Nu maa der gøres noget!

Nu maa der gøres noget!

af Frede Schandorf Petersen

For faa Aar siden blev det sidste Studiepartitur til et af Carl Nielsens mest skattede Værker »Sinfonia espansiva« solgt i Danmark, og det har ikke siden været muligt at faa fat i det. Det er udkommet paa et tysk Forlag - C. F. Kahnt, Nachfolger - i Leipzig, og hvis vi skal vente paa, at der kommer ordnede Forhold i Tyskland, inden vi igen skal kunne faa »Espansiva«, saa vil det sige, at der kan gaa en meget lang Aarrække endnu, Intet dansk Forlag har, medens det endnu var muligt, været forudseende nok til at hjemføre tilstrækkelige Mængder Studiepartiturer af dette Værk til at dække det almindelige Behov, og naar man tager i Betragtning, at Forstaaelsen af og Interessen for Carl Nielsens Kunst bogstavelig talt vokser fra Dag til Dag, hans Værker er ved at blive indspillet paa Grammofonplader efter utilladelig mange Aars Dvaletilstand, saa betyder det altsaa, at vi maa undvære Studiepartituret til et af Hovedværkerne i dansk Musik!!! Enhver, der er interesseret i Grammofonplader, vil kunne bekræfte, at Studiepartituret for ham er den største Hjælp til Forstaaelsen af og Fordybelsen i et Musikværk, fordi han er i Stand til, naar han ønsker det, at høre et Værk igen. Er først Musikværket anskaffet i en Indspilning, saa behøver han ikke at vente paa at faa det hørt, til det tilfældigt kommer paa et Koncertprogram. Men »Espansiva« er ikke det eneste af Carl Nielsens Værker, hvortil vi mangler Nodemateriale, flere af hans værdifulde Kompositioner lider den samme Skæbne. Saaledes er det umuligt at skaffe Studiepartitur tilhans F-Dur Kvartet Op. 44, og i lang Tid har man ikke kunnet faa Noderne til hans store Klaverværk, Suiten Op. 45 og Præludium og Tema med Variationer for Soloviolin Op. 48. Alle de sidstnævnte Kompositioner er udkommet paa Peters' Forlag i Leipzig, og de maa lide nøjagtig samme Skæbne som »Espansiva«, hvis ikke der i Tide bliver gjort noget effektivt for at raade forsvarlig Bod paa denne Misére. Her er ikke blot Tale om at tilfredsstille et almindeligt Behov, men Spørgsmaalet er, om vi fortsat ønsker at gemme vore musikkulturelle Værdier hen i en mørk Krog, hvor kun ganske faa i Forvejen velinformerede danske Musikere kan finde dem frem. Er Sandheden virkelig den beskæmmende

- at vi herhjemme ikke ejer Skyggen af musikkulturel Bevidsthed eller Ansvar

- at vi kun kan tænke og handle udfra et kulturelt Standpunkt, naar dette samtidig giver Mulighed for at høste Profit paa netop de Ting, som det er vor simple Pligt at overlevere Samtiden paa Tryk i tilgængelige Udgaver?

Sandheden er den beskæmmende at Carl Nielsens 1. Symfoni først udkom i Studiepartitur 53 Aar -- skriver TREOGHALVTREDS - efter at den forelaa trykt i Orkesterpartitur; med »De fire Temperamenter« varede det 44 Aar, med Violinkoncerten dog kun 28 Aar o. s. v.

- at der indtil 1939 (det Aar, inden hvilket det endnu var muligt i ubegrænset Mængde at fremstille og indføre udenlandske Optagelser saavelsom vore egne indspillede Plader) ikke forelaa nogen Indspilninger af Carl Nielsens Symfonier overhovedet

- at man forpassede Tidspunktet for Indspilningen af Klarinetkoncerten med Aage Oxenvad

- at man stadig ikke har Planer om at lade Gilbert Jespersen indspille Fløjtekoncerten!!

