Peter Grimes

Peter Grimes

af Herbert Rosenberg

Gennem næsten to Aar havde nian med spændt Forventning inlødeset den danske Opførelse af Benjamin Brittens Opera »Peter Grimes« paa Det kgl. Teater i København. Værket, soin er komponeret 1944/45, gjorde sensationel Lykke i London Sommeren 1945. Allerede Marts 1946 kom det til Opførelse paa Operaen i Stockholin efter en antagelig forhastet Indstudering. Indtrykket blev i alt Fald noget inat, og Stykket gik kun nogle faa Gange.

Den 3. Oktober i Aar fulgte saa den danske Preiniére. Forestillingen er jo blevet bedømt indgaaende af Dagbladene, saa jeg kan derfor fatte mig i Korthed og nøjes i-ned at fastslaa, at Det kgl. Teater har ydet en aldeles fremragende Indsats. Det er lykkedes Iscenesætteren at smelte Værkets inusikalske og sceniske Eleinenter sammen til Fuldkommenhed. Solisternes, Korets og Orkestrets Præstationer er uden Undtagelse udmærkede; san-nne, Ros fortjener de smukke Scenebilleder, der er laant fra Stockholins Opera.

En i-neget stor Del af Æren for det overmaade smukke Resultat tilkommer Teatrets nye Kapelniester John Frandsen. At han næ..-,.-nes paa Bekostning af alle de øvrige Medvirkende maa ikke opfattes som en Undervurdering af deres Indsats, nien skyldes udelukkende den Omstændighed, at »Peter Grimes« var Frandsens Debut som Operadirigent. Han løste den svære Opgave med en saa imponerende Overlegenhed, at inan har Lov at spaa denne evnerige, unge Dirigent en stor Fremtid.

Og saa til selve Værket. »Peter Griines« er fattig paa ydre Drainatik, inen til Gengæ- Id desto rigere paa indre, sjælelige Spændinger. Hovedpersonen, Fiskeren Peter Grimes, er en neurotisk Eneg,,ænger, en uharnionisk Blanding af Drøinrrier og haard, ærgerrig Realist. Af sine Karakterskavanker i Forbindelse i-ned ulykkelige, ydre Omstændigheder drives han til Selvmord.

Operaens Forspil er en Retsforhandling. Grimes, som ikke er fri for Brutalitet, har haft det Uheld at miste sin Lærling, et Fattighusbarn. Drengen døde af Overanstrengelse under Grimes' desperate Forsøg paa at trodse Stormen og sejle en rig Fangst til London. Fiskerlejets Befolkning mistænker ham for at væ-re Drengens Morder; Retten frikender ham dog, nien Sladderen fort,~,,ætter.

Denne indledende Scene præsenterer Handlingens Konfliktsituation paa en yderst koncentreret Maade. For sin Særheds Skyld forfølges Grimes ubarmhjertigt af Byens Befolkning. Kun ved at erhverve sig Rigdom mener han at kunne naa. sit Maal: at lukke Munden paa sine Modstandere og hjemføre Byens Lærerinde, Ellen Orford, som sin Hustru. Han er ualmindelig dygtig til n

sit Arbejde, men for at kunne fiske i-aaa man imidlertid være to i en Baad. Grimes, som er saa isoleret, at han ikke kali faa nogen voksen Hjælper, er derfor nødt til at trodse Byens Sladder og igen købe et Vajsenhusbarn. Men det giver de ondsindede Tunger nyt Stof til Agitation mod ham. Saa sker det forfærdelige, at ogsaa den anden Lærling dør. Strengt taget forvoldes hans Død af Grimes Fjender, der i sluttet Trop har begivet sig paa Vej til Fiskerens Hytte for dér at danne sig et Billede af (le -som de formoder - umenneskelige Forhold, hvorunder han og Dren,,,,en lever. Da Grimes, som forbereder et nyt Fisketogt, hører Hoben nærme sig, vil han i sin Desperation sammen ined Drengen skyde Genvej bagom Huset ned til Stranden ad den stejle Skrænt, der af et Uvejr nogle Dage forinden er blevet forvandlet til en Afgrund. Paa Vejen nedad mister Drengen Fodfæste og slaar sig ihjel. Da bryder alt saininen for Grimes. Han gaar til Havs med sin Baad og sænker den og sig selv.

