Musik og propaganda

Af
| DMT Årgang 23 (1948) nr. 02 - side 29-31

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Musik og Propaganda

af cand. mag. Torsten Boheman

Der tales og skrives ofte om den Propaganda udadtil, som vort Land saa vel behøver og som vi - desværre - i saa høj Grad synes at forsømme. Vi har sikkert alle læst om hvor haabløst vor Turistpropaganda. drives, hvor ofte Danmark ved gunstige Lejligheder glimrer med sin Fraværelse og hvorledes andre Lande napper den Chance, som vi burde have benyttet. En stadig tilbagevendende Undskyldning fra dem, der har Ansvaret for denne Misére, er: manglende Pengemidler. - Naaja, selvfølgelig ved vi ogsaa allesammen, at Propa :, anda koster meget og at de Lande, der raader over rigelige Midler, ganske givet opnaar et Forspring i Sammenligning med relativt fattige Lande, som f. Eks. vort eget. Men, saa meget mere Anledning er der da til at finde Veje, der er mindre kostbare, men samtidig effektive.

Har man herhjemme fuldstændig glemt Musiken? Eller har man endnu ikke faaet Øjnene op for, hvilken kulturel Propaganda, der gemmer sig i Tonerne. Fra ældgammel Tid har dog Musiken, hvadenten den lød fra Vikingernes gjaldende Broneehorn, fra Urskovenes monotone tam-tam eller fra det moderne Symfoniorkester, udgjort en virkningsfuld Reklame. I uendelige Variationer har Musiken gennem Tiderne spillet en propagandamæssig Rolle, som ikke kan eller maa. overses. Musiken ejer netop de to Egenskaber, der i sig rummer den fuldendte Propagan'da: den er international og samtidig individuel. Tonernes Sprog forstaas af alle, selv om liver enkelt Nation har sin Særklang. Musiken er, saa at sige, et Lands kulturelle Repræsentant udadtil en Gesandt, som forstaar at tale til alle og som forstaas af alle.

I mangfoldige Tilfælde kan man sige, at Musiken ligefrem symboliserer Landet. Tænk blot paa den italienske Musik med al dens Vellyd, eller paa den skotske »Hornpipe«, de negroide Toners synkoperede Rytmesprog, Wienervalsen eller Festspilmusiken fra Bayreuth. Musiken kan ogsaa i visse Tilfælde ligefrem manifestere bestemte, historiske Begivenheder. Jeg tænker i denne Forbindelse paa de sidste olympiske Lege i Berlin. Husker vi ikke længer Enkelthederne ved dette kæmpe' mæssige Sportsstævne, saa mindes vi maaske de inciterende Toner i Richard Strauss' pragtfulde Fanfarer, der indledte hver Radioudsendelse. Og - hvad er vel de moderne Pausesignaler andet end en reklamemæssig Paamindelse om det eller det Land? Ja, vi behøver vel egentlig. ikke gaa længere end til vore egne, hjemlige Raadhusklokker, som efterhaanden turde være kendt over den ganske Verden. I Sverige har man et godt Ord for disse Signaler, et Ord, der siger mere end det danske, nemlig »Signaturmelodier« - og man kunde for den Sags Skyld ligesaa godt kalde dem »Propagandamelodier«. I korte, koncist formede Toner genfinder man netop Landets Signatur, noget typisk, som man ønsker, at alle Lyttere over hele Verden skal kende og stedfæste.

Man spørger sig uvilkaarlig, hvorfor vi i Danmark ikke bedre forstaar - eller ønsker - at udnytte Radioen som Propagandamiddel overfor Udlandet. Hvad man paa mange andre Omraader mangler for at kunne etablere en effektiv Propaganda for vort Land, det ejer vi i vor Statsradiofoni. Vi har et glimrende Symfoniorkester, som tilmed staar overfor en vældig Udvidelse, et Orkester, der med Hensyn til Klang og teknisk Kunnen rangerer blandt de fornemste i Verden, - vi har gode Dirigenter, baade egne og Gæster, og vi har en Række fortræffelige Solister. Og, endelig, vi har - trods den megen Jamren og de himmelvendte Øjne - en hel Del Penge at arbejde med. Selv om vor Statsradiofoni det sidste Aar har givet Underskud - noget vist nok de færreste kan begribe! - vil den i Udsigt stillede Forhøjelse af Radioafgiften hurtigt vende Underskudet til et klækkeligt Overskud.

