Ny lærebog i sangteknik

Ny Lærebog i Sangteknik

af Kristian Riis

Knut Vikrol: »Stemmen, dens Skoling og Pleje«. Oversat og bearbejdet af Egil Forchhammer. Normanns Forlag 1947.

Det er en god Ide af Normanns Forlag -at sørge for, at vi har f aaet en dansk Udgave af den svenske Sangpædagog Knut Vikrots Bog, og det er en lige saa god Ide, ,at man har ladet Overlærer, Dr. phil. Egil Forchhammer besørge Oversættelsen og Bearbejdelsen. I en Følgeskrivelse fra Forlaget hedder det, at Forlaget hermed mener at have udfyldt et Hul i dansk Faglitteratur. Dette er ikke helt rigtigt. Ganske vist er den danske Faglitteratur fattig paa Bøger, der kan anvendes ved Undervisningen i Stemmens Brug, men vi har dog Viggo Forchhammer: »Kortfattet Tale- og Sangteori«, som paa mange Punkter er bedre end Vikrots Bog. Viggo Forchhammer behandler i sin Lærebog alt, hvad unge Sangstuderende i Dag bør vide om de aktistiske, anatomiske og fysiologiske Forudsætninger for Tale og Sang, - opstillet .som tørre Fakta, mens Knut Vikrot i sin Bog paa inciterende Maade ikke alene slaar fast, hvad man véd, men samtidig opstiller de Problemer, der fremkommer under Tale- og Sangstudiet. Med sin store Viden voterer han for og imod, citerer ,indre Forfattere, og prøver endelig, saa vidt det er muligt, at komme til et fornuftigt Resultat. Som Supplement til Forchhammers Bog vil denne nye være glimrende.

Kni-.t Vikrot deler sin Bog i 2 Dele, en 11x.orptisk Del og en prak~lsk Del. I Indledningen til den teoretiske Del siger han: »Selv om vor Viden om Stemmen kun er spredt, saa betyder det ikke, at den er

unyttig eller overflødig for den, som bevidst vil gøre sin Stemme til et lydigt Instrument for Udførelsen af kunstneriske Intentioner.« Han prøver her med det samme at slaa. en Pæl igennem den Overtro, der endnu den Dag i Dag findes hos mange Sangere, at det er umuligt at synge godt, hvis man kender noget til Steinnieapparatets Anatomi og Fysiologi. Han siger endvidere, at det er nødvendigt at oplære Øret til at høre »funktionelt«, d.v.s. aflytte et Organs Fortrin og Fejl og konstatere disses anatomisk-fysiologiske Aarsager.

Det første Afsnit hedder Stemmeorganets Bygning og Funktion.-Han giver her en ualmindelig klar og logisk Beskrivelse af Strubehovedets Bygning. I Tilknytning til dette findes der nogle meget tydelige Illustrationer. Saadanne Illustrationer har vi savnet i Forchhammers Bog, saa ogsaa paa dette Punkt kan vi sige, at Vikrots Bog er en stor Gevinst. Derefter fortæll,~r Forf. interessant om Stemmetræthed (Fonasteni), Pareser og fejlagtigt Brug af Stemniebaandene. Efter at have sagt, at Strubehovedet er en til sit specielle Formaal. uddifferentieret Del af Luftrøret, gaar han over til ganske kort at fortælle Qm. Aandedrætsmusklerne, og deres Arbejde.

Næste Afsnit hedder Ansatsrørets Bygning. Ved Ansatsrøret forstaar lian de Hulrum, Tonen passerer efter at være blevet dannet i Glottis, nemlig Svælget, Næsehulen og Mundhulen. Dette Afsnit er ganske kort og bringer ikke noget nyt.

Det gør derimod det næste: Stemmens Akustik. Der fortælles her paa et for Læg' folk forstaaeligt Sprog, hvad man, efflers sjældent ser, om akustiske Fænoffiéner, som Pulsationer (»staaende Bølger«), Lydbølgernes »Bøjning« og Ekko. Vi nikker -bifaldende til det, der staar om Toners Højde, Styrke og Klangfarve. Det er ogsaa rart at se, at Forf. prøver at udrydde den Ide, at Stemmetonen foruden at benytte sig af Resonansrum Ogsaa skulde benytte sig af Resonansbunde. Det eneste, jeg kunde have Lyst til at rette Indvending imod -i dette Afsnit, er det, at Forf. skriver: »Man kan sige, at Forholdet mellem Lufttryk og Stemmelæbemodstand altid bør være konstant«. Hvis man fører denne Passus ud i sin fulde Konsekvens, -vil det, saa vidt jeg kan se, sige, at en Sanger uddannet efter dette Princip altid vil synge med samme Kompression. Jeg har altid anset det for at være en af en Sanglærers fornemste Opgaver at lære Eleverne at synge med en Kompression, der retter sig efter de kunstneriske Krav, der stilles.

Afsnittet - »Sproglydene« bærer ' stærkt Præg af at være bearbejdet fra et andet Sprog. Jeg synes, at man kan læse bedre om dette Emne andre Steder.

