Efter de forhaandenværende søms princip

Af
| Årgang 23 (1948) nr. 02 - side 31-35

Efter de forhaandenværende Søms Princip

af Frede Schandorf Petersen

»Musikken gennem Tiderne«, af Gunnar Jeanson og Julius Rabe. Paa dansk ved H. Rolff under Medvirken af Jørgen Jersild; Udvalget af nye Musikeksempler ved Knud Allung. Forlag: P. Haase & Søn (648 Sider, Pris Kr. 36,00 hft.

En Oversættelse til dansk af Svenskerne Gunnar Jeansons og Julius Rabes store Musikhistorie »Musiken genom tiderna« har længe været tiltrængt. Dette omfattende Værk har til trods for de foreliggende Musikhistorier paa dansk allerede i sin svenske Udgave vundet bemærkelsesværdig Udbredelse i danske Musikkredse og er blevet foretrukket af førende Pædagoger ved Musikhistorieundervisningen paa Grund af dets klare paa en Gang saglige og fængslende Fremstilling af Musiken gennem Tiderne. Selvom denne Musikhistorie er yderst let læselig paa Originalsproget, har det alligevel voldet store Vanskeligheder at anvende den obligatorisk, og det er derfor en anerkendelsesværdig Indsats Haases Forlag har ydet ved at udgive Værket paa dansk i samme smukke Udstyr som den svenske Udgave.

Men i denne Oversættelse - egentlig Værkets fjerde Oplag - foreligger »Musikken gennem Tiderne« i en højst beklagelig Torso; man har - uden at forklare hvorfor - ment det hensigtsmæssigt, at lade den danske Udgave begynde ved Bach og Händel, altsaa omkring Aaret 1700, hvilket vil sige, at den,uvidende Læser maa springe paa Hovedet ud i Frem stillingen uden at faa tilstrækkelige Oplysninger om de Forudsætninger, der har betinget Musikens Stil og dens Udvikling frem til denne Periode. Naar man tager i Betragtning, hvor stor en Del Operaens Historie optager af hele Værket var det saa ikke mere passende at begynde ved Operaens Fremkomst omkring Aaret 1600; her var virkelig det Skel, hvorfra Stabiliseringen af Dur og moll, og den dermed følgende dominerende Stilling af den tonale Kadence udgik og dannede Indledningen til den 300-aarige Periode, i hvilken Renaissancens, Baroktidens, Klassicismens og Romantikkens Former udviklede sig. Men selv fra 1600 vilde Fremstillingen ikke være fyldestgørende, thi Operaen havde Madrigalen, og de spirende Sonateformer den gennemimiterede Motet som Forudsætning osv. Den danske Udgave er et Brudstykke, og de Steder senere henne i Fremstillingen, hvor der henvises til gregoriansk Sang, Nederlænderstil, Kirketonearter eller Pentatonik svæver i Luften som Postulater, der ikke kan give Læseren en konkret Forestilling om, hvad der menes, medmindre han i Forvejen er informeret om Musikens Udvikling indtil 1700, hvilket jo i Virkeligheden var denne Bogs Opgave. Det er derfor kun en halv Sandhed, naar Forf. J. R. i Forordet til den danske Udgave meddeler, at Bogen »paa den enkleste Maade vil vise den Musikinteresserede, hvordan den Tonekunst, vi kalder vor, er blevet til«. Som den foreligger paa dansk, har den ikke nær den Værdi, som den svenske Original.

Denne Misére kan vel ikke udelukkende lægges Bogens Forfattere(1) til Last, men det er forbavsende, at Julius Rabe har tilladt denne Amputation.

Fremstillingen af det ret overvældende Materiale er meget klar og oversigtlig, og ,Grupperingen af Stoffet er foretaget med rimelig Hensyntagen til alle Faktorer: biografiske Data, Milieu og Vækst, Stil og Livsværk. Det er et smukt Stykke Kulturhistorie, der ogsaa lader Rum staa aabent, for Mennesket bag Kunstneren ved at vise mange baade rørende og tragiske Træk af Komponistens Liv, hans Kampe, Lidelser, og Sejre. Musikhistorien er godt fortalt, den er oplysende uden at være trættende og interessevækkende, uden at det bliver paa Bekostning af det sagligt forsvarlige. Musiken og defis forskellige Stilarter belyses ved udmærkede Sammenligninger og musikalske Vurderinger.

