Kunst og etik

Af
| DMT Årgang 22 (1947) nr. 07 - side 159-164

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Edition S
  • Annonce

    Kunstkritikk

Kunst og Etik

Af Povl Hamburger

Nedenstaaende Artikel blev skrevet for omtrent tre Aar siden som Indledning til en Diskussion om samme Emne i en privat Fagkreds. Diskussionen kom aldrig i Stand, den nævnte Kreds opløstes, og Artiklen har siden da hvilet i Bordskuffen. Johan Bentzons Artikel »Om Indholdsproblemet i Nutidens Musik« (DM 22, 2) har imidlertid paa ny gjort den aktuel. Den bringes derfor her - med enkelte Afkortninger og uvæsentlige Ændringer.

Er Kunstens Virkning en ren æstetisk, eller har den ogsaa en etisk Side? Er et Kunstværk alene »Form«, eller rummer det ogsaa, et »Indhold«?

At stille Spørgsmaal herom kan maaske synes uden Mening, eftersom det jo indenfor Nutidens Kunstopfattelse er et forlængst anerkendt Dogme, at Kunst udelukkende er et æstetisk Anliggende, og at al Tale om en ogsaa etisk Virkning bør afvises som gammel og fordærvelig Overtro.

Men intet Dogme uden at det jo ogsaa møder sine Tvivlere eller ligefremme Kættere. Fuldkommen Ro har der da heller ingensinde været om dette Spørgsmaal, og netop i de senere Aar har Diskussionen herom taget til, stærkest, maaske i Billedkunsten (særlig indenfor Kredsen omkring »Samleren« med Peschcke Køedt som det største »Forargelsens Tegn«), om end den ogsaa tydeligt har givet sig tilkende i Musiken. Et mærkbart Udslag heraf i var saaledes den heftige Fejde, der for nogle Aar siden udkæmpedes i DM omkring den »rette Fortolkning« af et nyt dansk Korværk, en Fejde, der som ventelig var endt uafgjort uden hverken i Særdeleshed eller i Almindelighed at føre til Klaring af Problemet.

Et værdifuldt, Bidrag til en almindelig Afklaring af Spørgsmaalet »æstetisk-etisk« synes mig imidlertid at være fremkommet. gennem Arthur Arnholtz' Artikler om den folkelige Sang (DM 18, 1 og 2) i det Afsnit, hvor Forf. kommer ind paa hvad han kalder »Sangens æstetiske og eksistentielle Funktion«. Arnholtz undgaar her besindigt al Yderliggaaenhed til den modsatte (den »etiske«) Side, vil tydeligt nok ikke ind paa noget Kierkegaardsk »Enten-eller«; som han udtrykker det: »Disse to Maader at forholde sig paa bør ikke spilles ud imod hinanden i en ørkesløs Polemik, men bør befrugte hinanden«. Og selv om det, Arnholtz hævder, her specielt tager Sigte paa den folkelige Sang, lader det sig uden Tvivl udstrække til principielt at gælde Musiken, ja al Kunst i det hele taget, naar han i det følgende uddyber Synspunktet saaledes: »Den æstetiske Fattemaade angaar, rigtigt f orstaaet, nemlig ikke vor Evne til at nyde udvortes Pynt, men til at udvikle vor Sans for Kvalitet og Ægthed. Uden denne Sans vil vore bedste Bestræbelser i anden Retning forsumpe og stagnere ... Omvendt vil den rene Estetik føre sine Dyrkere til Negativitet under den ene eller den anden Form ... For det er nu engang Meningen med vore Udtryk, ogsaa vore kunstneriske, at de (i hvert Fald for sunde Mennesker) hverken kan eller skal være selvtilstrækkelige, men at de skal tjene noget, sorn er af Liv (fremh. her). Uden eksistentiel Holdning faar vi derfor ingen Retning i Kunsten, ingen Lys og Skygge, ingen Udfoldelses- og Udtryksmuligheder for de enkleste og dybeste Følelser ... «.

