Nordiske musikdage i Stockholm

Af
| DMT Årgang 22 (1947) nr. 08 - side 175-180

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Nordiske Musikdage i Stockholm

af Frede Schandorf Petersen

Livets Ret er stærkere end den højeste Kunst, og selv om vi naaede til Enighed om, at nu var det bedste og skønneste naaet, vilde Menneskene, der tørster ivere efter Liv og Oplevelse end efter det fuldkonine, tilsidst raabe i Kor: giv os noget andet, giv os noget nyt, ja, giv os i Himlens Navn hellere det slette og lad os føle, at vi lever, i Stedet for bestandig at gaa ,rundt i

(Madløs Beundring for det engang vedtagne. Carl Nielsen,

Ikke mere end fire Maaneder efter I.S.C.M.'s Musikfest i Københa,,.n samledes de nordiske Lande til Musikfest i Stockholm fra 25. Sept.-1. Okt. Traditionen tro genoptog man for første Gang efter Krigen disse Musikfester, der har været gennemført hvert fjerde Aar, siden de blev indstiftet i 1888. Selvom man, hvad Værkernes Karakter angaar, ikke kan anstille nogen Sammenligning mellem de nordiske ,Musikfester, eller »Nordiske Musikdage« soin dette Overgangsfænomen blev. kaldt, og de internationale Mu.sikfester, saa skulde disse to f orskellige Arrangementer dog have eet Fællestræk: Viljen til at præsentere de Værker, som i de respektive Lande er fremkommet i de seneste Aar, og som samtidig er Udtryk for de Strømninger, der rører sig i disse Lande. Det blev- betonet -,,,ed Koncerternes Begyndelse, at naar de nordiske Lande nu igen var samlet til Musikfest efter i ni Aar ikke at have optraadt sammen ved nogen Musikfest, saa N-ar det for at vise den Tonekunst, der -var vokset frem i Norden under den sidste Krigs lange Isolation, det kan derfor ma-,ppe undre de arrangerende Organisationer, at Forbavselsen og Skuffelsen -,,ar stor, da det viste sig, at 25 %, af Orkesterværkerne var skrevet indenfor Intervallet 1919- 1936 og derfor havde mere retrospektiv end repræsentativ Karakter. Dette Faktum. er blevet understreget flere Gange i Dagspressen, og naar det gentages her, er det, fordi denne Omstændighed i høj Grad satte et mat Præg paa hele Koncertserien.

DMIni, 22. Aargang N'r. 8 1947

Da hvert Land har staaet. frit med Hen,syn til at vælge '~.'ærker ud til denne Udstilling af nordisk Musik, viste Re~ sultatet en usædvanlig Mangel paa Aktualitetssans fra de arranger.ende Myndigheders Side.

Den norske Komponist Klaus Egge udtalte som. sin Erfaring, at man ude omkring i Verden ikke regnede med en svensk, finsk, norsk eller dansk Tonekunst som selvstændigt Fænomen, men at man rystede alle Værker af nordiske Komponister sammen i en Gramsepose under Betegnelsen Ska Rdinaz)isk Musik. Han understregede Nødvendigheden af det nordiske Sammenhold -bl-a. med denne Omstændighed. Der kan ingen Tvivl være om, at de nordiske Lande skal forts,,ætte og udvikle deres Samarbejde, hvilket vi har alle mulige Betingelser - geografiske, histroiske, kulturelle og sproglige - for at gøre frugtbart, men derfra og saa

I

til at samle den nordiske Musik under een Hat er der et større Spring, end man almindeligvis gør sig klart. Dette kom tydeligt frem i Løbet af Musik-dagene.

Finland.

Den Repræsentation, hvormed Finland mødte op, viste, at den store Sibelius' Aand stadig med stor Indflydelse svæver over Vandene, men det er ikke saadan, at man forsøger at bygge videre paa det Grundlag, han har skabt, tværtimod, de Spor, som han har traadt saa fast og sikkert, bliver ikke videreført af hans epigonale Efterfølgere men gøres blot udtraadte og plørede ved at blive iblandet alskens senromantiske Banaliteter og overdimensionerede Klangeffekter.