Afsnittet »Aandedrættet« er interessant, fordi Forf. der opstiller forskellige Problemer. Han imødegaar stærkt sin Landsmand Hanna G. Pegelow, der taler om en Antagonisme (= »Modstrid«) mellem Indog Udaandingsmusklerne. Forf. taler om 3 Aandedrætstyper: 1) Skulderaandedrættet, 2) Kostal- eller Brystaandedrættet og 3) det diaphragmatiske Aandedræt eller Bugaandedrættet. Danske Sangpædagoger vil sandsynligvis savne en Omtale af det kgmbinerede Nedre- Ribbens-Mellemgulvs~ aandedræt, som vi, vel nok paavirket af Forchhammer, arbejder meget med. Efter at have omtalt Bugaandedrættet, som det, der i Almindelighed betragtes som det bedste siger Forf.: »Det kan dog vække til Eftertanke, at mange af vor Tids førende Tale- og Sangkunstnere trækker Vejret væsentlig højere oppe«. Lidt senere staar der: »Opfyldes Kravet om en fri - deri indbefattet lydløs og hurtig-Indaanding, kan man roligt tillade individuelle Variationer i Aandedrættet«. Dette har jeg været meget glad for at læse, idet det falder fuldstændigt sammen med mit Syn paa Sagen. Ved Undervisning vil man vel nok altid prøve paa at lægge Aandedrættet dybt, men opdager man efterhaanden, at en Elevs Aandedræt paa alle Maader fungerer tilfredsstillende, selv om det ikke ligger der,hvor man i Kraft af sine Teorier mener, det bør ligge, saa gør man ikke noget ved det.

Afsnittet em )':?cn,,i,ion er vel nok Bogens vægtigste. Forf. omtaler Registerproble

merne og kommer derefter ind paa stærkt diskuterede Spørgsmaal som voix-mixt - Funktion, Glottisslag og Nasalering ved at citere Afsnit af vor egen Sangpædagog W.. Talvis bekendte Arbejde: »Huru r6storganen behårskas«,A.Thausings 2 Bøger: »Die Sångerstimme« og »Stimme und Kunstgesang« samt G. Ruckman: »Våger till sångtonens fullåndning«. Forf. omtaler som staaende i Særklasse Jørgen Forchhammer,. der i sit Arbejde: »Stimmbildung« kommer ind paa de samme Problemer. Man er glad, naar man læser: »En god Pædagog, maa. naturligvis aldrig slavisk binde sig til en bestemt Metode. Han maa være Kasuist«. Mindre glad bliver man, naar man lidt senere læser, at: »Udgangspunktet for al Skoling af Stemmen maa være den tætte Pianotone, hvorfra man lidt efter lidt og med stor Forsigtighed kan skride frem mod Fortet«. Hvis man bruger denne Fremgangsmaade altid, kan man vist ikke kaldes Kausist. I de fleste Tilfælde vil jeg vel nok bruge Forf.s Fremgangsmaade, men i adskillige har jeg en Tid maattet arbejde i hvert Fald med Mezzoforte for at synge Stemmen løs, inden jeg kunde gaa over til Arbejdet med den tætte Pianotone. Jeg tænker der specielt paa en ung Sanger, som jeg i de første 3-4 Maaneder prøvede at optræne gennem Afspændingsog Pianoøvelser. Dette gav intet Resultat. I min Fortvivlelse fandt jeg et Par Operaarier frem, som jeg mente passede til Sangerens Psyke og Instrument. Gennem disse sang denne sig forbavsende hurtigt fri, og ved en meget vellykket Debut fremhævedes netop Sangerens udtryksfulde Piano.

Det sidste Afsnit hedder Resonans. Det forekommer mig ikke at være helt let at forstaa Forf., naar han taler om Begreber som Hovedklang og Næseklang. I det hele taget kan man vist sige, at dette Afsnit ikke er helt saa klart og logisk fremstillet som de foregaaende, men Forf. kommer dog med nogle interessante Ting. Han siger f. Eks.: »Vedrørende Næsens Bihuler i Kæbe og Pande som af mange tillægges stor resonatorisk Betydning, er det klogest indtil videre at stille sig afventende. Sandsynligvis spiller de en underordnet Rolle - maaske endda slet ingen«. Forf. mener absolut ikke, at man bør prøve paa at forbedre Resonansen ved at trække Strubehovedet ned; han siger: »Det er et Spørgsmaal, der endnu ikke er besvaret1 om Svælgets Volumen virkelig forøges eller ej gennem en Forskydn~ng nedad af Strubeho

vedet Det ~ynes, som om Spæn-

dingsforholdene i Stemmelæberne og i liele Struben forskydes ved en Sænkning -af Strubehovedet, saa at Glottis faar Ten-dens til at aabne sig - noget som jo er lidet ønskværdigt«. Af snittet slutter: :»Mørk skal en Stemme være med Henblik paa Resonansindstillingen, men lys, rig Paa relativt høje Overtoner, med Henblik ,paa Registerindstillingen«.

Man kunde maaske ønske, at Forf. var 'kommet nærmere ind paa Vibratospørgs.-maalet, hvordan man kan gøre et Vibrato -større eller mindre, om man kan ændre Vibratoets Art, og om man kan ændre dets 'Tempo.

Under Læsningen af det teoretiske Af,snit kan man ikke helt frigøre sig for den Tanke, at Forf. tynges af sin store fysio

logiske Viden. Han kommer ikke ind paa det nære Forhold mellem det fysiologiske og det psykiske, hvordan man ogsaa med psykisk Forstaaelse og Behandling kan arbejde paa Stemmens Frigørelse.

Derefter følger »Praktiske Del«. Det har altid været mig svært at forstaa Øvelser beskrevet i en Bog. Ved en Gennemlæsning af Øvelserne ser disse gode og praktiske ud uden at bringe noget særligt nyt. Var, det ikke en Ide, om man inviterede Knut Vikrot, der er Universitetslærer i Lund, herover, saa han selv kunde demonstrere og forklare sine Øvelser for os? - Bogen er glimrende og giver os Appetit paa at se og høre, hvad en saa velfunderet Lærer kan udrette i Praksis.