Strengt set skulde man mene, at ingen, som giver sig af med Kunst, kunde have noget væsentligt at indvende imod en saadan, faktisk meget moderat Opfattelse, og at der saaledes i og for sig ikke skulde være noget at strides om. Men saadan forholder det sig ikke. Den udpræget modernistiske Kunstner eller Æstetiker giver kun ugerne »Etiken« blot Fligen af en Indrømmelse og affærdiger al Tale om etisk Forpligten som udsprunget af »reaktionær« Tankegang sigtende paa en Indskrænkning af Kunstnerens »Suverænitet« - til syvende og sidst inspireret af eller i det mindste beslægtet med Nazismens Kunstideologi.

Det er imidlertid en for bekvem Maade at komme om -s-ed Sagen paa. I Virkeligheden foreligger her slet ingen »Reaktion«, bedre kunde man vist tale om Forsøg paa Regeneration - en Regeneration af en Kunstopfattelse, der i det væsentlige, om end naturligvis forskelligt far-,,et gennem de forskellige Tider, har været herskende under hele vor Kultur - lige indtil Modernismen ekstremt -,,endte sig imod den og i Stedet for det hidtil gældende L'art pour la vie resolut satte L'art pour l'art som Devise for et rent æstetisk Kunstsyn. Hertil kommer, at Oppositionen mod denne rendyrkede Æstetisme, som ovenfor antydet, slet ikke er et Indfald af fæle »Reaktionære« fra det sidste Tiaar, den er i Virkeligheden omtrent saa gammel som Æstetismen selv -saa vidt min Viden rækker kan den følges helt tilbage til Halvfemserne. For det ældre hjemlige Slægtleds Vedkommende kan jeg henvise til to saerlig markante Skikkelser, Præsten Albert Schack og Litteratur- og Kulturkritikeren Harald Nielsen. Den første bemærkelsesværdig især ved sin kloge og redelige Paavisning af Dekadencen i Ibsens og Bjørnsons senere Værker, den anden blandt meget andet ved sin banebrydende Afhandling »Om Realisme«, der fremkom allerede i 1904 som et stærkt (og paa den Tid særdeles modigt) Angreb paa den Brandes'ske Æstetisme.

Disse og andre - man kan i en vis Forstand nok sige advarende - Røster blev imidlertid flittigst muligt overhørt. Dogmet om Kunstens Selvtilstrækkelighed var dengang ikke saadan at rende over Ende. Kunsten, hævdede man, er ikke til for Livets Skyld, men omvendt Livet er til for Kunstens Skyld - som i alt Fald Flaubert maa have opfattet det, naar han kynisk erklærede, at »Livet er en Illusion, som er til for at beskrives«. Vurderingen af kunstneriske Frembringelser bør derfor -alene være bestemt af, hvad disse er i sig selv; afgørende bør alene være, hvor talentfuldt, dygtigt, opfindsomt, virkningsfuldt o. s. v. Værket er behandlet; Emnet, Indholdet som saadant, bør ikke mindst for den kritiske Betragtning forblive helt ude af Syne.

Men er det da »Etikernes« Mening at Kunstens Opgave ligefrem er at »moralisere«, direkte at forkynde disse eller hine konkrete borgerlige Moralbud. Naturligvis ikke. Den virkelige Sammenhæng mellem Kunst og Moral ligger i disses øjne helt anderledes og langt dybere, man maa her tage Moralen i dens egentlige og almene Betydning som det, den ganske enkelt er, nemlig Livsholdning. Set under den Synsvinkel faar faktisk enhver af vore Handlinger under en eller anden Form moralsk Betydning - positivt eller negativt, opbyggende eller nedbrydende. Og følgelig da ogsaa, naar det er gennem Kunst vi »handler«. Et Kunstark røber altid sin Autor og den Tid han lever i, fortæller altid hvilken Aand og hvilke Ideer, der besjæler ham - for øvrigt ogsaa, hvis der eventuelt slet ikke er noget der besjæler. »Æsteten« kan derfor vende og vride sig som han vil, dekretere at Kunst ikke maa have noget med Moral at høre, den faar det alligevel.