Ahti Sonninen, hvis »Symfoniske Skitser« blev opført paa den første Koncert for Indbudte, hører saaledes til denne Kategori; den indledende, kromatiske Blæserper-iode, der havde Træk fælles med Soussa's Marchindledninger, var om ikke fantasifuld saa dog virkningsfuld i Udnyttelsen af de orkestrale Midler. Men han kender ikke til Beherskelse af den dynamiske Klang; Messinget blev ført i Ilden med en saadan Voldsomhed, at man maatte mindes Definitionen af Musik som organiseret Støj,i dette Tilfælde blot med Mangel paa Organisation. En lille Vals med Karakter a la Strauss' Rosenkavalervals havde en god Begyndelse, men som overalt i Værket har han ikke noget Hold paa sine Idéer, og man mister Interessen for Værket som Helhed i Kraft af dets intetsigende senromantiske Eftersnakkeri. Var Sonninen mere inficeret af den germanske Kolossalstil end af Sibelius, saa var til Gengæld hans tre Landsmænd, Lauri Ikonen (f. 1888), Aarre Merikanto (f. 1893) og Eino Linnala (f. 1896), deres store nationale Forbillede tro i en næsten uhyggelig Grad. Ikonens »Sinfonia inornata« er næsten 30 Aar gammel ' og eftersom han har skrevet fire Symfonier siden denne (den er ganske vist blevet omarbejdet senere), kan den næppe være Udtryk for hans Stil i Dag; det var problemløs Musiceren uden særligt karakteristiske Egenskaber udover den, at den nationalt romantiske Tone i anden Sats havde en paagaaende sød Karakter. Merikantos (Søn af Oskar Merikanto) Intrada var rigt udsmykket med Wagner-Sekvens er og havde i Opbygning saavelsom. i Klang Wagner-Sibelius Karakter, men man ledte forgæves efter et eneste Spor af en Personlighed, der ogsaa selv havde noget at udtrykke, noget, som ikke blot betraadte gamle og forslidte Veje. Linnala viste sig i sin anden Symfoni

som den meget store Sibelius i et meget lille Lommeformat. Værkets første Sat.,,, anslaar straks en finsk- finsk Stemning; over et langt Orgelpunkt begynder et ganske lille kaldende Motiv at vække Forhaabninger om, at denne Uvished og Afventning skal faa sin Udløsning i Satsens egentlige Motiv

nogle heftige Blæserudbrud fører til en tyk Messing-Koral (Finlandias Psyke), sporadisk indtræder nye Idéer, man venter stadig paa det egentlige, men det kommer ikke; i en traditionel Bruekner-Stil løber Satsen ud, uden at have bragt det, den lagde op til. Denne »De tusind Søers Stil« virker, naar den bliver fortyndet saa stærkt op, næsten deprimerende paaen Tilhører, der netop paa en nordisk Musikfest arrangere~ af Komponistforeningerne havde ventet at høre Værker, som mere eller mindre var et Udtryk for vor Tids nordiske Musikstrønininger. Er Hovedparten af finsk Musik af i Dag virkelig saa stagneret i Romantikens, specielt Sibelius' Tonesprog, eller er det blot Udvælgelsen af Værkerne, der er Skyld i, at det finske Bidrag til Musikdagene blev det svageste? Jeg -,,ed, at der eksisterer en Komponist, den 31- aarige Einar Englund, som har skabt sig Respekt om sit Navn -,,ed sin første Symfoni (1946), det havde været opportunt, om Finland i Lighed med Sverige og Danmark havde ladet sig repræsentere af en af de yngre Komponister.