Naar man vil henvende sig til et bredere Publikum med en Musikhistorie, kan man ikke undgaa at komine ind paa mere subjektive Betragtninger, som til en vis Grad maa staa for Forfatternes egen Regning, men i denne Henseende er de gaaet skaansomt til Værks især ved den ret farlige Periode fra ca. 1830 og frem. De har søgt saa objektivt som muligt at klarlægge Problemerne og Brydningerne, o,, paa denne Maade kommer de udenom de farlige Skær, hvorpaa. enkelte Historikere er strandet ved negative og eensidigt profetiske Vurderinger. Der er dog enkelte smaa Indvendinger,- som maa -med for en Fuldstændigheds Skyld. Det er en kendt Sag, at man kort og let kan anerkende det gode, medens Fejl eller Ufuldkommenheder maa dokumenteres, hvorfor der kvantitativt ikke kan blive noget rimeligt Forhold mellem Ros og Dadel.

Under den kortfattede Gennemgang af Bachs Brandenburgerkoncerter (S. 33) skriver J. R., at den,langsomme Mellenisats i Nr. 3 er »krympet sammen til en eneste Overgangstakt«, men han antyder ikke, at det paa Bachs Tid var Skik og Brug, at der over denne Akkordforbindelse af en eller flere »Koncertmestre« blev improviseret en Kadence udformet efter den paagældende Musikers Fantasi - en ikke ubetydelig Oplysning til Forstaaelse af dette Fænomen. Side 194 skriver J. R. om Mozart: »Et sandt Mesterværk er g-moll Symfonien fra Åar 1774« - hvis han havde tilføjet »den saakaldte lille g-moll«, vilde man forstaa, at det er den og ikke Nr. 40, han hentyder til i Parentesen Side 203: » (f. Eks. i den lille g-moll Symfoni) «. Et lignende Tilfælde med lidt bagvendte Oplysninger gælder Beethovens »Razumovskij-Kvartetter«; enkelte af de tre Værker omtales og fremhæves under Kapitlet om Beethoven, men først i Afsnittet om »Slavisk og ungarsk Musik« (S. 535) faar man at vide, at Beethoven hentede sine »thémes, russes« til disse Kvartetter fra en Samling russiske Folkemelodier, der udkom i Aaret 1790.

De faa Nodeeksempler, der skyldes Bogens Forfattere, er valgt med Omhu og faar en udmærket Karakteristik i Teksten, men der har dog indsneget sig nogle Fejl, som næppe er blevet beniærket, eftersom de findes i samtlige Oplag. Saaledes er der en lille Unøjagtighed i Eksemplet fra første Sats' Allegro af Mozarts »Prager-Symfoni«: Temaet skal i Understemmerne begynde med Tertsen fis-a og ikke som det staar a-c'. Dette »forunderlig rigt nuancerede Tema« burde - uagtet J. R. antyder, at der ikke kan blive Tale om nogen indgaaende Analyse - alligevel have faaet en Karakteristik udover Adjektiverne, f. Eks. at Temaets Nuancerigdom. understreges af Instrumentationen, som bringer dets fire Afsnit i fire forskellige Instrumentgrupper: 1.) dybe Strygere, 2) Violiner, 3) Fagotter og Horn, 4), Fløjter og Oboer. Det er nemlig i Sandhed et forunderligt Tema. J. R. skriver intet om Haffnersymfoniens Forhold til Haffnerserenaden (at Symfonien er bygget over nogle af Serenadens Satser), men bemærker blot: »ikke at forveksle med Haffnerserenaden«. Om Verdis »Alda« siger J. R. ikke, at. den er blevet bestilt til Festlighederne i Anledning af Suez-Kanalens Aabning. I Forhold til den Omhu, der ofres Wagner paa ca. 27 Sider, er Verdi blevet stedmoderlig behandlet paa knap 3 Sider. Det Billede, man giver af Komponisterne, bliver indirekte afstemt efter Tekstens Proportioner, og disse er ikke altid velmotiverede.

