Fra forlagene

Af
| Årgang 22 (1947) nr. 11 - side 240-241

Fra Forlagene

Boosey og llawkes (London) :

Béla Bartók: Piano Concerto Nr. 3.

(To Klaverer).

Denne Klaverkoncert, hvis 17 sidste Takter Bartók ikke selv naaede at færdfiinstrumentere inden sin Død, viser en mærkværdig Ændring og Simplificering af hans Stil; det noget indadvendte og ex~ pressionistiske i hans Tonesprog, som er saa fremherskende i de mellemste Kvartetter, er her afløst af et let diverterende Udtryk - smilende og yndefuldt men paa sine Steder strejfende det banale. IYet specielle Bartók'ske skinner dog igennem i det umaadelig fine kontrapunktiske Arbejde, som han - besynderlig nok - tit lader udfolde sig i ganske klar Dur og inoll. Første S,ts med dens fabulerende

i~

Hovedidé er den mest helstøbte; andea Sats (Adagio religioso) begynder med en konsekvent Tætføring retvendt og spejlvendt af et lille, enkelt C-Dur-Motiv afbrudt af koralagtige Indskud i Soloklaveret, hvis Harmonik her kan være lidt vel »tyk«. Finalen føles noget usammenhængende i sin mosaikagtige Form, men som Helhed er Koncerten et brillant Værk, der i Bartóks Kunst spaaede en Vending, soni Skæbnen ved hans altfor tidlige Død hindrede os i at se nye Resultater af.

Zoltan Kodaly: Children's Dances. (Klaver).

De 12 Danse i dette Hefte er holdt i en ren pentaton Stil med en vis Tilknytning til ungarsk Folketone; alle Stykkerne, der er noteret uden Fortegn, kan transponeres en Halvtone op respektive ned, saadan at man - popula~rt sagt -- kan nøjes med at bruge Overtangenterne. Flere af Dansene er, indenfor denne snævre Begr,-æ-nsning, forniet med Fantasi, men ikke allesammen er teknisk overkommelige for Børn. For Elever, der har svært. ved at fatte det ejendommelige ved Pentatonik, vil disse Smaastykker være til stor Hjælp, bl. a. fordi der bag de stereotype Vendinger i flere Tilfælde spores en original Atmosfære.

Benjamin. Britten: »The Holy Sonnets of John Donne« Op. 35.

Britten har skrevet Musik til 9 Sonetter af John Donne (1573-1631), som regnedes til en af Englands største Digtere paa Elisabeth's og Jakob I's Tid. Af nyere Historikere anses Donne's Stil, som den udviklede sig, for »Skruethedens Triumf«.

z,

Britten har hovedsagelig holdt. det vokale indenfor en deklamerende recitativisk Kai-akter, og alle Sonetterne er gennemkomponerede ofte med en fin Karakteristik i den instrumentale Ledsagelse. Værket er tilegnet den store engelske Tenor Peter Pears.

Franz Reizenstein: »7«'Iiree Concert Pieces« (Obo og Klaver).

Det første Stykke, »Humoresque«, er formet med en vis Elegance, der er Klarhed over Satsen, men ogsaa heri ynder han de højtopbyggede, vamle Klange, som i det andet Stykke dominerer og skæmmer Værket. Det tredje Stykke, »Scherzino«, er harmonisk mere enkelt, men det motiviske er temmelig blodfattigt.

Kender Statsradiolonlen detie Værk?

Benjamin Brillen: The Young Person's Guide to the Orchesira. (Variationer og Fuga over et Tema af Purcell, Op. 34).

Britten har her skrevet et Værk, hvormed han paa en yderst interessant og letfattelig Maade indvier den Musikinteresserede i Orkestrets Mysterier. Den musikalske Grundstamme er et Tema af Purcell, hvorover han bygger 13 Variationer og en Fuga, men han løser Opgaven paa en ganske særlig Maade. Først lader han liele Orkestret spille Temaet, efter at en Fortæller har berettet om de fire forskellige Grupper - Træ- og Messingblæsere, Slagvæ-rk og Strygere - hvorefter Fortæ-l

leren introducerer Grupperne liver for sig med det samme Tema, som saa atter spilles af liele Orkestret. Gennem, denne Præ~ sentation faar man dels slaaet Temaet fast, og dels heirer nian (le enkelte Gruppers Funktion og Klang særskilt o, i Tutti. Variationerne er saa formet efter hvert enkelt Instruments særlige Karakter begyndende med Fløjter og sluttende med Slagværk. Inden hver Variation giver Fortælleren en kort og træffende Karakteristik af Instrumentet, som saa bliver behandlet ikke mindre træffende af Britten, og til Slut samler liele Orkestret sig i en Fuga, om livilken, Fortælleren siger: »Vi har taget hele Orkestret i Sinaas.tykker. Lad os nu lægge disse sammen i en Fuga. Instrumenterne kommer ind efter hinanden i samme Rækkefølge som før - begyndende med Piccolofløjten. Til Slut spiller Messingblæserne Henry Purcells fine Melodi, medens Resten af Orkestret fortsætter Benjamin Brittens Fuga.«

Denne Form for musikalsk Pædagogik er ikke et ukendt Fænomen, Prokofieff er inde paa lignende Vej med sit.musikalske Æventyr »Peter og Ulven«, men Britten gaar et Skridt videre, idet lian, samtidig med at lian lader Musiken o-, Instrumenterne tale deres eget, Sprog, indvier Tilhøreren i to ret svært tilgængelige Formbegreber - Variation og Fuga - paa en saadan Maade, at Opfattelsen af Formen skærpes ved, at Interessen er koncentreret netop om de Punkter, der er det centrale i Formopbygningen. Og saa keder man sig ikke et Øjeblik men forstaar, at musikalsk Form er et naturligt Produkt af kunstnerisk Fantasi.

Dette Værk er oplagt til Statsradio~ fonien, hvis vanskelige men interessante Opgave det er at være musikalsk Vejleder for tusinder af Mennesker; det burde opføres ikke een men mange Gange - til Folkekoncert, ved Studieudsendelser, ved Børnetimer, ved Skoleudsendelser o. L, men Radioen burde hver Gang invitere Folk til at overvære Opførelsen, idet det visuelle Indtryk af Orkestret ikke er uvæ~ sentligt. for det fulde Udbytte af Værket.

Gammel Husik i Nyudgaver

Oxford University Press har udsendt Händel's Ouverture til »Alcina« arrangeret for Strygeorkester af Reginald Jacques og Purcell's Trompet Ouverture i Arrangement af Lionel Salter, begge Værker er fortra--ffeligt egnet til Studie- og Amatørorkestre. F. s. P