Et enkelt lille Lyspunkt i den finske Repræsentation var Strygekvartetten af Sulho Ranta (f. 1901) ; uden at være paafaldende ny men heller ikke traditionel i sit Tonesprog, har han i fire

korte og velformede Satser vist, at han ikke alene er en dygtig Musiker, der kan sit Haandværk, men tillige en Komponist, som har noget personligt at give Udtryk for. Særlig smukt kom hans Egenart frem i den langsomme tredje Sats, hvor han viste en ualmindelig fin melodisk Fornemmelse og en gennenim 'sikalsk Opbygning af Formen,'hvor, udaf Celloens lange Melodi, Stemmerne efterhaanden samlede sig til. et velmotiveret kontrapunktisk Væv, der efterhaanden opløstes og udløstes igen, i den lange Cellomelodi.

Norge.

Paa den første Koncert introducerede Norge sig med en 12 Aar gammel Sinfonia op. 3 af Olav Kielland (f. 1901), et sympatisk Værk, der mere -~-ar præget af dygtigt musikalsk Haandværk end af en selvstændigt skabende Personlighed. Instrumentationen var ikke overalt lige homogen men delt op i Grupper - Blæsere, Strygere - og i flere af Blæserepisodern,~ skinnede Carl Nielsens karakteristiske »Hønsegaardsatmosf,ære« igennem, ligesom man anede Grieg i flere af Strygerstederne. Dette er selvfølgelig ikke noget Onde, hvis Komponisten formaar at omskabe de Paavirkninger, han faar udefra, i-et selvstændigt Tonesprog, men dette lykkedes kun momentvis for Kielland, saaledes i Finalen med dens Hindemith-agtige Hovedtema og det smukke, brede Strygerudløb. Karl Andersens (f. 1903) Symfoni for Kaminerorkester var ligesom Kiellands Værk af ældre Dato (1936), men der var noget i dens Karakter, som pegede niere fremad end tilbage. Værkets Hovedskavank. var en me,,-,et uor anisk 9

Opbygning af Formen; Karl Andersen arbejder nok med sine Idéer, men man inærker ikke, at han har noget Maal, han afbryder ofte sine Tanker og indfører de samme i en ny Sammenhæng, som ikke er motiveret af det foregaaende. Gennem hele Værket mærker man, at han har en Forkærlighed for melodisk og harmonisk Anvendelse af Heltoneakkorder af og til med impressionistisk Præg, men han rendyrker ikke sin Stil, der indtræder tit en helt folkelig far-vet Harmonik med en »tyk«, tonal Karakter som bl.a. i Finalens Tristan-Stemning Side om Side med hans mere »moderne« følte Klang

behandling, hvilket giver Fornemmelsen af en Rodebutik af Stilarter, som i høj Grad trænger til Afklaring. Der var mange tiltalende Momenter i Værket, og den Afklaring, som ' tiltrængtes, har maaske allerede fundet Sted, Symfonien har jo 11 Aar bag sig. Gjætlevise-Variationer for Kammerorkester op. 15 -,,ar Titlen paa Værket af Harald Sæverud (f. 1897). Om de 15 Variationer siger Sæverud selv, at de er »stillet saadan sammen, at hver anden af dem er lagt forholdsvis nær op til Temaet. De øvrige, mere fritflyvende Variationer faar derved saa at sige hver sin haandfaste Ledsager, som sørger for at' Kursen bliver holdt.« Dette Værk er maaske ikke saa stærkt som »Galdreslåtten«, der blev spillet ved den internationale Musikfest i København, men det har, som det meste fra Sæveruds Haand, en umaadelig fin »Atmosfære«, og fremfor alt er det præa get af en rent ud forbløffende Fantasi og Opfindsomhed i Opbygningen af Variationerne og i Udnyttelsen af Kainnierorkestrets orkestrale Muligheder. Det var et af de faa opløftende Værker paa Musikfesten.

