Fagmanden som lærer i skolen

Af
| DMT Årgang 23 (1948) nr. 01 - side 11-12

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Fagmanden som Sanglærer i Skolen

af I. L. Emborg

I Dansk Musiktidsskrift Nr. 9 d. A. findles i »Åbent Brev til Knudåge Riisager« af Knud Christensen en Bemærkning om, at det ikke ser godt ud paa en Lærers Eksamensbevis, at der staar Karakteren g+ i Musik og længere nede paa Papiret »Ja« til, at han kan forestaa Skolesang.

Læreruddannelsen paa et Serninarium slutter jo bl. a. ogsaa med Musikeksamen, som skal bestemme, om Eksaminanden kan overtage Faget Sang i Børneskolen eller ikke. Længe før Prøven er et Antal af Aargangen allerede pillet fra som uegnede. De øvrige opnaar selvfølgelig højst forskelligt Resultat, lige fra ug til g (Minimumsgrænsen). Nu er det dog klart, at det drejer sig om, hvad der forlanges for at opnaa Karakteren g; dette kan selvfølgelig diskuteres. Her maa erindres, at det at undervise godt i Sang i en Børneklasse er noget, man ikke saadan uden videre kan; selv om man er Musiker eller Sanger af speciel Uddannelse, er man ikke derfor Fagmand. Den omtalte Undervisning er en Kunst for sig, som skal læres. Foruden at Fordringerne ved Lærereksamen indeholder, at Eksaminanden skal kunne synge, spille (Violin eller Klaver), transponere, spille fra Bladet, lede Korsang, gøre Rede for elementær Musikteori, lidt Musikhistorie, skrive Musikdiktat og synge fra Bladet, skal han ogsaa eksamineres i Undervisningsteori, hvilket har fundet Sted allerede i en Aarrække, selv om Virkningen endnu kun spores spredt, hos intelligente og ivrige Lærere; til nogen almindelig, ny Undervisningsskik for den samlede Sanglærerstand er vi endnu ikke naaet. Det vil tage en Menneskealder, og det kan endda mislykkes. - En gammeldags Sangtime i en Skoleklasse omfattede i Reglen kun Indøvelse af Melodier. Hvad der ellers skete, var i alt Fald ikke af Betydning. Foruden Indøvelse af Sangstoffet maa, Undervisningen omfatte Stemmepleje og, for Evnernes Udvikling, Rytmik og Hørelære, organisk forbundet med Indøvelse af Nodeskriften. - Ved Indøvelse af Melodier var det en slem Fejl, at Børnene altid sang i Flok; enkelte sangglade førte an, Resten hængte ansvarsløst paa uden at behøve at gøre sig Umage. Det blev en Vane, at for at kunne synge maatte man have nogen at hænge paa, eller Lærerens Instrument. Selvtilliden hos det enkelte Barn demoraliseredes derved. Fra Børnene er smaa, maa de være vænnet til at synge alene, naar Læreren ønsker det, ligesom til at læse op alene.

Stemmepleje med en Klasse almindelige Børn er man ikke Fagmand i, selv om man er en stor Sanger, der uddanner andre Sangere. Det er nemlig noget helt andet, først og fremmest fordi det er Børn. Den Voksne, hvis Stemme ligger forkert, har, indgroede Uvaner, som det tager lang Tid at komme af med. Børns Uvaner er ikke indgroede, de kan straks synge med rigtig Klang, hvis Læreren forstaar sine Ting. Indtil 10-11 Aar sker det ved umiddelbar Efterligning af den Kammerat, der har den rigtige Klang, og som de en for en skal efterligne, indtil de alle synger som med een Stemme. Ogsaa Artikulation øves ved umiddelbar Efterligning, altsaa gennem Øret, ikke gennem Øjet ved at se paa Lærerens Mund, og først senere, naar Børnene har faaet Vane til at holde sig i den rette Klang. Henimod 11-Aars-Alderen kan Klassen faa et kort Kursus i Stemmens Brug. Det bestaar af fire Punkter: Vejrtrækning, Tale, »Talesang« og Klangøvelse. Pladshensyn forbyder mig at gaa ind paa en Beskrivelse deraf.

Endelig skal Læreren forstaa ved Anvendelse af ca. 1/3 af hver Sangtime i flere Aar at lede Undervisningen i Rytmik og Hørelære (i lang Tid hver Ting for sig), saaledes, at Børnene med Blyant i Haand og Kladdehefte selv skriver alle de Noder og korte Eksempler, de bag efter skal udføre, idet Læreren som i andre Fag stiller Fordringer til de enkelte Børn og ikke lader dem svare i Kor. Læreren skal have lært paa Seminariet at bygge denne Undervisning op, saa at Eleverne altid kan udføre, hvad der forlanges og bliver aktive med Fornøjelse. Principet er, at det skal blive Eleverne, der arbejder; al Teori kommer til dem som nødvendige Arbejdsoplysninger, skal ikke bare huskes men straks bruges. Under dette bliver ogsaa Nodeskriften en Del af Barnet selv. Nærmere Beskrivelse kan ikke gives i denne Artikel.

Hvem er da »Fagmænd«? Det er her saadanne, der forstaar denne specielle, tidssvarende Undervisning. Det vil sikkert vise sig nødvendigt, at det bliver ved at være de seminarieuddannede Lærere, der maa. varetage den. Ved Mellemskolerne er Undervisningsprinciperne de samme, hvorfor de Lærere, der udgaar fra Universitetet ogsaa maa lære denne Pædagogik, som er en Kunst for sig og bør respekteres mere end hidtil. Sanglærerne i vore Skoler har været tilbøjelig til ligesom at begynde deres Arbejde for højt oppe i Musiken (Musikforstaaelse, Grammophon Foredrag o. s. v.), uden at den elementære Underbygning var i Orden; den samme Fejl, som en Musiklærer gør, hvis han lader en Elev spille videre frem i Musikstoffet uden at sørge for, at Eleven tager rigtigt paa Instrumentet. I Barneskolen (Mellemskolen) haster det ikke med Bach, Beethoven o. s. v., deres Værker er jo alligevel ikke for Børn. At lade Eleverne sidde passive og høre paa Musikens Mestre i Utide er et skadeligt Arrangement. Man kan saaledes være Fagmand i Musiken og samtidig Dilettant som Sanglærer i en Skole, og jeg er lige ved at sige, at det omvendte ogsaa kan tænkes: Fagmand i Skolen og Dilettant i Musiken, ja, dette vil endda sikkert altid være det almindelige.

Årgang 23/1948, nr. 01