Klang og rum

Af
| Årgang 22 (1947) nr. 10 - side 209-213

Klang og Rum

af Povl Hamburger


Forum er bygget op igen. Og naturligvis maa man glæde sig over at dette store Rum atter kan tages i Brug - til Formaal, hvortil det er bestemt. Mindre heldigt er det derimod, at der samtidig er skabt Mulighed for, at det paa ny kan misbruges.

Og det blev det, da Yehudi Menuhin d. 12. Oktober spillede der for en Tilhørerskare paa omtrent 7000 Mennesker. Men var det da ikke storartet, at saa mange paa een Gang kunde faa denne herlige Kunstner at høre? Havde han maattet tage til Takke med f. Eks. den støre Palæsal, vilde jo højst 1500 Mennesker have kunnet høre ham, og han havde maattet gentage Koncerten 4-5 Gange for at samme Resultat kunde være blevet opnaaet. Og hvem garanterer, at Menuhin vilde have haft Tid eller Lyst dertil.

Alt dette kan være meget sandt, men er det ogsaa sandt, at der var 7000 Mennesker som hørte ham? Vel at mærke med Streg under hørte? Tør man tro den københavnske Presse Dagen derpaa, har dette ikke været Tilfældet. Ganske vist strømmede Kritiken over af en uden Tvivl fuldt berettiget Begejstring for Menuhin selv, men der lagdes dog heller ikke Skjul paa, at Omgivelserne høremæssigt set havde været langt fra gunstige. Om Orkestret, der indledede med Beehovens Egmont-Ouverture, skrev saaledes »Politiken«s Anmelder, at det lød uldent, dumpt, at særlige Tuttistederne skuffede, og at der ingen Kraft og Nerve var i Klangen. Hvilken vist maa siges at have betydet et ikke helt ringe Afbræk - og været Synd ikke blot mod Tilhørerne og Beethoven, men ogsaa mod Dirigent og Orkester, som uden Tvivl har gjort deres bedste. Meget bedre synes det ikke at være gaaet Menuhin selv. Anmelderen udtalte saaledes den Formodning, at »Adskillige, placerede ud til Siderne og langt borte bagud, har haft Vanskelighed ved at faa det fulde Udbytte af Koncerten« (Talen var om Beethovens Violinkoncert).

Det skal nok have sin Rigtighed hermed - de fleste andre Blade sagde noget lignende - og det er naturligvis prisværdigt, at det bliver sagt. Det burde have været sagt stærkere. Sandheden om Forum som Koncertlokale er, at det overhovedet ikke duer, og at det følgelig er at føre Folk bag Lyset at lokke dem hen for at høre Musik dér. Man gaar paa Koncert for at høre, og den, der ikke kan høre eller høre tilstrækkeligt, fordi Rummet selv ikke tillader det, har ikke faaet fuld Valuta for Pengene og Ulejligheden og er eo ipso blevet snydt. Og det er saa meget nødvendigere, at det siges og siges klart,'som Forum-Forsyndelsen paa ingen Maade er nogen enestaaende. Tværtimod har Bestræbelserne i de senere Aar gaaet i Retning af at finde stadig større Rum at give Koncerter i - uden Hensyntagen til, om de ogsaa egner sig dertil. Man søger maaske at bøde lidt paa de akustiske Skavanker ved forskellige Lapperier, men det bliver ogsaa kun Lapperier. Er Rummet ikke bestemt til, ikke bygget til Musik, vil Klang og Rum vedblivende té sig som Hund og Kat.

Men hvordan er det da kommet dertil, at saadanne Unoder, som dem der tidligere har fundet Sted ogsaa i K.B.Hallen og som nu synes at skulle genoptages i Forum, - at de overhovedet kan praktiseres, uden at saavel Musikerne som Publikum rejser sig i Protest? Der synes ikke at være anden Forklaring end den, at vor Tid paa det nærineste maa have tabt Fornemmelsen af, at der er noget som hedder Forhold mellem Klang og Rum, et Forhold, som ikke kun afsløres i musikalsk uegnede Rum, men som rigtignok ogsaa forlanger at respekteres i saadanne, som paa Forhaand er bestemt for Musik.

Forstaar vi da slet ikke mere dette? Jo, vi forstaar nok saa, meget, at ingen vilde finde paa at anbringe et Symfoniorkester eller et stort Kor i f. Eks. Hornung & Møllers Sal. Bortset fra at der i saa Fald næppe blev Plads til ti Tilhørere, vilde alene Frygten for den Virkning et Tutti kunde faa paa saavel Vinduesruder som Trommehinder uden Tvivl være tilstrækkelig til, at man afstod fra Eksperimentet. Det modsatte derimod gør man gladeligt og næsten dagligt. Uden at blinke giver man Klaveraften, synger Viser og spiller Kammermusik i den store Palæsal, skønt Misforholdet mellem Klang og Rum dog her er ganske det samme - blot med modsatte Fortegn.