Med Kammermusik var Norge kun lidt og daarligt repræsenteret, det eneste Instrumentalværk var Fartein 11""alens (f. 1887) Trio for Violin, Cello og Klaver op. 15 skrevet 1923. Det hører til Valens Ungdomssynder fra Tiden lige inden han for Alvor brød igennem til sin stærkt personlige, konstruktive Stil *). Naar Valen siden 1935 har faaet den norske Stats Kunstnerløn for udelukkende at hellige sig sin Kompositionsvirksomhed uden Hensyn til, om hans Værker bliver spillet eller ej, saa havde det været ulige meget interessantere at blive præsenteret for en af hans seneste Frembrin-,elser, i Stedet for at høre disse overmodne Efterklange af Brahms-Reger-Stilen, tilmed naar man tager i Betragtning, at Valen paa Grund af sin svæ- rt tilgængelige

Se D."":4. 1947 Nr. 4-5, S. 98-99.

Stil saa godt som udelukkende er henvist til at f aa sine Værker opført paa »Musikfester« o.l. Foretagender.

Sverige.

Musikdagenes Værtsland, Sverige, var for Orkestermusikens Vedkommende utilstrækkeligt repræsenteret, bortset fra Romancerne med Orkesterledsagelse af Ture Rangstróm, hvilke nærmest maa betragtes som et »in memoriam« for den store svenske Romancekomponist, var der faktisk kun eet svensk Ork~sterværk paa Programmerne, Karl-Birger Blomdahls (f. 1916) Koncert for Violin og Strygeorkester, der ved denne Lejlighed fik sin Uropførelse. Denne Violinkoncert havde ovenikøbet været bedre tjent med at blive opført paa en Kammermusikkoncert, dels i Kraft af Koncertens intime Karakter og dels, fordi et mindre, i Forvejen velsammenspillet Ensemble vilde have været i Stand til at give det fint cicelerede Værk. en bedre Fremførelse end den, der blev det til Del i Konsertfbreningens hastigt indstuderede Udførelse. Koncerten er karakteristisk for sin Autor, saadan som man kender ham fra Strygetrioen, der blev opført paa I.S.C.M.'s Koncert i Lund, men den synes ikke at eje den samme Varme og Helhed baade i Stof og Form som f. Eks. Førstesatsen af Trioen. I det musikalske Arbejde er den stærkt indflueret af den Hindemith'ske »Neue Sachlichkeit« med velafvejede melodiske Linjer og en fin Balance i Forholdet mellem de forskellige Basistonaliteter, ligesom det koncerterende Princip er gennemført med fin Sans for Afveksling og Proportioner. Blomdahl er let genkendelig ved sit kompositoriske »Princip«, men Stoffet er endnu for ukarakteristisk til at skabe en Aura omkring Værket som Helhed, det er stadig i sin Vorden, men der er grødefuld og sund Jordbund for en ærligt stræbende Komponist.

Naar Sverige ikke var rigere repræ-

senteret med Orkesterværker skyldes det maaske en Beskedenhed som Vært, men denne er i dette Tilfælde ikke rigtig paa sin Plads. Det vilde f. Eks. have været af betydelig Inleresse at høre tredje Del af Rosenbergs »Josef«, som var blevet opført faa Uger inden Musikdagene fandt Sted.

Med den instrumentale Kammermusik var Værtslandet dog bedre faren, hvad Antallet angaar, her var to Værker af henholdsvis Dag 1Virén (f.1905) og Erland von Koch (f. 1910). Wiréns Strygekvartet (Nr. 3) er meget let, næsten for let i Karakteren; satsteknisk skriver han godt for den Besætning, men han er i sin Formgivning meget usammenhængende (ikke ulig visse Værker af G,5sta Nystroem), han kan ikke rigtig videreføre sine Idéer organisk men bryder af, naar noget nyt skal præsenteres, uden at kunne knytte Forbindelsen fra den ene Del til den anden. I Finalen forsøger Wirén at kæde Værket sammen til en Helhed ved at anvende Temastoffet fra de tidligere Satser med en retrospektiv Karakter, men det er, som om det melodiske er for svagt til at bære denne yderligere Uddybning. Erland von Kochs Variationer for Klaver o-,,er en gammel Dalamelodi, op. 34 -,,ar ganske betydningsløse, stofligt har Værket sine Rødder i Højromantiken tilsat lidt svensksvensk Folklore, men Fantasien - -,,el det væsentligste i et Variationsværk

slog ikke til i en eneste Variation. Han forsøgte nogle enkelte Gange at anslaa en original Karakter men faldt saa straks tilbage til en folkelig, ofte yderst banal og salonagtig Skriveniaade. Han har ikke rigtig Evne til kritisk at udvælge sit Stof men roder blot alt sammen i en upersonlig Pærevælling - han ,,,il kunne lære betydeligt af Sæveruds fantasifulde Variationsteknik.