Husker De i gamle Dage - før den sidste Verdenskrig - hvorledes de efterhaanden internationalt berømte Torsdagskoncerter blev adviseret af en Speaker paa de tre Hovedsprog? Eller, i hvert Fald paa fransk. Hvilken Fryd for enhver Musikelsker var det ikke at høre de indledende »Mesdarnes, Messieurs, Mesdemoiselles«, der gik forud for hver enkelt af de store Koncerter! Og nu - hvad nu? En kort Introduktion og en Forklaring i Pausen paa dansk, noget som ingen eller næsten ingen udenfor Landets Grænser forstaar - ogsaa ikke mere. Ja, man er endda sunket saa dybt, at man ikke mere bekendtgør, hvordan en Symfonis eller en Koncerts Satser er. Dette aldeles uforstaaelige Fænomen siges at stamme fra Krigen, da det blev forbudt - vel af Tyskerne - at karakterisere de enkelte Satser, eftersom disse musikalske Termer kunde indeholde Kodeord, som kunde være af Værdi for Fjenden. Nonsens! Og dobbelt Nonsens, at vi stadig bevarer denne militære Hemmelighedsfuldhed, som nu om Stunder udelukkende virker irriterende. - Efter dette lille Sidespring gentager jeg: hvorfor har man sløjfet det internationale og festlige Præg paa disse Koncerter, som har Bud til hele den civiliserede Verden? Er vi maaske nu saa godt kendt, at denne lille Høflighedens Gestus ikke mere behøves? Ingenlunde! Vi er stadig et lille, uanseligt Land, som saa udmærket vel trænger til Propaganda for en i Forhold til Landets Størrelse eminent høj Kultur. Og den good-will vi har opnaaet ved vor Modstandsbevægelse, danner jo netop en glimrende Baggrund for en Forøgelse og Udbyggelse af Propagandaen for vor Kultur.

For ikke ret længe siden kom jeg tilfældigvis ind paa en belgisk Station, netop i det Øjeblik Speakeren adviserede en større Koncert paa engelsk og fransk, hvorved Koncerten blev et smukt Led i dette lille Lands Kulturpropaganda. Omtrent ved samme Tid afholdtes der i Göteborg en anden Koncert, som ligeledes adviseredes paa engelsk - og jeg ærgrede mig paa Danmarks Vegne. Herregud, det er dog saa lidt, der skal til, og det betyder jo saa meget. Hvorfor har Statsradiofonien ikke i disse første Efterkrigsaar, hvor en materielt udmarvet Verden tørster efter aandelig Føde, taget den gode, gamle Praksis op igen? Hvorfor fortæller den ikke, at vi i Danmark har en Hovedstad med et blomstrende Musikliv, hvorfra Glæde og musikalsk Berigelse kunde strømme ud til andre Lande? Hvorfor!!

Men, det er ikke blot disse Torsdagskoncerter vi forsømmer at udnytte. Vi har ogsaa et aldeles vidunderligt Kgl. Kapel, som i Aar for anden Gang i Historien giver en Række store Symfonikoncerter, som oftest med fremragende Solister. Man har fortalt os i Bladene, at disse Koncerter absolut ikke er et rentabelt Foretagende, men udelukkende skal betragtes som en smuk Gestus overfor Landets Musikvenner. Og, hvad sker saa? Disse Koncerter, der takket være deres Udøvere vil kunne blive sande Mønsterkoncerter, transmitteres ikke blot ikke til Udlandet, men unddrages ogsaa de hjemlige Lyttere. Er det ikke det glade Vanvid! Vi er saamænd ikke saa forvænt med god Musik i vor egen Radio, og det vilde være en rimelig og helt naturlig Pligt for Statsradiofonien at lade de mange tusinde, ja, hundredetusinde Lyttere blive delagtige i denne enestaaende Musiknydelse. Jeg husker en Aften i forrige Koncertsæson, hvor Det Kgl. Kapel havde en af sine store Symfonikoncerter, som altsaa ikke transmitteredes. I Stedet fik man en Orkester- og Solistkoncert at høre; d. v. s. at Radioen havde disponeret over denne Sendetid med et klassisk Musikprogram, saa der var altsaa ikke af programtekniske eller politiske Grunde noget i Vejen for at transmittere Kapelkoncerten. Naar man tager i Betragtning, hvor ofte Underholdningsorkestret bliver aflastet af Restaurant-Transmissioner, vilde det ogsaa af denne Grund være formaalstjenligt at aflaste Radiosymfoniorkestret ved f. Ex. at transmittere Kapelkoncerterne.