Det er et ineget tiltalende Træk ved Brittens Opera, at den undgaar alt, hvad der sinager af billig og effektfuld Sensation. Ingen af Stykkets tre »teatralske« Begivenheder udspilles for aabent Tæppe. Saaledes fortælles, den første Drenzs Død i den indledende Retsforhandling. Om den nye Lærlings dødelige Uheld beretter kun et Skrig bagved Scenen. Saa er der endelig Grimes' Selvmord. Vi overværer ganske vist, at Grinies gaar til Havs, Enemand ombord paa sin Kutter, tilskyndet til den fortvivlede Handling af sin Beskytter, den forhenværende Koffardikaptajn Balstrode. Men at Selvudslettelsen gennemføres fremgaar kun af, at nogen i Operaens sidste Scene genneni sin Kikkert iagttager en Baad, der er -ved at gaa til Bunds.

Ligesaa ,-iestetisk forfinet soin Librettoen -- paa Komponistens Tilskyndelse og i Samraad med harri forfattet af Montagu Slater efter et Digt af Geor,qe Crabbe (1754-1832) - er Musikken. Man kan ligefren-i tale om et puristisk Partitur. Denne Forfinelse udgør baade Stykkets Styrke. og Svaglied. Britten fortsætter med sin Opera. den Linie, der begynder med Mussorgski og føre videre til Debussys. »Pelleas et Melisande«. Baade Mussorgski og Debussy har staaet Fadder til Brittens deklamatoriske Stil. Grimes' Monologer i anden og tredje Akt minder fjernt om den falske Tsar Boris' Dødsparoksysine. Ogsaa Ensemblescenernes psykologiske Realisine leder Tanken tilbage til Mussorgski, skønt Britten udarbejder sine straalende Ensemblesatser ganske anderledes kunstfærdigt end Russeren gjorde det. Den suveræne Orkesterbehandling, der suggestivt udnyttes til at intensivere Handlingens Gang, viser et vist Slægtskab med Richard Strauss (Salome og Elektra). Men naturligvis er Britten et Barn af vor Tid; hans karske, undertiden ligefrem haarde, noget kølige Klang har ingenting fælles med Strauss' Sanselighed og Sentimentalitet eller Debussys konturfattige Sødme. Der findes ganske vist en hel Del naturalistiske og impressionistiske Træk i hans Stil, men de er forarbejdede paa en fin selvstændig Maade.

Brittens Konipositionstekiiik dikteres af, at Dramaet for ham er det centrale, Musikken er kun Dramaets Tiener. Da Ordet staar i Forgrunden det dækkes saa godt som aldrig af Orkestret - maa de vokale Linjer w-esten uundgaaeligt faa Karakter af Recitativ, der iblandt fort,~)Åtes til Arioso. »Peter Griines« er altsaa bygget paa de sainine Idealer som Operaens tidligste Pionerer, Florentinerne og Venetianerne allerede i Begyndelsen af det 17. Aarhundrede stræbte imod. Britten deler da ogsaa de gamle Italieneres Svaghed: de vokale Partier i Operaen vir~ ker lidt magre. Dette gælder især de lyriske Afsnit, men denne Svaghed op-,,ejes ganske af hans Fantasis Frodighed, naar det gælder at karakterisere Grimes' Splittethed eller - især - Folkehobens Nederdrægtighed.

Britten er den fødte Drainatiker, der ined relativt enkle Midler afstedkominer overordentligt suggestive Virkninger. Jeg citerer et Fragment af Retsforhandlingen, selvom dens Ensembler ganske vist ikke hører til V-ærkets mest storslaaede Scener. Men de er hver for sig saa smaa, at det er muligt at citere et af dem i sin Helhed for derved at give Læseren et klart Billede af Brittens Teknik (Eks. 1).

Fiskerbyens Godtfolk deltager i Retsscenen som nysgerrige Tilskuere, der idelig afbryder Forhandlingens Gang med deres Kommentarer. Retsbetjenten, Hobson, tysser paa dem, og efterhaanden bliver der Stilhed igen. Grimes bryder utaalmodigt ind i Forargelsens Efterdønninger. Orkestrets ostinate Sekstendedelsbevæ- gelse (Tra,-blæsere) skildrer Snakkens tomme Ophidselse.

Læg Mærke til Griines' Indsats. Her anvender Britten den for hans Opera særprægede Teknik: i Karakteriseringsøjeined at sammenbinde forskellige Tonearter. Korets Afsnit staar i B; mod denne k- ontrasterer Grimes' Indsats paa den forinindskede Septiniakkord'd, (f) as ces. Et andet, endnu mer(_~ karakteristisk Eksempel paa samme Teknik findes ligeledes i Retsforhandlingen, da Grimes aflægger Eden (Eks. 2). Gennem Omkastningen fra den sto,re Septimakkord paa as i Messingblæserne til Strygernes Dominantseptimakkord. paa d belyses Forskellen mellem Sagfører Swallows brøsigt forretningsmæssige og Griines alvorsfuldt drømmende Tone. I den uakkompagnerede Duet (1-~',llen Orford og Griines) som afslutter Retsse-enen, er denne Teknik udviklet til regulær Bitonalitet: Den trøstende og hjælpende Kvinde synger i k'-Dur, medens Manden svarer hende i f-Mol (Eks. 3).