Rigtigheden af dette forudsat - og der skal vist megen Spidsfindighed til for at komme her udenom - mener jeg derfor, at den norske Litteraturhistoriker Christen Collin har truffet det helt præcise, naar han i sin Bog »Kunsten og Moralen« (1894) med Henblik paa Kritiken har formuleret det saaledes, at ethvert Kunstværk maa bedømmes i to Henseender: efter dets Kuturværdi, d.v.s. Gehalten af den Kulturretning, som det udstraaler, samt efter dets Kunstværdi d. v. s. den formskabende Kraft, hvormed dette Kulturindhold er udtrykt. Staar Forf. nemlig her tydeligt nok paa det Standpunkt, at Kunstværket bør være Tjener for Ideen, saa røber den anførte Passus samtidig med lige saa stor Tydelighed, at der reelt set ikke foreligger nogen Dualisme, saaledes at man efter ønske vilde kunne hefte sig enten ved det æstetiske alene eller ved det indholdsmæssige alene. Ved den umiddelbare, altsaa. ikke rent-kritiske, Tilegnelse vil de to Sider af Værket da ogsaa for den virkelige kunstmodtagelige smelte sammen i ét, uden at man saadan set gør sig Regnskab for, hvor det ene begynder og det andet ender.

Det foreløbig fremførte kunde maaske sammenfattes omtrent saaledes: Naar den rene Æstetiker erklærer, at Kunst og Etik overhovedet intet har med hinanden at gøre, maa det kaldes en urealistisk Indsnævring af Kunstens faktisk givne Indvirkningsmuligheder. Formuleres Indvendingen derimod saaledes: Det er taabeligt, at sammenblande Kunst og Etik, saa kan man i og for sig give Synspunktet sin Tilslutning, men maa da tilføje: Ja - ligesaa taabeligt som at ville forsøge paa at adskille dem!

Paa. dette Punkt kunde man da tænke sig, at nogen vil sige: Ja - lad gaa da med den Kunst, som betjener sig af Ord og Begreber - Litteratur og Teater og Musiken, hvor den træder i direkte Forbindelse hermed. Lad til Nød gaa med den bildende Kunst, der jo bestandig har hentet sin Inspiration fra noget med det menneskelige umiddelbart forbundet (den moderne rent-abstrakte Kunst kan jo være blot en Overgang eller en temporær Vildfarelse). Men skulde tilsvarende etiske Virkninger ogsaa, udgaa fra den absolute Musik, om hvilken det dog synes at maatte fastholdes, at den efter selve sit Væsen er en ren abstrakt Kunst? Gælder her noget som helst væsentligt ud over Skønhedskravet? Kan saavel Tilegnelse som Vurdering bestemmes af noget som helst udover det rent æstetiske?

Dermed er vi da stillet Ansigt til Ansigt med Problemet Form-Indhold ogsaa musikalsk set - dette saa vanskelige og uden Tvivl til Bunds uløselige Problem. Slippe for en Stillingtagen dertil kan vi imidlertid ikke, thi Dualismen Form-Indhold er jo til syvende og sidst blot en Omskrivning af Dualismen æstetisk- etisk - uden Indhold i Kunsten heller ingen Etos. Naar det for Digtekunstens og til Dels ogsaa Billedkunstens Vedkommende er vanskeligere at fornægte de moralske Bindinger, skyldes det i første Række, at der jo her faktisk er et Indhold, et haandgribeligt Indhold, der altid paa en eller anden Maade har Relation til Livet - hvad enten det saa sker med idealiserende, realistiske eller - hvad jo ogsaa forekommer - med mere eller mindre forvrængende Tendens.

Et saadant konkret Indhold ejer Musiken ikke. Den moderne Musikæstetiker har gennemanalyseret Musiken lige fra Dufay til Strawinsky indtil de mindste Detaljer og ikke fundet Spor af Indhold, som ikke er absolut identisk med Formen. Virkningen af Musiken hævder han er derfor en rent-miusikalsk, beror alene paa Tonerne og deres indbyrdes melodiske, rytmiske, harmoniske Sammenspil. Musik er »tönend bewegte Formen«.