Danmark

Det danske Bidrag til Musikdagene var paa ikke mindre end fire Orkesterværker fra Tidsrummet 1943-47, og saa at sige fire Generationer blev her repræsenteret: Peder Gram (f. 1881), Knudåge Riisager (f. 1897), 17agn Holmboe (f. 1909) og Leif Kayser (f. 1919). Man kommer ikke bort fra, at der var en klar Linje i det danske Programvalg, og selvom man kan diskutere Værkernes Kvalitet, saa er der dog ingen Tvivl om, at det er efter disse eller lign. Retningslinjer, de kommende Musikfester eller Musikmesser maa afholdes, hvis de virkelig skal væ- re et Udtryk for de musikalske Retninger, der rører sig i de respektive Lande.

Svagest men i Betragtning af Komponistens Alder ingenlunde daarligt stod Grams Intrada. Den havde en ganske fin fabulerende Form og smukt Motivstof, som han udnyttede med Smag i den vekslende Instrumentation, men nægtes kan det ikke, at Kompositionen virkede lidt passé. Riisager, hvis Sinfonietta for mindre Orkester her fik sin Uropførelse, muntrede sig med sine lette og lyse Motiver, men han har den samme Skavank som f. Eks. Wirén og Karl Andersen, nemlig Vanskeligheden ved at faa sit Stof til at linenge sammen, saa man mærker en logisk, storformal Udvikling, der er betinget af de Anlæg, som ligger i selve Stoffet. Men der var dog Steder i denne let koneerterende Musik, hvor man mærkede, at Riisager ikke blot ønskede at vwre diverterende; anden Sats havde Tendens henimod en Søgen i Dybden, Aanden var redebon men Kødet skrøbeligt, dog, naar man ser paa den gode Vilje, saa maa dette hilses med Glæde hos en saa begavet Komponist som Riisager. Leif Kayser var repræsenteret med sine Orkestervariationer Op. 8 over et gammelt Folkemotiv, »Højt paa en Gren en Krage sad«, der blev uropført i København i Foraaret. Første Gang er det interessant at høre dette Værk, fordi det viser en højt udviklet Instruinentationskunst, en Farverigdom og et usædvanlig talentfuldt Haandelag for Be

handlingen af Orkestret og dets Mulig~ heder, Egenskaber, som man kunde ønske i adskilligt flere unge danske Komponisters Besiddelse. Disse Fordele hos Kayser dækker derimod over Brister i det musikalske Stof, der mere svnes at være til for Instrumentationens Skyld end omvendt. Stilen er meget ujævn, romantiske og klassicistiske Træk staar Side om Side med mere »moderne« Forsøg, men der bliver ingen Helhed i Nrærket, og Personligheden dækkes af et Slør af epigonale Vendinger. Dette for et virkeligt Kunstværk uundværlige, - Personlighedspræget - kan man ikke selv med Kaysers uomtvistelige Talent lære, men hvor stor Betydning det har, saa man tydelig! i Sæ-,.,eruds, Gjætlevise-Variationer, der ogsaa er folkemusikalsk Stof taget op til Be