Det er indlysende, at naar Musikens Historie skal koncentreres paa nogle faa hundrede Sider, saa maa meget udelades, men hvor smaa, vigtige Oplysninger kunde indføjes uden at tynge Stoffet, vilde det kun være med til at skabe et tydeligere Billede af Komponisten og hans Værker. Paa Grund af at Forfatterne maa. sammentrænge Stoffet, kan det ske, at de kommer til at fremsætte Paastande, der virker som Postulater; Udtalelsen om, at Brahms' første Symfoni ikke kommer paa Højde med Beethovens 5. eller 9., »at dens aandelige Perspektiver paa en Maade forbliver snævrere« (S. 514), forekommer undertegnede at være lidt løs Tale, ligesom det maa være en Fortalelse, at Forfatteren (S. 612) gør Begrebet jazzmusik synonymt med Dansemusik. Afsnittene om den nye Musik er ganske naturligt blevet behandlet med en vis Reservation, men man savner en Placering af Nordmanden Fartein Valen under Gennemgangen af Atonalismens Problemer, han er ikke saa ubetydelig en Personlighed, at han helt kan undværes, selvom han her i Norden er et isoleret Fænomen. Ved Karakteristiken af det polytonale Eks. (S. 601) er det urigtigt at sige, at Akkorderne »modulerer fra C-Dur over A-Dur til Fis-Dur«, idet her ikke er Tale om Modulation, men blot en Sidestillen af de tre Durklange over det ostinate C-Dur Motiv. Disse Ujævnheder rykker dog kun ubetydeligt ved Værkets høje Standard.

Vicestadsbibliotekar H. Rolff, der har paataget sig det ikke just behagelige Hverv at oversætte Værket fra svensk, har ikke helt undgaaet, at lade sig paavirke af vort Brodersprog, hvorfor ogsaa. flere Svecismer har indsneget sig, som f. Eks.: »fraset den saakaldte« - »det gribende Adagio« - »tilsat med en vis Sentimentalitet« - »Perin« (Perien) osv. Mange Ord og Vendinger forekommer ret knudrede, fordi Oversætteren har holdt sig for stærkt til det svenske Ordvalg: »formelagtige« (formelmässiga) - Arkitektonikken - illustrativ - Kammer- og solistiske Værker - m.m. Det danske Sprog er ikke overalt behersket lige smukt; følgende kluntede Sætninger taler for sig selv: »den heftige Indledning i den lidenskabelige Allegro, der sætter hæftigt ind« - »virker generende i den - kunstneriske Virkning« - »Det er i Tegningen af Digtets Detailler, at Schuberts utrolige Rigdom paa harmoniske Valeurer flyder alle rigeligst«(!!) - eller denne Sprogknude: »Med det gamle franske Syngespils naive Naturlighed og sentimentale Realisme har Hervés og Offenbachs Operetter trods talt Dialog og fransk Melodik langt mindre tilfælles end med Italienernes opera buffa, og deres komiske Intermezzi«(!) Var det ikke blevet betydeligt enklere ved at gaa lige til Sagen: Hervés og Offenbachs Operetter har - trods talt Dialog og fransk Melodik - mere tilfælles med Italienernes opera buffa og komiske Intermezzi end med det gamle franske Syngespils naive Naturlighed og sentimentale Realisme(?). Naar Rolff skriver: »han kendte det fra Grunden af« eller »genføde Tonesproget fra Grunden af« - kommer man til at tænke paa noget saa musikalsk som »Jeg, kommer li' fra Svendborg a'«. Heller ikke disse Pudsigheder rykker synderligt ved Værkets Fundainent, men gør det blot mindre helstøbt i den danske Udgave. Jørgen Jersilds Bistand med Raad og Vejledninger ved Oversættelsen af Fagudtryk o.l. er upaaklagelig.