Dette kunde synes indlysende, og tilsyneladende er den »etisk« befængte hermed trængt op i en Krog, men lad os alligevel prøve, om der ikke trods alt er en Udvej. Form og Indhold er ét! Ja - men er det noget for Musiken særegent? Naar det fornuftigvis ikke tør paastaas, at der i Musiken skulde findes et eller andet »Indhold«, som svæver omkring uafhængigt af de givne Toner og deres Sammensætninger, tør det vel strengt set lige saa lidt paastaas for de øvrige Kunstarters Vedkommende. Ligegyldig hvad et Billede forestiller eller et Digt fortæller, saa findes der vel heller ikke her noget Indhold, som ikke til Punkt og Prikke er givet gennem Formen, gennein de Streger og Farver, Ord og Sætninger, som henholdsvis er sat paa Lærredet og paa Papiret. Deraf at Form og Indhold ikke lader sig adskille, fremgaar i intet Tilfælde (a priori heller ikke i Tilfældet Musiken) som logisk Konsekvens, at Indholdet behøver at være en Illusion. Man kunde da med lige saa stor Ret vende det om til, at det er Formen som er en Illusion.

Den moderne Musikæstetiker vil imidlertid ikke vide af noget »Indhold« - Musik er »kun« Musik. Da et Musikværk jo imidlertid ikke, lige saa lidt som al anden Kunst, bliver til af sig selv, men fordrer en skabende Personlighed, altsaa forudsætter en menneskelig Viljesakt, saa forklares dette slet og ret som »Formvilje«. Denne Opfattelse, saa udbredt den i øvrigt synes at være, staar imidlertid ikke ganske uimodsagt. En af de bedste Formuleringer af Modsynspunktet har jeg truffet i en tankevækkende Artikel i Jahrbuch Peters for 1929 af Arnold Schering, »Musikalische Analyse und Werthidee«, hvori Forf. netop å propos »Formviljen« bl. a. skriver: »Man har ganske glemt, at Formvilje alene ikke kan frerribringe noget Kunstværk, men at der samtidig maa gives en Udtryksvilje. De to Sider kan aldrig tænkes ad,kilt, lige saa lidt som Talen som saadan kan adskilles fra sin Mening. Thi til syvende og sidst er det dog ikke Toner der formes - hvilken Mening skulde det vel have? - men noget som er forud for Tonerne: Spændinger i vort eget Indre. Ganske som jeg dog ogsaa først former en talt Sætning efter i Forvejen at have overvejet dens Mening«.

Udtryk for noget som er forud for Tonerne: Spændinger i vort eget Indre. Ja, mon ikke det er selve det forløsende Ord? Hvad enten det er Ord, Farver eller Toner - det er altsammen blot de individuelle Redskaber, som Kunstneren, alt efter sit individuelle Anlæg, griber til - ikke for at lege med dem i mere eller mindre sindrige og interessante Kombinationer som Formaal i sig selv, men som Middel til at udtrykke, hvad der rører sig i hans eget indre Følelses- og Stemningsliv. Og hvad det angaar, er det vanskeligt at se, at netop Musiken skulde falde uden for eller komme bagefter de øvrige Kunstarter, heller ikke - ja snarere specielt ikke - bagefter Ordets Kunst. Medens nemlig Ordet i sit Væsen er tungere og omstændeligere, fordi det for at opfattes i sin Mening først maa gaa Omvejen over Intellektet, bevæger Musiken sig anderledes let og ubesværet, evner paa ofte lynsnar Vis at følge og genspejle selv de hastigste og fineste Svingninger i det menneskelige Sjæleliv. Man har sagt, at Musiken formaar at »sige det uudsigelige« - og det er andet og mere end et Paradoks. Det er selve dens, Væsen, forstaaet saa langt ind til Kernen, som vi vist overhovedet kan komme.