I

handling i Variationsform, her er Atmosfære og Originalitet, det, der hæver Værket ol) i et højere kunstnerisk Plan. Vagn Holmboes Kaninierkoncert Nr. 5, »Bratschkoncert«, var vel det ~-ægtigste danske Bidrag indenfor Orkesterv,---erkerne, men denne Koncert med dens niørke, lidt bedske Karakter blev af Solist og Kapelinester opfattet som et diverterende og ikke som et seriøst koncerterende Værk. Man fik her et tydeli,gt Bevis paa, hvor stor Betydning det har, at den Kunstner, for h-,,rem en Komposition er skrevet, faar Lejlighed `-il at fremføre den første Gang i et andet Land, og dette kan jo udmærket lade sig gøre ved de nordiske Musikfester, paa den Maade vilde man ogsaa. give de udøvende Kunstnere Lejlighed z~,

til at præsentere sig i et fremmed Musikliv. Naar det gælder nordisk Samarbejde, er denne Udveksling en ikke uvæsentlig Ting, som f. Eks. allerede praktiseres i det musikalske Samarbejde, der foregaar mellem de nordiske Landes Musikstuderende.

Den instrumentale Kammermusik udgjordes af Otto Mortensens (f. 1907) Blæserkvintet fra 1944 og Niels Viggo Bentzons (f. 1919) anden Klaversonate Op. 42 f ra 1946. Otto Mortensens Kv-intet lytter man til med en Blanding af Behag og Ligegyldighed; Behag, fordi den er skrevet i en veldisponeret Forin, hvor Stoffet har den rigtige Blæserkarakter - Ligegyldighed, fordi Indholdet og den Maade, hvorpaa det serveres, ligger saa tæt op ad wienerklassisk Manér og Carl Nielsen'sk Psyke - Dispositionen synes taget direkte fra Carl Nielsens Blæserkvintet -, at man sløves og taber Interessen; det er jo sagt før saa godt, at det ikke taaler at blive udtraadt. Niels Viggo Bentzons Klaversonate viser ham igen som dansk Klaverkom Ponist par excellence, den er et Barn af Partitaet men derfor ingen Gentagelse. Bentzon hører til de faa Komponister, der helt formaar at indordne alle musikalske Faktorer under en stor Form, saadan at Værket i bogstavelig Forstand bliver en Helhed. Sonaten er født til Klaveret med Bentzons stærkt personlige Fornemmelse af en Klaversats, og Stoffet er i tematisk, rytmisk og maaske navnlig i harmonisk Henseende af en uendelig fin Konception. Det Udsyn og den Atmosfære, som han kan skabe i en langsom Sats, maa vel siges at være enestaaende i vor Tid. Finalen med dens stærke, rytmisk prægnante Tema har en meget smuk Koralperiode, hvorpaa Codaen bygges op, og det eneste, der her er uforstaaeligt, er, at Bentzon kan slutte dette ,-x--,dle Musikværk med en saadan Floskel, som viser sig i femte- og sjettesidste Takt, dette er selvlfølgelig kun en lille Plet, men den kunde hav-e været f jernet.

Norden

Det Sted, hvor nordiske Komponister staar hinanden nærmest i Aand og Karakter, er i Romancekunsten, hvad Grieg, Sibelius, Rangstrbm og Carl Nielsen har følt og givet Udtryk for gennem deres Sange lever videre paa den smukkeste Maade i de Romancer som Normændene, - Finn Ludt (f. 1918), Conrad Baden (f. 1918) og Arne Dórumsgaard (f. 1921) - Finnerne - Einari Mai-via (f. 1915) og Taneli Kuusisto (f. 1905) - Svenskeren - Gunnar de Frumerie (f. 1908) - og Danskerne - Knud Jeppesen (f. 1892) og Poul Schierbeck (f. 1888) - præsenterede paa Musikfesten. I ingen af Sangene var der Forsøg, som gik i Retning af en ny Sangstil, men denne Art af musikalsk Skaben taaler ogsaa. langt bedre at va-,,re præ-get af Tradition og Konservatisme end andre Former for

Komposition. Dermed være ikke sagt, at alle Romancer var skaaret over samme Læst, eller at de alle var af lige høj kunstnerisk Kvalitet; Perlerne var faa, men de skinnede smukt.

Årgang 22/1947, nr. 08