Den Tanke, der ligger til Grund for Knud Atlungs Arbejde (at forsyne »Musikken gennem Tiderne« med et fyldigt Udvalg af Nodeeksempler) er baade sund og rigtig, men hvis denne Opgave skal løses effektivt, maa Musikhistorikerne enten skrive deres Værker i direkte Tilslutning til en foreliggende Eksempelsamling, eller de maa. redigere en saadan selv. Maaske lader det sig gøre af Tredjemand at udarbejde dette meget betydningsfulde Supplement, men i saa Fald maa den manglende Forbindelse med Værkets Tekst erstattes af en pædagogisk klar og saglig vederheftig Eksempelforklaring.

Paa dette saavelsom paa alle andre Punkter svigter Atlungs Evner totalt; hans Eksempelforklaringer indskrænker sig i bedste Fald til ligegyldige Almindeligheder, i værste Fald til haarrejsende Banaliteter eller direkte misvisende Fejltagelser, der kun kan bunde i Uvidenhed om det Stof, han har givet sig til at behandle. Til Almindelighederne hører bl. a. følgende Karakteristika: »den berømte Arie det berømte Tema - det berømte Kor den berømte Replik - de berømte Sonater Orfeus berømte Klagesang - (og mange flere Berømtheder) det mægtige Kor - det prægtige Kor det tungsindige Tema - de følelsesfulde Arier«, - (og skal det være lidt mere »sagligt«, kan han gaa saa vidt som til at skrive) : »det tungsindige Hovedtema - den karakteristiske Ouverture - Wagners polyfoniske Orkestersats«.

Til Banaliteterne hører Udtalelserne om Beethovens »Pathétique«: »navnlig Adagioen - en af Beethovens skønneste - er meget afholdt«, og om Bachs »Air« af D-Dur Suiten: »spilles nu ofte af en Soloviolin med Strygeorkester« m. m. Det maa understreges, at der her ikke er Tale om Citater plukket ud af en større karakteriserende Sammenhæng.

Til Fejltagelserne hører et Sammensurium, af Begreberne »Hoved- og Sidetema«. Bogens forfattere gør paa Side 157 rede for, hvad der forstaas ved disse Begreber i Sonateformens Allegrosats, og de anvender selv kun disse Betegnelser i Overensstemmelse hermed. Atlung hefter dem derimod paa saa godt som alle Temaer, uanset om der - som i Beethovens 5. og 9. - er Tale om varierede Liedformer med to ligestillede Temaer, Rondoformer, Scherzoformer, Valse e.l.. I Beethovens Es-Dur Klaverkoncert udraaber han til Sidetema det, lille Epilogmotiv, der afslutter hver af Førstesatsens Dele, medens det virkelige Sidetema, som i Yderdelene bringes regelret af Orkestret i henholdsvis D og T, ikke omtales. Det er den Slags misvisende Unøjagtigheder, som uhjælpeligt afslører Dilettanten.

Valget af Eksempler maa saa nøje som muligt følge Bogens Tekst og de Værker, der deri fremhæves som særlig karakteristiske for en Komponist eller en Stil. I modsat Fald kommer man som her til at staa overfor det Paradoks, at Forfatterne beklager, at det bliver for langt at citere Schubert-Lieden »Versunken«, medens Atlung godt kan bringe 11/2 Side af »Den ufuldendte« og fylde 61/2 Side med Tjaikofskys »Pathétique« og »Eugen Onegin«, godt 4 Sider med Chopin og 7 Sider med Liszt-Eks. osv. Hvor velgørende vilde det ikke have været at faa, et Eks. fra »Der Lindenbaum«, hvis varierede Strofeform gennemgaas klart af J. R. Det er et fint pædagogisk Træk at ville belyse noget essentielt i en. Stil gennem dens mest kendte Værker, men Atlung belyser intet og derfor er hans Citater fra »Ungarsk Rhapsodi Nr. 2« og »Liebestraum« (11/2 Side) m. m. det rene Papirspild. Det Overblik, som kræves til den Opgave at samle Eks. f ra de rigtige Værker og Perioder, har Atlung overhovedet ikke, hvorfor man beklageligvis maa savne Eks. fra Kompositioner af Joh. Chr. Bach (en vigtig Forgænger for Mozart), Mussorgsky, Mahler, César Franck, Debussy samt Lieder af Loewe, Brahms, Wolf og Strauss for blot at nævne nogle i Flæng, Eksempler, som ved et fornuftigt Valg godt kunde være bragt uden at fylde mere end de ca. 200 Sider, der er brugt til den nye Eksempelsamling.