Men er det nu ogsaa det samme, vil en eller anden Koncertgænger maaske indvende: I den store Palæsal f. Eks. er Akustiken dog saa fremragende, at jeg, selv om jeg sidder nok saa langt tilbage, udmærket kan høre selv de mindste Detaljer, de fineste Nuancer i et Klaverstykke, en Sang eller en Strygekvartet. Maaske - maaske dog ikke. Men det er ikke det alene afgørende. Det er ikke gjort med bare at høre Musiken, den skal ogsaa høres, paa den rigtige Maade, og det er ikke kun et fysisk, men ogsaa et psykisk Spørgsmaal, hvorom nærmere nedenfor.

Hvordan er det da gaaet til, at dette Misforhold mellem Klang og Rum har kunnet opstaa og stadig tage til? Gaar vi tilbage til det 17. Aarhundrede, den Tid da den verdslige vokale og instrumentale Musik tog sit Opsving, regnedes der endnu - bortset fra Operaen - kun med relativt smaa Tilhørerkredse, et lille, men i øvrigt kræsent Publikum af »Kenner und Liebhaber«. Der behøvedes derfor i Almindelighed ikke større Rum end »Kammeret«, det intime Gemak, og de musikalske Besætninger var følgelig heller ikke store, selv Orkestrene gik sjældent ud over, hvad vi nu forstaar ved Kammerorkester. I Løbet af det senere 18. og det 19. Aarhundrede udvikledes da, Haand i Haand med Demokratismen, det moderne offentlige Koncertliv, i hvilket den bredere Befolkning inddroges i stadigt stigende Omfang. Som Følge deraf blev det ogsaa nødvendigt at bygge stadig større Rum og, for Komponisterne, at skrive Musik for stadig større Besætninger. Symfoniorkestret, som endnu paa Mozarts Tid kunde klare sig med 30 Mand eller færre, kommer efterhaanden op paa 60, 70, ja 100 Mand, ikke alene ved Mangedobling af de enkelte Instrumentalstemmer, men ogsaa ved Indførelse af nye Instrumenter, især saadanne som kan »raabe højt«. Og det var for saavidt i sin Orden.

Anderledes med Kammermusiken. Den fra Fortiden overleverede eksisterede jo stadig, og den ny Tids Komponister skrev fremdeles i denne Genre, uagtet den under de nye sociale Forbold paa en vis Maade kunde siges at bave mistet sin raison d'étre. Til at begynde med søgte man at bøde herpaa ved at reservere den særlige Koncertrum, som dimensionalt var egnet til at danne Ramme om den. Saaledes her i København først og fremmest Hornung & Møllers Sal, et saare smukt og fornemt Gemak, ypperligt til Formaalet. For saavidt kunde ogsaa her alt være forblevet paa sin rette Plads, hvis ikke Trangen til at musicere for »de mange« ogsaa havde meldt sig paa dette Omraade og ført til stadig hyppigere Overflytning af Solist- og Kammermusik til de store Rum. Sandelig om ikke vi har maattet opleve baade »Pro Arte« og »Budapesterne« i den store Palæsal, ja saagar en Landowska paa Cembalo (!) samme Sted!

Hvorfor er det da saa forkasteligt for ikke at sige forbryderisk at give Kammermusik i Rum, som kan tage 1500 eller endnu flere Tilhørere, naar blot de akustiske Forhold er tilstrækkelig gode? For at forstaa dette er det da vi maa tage ogsaa den psykologiske Side af Sagen med i Betragtning. Naar man i sin Tid kom ind paa at komponere for forskellige Besætninger, snart mindre, snart større, synes dette jo, som ovenfor berørt, primært at have haft sin Begrundelse i Hensynet til de snart mindre, snart større Tilhørerkredse og dermed til de snart mindre, snart større Rum. Men naturligvis influerede disse Forskelle ogsaa paa selve Musikens Væsen. En Symfoni er ikke, selv om den ydre Form stort set er den samme, blot et »oppumpet« Stykke Kammermusik. De to Genrer har hver sin særlige klanglige Karakter og Kvalitet og sin dermed forbundne særlige »indre Holdning«. Grænsen mellem Kammermusik og Symfoni beror ikke kun paa noget ydre-, men ogsaa paa noget indredimensionalt, den ligger stort set dér, hvor det intime hører op. Man kan neddæmpe og forfine det symfoniske Udtryk saa meget man vil, det faar aldrig Karakter af det intime, og omvendt akcentuere det udtryksmæssige i et Stykke Kammermusik saa stærkt man vil, det sprænger alligevel aldrig Grænserne for det intime. Flyt Kammermusiken over i det store Rum, Musiken i sig selv mister naturligvis ikke det »intime«, den »virker« bare ikke mere, den ophører simpelt hen med at »være«. Ganske som selv den kosteligste Perle mister Glansen, Præget, hvis man giver den en for stor og grov Indfatning.

