Kirke og orgel

Af
| Årgang 22 (1947) nr. 11 - side 225-229

Kirke og Orgel

af Sigurd Berg

Kgl. Kapelmester Hye-Knudsen har arbejdet i 10 Aar paa sin første (og foreløbig eneste) Opera »Kirke og Orgel«, som havde Premiére paa Det kgl. Teater d. 8. November iaar. Der har staaet megen Forhaandsgny om denne Førsteopførelse - af flere forskellige Grunde. Først og fremmest fordi den har givet Stødet til, at Teatret, takket være privat Offervilje, har faaet installeret et stort Orgel, der siges at have været savnet, - dernæst fordi Kapelmester Johan Hye-Knudsen er en uhyre populær Mand, vel navnlig paa Grund af sin ildnende Ledelse af den folkelige Sangudfoldelse i Fælledparken under Besættelsen og endelig, fordi en ny dansk Opera altid er en Begivenhed. Til og med har Operaens Sujet fra Drachmanns Novelle af samme Navn været fremstillet i en Film for en Del Aar siden. Filmens Forfatter, Flemming Lynge, har ogsaa forfattet Operaens Libretto, dog med Bistand af Komponisten, som har paataget sig Ansvaret for de hist og her forekommende rimede Strofer. Fleming Lynge holder nemlig ikke af at skrive Vers.

I et Interview for Premiéren udtalte Hye-Knudsen, at han først og frernmest har villet skabe en Opera for Folket, en virkningsfuld Forestilling, som Teatrets Publikum kan gaa ind og se uden for støre musikalske Forudsætninger, en Opera med Musik, som »inan ikke skal være Professor for at forstaa.« »Dette Værk,« erklærede han, »er iøvrigt skabt af en Trang til at give mine Kammerater paa Teatret noget igen for alt det, de i Aarenes Løb har givet mig.«

Hermed har Komponisten Hye-Knudsen paa Forhaand villet placere sin Opera og muligvis ogsaa den Bedømmelse, den vilde blive gjort til Genstand for.

Nu har det vist sig, at »Kirke og Orgel«, saavidt man endnu efter kun faa Opførelser kan se, virkelig er blevet en Publikumssukces. Dette er jo i sig selv paafaldende, eftersom danske Operaer, paa faa Undtagelser nær, har haft kranke Skæbner. At Komponisten maa dele Æren for denne Publikumssukces med Teatrets udmærkede Kunstnere, der gav Operaen en fornem Udførelse, er kun rimeligt; men der maa dog antagelig ogsaa i selve Værket være visse Egenskaber, som det almindelige Publikum føler sig tiltalt af, hvilket naturligvis ingenlunde er ensbetydende med, at disse Egenskaber behøver at være af kunstnerisk Kvalitet. Det er som sagt muligt, at »Kirke og Orgel« er blevet en Publikumssukces, - men en Pressesukces blev det ikke. Der var en næsten rørende Enighed om, at Operaen fra et musikalsk Synspunkt stod paa svage Fødder. Den blev kaldt langstrakt, stillestaaende og upersonlig. »Det musikalske Udbytte er ringe«, »- Mangel paa Karakter«, »-- Savn af Oprindelighed og klar Karakteristik«, »- Upersonlig Efterklang«, »- Naive Tonemalerier«, »- Mangel paa dramatisk Liv«, »- Præg af Almindelighed« osv. Paa den anden Side har man ikke været blind for, at Operaen er »et ærligt og redeligt Arbejde, der giver et fuldgyldigt Udtryk for sin Autors Psyke«, - »at den musikermæssigt er gjort med en sikker og kyndig Haand«, og at et lyst Sind og en varm Menneskelighed, der ganske vist ikke rummer dybere Refleksion, har præget mange Enkeltheder i Værket.

Ligesom i »Peter Grimes«, Teatrets forrige Operanyhed, skyldes den tragiske Konflikt Afmagten overfor det Onde, hvilket i begge Dramaerne fører til Undergang for »Heltene«. I »Kirke og Orgel« er den tragiske Kærlighedshistorie det egentlige Tyngdepunkt i Modsætning til »Peter Grimes«, hvor Kærlighedshistorien er sekundær, mens Hovedpersonens psykiske Tragedie er det centrale.