Der er saaledes næppe noget fornuftigt Holdepunkt for, at Musiken ene af alle andre Kunstarter skulde være saa at sige »endimensional«, kun skulde være »Form«, d. v. s. »skønt ordnede Tonesammensætninger«, saaledes at den Skelnen mellem f. Eks. ophøjet og plat, ædel og uædel Musik, de fleste af os dog stadig indlader os paa, kun skulde være en ren æstetisk Vurdering og ikke tillige - og vist tilmed nok saa meget - en etisk. Man kunde ellers fristes til at spørge, hvad det er, der - bortset fra »Stilen« - skiller f. Eks. Bachs berømte »Air« fra Duke Ellingtons »Mood indigo«. (Sammenstillingen er ikke helt vilkaarlig, der er et vist »Slægtskab« - den dumpt skridende Grundrytme som Baggrund for den rigt ornamenterede og synkoperede Melodi!) Den rene Æstetiker vil muligvis finde begge Stykker lige godt »lavet«, lige »interessante« hver paa sin Vis. Den ogsaa etisk indstillede vil ikke lade sig nøje hermed, vil ikke kunne se bort fra den Afgrund, der skiller herimellem - en Verden helt af Aand over for noget, som alene taler til vore animalske Instinkter.

Men hvem er saa, naar alt kommer til alt, Sandheden nærmest - den rene Æstetiker, som ikke for nogen Kunstarts Vedkommende vil se andet end »Form« eller i det mindste, hvor et konkret Indhold ikke lader sig fornægte, ikke vil tillægge dette nogen som helst positiv Betydning - eller den, som ogsaa vil have Kunstens etiske Funktion med i Betragtningen? Spørgsmaalet staar for saavidt. stadig aabent, som ingen af Parterne er i Stand til at møde op med nogen tvingende Bevisførelse for deres Paastande.

De har ikke været i Stand dertil og vil formodentlig heller aldrig blive i Stand dertil, for til syvende og sidst ligger hele dette Spørgsmaal i et Plan, hvor haandgribelige »Beviser«, af hvilken Art de end maatte være, ikke gør det endelige Udslag. Det hele bliver i Virkeligheden et Opf attelsesspørgsmaal. Med Problemet Form-Indhold eller æstetisk-etisk forholder det sig omtrent som med Problemerne Stof-Aand, Legeme-Sjæl. Hvad man mener herom, beror i sidste Instans paa ens egne indre Erfaringer, bliver stort set et Spørgsmaal om Livs- og Verdensanskuelse. Som Ikke-Rationalist vil man nødvendigvis reagere anderledes end som Rationalist. Vor Tid er rationalistisk og materialistisk, dens Guddomme hedder Teknik og Mekanik, den kender - anerkender væsentlig kun Stof, Legeme, Form ogsaa. i sin Kunstopfattelse. Med denne Opfattelse møder den ikke alene ældre Tiders Kunst, selv saadan Kunst som vitterligt maa. have opfattet sig selv i stik modsat Aand, men præger ogsaa. sine egne Frembringelser. Vor Tid med dens Undervurdering eller direkte Fornægtelse af Indholdet eller dog Indholdets Betydning har faktisk frembragt Maleri og Skulptur af ren abstrakt, fra det menneskelige helt isoleret Karakter, paa samme Vis en Musik, som endelig omsider er havnet i det abstrakte i en Betydning, som Ordet hidtil ikke har haft indenfor vesterlandsk Musikopf attelse.

Er det saa dermed blevet den moderne Tid beskaaret at finde de Vises Sten, saaledes at alt hvad man hidtil, fra Middelalder til Romantik, har forestillet sig med Hensyn til Kunsten, dens Væsen og Virkning, nu uden videre bør affærdiges som lykkeligt besejret Overtro - eller er det stadig tilladt at placere Overtroen paa de modernes Side?

Fremtiden alene vil kunne afgøre det. Hensigten med disse Linjer var imidlertid først og fremmest at gøre opmærksom paa, at den gamle idealistiske og etiske Kunstopfattelse stadig er i Vigeur og fremdeles er parat til at krydse Klinge med Modparten.

Årgang 22/1947, nr. 07