Georg Høeberg 75 aar

Georg Høeberg 75 Aar

af Hakon Børresen

Tiden gaar rask. Man tror ikke, at der allerede er gaaet 5 Aar, siden Georg Høeberg fejrede sin 70-Aarsdag med Tilslutning og varm Sympati fra hele det danske Musikliv, blev bekranset paa Det kgl. Teater og hædret med Udgivelse af et Festskrift. Men det er altsaa rigtigt. Den 27. December fylder Georg Høeberg 75 Aar, og der er derfor god Grund til at komme tilbage til hans vidtgaaende Betydning i dansk Musik.

Hvorledes bliver man en stor Dirigent? Hertil maa der svares: Det bliver man ikke, det er man.

Meget kan naturligvis læres, men det helt store naar man ikke, hvis man ikke er født til det.

Det skader naturligvis ikke at være en Dattersøn af H. C. Lumbye, og uden Tvivl har det spillet en Rolle for Høebergs Udvikling, at han kom ind i Det kgl. Kapel som Violinist, medens Johan Svendsen var dets berømmelige Kapelmester.

Johan Svendsen var jo ikke alene en verdenskendt Komponist, men ogsaa en genial Orkesterleder, der skabte det nuværende kgl. Kapels Ry og høje kunstneriske Standard.

Spurgte man i gamle Dage Medlemmer af Kapellet, hvor det dog kunde være, at en Opera, der var indstuderet af Svendsen, men midlertidigt blev overtaget af hans Kollega, Frederik Rung, ændrede Klangen i Orkestret næsten straks, fik man altid det Svar: Vi ved det ikke! Rung er en fortræffelig Dirigent med et glimrende Øre og et udmærket Taktslag, men det er rigtigt, og vi føler det alle, Klangen er væk! Der maa være noget hemmelighedsfuldt ved Svendsens Personlighed, som Rung ikke er i Besiddelse af.

Lidt af Sløret af dette hemmelighedsfulde blev løftet af Johan Svendsens mangeaarige Koncertmester Anton Svendsen, der senere blev Professor og Direktør for det kgl. danske Musikkonservatorium, ved en Festlighed, da Johan Svendsen forlod Det kgl. Teater. Koncertmesteren udtalte her bl. a., at det Kapellet særligt havde beundret var Kapelmesterens Evne til at bygge et crescendo op. Fra det fineste pianissimo voksede og voksede det, med næsten en Naturmagts Vælde, for til Slut at munde ud i et tordnende fortissimo, og vel at mærke et fortissimo, der aldrig gik ud over Skønhedens Grænser. Og hans Evne til at fordele Lys og Skygge over de forskellige Instrumentgrupper, der kunde minde om det gaadefulde Lys, som findes i mange af Rembrandts Billeder, og som gør disse Kunstværker saa uforglemmelige. Eller Carl Nielsens begejstrede Udtalelse: at spille under Svendsens Taktstok, ja, da havde man en Følelse af at blive baaret oppe af mægtige Fugleskarer, der i Jubel svang sig op i store Kredse, op mod Lyset!

Naar Georg Høeberg ser tilbage paa sit Liv - og det er man jo tilbøjelig til at gøre, naar man bliver over 70 kan man vist ikke glæde ham mere end ved at fastslaa, at dengang han i 1914 satte sig i Det kgl. Teaters Kapelmesterstol, vedgik han Arv og Gæld fra Johan Svendsens Tid og fortsatte de store Traditioner. Han gav Teatret sine bedste Manddomsaar, sin vidtfavnende Musikglæde, og en næsten ufattelig Arbejdsenergi. Og hvad blev der saa ikke udrettet i de 16 Aar Høeberg var Kapelmester! For første Gang hørte man paa Det kgl. Teater Storværker som »Tristan og Isolde«, »Parsifal«, »Salome« og »Rosenkavaleren«; fra Frankrig kom »Pelléas og Mélisande« foruden tillige »Louise« og »Thérése«; fra Italien »Madame Butterfly« og »Den lille Marat«; fra Rusland »Boris Godunow«, »Eugen Onegin«, »Spader Dame« og Balletten »Petruschka«, den polske Ballet »Pan Twardowsky« og Sibelius' »Scaramouche« for blot at nævne nogle af de betydeligste Værker, og samtidig blev Mozart, Beethoven, Wagner, Verdi og Puccini holdt paa Repertoiret, og sidst og ikke mindst havde dansk Musik Høebergs varmeste Interesse.

Af de henved 100 Forestillinger af forskellig Art, Opera, Ballet, Syngespil og Melodrama, han dirigerede, var ca. en Trediedel danske, og deraf igen Halvdelen Førsteopførelser.

Der var et udmærket Samarbejde mellem Teatrets daværende Operainstruktør Julius Lehmann og Høeberg. De satte sig som Maal, om muligt, hvert Aar at fremføre et nyt dansk Sceneværk og fik hertil fuld Støtte af Teaterchefen, Grev Brockenhuus-Schack, der personligt greb ind og hjalp, hvis der viste sig Vanskeligheder.

Samtidig med dette vægtige Repertoire paa Teatret fortsatte Høeberg Koncerterne med Kapellet og fremførte dér mange symfoniske Værker for første Gang, Værker, som kun Kapellet havde Mulighed til at fortolke paa betryggende Maade, da Radioorkestret ikke eksisterede dengang.

