samarbejde med statsbanerne om denne stadige transport.

Hvad dernæst angår lokalemæssige forhold, er disse belyst ved oplysninger, indhentet fra borgmestre og kommunalbestyrelser over hele området, og det fremgår heraf, at der i alle større byer må antages at være egnede koncertlokaler, selv om der muligvis een gang for alle må kræves en bevilling til forbedring af tribuneforhold m. v. I alle større byer findes foreninger, der kan antages at ville aftage orkesterkoncerter, hvorved opnås, at et større samlet publikum vil være på rede hånd.

Når man har holdt så stærkt på, at orkestret skal bestå af mindst 64 medlemmer, ligger dette - foruden i den foran skildrede praktiske mulighed for opdeling i mindre ensembler, - deri, at alene dette orkester vil være istand til at give de klassiske storværker den udførelse disse kræver efter deres karakter af symfoniske værker, ligesom kun det store orkester vil være i stand til at give større arbejder indenfor den nyere tids - og samtidens musik en kunstnerisk tilfredsstillende udførelse.

Det er tanken at give hvert orkester sin egen bestyrelse, bestående af repræsentanter for de interesserede parter; de kommunale instanser, skolevæsenet, stedlige musikforeninger og orkestrets kapelmester. Endvidere skal i bestyrelsen sidde en repræsentant for landsdelsorkesterrådet (herom senere). Denne bestyrelse hat- til opgave at give anvisning for tilrettelæggelsen af orkestrets arbejde, alt under hensyntagen til de af landsdelsorkesterrådets fastlagte principielle retningslinier. Endvidere tænkes engageret en inspektør, der foruden at være bestyrelsens sekretær, i samråd med kapelmesteren, under dennes overledelse, tilrettelægger den inden- og udenbys koncertvirksomhed. Hertil kommer to regissører (honorarlønnede hverv, der tildeles en musiker fra strygegruppen og een fra blæsergruppen, jævnfør den tænkte opdeling af orkestret i to selvstændige ensembler). Endelig er det tanken at knytte en 2den kapelmester til landsdelsorkestret. At såvel kapelmester som musikere ansættes efter konkurrence følger af sig selv. Orkestermusikernes lønninger må fastsættes således, at det bliver muligt at knytte velkvalificerede musikere til den virksombed, der skal være deres absolutte hovederhverv.

Det vil være nødvendigt ved hvert orkester at oprette et standardarkiv, og om indholdet af et sådant indeholder et af betænkningens bilag en speciel redegørelse.

Budgettet for et landsdelsorkester deler sig for udgifternes vedkommende i administrationsudgifterne, der er anslået til 28.000 Kr., og selve orkesterudgifterne, der beløber sig til 875.800 Kr., heri musikerlønninger langt den største post med 563.000, med begyndelsesløn for gifte på 7.944 Kr. og, slutløn på 9.936 Kr. og for ugifte henholdsvis 7020 og 8928 Kr. Kapelmestergagen er ansat til 18.000 Kr. for lste kapelmester og 12.000 Kr. for 2den kapelmesteren. Til musikerlønningerne kommer dernæst diverse solisttillæg. Udvalget har endvidere fundet det ønskeligt, at der skabes en pensionsordning for de ansatte, bortset fra kapelmestrene o, musikernes bidrag til denne skal d, udgøre 5 % af lønnen.

Det samlede beløb for orkestrets udgiftside kommer op på 963.000 Kr., heraf går en lavest muligt ansat indtægtspost på 150.000 Kr., saaledes, at den samlede omkostning pr. landsdelsorkester andrager 750.000 Kr.

Udvalget har dernæst opstillet et budget for et orkester på 36 medlemmer på ialt 489.000 Kr., nemlig samlede udgifter på 579.000 Kr., herfra formodede indtæ-gter på 90.000 Kr., men det må herved erindres, at såfremt -et sådant orkester skal give nyere og større musikværker en.tilfredsstillende udførelse, vil det være nødvendigt at forstærke orkestret væsentligt, såledet at omkostningerne bliver betydeligt større. Det vil erindres, at udvalget iøvrigt principielt har frarådet en løsning på basis af sådanne ~_nå, utilfredsstillende orkestre.

Betænkningen går herefter over til at beskæftige sig med forholdene i København, Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm m. v.