Der er i vore Dage en i og for sig prisværdig Tendens til at opføre den gammelklassiske Musik i de historisk korrekte smaa eller mindre Besætninger, men denne Tendens forliges kun daarligt med den moderne Forkærlighed for de saa meget større Rum. Det er yndigt at høre Bachs tredie Brandenburgerkoncert med den halve Snes Mand plus Spinet, men ikke i den store Palæsal, ikke engang i den mindre. Det er paa sin Vis ligesaa galt, som da man for nogle Aar siden lod samme Bradenburger opføre i den store Sal med hundrede Mands Besætning -- deraf 12 eller 16 Kontrabasser! Naturligvis »fyldte« det for alle Pengene, men det masede samtidig Sjælen ud af Musiken. Om man bærer sig ad som i det første eller i det andet af disse Tilfælde - Kammermusiken dør, naar den flyttes bort fra »Kammeret«.

Men er det ikke i Virkeligheden Don Quichotteri i Dag at ville drage til Felts i et Anliggende som dette? Nytter det at ville stampe imod den kære »Udvikling«, sorn jo synes altid at have Retten paa sin Side, og prædike ikke alene imod Rum, som ikke er indrettede til Musik og følgelig heller ikke egnede derfor, inen ogsaa imod saadanne som, hvor akustisk fortræffelige de iøvrigt maatte være, er for store, hvor det gæler Musiken i dens solistiske eller kammermusikalske genrer? Vi maa vel nu engang affinde os med, at Musikens Publikum ikke mere udgøres af »Kredse«, men af Masser -- og at disse alle vil have Del i alt?

Maaske - og dog I Er der ikke, naar det kommer til Stykket, en Smule kunstigt og opskruet ved disse musikalske Massebespisninger, sarlig naar de giver sig saadanne pompøse Udslag som ved »Forum«-Koncerten? For at se lidt nærmere paa dette specielle Tilfælde: Er der nogen rimelig Grund til at tro, at ca. 5000 Køgenhavnere havde siddet tidenfor og grædt, hvis Koncerten havde været afholdt i Palæets store Sal? Dens 1500 Pladser var ganske vist tiden Tvivl hurtigt ble-,,et solgt - alene Menuhins Navn og det poptilære Prograrn havde været nok hertil. Men er det formasteligt at gætte paa, at det som fyldte »Forum« var - »Forum« selv? At det var en sikker Fornemmelse for Massepsykologi, som denne Gang gav Arrangørerne Idéen med »Forum«? »Forum«, hvorom der just nu stod Sensation, »Forum«, som lige havde rejst sig lig Fugl Fønix af Asken efter :at have været sprængt i Luften som Led i Frihedskampen? Man maa vistnok tro det.

Det er naturligvis klart, at ligegyldig om Musikinteressen blandt Folk er større eller mindre, maa, Folk gøres opmærksom paa, naar og hvor en Koncert finder Sted. Den maa averteres. Men gælder det noget særligt, noget, hvor der tillige staar betydelige økonomiske Interesser paa Spil, maa der ydermere Reklame til, saa maa allehaande kunstige Stimulanser tages i Brug for at »lokke Husarerne ind« d. v. s. flest mulige ogsaa af dem, der ikke af den blotte Trang til god Musik af sig selv vilde finde paa at møde op. Vi har set det særlig tydeligt i de senere Aar, hvor man ved gentagne Lejligheder har faaet snart det ene, snart det andet af de støre Dagblade gjort økonomisk interesseret i en eller anden stor Musikopførelse. Allerede Uger før Begivenheden sættes Reklametrommen i Gang i Spalterne - med lange lokkende Beskrivelser af de vidunderlige Kunstnere og den vidunderlige Musik, med Billeder, Biografier, Anekdoter, en Sangstemmes ufattelige Højde, en Violins astronomiske Kostbarhed etc. etc. Thi Folk skal komme - om saa de skal trækkes derhen ved Haarene. Fremgangsmaaden er som oftest probat, men den er ikke uden Skyggesider, hvorfor man maa haabe, at den ikke bliver for almindelig. Den medfører nemlig uundgaaeligt, at de kritiske Maalestokke forgroves, ikke bare under Forhaandsreklamen, men ogsaa ved Affattelsen af Anmeldelsen efter Koncerten. Alt bliver lige godt - og lige superlativisk! Havde f. Eks. et af vore Dagblade været med til Arrangementet af »Forum«-Koncerten, vilde der i alt Fald i det paagældende Blad ikke have staaet ét ondt Ord om Akustiken. Saare forstaaeligt, da man jo ikke saa godt kan slaa sig selv paa Munden, men altsaa ikke i Overensstemmelse med Sandheden.

Summen af disse Betragtninger bliver da denne: Principielt er det kun godt, at flest mulige faar den gode Musik at høre, ogsaa saadanne Mennesker, som ikke har egentlige Forudsætninger for at forstaa den, thi den Tid, der tilbringes med godt, vender i alt Fald ikke tilbage med ondt. Principielt er der heller intet at indvende imod selv den mere paagaaende Reklame for at lokke de mange til, heller ikke hvis det ikke sker af pur Idealisme, men ogsaa forretningsmæssige Hensyn spiller med ind, thi Kunstnere og Impressarier har ogsaa Krav paa at leve. Men - Forholdet mellem Klang og Rum inaa under alle Omstændigheder respekteres paa en saadan Maade, at det kunstneriske faar sin fulde Ret. Et er nemlig Musikens Popularisering, et andet og mindre heldigt dens - Vulgarisering.