Ogsaa det Udsnit, der agtes brugt til Eks. maa vælges med Omhu men her staar man overfor noget skandaløst i dansk Musiklitteratur. Af de ca. 450 nye Eks. er Hovedparten beheftede med større eller mindre Fejl: manglende Taktstreger og Tempobetegnelser, men endnu værre er det, at mange Eks. kun er vist ved Primostemmerne af 4-hændige Klaverudtog (det fuldstændige Eks. behøvede ikke at fylde mere, men derom senere), og det er helt utilgiveligt, at der mangler Optakter, som uløseligt er knyttet til en Strofe. Særlig grelt mærkes det ved Hovedtemaet af Carl Nielsens »Espansiva«, hvor Atlung har bragt Obostemmen, der af naturlige Grunde ikke kan medtage Optakten, da Oboen ikke kan gaa saa dybt (a), og den Stemme er efter de første tre Takters Forløb kun en sekundær Støttestemme til Melodien, som gaar videre i ganske andre Baner end dem, Atlung viser i sine 11 Takter kaldet Hovedtema (!!)

Grunden til denne Misére er at søge deri, at Atlung væsentligst kun har bragt Eks. fra de Værker, hvortil han har kunnet skaffe 2- eller 4-hændige Udgaver, der saa er blevet fotograferet direkte af til Nodeeks. Han er, kort sagt, gaaet, frem efter de forhaandenværende Søms Princip, hvilket har medført denne usandsynlige Hoben Fejl og Sjusk, der vidner om det rene Dilettanteri. Har der kun staaet, en Optakt paa de foregaaende Systemer, saa har han simpelthen strøget den, og om der er Hoved eller Hale paa et Eks. afhænger nærmest. af, om Nodestikkeren i sin Tid har været saa heldigt at faa. disse Poler med indenfor en Linje eller to. Det er ikke faldet Atlung ind, at det kan lade sig gøre til de Eks., der skal bruges, selv at arrangere en Klaversats derfor er en Masse Kammermusik-, Korog Orkestereks. meddelt i uoverskuelige Partitursider, der dels er saa godt som umulige at tyde for Hovedparten af de i denne Bog interesserede Læsere, der ikke er velbevandrede i Partiturlæsningens vanskelige Kunst, og som dels fylder saa meget i Værket, at ca. 75 Sider kunde være sparet eller brugt til bedre Formaal. Bogens Forfattere har selv anvist den rigtige Vej ved deres Eks., som kun er sat i sammentrængt Partitur i de faa Tilfælde, hvor det væsentlige har refereret til Instrumentationen: Gluck, S. 105 og Wagner, S. 448.

Værkets nulevende Forfatter har næppe vidst, hvor ukvalificeret Knud Atlung har været til dette alvorlige og krævende Hverv, i modsat Fald vægrer man sig ved at tro, at han skulde have tilladt Bogens Udgivelse paa dansk i denne Skikkelse. Uden Atlungs Indsats vilde hele Værket kunne være udgivet, hvorved det var blevet mere værdifuldt. Atlungs Forord kan ikke fritage ham for at staa til Ansvar for sit Arbejde, og den Omstændighed, at han har en Anelse om det beklagelige i Fremgangsmaaden, naar denne ikke kan anvendes med fuld Effektivitet, understreger blot, at han ogsaa moralsk er inkompetent til at paatage sig en Opgave af denne Art. Forlaget bebuder, at det har i Sinde at komplettere Eksempelsamlingen ved Udgivelsen af et særskilt. Hefte i Knud Atlungs Redaktion, en Begivenhed, som man kun kan imødese med. den største Frygt.

Fodnoter:
(1) Gunnar Jeanson døde inden Udsendelsen af den svenske Udgaves andet Oplag.