For Københavns vedkommende ligger sagen jo således, at der er et behov for en forbedring af orkesterforholdene, ligesom der i høj grad savnes et egnet og, især tilstrækkeligt stort lokale til afholdelsen af symfonikoncerter. Det er almindelig bekendt, at intet af de existerende lokaler er tidssvarende koncertlokaler, heri medregnet Statsradiofoniens nye koncertsal, der er indrettet efter radiofoniske hensyn og især lider under den ulempe kun at kunne rumme 1091 tilhørere. Skal de københavnske koncertforhold bringes i endelig orden, vil det være nødvendigt, at der bygges en koncertsal med plads til i hvert fald 3000.

En sådan koncertsal kan - trods gentagne rygter om det modsatte - efter de oplysninger som Tivolis direktion har meddelt udvalget, ikke ventes opført dér. Odd Fellow Palæets iøvrigt velegnede sal (men der mangler et koncertorgel) kan p. gr. af bebyggelsen på selve terrænet ikke udvides væsentligt. Der er mulighed for, at der ved genopførelsen af »Forum« eller realiseringen af planerne om et »Medborgerhus« i saneringskvarteret ad åre skabes et tidssvarende koncertlokale, men dette er fremtidsmusik. For at opnå en fyldestgørende løsning af det københavnske koncertsalsspørgsmål vil det altså være nødvendigt at afvente opførelsen af et egentligt koncerthus, der udelukkende anvendes til dette formål. Denne kendsgerning har medført, at udvalget i betænkningen har foreslået en midlertidig ordning, som nedenfor skal beskrives Forinden må der ses lidt på arbejdsforholdene i byen.

Af store, faste orkestre findes Det kgl. Kapel, Radioorkestret og Tivolis Koncertsals orkester. Desuden findes nogle mindre orkestre, som p. gr. af økonomiske vanskeligheder ikke vilde være istand til at yde den indsats, som er påkrævet (Det unge Tonekunstnerselskabs orkester etc.). Nævnes må vel også det kommunale friluftsorkester i Fælledparken.

Til løsning af den opgave at dække den brede befolknings behov for lødig orkestermusik og fortsætte den allerede indledede musikalske ungdomsopdragelse, vil det være nødvendigt at gennemføre en radikal nyordning af de københavnske orkesterforhold, samt at skabe en vis ændririg i tilrettelæggelsen af symfoniske musikfremførelser. Selv om Statsradiofonien har ydet en fremragende indsats til gavn for Danmarks musikliv, vil det dog være naturligt, at ansvaret for musiklivets kunstneriske trivsel ikke ligger alene hos denne institution, hvis opgave i første række maa være at afspejle musiklivet, ikke at være selve dette. Derfor mÅ en kommende københavnsk orkesterinstitution have et første klasses orkester til rådighed, dels til afholdelse af egne koncerter og dels således, at det kan stilles til rådighed for koncerter, arrangeret for egen regning af musikinstitutioner eller af danske eller udenlandske koncertgivere. Da en sådan løsning er afhængig af tilvejebringelsen af det fornødne koncertlokale, har udvalget samlet sig om en midlertidig løsning efter den hovedlinie, at Tivolis koncertsals orkester udbygges til at virke på en gang som landsdelsorkester for Sjælland og øerne (+ Bornholm) øst for Storebælt og som københavnsk symfoniorkester, på sidstnævnte område dog i vexelvirkning med Radioorkestret. Herom er optaget forhandlinger med Tivolis direktion, der udover visse naturlige forbehold har erklæret sig interesseret i planerne. Orkestret skulde herefter udvides til 64 medlemmer i helårsengagernent, og i de fire Tivolimåneder stilles til rådighed for denne institution (mod betaling til landsdelsorkesterinstitutionen for benyttelsen). I de øvrige 8 måneder, hvor orkestret er til rådighed som sjællandsk landsdelsorkester, vil det herefter kunne give 223 koncerter, fordelt mellem 132 udenbys og 91 koncerter i København. Da udgiften ved driften af det sjællandske landsdelsorkester bliver den samme som for hvert af de øvrige landsdelsorkestre, 753.800 Kr., mens der fra Tivoli opnås en indtægt ved udlejningen på 257.000 Kr., vil nettoomkostningen blive rundt en halv million Kroner. Mens det altså har været muligt at opnå løfte om et samarbejde med Tivoli, har det under forhandlingerne vist sig adskilligt vanskeligere at få ørenlyd hos Statsradiofonien for tanken om en vis frigørelse af radioorkestret til fordel for selvstændig koncertvirksomhed. Såfremt landsdelsorkestersagen gennemføres og Tivolis orkester bliver sjællandsk landsdelsorkester, vil løsningen af de opgaver Statsradiofonien hidtil har påtaget sig som koncertgiver i København i væsentlig grad kunne lettes af de nye orkestre, således at det sjællandske landsdelsorkester overtager de offentlige folkekoncerter i København og radioen i vidt omfang transmitterer dels nogle af disse og dels de koncerter, de øvrige landsdelsorkestre giver. Endvidere vil en udvidelse af det årlige tidsrum i hvilket radioen foranstalter offentlige koncerter i forbindelse med en begrænsning af torsdagskoncerternes antal til Lex. 18: hver 14. dag, give mulighed for frigørelse af radioorkestrets arbejdskraft til prøve og koncertarbejde udenfor Statsradiofonien.