Nej - det er sandelig paa Tide, at der sker en Forandring i denne Politik. Hvis vi konsekvent gennemførte vore store Torsdagskoncerter med en Appel til Udlandets Lytterskarer, vilde disse efferhaanden vænne sig til at stille ind paa Danmark og glæde sig over Tonerne fra det lille Kulturland. Og hvis vi saa ogsaa, lod de kongelige Kapelkoncerter transmittere, vilde vi snart have genvundet den Position indenfor den kultiverede Verden, der rettelig tilkommer os, men som vi, uvist af hvilken Grund, tilsyneladende gør alt for at skjule. Desuden vilde en saadan Præsentation udadtil ogsaa have en ikke uvæsentlig Betydning indadtil. Vi vilde lære at føle det fulde, musikalske Ansvar og bestræbe os paa at gøre disse Koncerters Programmer saa fuldendte som muligt. Kun det bedste af det bedste kan bruges i Propagandaens Tjeneste. Vi kunde lære at blive endnu mere kritiske med Hensyn til Indhold og Udøvere. Vi har dog trods alt Raad til at engagere Samtidens ypperste Dirigenter og Solister, og vi kan ved et udsøgt Programvalg opnaa en international Anseelse og Berømmelse, som er den smukkeste Propaganda vi kan ønske os.

Det var heller ingen Skade til, dersom vort Kgl. Teaters Operaforestillinger en Gang imellem kunde drages ind under denne Propaganda. Der findes dog enkelte Operaer, som paa vor hjemlige Scene faar en mønsterværdig Udførelse. Jeg tænker her paa Operaer som »Porgy and Bess«, »Falstaff«, »Peter Grimes« og nogle enkelte andre, der virkelig fortjener et større Publikum end det, der kan rummes i selve Teatret. Alt for sjælden bliver disse Forestillinger transmitteret, og naar det en enkelt Gang sker, er det som Regel kun i Form af Brudstykker, en løsrevet Akt eller lignende. Og selv disse Brudstykker burde blive tilgængelige for hele den lyttende Musikverden som Bevis paa den høje Standard, den sceniske Musik indtager herhjemme.

Alt dette koster naturligvis Penge maaske mange Penge, men sikkert ikke for mange. Intet maa spares, naar det gælder at hævde sig i den internationale Konkurrence. Netop nu, hvor Verden under de sværeste Fødselsveer prøver paa at finde sit eget Jeg igen, hvor Folkene rundt omkring tørster efter opmuntrende Momenter i en materielt set jammerlig Til værelse, netop nu gælder det - mere end nogensinde før - om at være med og yde sit Bidrag. Lad gaa, at vi som Turistland kun har smaa Chancer i Øjeblikket med de man,-ge herskende Restriktioner - lad gaa, at vi rent handelsmæssig set er handicappet og tilsidesat - paa Musikens Omraade er der stadig frit Slag, og den som forstaar at slaa godt til, han bliver ogsaa hørt. Vi maa ikke under nogen Omstændigheder forpasse denne enestaaende Chance til at lade vor Musikstemme lyde ud i den store Verden. De Penge, der gives ud til en saadan Propaganda, er saa sandelig givet godt ud!

Årgang 23/1948, nr. 02