Man kan ikke sige, at Drachmanns Novelle »Kirke og Orgel« gør noget dybere Indtryk paa en Nutidslæser, men set fra et dramatisk Synspunkt har den Muligheder, selv om det vil være vanskeligt at bevare den Drachmann'ske Tone, hvilket i Operaen delvis er lykkedes i 5. Billede, hvor den aldrende og skrøbelige Herremand paa Ruinens Rand forsøger at skabe Feststemning omkring sig med de ringe Midler, han endnu raader over. Kniplingsdugen er hullet, de gamle slebne Glas er skaarede og de gyldne Tapeter er falmede og lasede. Man synger, musicerer og danser Menuet, da den opskruede Feststemning brutalt afbrydes, først af den hensynsløse Amtsskriver, der sætter Herremanden ud af Hus og Hjem og afskediger Organisten - og til Slut af Herremandens Sammenbrud og Død. Et stærkt og udmærket Scenebillede med megen Atmosfære og ikke ringe dramatisk Nerve. Som kloge Generaler har Værkets Fædre indset, at dette 5. Billedes Styrke ikke maatte svækkes, og har afviklet de to sidste Billeder saa hurtigt, at Operaens dramatiske Slutning kommer, næsten før man venter det. I det hele taget er Operaens 2. Akt (5.-7. Billede) sikkert den betydeligste, baade i Kraft af sin Koncentration og sit musikalske Indhold.

Ouverturen begynder pianissimo og bringer i 10. Takt, efter et stærkt Crescendo, det Tema, som er et af de motiviske Grundlag for de fugerede Partier, der forekommer flere Steder i Operaen baade paa Orgelet og i Orkestret. Naar man, allerede under Ouverturen, ser det dunkle Kirkeinteriør tone frem med Mester Olivier ved Orgiet, er det dette Motiv, der videre bearbejdes i en fugeret Sats (Eks. 1), som fører over i det Tema, der saa at sige er Operaens Katastrofetema (Eks. 2).

Det er bl. a. dette Tema, der over en tæt harmonisk Udfyldning og gennem en Række sekvenslignende Gentagelser ledsager Sammenstyrtningen af Kirken i sidste Billede. Det synes iøvrigt, som om denne Sekvens-metode forekommer lovlig hyppigt i Operaen, ofte netop paa Steder, hvor man kunde have ønsket en stærk harmonisk eller melodisk Udvikling. Udviklingen staar faktisk stille, saa længe disse lange Sekvensrækker traver deres støtte Gang ned gennem Orkestret eller Orglet. Og selv om der pyntes op med dynamiske Accenter og Vekslen mellem Instrumentgrupperne, skabes der ingen større Udvikling ad den Vej.

Som en Prøve paa Tekstdeklamationen bringes en af Herremandens Replikker fra 1. Billede, hvor han afviser Rachels Forslag om at sælge Kirken fra Herregaarden (Eks. 3).

I en længere recitativisk Dialog mellem Herremanden og hans aldrende Elskerinde, Jødinden Rachel oprulles et ganske fint Billede af Forholdet mellem disse to desillusionerede Mennesker. Mester Olivier træder ind, ledsaget af Operaens Hovedtema (Eks. 1), som afløses af et mildt Motiv for Bratscher og Celloer, der illustrerer Rachels trygge Tillid overfor Oliver (Eks. 4).

Et nyt Tema indtræder ved Grethis Entré. Dette Motiv anvendes ofte senere i Operaen og kunde kaldes Guldspurvemotivet, da det vistnok er motiveret af Herremandens Kælenavn til Grethi: »Guldspurven« (Eks. 5).

Det fastholdes gennem Resten af 1. Billede og benyttes i let ændret Form i Slutningsritornellen i Forbindelse med en ganske kort Mindelse om Operaens Hovedmotiv (Eks. 1).

I 2. Billede træder nye Toner og nye Personer til: Den bigotte Moster Birger, den hensynsløse Amtsskriver, den dæmoniske Bælgetræder og den fordrukne Sidsel. Og her lægges de onde Planer, der skal føre til Dramaets tragiske Afslutning. Tonen anslaas straks i Forspillet med et Motiv, som Komponisten kalder Rottemotivet (Eks. 6).

Dette Tema anvendes som Underbygning til BæIgetræderens Repliker, dog ogsaa i Forbindelse med Operaens Hovedtema (Eks. 1), hver Gang Mester Olivier er paa Tale. Ogsaa Katastrofetemaet (Eks. 2) indtræder momentvis. Amtsskriveren karakteriseres ved sin Entré af følgende Tema (Eks. 7):

Men iøvrigt er det væsentlig Rottetemaet i forskellige Varianter, der præger 2. Billede. En stærk, men ikke egentlig overbevisende Kontrast til disse Motiver danner Sidsels Strofer, der er formet som den banaleste folkelige Valsemelodi, der ligner »Jeg kommer li'e fra Svendborg af«, som var en Landeplage for 4-5 Aar siden. (Forøvrigt er den vistnok identisk med den mange Aar gamle Skamlingsbakkevals). Dette Motiv er til Nød forsvarligt i Sidsels indledende Strofer til Brændevinens Pris, men ikke af saa stor komisk Virkning, at det med Held kan anvendes i andre Situationer end netop denne. (Det var faktisk Ellen Nielsens Fortjeneste, at denne Figur blev saa vellykket. Det Neumann'ske Blod fornægter sig ikke!)