Det vil, såvel for det københavnske koncerthus, som for det kvalitetsmæssigt så højt rangerende radioorkester, der i betydelig grad har en aflastning af rent underholdningsmæssige opgaver behov, være af den største betydning, om dette kunde stilles til rådighed for den københavnske orkesterinstitution til afholdelse af offentlig tilgængelige koncerter på et højt kunstnerisk niveau, således at orkesterinstitutionen i samråd med Statsradiofonien, træffer bestemmelse om valg af programmer, dirigenter og solister m.v., ligesom samarbejde mellem radioorkestret og andre fremragende musikorganisationer, f. ex. Københavns drengekor, måtte kunne etableres. Sådanne koncerter foreslås indtil videre afholdte i Statsradiofoniens nye koncertsal.

Udgiften til en sådan særlig københavnsk symfoniinstitution vil beløbe sig til 180.500 Kr., hvorved tænkes indtægter på 20.000 Kr. eller en nettoudgift på 160.500 Kr., sammenlagt med det forannævnte beløb på 500.000 Kr. det sjællandske landsdelsorkester ialt årligt 660.500 Kr. Administrationen af det sjællandske landsdelsorkester tænkes tilrettelagt på samme måde som for de øvrige landsdelsorkestre, dog med en fælles administration for de med radioorkestret afholdte koncerter. Ligeledes tænkes dannet en lokal bestyrelse med en særlig repræsentant for Statsradiofonien, ansættelse af en inspektør, kontorpersonale etc. Alt dette er som sagt kun forslag til en midlertidig løsning, der bør tages op til ny drøftelse, når en forbedring af koncertsalsforholdene måtte være indtrådt.

Angående placeringen af landsdelsorkestrene har udvalget ikke villet præjudicere rigsdagens afgørelse ved et konkret forslag, omend det formentlig må ligge i sagens natur, at i hvert fald Aarhus og Aalborg må anses for selvskrevne som hjemsteder for de to jyske orkestre. Stærke ønsker indenfor udvalget har set det som en vigtig opgave at få det tredie orkester placeret i Sønderjylland, men også Odense har været på tale. Dersom hele ordningen gennemføres gradvis, vil imidlertid de indvundne erfaringer kunne give fingerpeg om placeringens effectivitet.

Hele denne ordning skal efter betænkningen henlægges under et særligt organ, et Landsdelsorkesterråd, der ved tilrettelæggelsen i store træk af programmer og af den musikpropaganda der bør ledsage arbejdet samt ved tilsyn med virksomheden, tilsikrer samfundet den bedst mulige gennemførelse af den fremtidige drift. En række specielle funktioner vedr. ansættelser og afskedigelser, tilrettelæggelsen af konkurrencer, udarbejdelser af budgetterne, etc. henhører også under dette råd, som iøvrigt skal bestå af repræsentanter for Undervisningsministeriet, Finansministeriet, Den kulturelle Fond, Radioen, Købstads- og Amtsrådsforeninger, Københavns Kommune, Musikkonservatoriet, Dansk Komponist Forening, Musikpædagogisk Forening, Dansk Musikerforbund, Skolevæsenet og en kapelmester. Rådets daglige virksomhed ledes af en direktør, der foruden et stort administrativt arbejde vil få en række vigtige opgaver med tilrettelæggelse af orkestrenes arbejde, redaktion og udsendelse af en årsberetning, arrangement af tourneer og gæsteoptræden, udvexling af dirigenter etc. Derfor er det nødvendigt, at denne stilling besættes med en højt kvalificeret person, som med administrativ dygtighed forbinder et betydeligt kendskab til musiken og musiklivet hjemme og ude. Lønnen for denne stilling må naturligvis rette sig efter de givne forhold, men kan næppe ansættes under 15.000 Kr. Det bliver en stilling, hvis betydning kommer til at ligge på linie med chefstillingen ved det kgl. Teater o.lign.