Høeberg har desuden faaet Tid til at foretage Koncertrejser til Tyskland, Østrig, Frankrig og Polen og naturligvis til de nordiske Musikfester, hvor han altid er gaaet ind for dansk Musik og med sin Autoritet og Pondus har ført den til Sejr.

Ved Musikfesten i Helsingfors, hvor han havde dirigeret Carl Nielsens 5. Symfoni, der havde gjort et stort Indtryk, strømmede de skandinaviske Kolleger ind til ham efter Koncerten for at takke, og Robert Kajanus udbrød: »Jeg ved ikke, hvem jeg skal beundre mest, Komponisten eller Dirigenten!« Og Sibelius tilføjede: »Dem begge! Den ene kan ikke undvære den anden!«

Modgang og Angreb har Høeberg selvfølgelig, ligesom Johan Svendsen, ogsaa været udsat for, det hører jo nasten med til Embedet som Kapelmester ved Det kgl. Teater. Angrebene paa Svendsen var dog undertiden saa voldsomme, at de havde Karakteren af Forfølgelse. Men Svendsen ignorerede dem og kunde ogsaa gøre det.

Den berømte historiske Replik: »Det nytter dem ikke noget, Manden er dem for stor!« passer ogsaa her. Man har det Indtryk, at Høeberg har taget den Modgang, han mødte paa sin Bane, med en lignende Overlegenhed.

Dog, Svendsen glemte ikke. Det fremgik af en Udtalelse af ham paa hin omtalte Fest, da han forlod Teatret. Han nævnte her, hvad han havde høstet af godt og ondt i de 25 Aar som Kapelmester, og sagde: »Naar en Kunstner staar paa sin fulde Højde og yder sit bedste, bliver han ofte angrebet uretfærdigt; naar han bliver gammel og uskadelig, er han sakrosankt, og naar han dør, bliver han glemt.« Unægtelig et diminuendo med en Naturkrafts Ubønhørlighed - og ikke uden Adresse.

Kapelmester Johan Svendsen er nu ikke glemt, det har Kapelmester Georg Høeberg sørget for, og det er hans kunstneriske Bedrift som Dirigent. Høeberg vil heller ikke blive glemt, dertil har han haft for stor Betydning, direkte eller indirekte, paa næsten alle vore Dirigenter. Her maa det være tilladt at nævne vor nuværende Konge, der er den fødte Dirigent og havde bragt det vidt, hvis ikke Kongegerningen havde kaldt paa ham.

Der er ingen Komponist, dansk eller udenlandsk, som ikke skylder Høeberg Tak, naar han har fremført deres Værker, og rundt i Landet sidder sikkert mangen Violinist og tænker paa deres gamle Lærer fra Det kgl. danske Musikkonservatorium, hvor Høeberg virkede som Violin-Pædagog fra 1900, til han i 1914 blev Kapelmester ved Teatret. - Komponisten Georg Høeberg maa heller ikke glemmes, han har skrevet en Opera og en Ballet, Orkesterværker, Kammermusik, Klaverkompositioner og Sange og skabt sig et smukt Navn.

Men hans Hovedindsats i vort Musikliv er og bliver dog hans Betydning for Det kgl. Teater, og ikke mindst dets Kapel.

Det var derfor ikke saa underligt, at Kapellet havde indbudt Høeberg til at dirigere en af deres Koncerter i Anledning af 75-Aarsdagen. Koncerten fandt Sted i November, og Høeberg var i fuld Vigeur. Orkestret musicerede under hans Ledelse saa smukt som nogensinde, med denne skønhedsmættede varme Strygeklang, der sikkert skyldes, at Kapellet altid saa ivrigt har dyrket Kammermusik; der var det fineste pianissimo, de store Opsving og de velberegnede dynamiske Klangvirkninger, og baade Beethoven og Sibelius, som Programmet bestod af, kan taale, at hver Node, de har skrevet, kommer til deres fulde Ret. Aftenens Solist var den fortræffelige hollandske Pianist Cor de Groot, der spillede Beethoven, ogved første Prøve hændte der det, herhjemme ret usædvanlige, at Koncerten blev spillet igennem uden Afbrydelse, og Solisten erklærede, at der ikke var Grund til at prøve mere, alt var jo i den skønneste Orden. En stor Kompliment til haade Dirigent og Orkester. København er blevet en Storby, ogsaa i musikalsk Kultur.

Statsradiofonien vil naturligvis ogsaa hædre Høeberg med en Koncert, kun Skade, at den nye Sals Akustik er saa uheldig. Mon ikke nogen eller noget vil gribe ind her og faa Fejlene rettet, hvis det er muligt? Naar Orkestrets Medlemmer ikke indbyrdes kan høre, hvad der spilles, og om der spilles, er det nærmest et Under, at deres Præstationer er blevet saa udmærkede, at baade vore egne og fremmede Dirigenter i høje Toner berømmer dem.

Man tor vel ogsaa forvente, at Det kgl. Teater vil formaa Høeberg til endnu engang at vise sig paa sin gamle Plads, og dirigere en Forestilling, selv om det ikke netop bliver paa selve Fødselsdagen,som sidst da han blev 70.

Og at Dansk Korforening, hvis forgudede Overdirigent han, ganske uselvisk, har været i mere end 25 Aar, vil søge at fejre ham med en Koncert, er ligesaa selvfølgeligt.

Tiden gaar rask. Inden vi ved af det, er Georg Høeberg saarnænd 80!

Lad os derfor møde op »med Faner og Orkester og hylde en Ven og fejre en Mester«!

Han fortjener det.