En musikalsk nyopdagelse

Af
| DMT Årgang 23 (1948) nr. 01 - side 10-11

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

En musikalsk Nyopdagelse

af Fritz Crome

I november maaned gav den unge højtbegavede ungarer Geza Anda to koncerter, hvoraf den sidste var en Chopinaften. Dens program indlededes med F-dur balladen, saa fulgte som pléee de resistance h-mol sonaten og aftenen sluttede med de 24 præludier. Det er ikke meningen her at komme ind paa en musikalsk-æstetisk vurdering af Geza Andas klaverspil, som med rette vakte en ualmindelig opmærksomhed baade hos kritiker og publikum. Grunden til, at disse linjer skrives, er den usædvanlige form, som den unge pianist gav sonatens tredje, langsomme sats.

For at læseren kan forstaa meningen med dette, behøver jeg blot at henvise til en artikel, jeg for nogle ar siden skrev her i bladet ( D.M. 18. Aarg. Jan. 1943, Side 20.) og hvori jeg omtalte, at jeg som ganske ung kritiker i »Signale« hade tilladt mig at paatale det forkastelige i, at den berømte Moriz, Rosenthal paa en koncert tillod sig at udelade den repetition i sonatens tredje del, som komponisten udtrykkelig ikke sætter mellem repetitionstegn, men skriver helt ud - efter mit skøn for simpelthen at gøre klart, at han ønsker den spillet i sin helhed.

Nodeeksemplet viser det omtalte sted, nemlig de 16 første takter efter dobbeltstregen. Her kunde Chopin have sparet baade papir, blyant og ulejlighed ved et simpelt repetitionstegn, idet de følgende 14 takter er en nøjagtig gentagelse af de fjorten første; han kunde saa blot paa sædvanlig maade have betegnet, at de to sidste takter skulde erstattes efter gentagelsen af to nye, der fører til stykkets fortsættelse. Men det gjorde han bare ikke. Og ingen har lov til at formode, at han paa dette sted just skulde have baaret sig mere taabeligt ad end ellers. Altsaa har en ordentlig pianist værsgo' at rette sig efter hans ønske!

Jeg tilstaar, at jeg var ikke saalidt stødt paa Chopins vegne over denne negligeren af hans tydelige intentioner og at jeg gav dette et utvetydigt udtryk i min kritik. Saa fulgte nogle maaneder efter det brev til mig fra Moriz Rosenthal, som jeg kom ind paa i ovenfor omtalte artikel i D.M. (»Et brev fra en gammel musiker«). Rosenthal vilde paa ingen maade indrømme sin fejl og søgte at støtte for sin mening ved at fremhæve den forbavsende kendsgerning, at baade Hans von Bülow og Franz Liszt hade gjort som han - de fandt alle stykket for langt i den originale form!

Hvis nogen skulde have lyst til at genkalde sig de mange andre mærkelige, foreteelser, som datiden tillod sig i koncerterne og hvorved de satte de simpleste hensyn til kunsten og komponisterne tilside, saa kan jeg henvise til det, jeg dengang skrev om Rosenthals brev. Det er ikke helt kedeligt at læse om og viser til evidens, at vort koncertliv nutildags har naaet. en ganske anderledes standard end for hundrede aar siden.

Da pavsen kom, opsøgte jeg Geza Anda i solistværelset. og bragte omgaaende spørgsmaalet om sonatens, tredje del paa bane, idet jeg spurgte: »Sig mig, spillede De ikke hele satsen uden at udelade noget?« Anda nikkede lidt forbavset og føjede til: »Jeg spiller altid det som komponisten har skrevet.« Men da jeg nærmere forklarede ham grunden til mit spørgsmaal, sagde han, at han hade hørt om denne mærkelige udeladelse som han paa ingen maade kunde billige. Saa føjede han til: »At satsen ikke forekom Dem for lang i min udførelse ligger vel i, at jeg spillede hele stykket fra dobbeltstregen ved E-dur indsatsen noget hurtigere, end den plejer at blive spillet. Jeg er nemlig vis paa, at Chopin ved dobbeltstregen har glemt et alla breve-tegn. Og tar man det i betragtning, er der ikke tale om, at den berømte »gentagelse« kommer til at virke for lang. Desuden spiller jeg - som De nok lagde mærke til - ledsagefigurerne som sekstoler og ikke som trioler, saadan som de to indledende takter før dobbeltstregen foreskriver. Den maade, ledsagefiguren er noteret paa efter dobbeltstregen, viser forøvrigt hen til at spille den som sekstol - se paa de mange fjerdedelsnoder i billedet, specielt i takt 15 og 16!« Saadan omtrent faldt hans ord. Og alt dette var altsaa aarsagerne til mit underlig usikre indtryk af satsen. Jeg kendte den igen og kendte den dog ikke; den virkede ny og dog gammelkendt, fordi den syntes mig saa rigtig og saa vel proportioneret som aldrig før. Ved den lille tempoforskydning var det lykkedes Geza Anda pludselig at rykke forholdene tilrette, saa man ikke behøvede at gøre vold paa satsen ved at klippe den istykker og saa at man straks forstod Chopins mening med den.

Men der skulde altsaa gaa det meste af et aarhundrede, før et ungt geni vovede at skære tværs igennem de gamle klavermestres taabelige tradition og vise os, hvad der hade været komponistens mening med sit stykke.

Nu er det selvsagt umuligt for mig at afgøre, om ikke mangen kyndig og samvittighedsfuld pianist nuomstunder ud fra en sundt udviklet musiksans behandler satsen paa samme maade som Geza Anda og derved - maaske uden at ane det - desavouerer de gamle berømtheders egenmægtige lemlæstelse af originalen. For mig var Geza Anda forleden paa sin koncert pioneren paa dette omraade. Men det vilde være interessant at høre nogle af vore kendte pianister udtale sig om dette spørgsmaal. Og man tør liaabe, at redaktionen af D.M., som saa elskværdigt, har taget sig af dette mit indlæg, vil stille sine spalter til raadighed for en videre diskussion om spørgsmaalet.

Årgang 23/1948, nr. 01