Udover de tidligere nævnte standardbiblioteker er der forslag om organisering af et centralnodearkiv ved det kgl. bibliotek, der skal fungere i samråd med Landsdelsorkesterrådet.

Men hvorfra skal nu alle pengene komme til hele den ordning, hvis gennemførelse jo vil betyde en revolution i dansk musiklivs existensvilkår? Herom tales der i betænkningens andet store hovedafsnit »Udgifternes afholdelse«. (Kunde måske rigtigere have været kaldt: »Midlernes tilvejebringelse«). Det er ikke meningen i denne oversigt at gå nærmere ind på de mange overvejelser, der har været gjort i udvalget, men alene at hæfte sig ved de praktiske forslag, der er blevet tilbage. Det resultat man er endt ved, består i forslag om, at der ydes tilskud fra kommunerne på ialt 500.000 Kr. (fordelt således at København betaler 100.000 Kr., Frederiksberg og Gentofte 25.000 Kr., 3 hjemstedskommuner å 50.000 ialt 150.000, andre købsteder 140.000 og andre kommuner 60.000 Kr.) samt et bidrag fra Statsradiofonien på 10 % af licensind tægten, hvilket vil udgøre ca. 900.000 Kr. Herunder foreslås en, afgift paa biografbilletter udfra den tanke, at den mekaniske musik bør yde bidrag til opretholdelsen og udbredelsen af den levende tonekunst. Afgiften af biografbilletter, der er tænkt som et beløb på 4 øre af hver solgt billet, vil beløbe sig til ca. 2 millioner Kr. årligt.*) Ialt vilde der således til rådighed for gennemførelsen af landsdelsorkesterordningen blive et beløb på ca. 3 millioner Kr. (idet Statsradiofonien allerede nu yder et tilskud til Den kulturelle Fond på 325.OOO, hvilket så naturligvis fremtidigvil være indeholdt i omtalte 900.000 Kr.), som via Den kulturelle Fond skulde kunne dække de samlede omkostninger ved driften af orkestrene, idet omkostningen ved planernes gennemførelse i deres fulde omfang vil beløbe sig til netop denne sum.

Den formelle gennemførelse af forslaget må ske, dels ved en ændring af loven om Den kulturelle Fond, således at de forannævnte indtægtsbestemmelser indføres i denne (afgiften fra Statsradiofonien og på biografbilletter, samt tilskudet fra kommunerne) samt ved udstedelsen af en særlig lov om oprettelsen af landsdelsorkestre.

Det bliver nu rigsdagens sag at træffe den endelige afgørelse i dette spørgsmål. Længe har ønsket om denne betydningsfulde sanering af vort musikliv været brændende, længe har udvalgets arbejde stået på - hårdt har de allerede existerende orkestre kæmpet for at holde det hele gående, indtil et varigt og sundt grundlag blev skabt for deres fremtidige virksomhed til gavn for vort lands musikliv og dermed for vort folks hele kulturelle højnelse. Ved de udarbejdede planer er i hvert fald skabt et komplex af meget gennemarbejdet natur. Skulde håbet gå i opfyldelse og landsdelsorkestrene, side om side med den stærkt tiltrængte oprydning i de københavnske orkesterforhold, blive til virkelighed, står endnu tilbage at finde de rette folk til den betydende stilling som direktør for landsdelsorkesterrådet, til kapelmesterembederne og til de enkelte musikerpladser. Der er, selv om planen skulde blive vedtaget af rigsdagen allerede i den kommende samling, endnu et stykke vej at gå, førend målet er nået, men det tør maaske siges, at det er den værste strækning, der nu er tilbagelagt.

Fodnote:
*) De læsere, der undrer sig over det brudne beløb 4 øre (ikke 5), henvises til den næremere forklaring herpå i nærværende tidsskrifts nr. 4 april 1944.