3. Billede, Forlovelsesgildet hos Amtsskriveren, bringer af det tidligere tematiske Stof først og fremmest Sidsels Valseterna og er iøvrigt præget af danselignende Rytmer, der kulminerer´i Balseenen med den efterfølgende, ganske morsomt klingende Kánon grotesco, hvor hele Ensemblet synger de Forlovedes Pris. Men i det følgende, hvor Claus Pommerenck holder sin mislykkede Tale, synes det igen,som om Musiken mangler den komiske Kraft, der skal bære Optrinet. Det var ogsaa her den sceniske Præstation, der reddede Situationen.

4. Billede, Scenen ved Orglet, er bygget op over Hovedtemaet (Eks. 1) og Rotteternaet (Eks. 6), der karakteriserer Bælgetræderens Fortælling om den faldefærdige Kirke og Orglets farlige Magt. Ogsaa Katastrofetemaet (Eks. 2) indtræder flere Steder og Amtsskriverens truende Motiv (Eks, 7) benyttes, da Bengt (Bælgetræderen) opdager Grethi i Kirken. Men et nyt Motiv (af Komponisten kaldt Kirkens Motiv) dukker op (Eks. 8) og forbindes med det Motiv, der i 7. Billede bliver til Oliviers romanceagtige Strofer (Eks. 9).

Disse Motiver bærer en stor Del af Dialogen mellem Grethi og Olivier, der afslutter 4. Billede.

5. Billede er, som tidligere omtalt, et af Operaens mest vellykkede. De indlagte »Numre« er nogenlunde rimeligt motiverede og navnlig Scenen med Herremandens Spil paa sin gamle Fløjte er et lykkeligt Fund. Stemningen afbrydes pludseligt af Amtsskriveren (Eks. 7), der brutalt aabner for alle Katastrofens Sluser. Rottemotivet (Eks. 6) hvisler i Basserne og Herremanden synker sammen i sin Stol og dør med Rachels Haand i sin, mens Mester Olivier paa Spinettet dæmpet spiller Temaet fra den Vise, han ved 5. Billedes Begyndelse synger og spiller: »Hvad er en Ven?«

6. Billede, udenfor Kirken (en rædselsfuld banal Dekoration), indledes med et fugeret Forspil over Operaens Hovedmotiver (Eks. 1 og 2). Hele dette Billede udfyldes af en Dialog mellem Grethi og Olivier, hvor denne resignerer og afviser Grethis Ønske om at blive hans. Her er atter benyttet Oliviers Visemotiv »Hvad er en Ven?«. Motivets Anvendelse paa dette Sted er vistnok mindre velbetænkt. Dets romanceagtige Karakter forliges ikke med den Alvor,som ligger bag Oliviers Replikker.

7. Billede, Bryllupsscenen, indledes med et fugeret Forspil, hvorefter Optrinet begynder med tre sluttede Numre:
Sidsels »Hviske-Vise« med en musikalsk Reminiscens fra hendes tidligere Repliker, Bengts Vægtersang-lignende Strofer, hvor han tager Afsked med den gamle Kirke og Mester Oliviers romanceagtige Sang: »Saa smykkes til Bryllup for sidste Gang den gamle Kirkes Kor -«. Dette Tema er igen anvendt efter et Passacaglia-lignende Orgelpræludium, da Grethi træder ind i Kirken (Eks. 9).

Under Slutningsscenen, da Grethi er steget op paa Orgelpulpituret, klinger endnu en Gang Temaet fra Oliviers Vise »Hvad er en Ven?« (Eks. l0).

Det afsluttende Orgelstykke er bygget over »Kirkens Motiv« (Eks. 8), Hovedtemaet (Eks. 1 og 2) og en Reminiscens af Oliviers Sang (Eks. 9) og er til Slut kombineret med det fulde Orkester, uden hvilket den sammenstyrtende Kirkes vældige Fortissimo ikke vil kunne være opnaaet.

»Kirke og Orgel« er ikke blevet det gribende Musikdrama, som Emnet maaske kunde have givet Haab om. Teatrets sceniske Indsats var i det store og hele udmærket; det musikalske Stof er gennemgaaende klogt disponeret, men det er selve dette Stofs indre Spændkraft, der svigter; den tilstræbte »kirkelige Stil«, som Komponisten har ment skulde bære Operaen, er tværtimod blevet en Byrde, som paa de afgørende Punkter hæmmer Værkets dramatiske Flugt. Det synes ogsaa, som om Orkesterbehandlingen paa mange Steder er lovlig massiv. Ofte kunde man overhovedet ikke høre, hvad der blev sunget paa Scenen.

Der kan ikke være Tvivl om, at Hye-Knudsen er Lyriker fremfor Dramatiker. Det er gennem Operaens lyriske Partier, vi faar et Indtryk af Komponisten, mens de mere dramatiske betonede Elementer skyldes Kapelmesteren.