Nu vil man saa gerne forsøge at raade Bod paa nogle af de mange Undladelsessynder, som er begaaet i flere Aar, nu kan man godt se, at det er nødvendigt at fremstille Studiepartiturerne, nu maa man endelig faa indspillet nogle af Carl Nielsens Værker; man er klar over - selvom det er utilladelig sent - at nu maa der gøres noget, og man skyer intet Middel for at faa de bedste Navne til det. Selvom man er opfyldt af mange Aars indestængt og berettiget Harme over det Sløseri, som fra flere Sider er blevet udvist mod vor store Komponist, saa maa det dog hilses med Glæde, at der nu bliver gjort noget; men ak, Glæden er kun saa kort, saa kort. I en Efterkrigsverden er der vigtigere Ting at tage vare paa end Kultur. Der foreligger efterhaanden en hel Del Optagelser af vor egen Musik indspillet af vore egne Kunstnere, men vi kan bare ikke faa fat i dem, da de skal importeres fra England, og med den fra et musikalsk Synspunkt set kulturfjendtlige Politik, der føres, kan der ikke forventes nogen Bedring i Tilførslerne til Danmark af vor egen Kunst. Da den internationale Musikfest skulde afholdes i Danmark, blev der fra flere Sider rettet en Henvendelse til Handelsministeriet om i hvert Fald at faa Lov til at indføre et begrænset Antal Plader med vor egen Musik for at kunne have en fyldig Repræsentation til de udenlandske Gæster, som ved denne Lejlighed besøgte Danmark; men Sagen blev syltet, og den samler sikkert Støv et eller andet Sted i en ministeriel Skuffe. Faktum blev, at vi ingen Plader fik, og naar man tager i Betragtning, hvor rosende de danske Bidrag til Musikfesten blev modtaget af de udenlandske Gæster, vil man ogsaa forstaa, at denne Undladelsessynd - een blandt utallige - hindrede os i at smede, medens Jernet var varmt; vi kunde ikke fremvise nogle Indspilninger af den danske Musik, som de udenlandske Gæster med Rette havde ventet at finde her i Landet.

Det er sagt før, men det maa fremhæves igen: Er der ingen Mulighed for at foretage en Udvælgelse af alle de Bøger, som indføres frit til Landet, saadan at Mali kunde lade det Beløb, der herved blev sparet, komme Indførelsen af vor egen Musik tilgode? Gaar man forbi en Boghandler, kan man ikke undgaa at finde dusinvis udenlandske Bøger, der rangerer paa Linje med vore »kulørte Hefter«, en stor Part af de spraglede »Pocket Books« har sorte Masker, Brownings, Blodpøle og Gaglebakker paa Omslaget, »Gone with. the Wind« kan man finde i store Stabler, o. s. v., men samtidig kan vi, for at nævne et tilfældigt Udvalg, ikke faa fat i Carl Nielsens Blæserkvintet, F-Dur Kvartet, Suite Op. 1, Helios Ouverture, Saga-Drøm, Sange in. in., Schuberts »Die schöne Müllerin« med Aksel Schiøtz, Høffdings Blæserdialoger in. m. m. Meningen med denne Opstilling er ikke, at der skulde lægges et unødvendigt Baand paa den udenlandske Litteratur, men naar vi ikke kan indføre vor egen Musik, medens udenlandske Forfatteres Kriminaldramaer kan købes i Mængder efter Behag, saa er der noget galt; dette er en Haan mod dansk Kunst og dansk Musikkultur, og man kan med fuld Ret vente en Forklaring paa dette for dansk Musik katastrofale Misforhold fra de Myndigheder, der har Ansvaret for den gældende Ordning, fra de Myndigheder, som nu bevidst holder Døren stænget for vor egen Musiks naturlige Trivsel.

Nu tilbage til denne Artikels Prologtema. Findes der ikke eet Forlag eller een Institution, som vil og kan arbejde paa, at Danmark faar Rettighed til at mangfoldiggøre de af Carl Nielsens Værker, som findes udgivet paa tyske Forlag, indtil disse Forlag igen vil være i Stand til at tilfredsstille den almindelige Efterspørgsel? England har opnaaet saadanne Ordninger, maaske har de simpelthen bare taget sig denne Frihed som en naturlig Følge af den foreliggende Situation; Norge forsøger gennem »Grieg-Fonden« i London at erhverve sig Verdenscopyrighten til Griegs Værker, efter at Forlagsretten efter det tyske Sammenbrud er overgaaet til de Allieredes Direktorat for fjendtlig Ejendom. Skridtet behøver fra dansk Side ikke at være nær saa drastisk; der er jo heller ikke Tale om mere end ganske faa Værker, men det maa kunne gøres, hvis blot nogle af dem, der har Midlet, ogsaa har Viljen.