En Opera, hvis Musik følger Handlingen indtil minutiøse Detailler, trues af Faren for at opløse sig i en mu-s-ikalsk Mosaik, men Britten viger udenom dette Skær med overlegen Sikkerlied. Han kombinerer sin karakteriserende Skriveniaade med en Opbygning, der sammenfatter store Dele af Værket til afrundede, musikalske Helheder, uden at disse bliver til »Numre«. Naar Stormen trækker op i 1. Akt, samles Ensemblet til en stort anlagt Fuga. Da Grimes er blevet alene tilbage paa Scenen sammen med Kaptajn Balstrode, begynder han at fantasere om sine Fremtidshaab. Det hektiske Motiv (Eks. 4) danner Grundlaget for en Dialog mellem de to Personer. I samine Akt, anden Scene (Værtshuset), forenes alle med Undtagelse af Grimes til en Kanon af folkeligt Tilsnit, kun akkonipag-neret af Pauken (Eks. 5). Første Halvdel af 2. Akts første Scene styres formalt af de forskellige Faser af Gudstjenesten i Fiskerlejets Kirke, hvor Orgeltonerne trænger ud paa Havnepladsen.

En Opera, bygget paa musikalsk Illustrationsteknik, kunde f riste sin Komponist til Ledemotivteknik. Visse Motiver optræder rigtignok ogsaa flere Gange i »Peter Grimes«; saaledes forekommer l',Iks. 4 igen i 2. Ak-111, 2. Scene. Første Akts »Bølgemotiv« (Eks. 6) optræder igen i Operaens Slutning. Det følgende Motiv (Elks. 7) danner ikke, blot .Materiale til store Dele af 2. Akts I. Scene, inen det spøger ogsaa i 3. Akt, sidste Scene, sanit i Mellemspillet før denne Scene. Desuden anvendes det som Ostinato til den store Passacaglia, der forbinder 2. Akts to Scener med hinanden (Eks. 8). Ledeinotivet i snæN-er Forstand finder man imidlertid ikke i denne Opera; deres Anvendelse vilde jo ikke kunne forenes ined Brittens Tendens til overskuelig, storformal Opbygning.

Tilbage er at gøre opm.-erksom paa de seks Mellemspil mellem Operaens sy N., Scener. De skal dels være sternningsskabende Indledninger, son-i f. eks. Forspillene til første Scene -af henholdsvis, første og anden Akt. Her arbejder Britten med en overvejende honiofon, paa en Maade impressionistisk Teknik. Dels skal i Melleinspillene, va-,re psykologiske Kommentarer, og soni saadan rnaa især det fjerde Mellemspil fremhwves, den allerede m-r,-uvnte Passacaglia, hvis Basmotiv symboliserer Grimes, inedens Kontrapunkterne forsøger at genspejle hans Lærlings Karakter og Sk«,,.~-,bne (I,,..ks. 8).

Disse Mellemspil er skrevet ined stor Kunnen, inen jeg, synes ikke, at de med Undtagelse af Passacagliaen koninier ol) paa de Højder, Britten naar i sine storartede En,,,.embler. Det forekoninier mig, som om hans Fantasi ikke arbejder med samine Frodighed, naar den 'ikke har en scenisk Virkning at sigte hen til. Der kommer af og til en Anelse Tørhed over hans Tone, som f. Eks. naar T,,,_~eppet er gaaet ned under Melleinspil Nr. 2. Den Skildring af Stornien, soni Britten giv-er her, virker p--aa mig lidt anstrengt, samtidig med .at jeg føler den formale Afrunding inindre o,.-erbe--isende.

Men alt i alt er »Peter Grimes« et freniragende Va-rk, som bærer Geniets Stempel. Hvem skulde vel tro, at dette Stykke er Brittens første Forsøg som Operakomponist! I Mellemtiden har lian skrevet to nye Operaer,-»The Rape of Lucretia« og »Albert Herring«. Vi maa haabe, at Det kgl. Teater vil give os Lejlighed til indenfor en overskuelig Fremtid at stifte Bekendtskab med deni.