Musikalsk mission

Af
| Årgang 23 (1948) nr. 02 - side 35-36

Musikalsk Mission

af Leif Thybo

Herbert Rosenberg: Find Melodien. Jespersen, og Pio. 102 S. Kr. 6,50.

»Tanker o,,r Regler fra Grunden af om

~:1

Musiken for dem, som vil lære Musiken til Sindets Fornøjelse, saa og for dem, som vil gjøre Frit af Klaver, General- Bassen og Synge-Kunsten« .....

En saadan Omstændelighed har man altsaa lagt for Dagen, naar man for 200 Aar siden skulde annoncere en Lærebog i Musikkundskab. Vi har det jo normalt nemmere nuomstunder, men mon dog ikke den yderst maadeholdne Titel paa Dr.phil. Herbert Rosenbergs nyeste Publikation i Genren slaar alle Rekorder? »Find Melodien« - kort og godt.

Men i Virkeligheden vidner denne Titel om Rosenbergs dybe Forstaaelse af det primære Krav hos langt den overvejende Del af Musiklytterne: man vil kunne finde Melodien. Titlen er pædagogisk set et, Pletskud; thi den foregøgler Læseren, at han vil faa, sin Drøm opfyldt, mens Bogen faktisk snyder ham, saaledes at han efter endt Studium maa sande, at det drejede sig om noget meget mere, og, i mange Tilfælde, noget helt andet end blot dette at kunne finde Melodien. Og hvad vil det egentlig ogsaa sige? Saavist ikke noget der har særligt meget med det melodiske at gøre! Langt snarere betyder »Melodien« en vis, ikke chokerende, Regelmæssighed og Overskuelighed med Hensyn til Periodedannelse og harmonisk-modulatorisk Forløb (Genkendelsesmomentet!) Naar det glipper her, er det, at man kommer ud at svømme; saa kan man ikke finde Melodien.

Uden Tvivl har Rosenberg med denne let haandterlige Bog villet slaa det store Slag, forenklet som den paa mange Punkter er i Forhold til hans tidligere noget mere »lærde« Værker. Spørgsmaalet er da blot, om han ikke denne Gang er gaaet lidt for vidt med sine Indrømmelser over for de aandeligt mindre bemidlede, hvis Antal

han vistnok stærkt overvurderer. I hvert Fald gives der sikkert en hel Del, som vil reagere overfor Udtalelser som ... »Beethovens ni Symfonier er derimod allesammen lige geniale.« »De Stemningssvingninger, en Komponist i sine Stykker giver

Udtryk for, er kun opdigtede Han er

nemlig »Tonedigter«, d.v.s. i sin Fantasi

forestiller han sig, hvorledes melankolsk

Musik lyder, og paa Basis heraf digter han

en melankolsk Komposition.«

Den Slags virker for primitivt og lidet tillidsindgydende. Navnligt i det Afsnit, hvorfra det sidste Citat er taget, kommer Forfatteren ud i nogle kunstfilosofiske Problemer, der hverken er helt eller halvt løst, og som kun er egnet til at forvirre Læseren. Spørgsmaalet om Komponisten selv deltager i sine Kompositioners Stemningssvingninger, er selvfølgelig ikke afgjort ved at erklære, at Beethovens 5. og 6. Symfoni er skrevet samtidigt.

I det hele taget er Rosenberg vist først paa sin rigtige Boldgade, hvor han naar til det eksakte Stof. For Eksempel overbeviser hele Indledningen om Stilepokerne heller ikke tilstrækkeligt. Naar Rosenberg her drager Parallellen mellem en Periodes musikalske og dens andre kulturelle Foreteelser, er han jo af gode Grunde ude af Stand til at henvise til de egentlige, musikalsk-tekniske Kendsgerninger, som Læseren først nu skal i Gang med at tilegne sig. Gad vist om ikke man ganske simpelt skulde have begyndt med det musikalske »Kortlægningsarbejde«, og siden, naar Forudsætningerne i højere Grad var til Stede, ladet det hele munde ud i stilistiske Betragtninger, der saa maaske kunde have faaet en mere alsidig, dybtgaaende og storslaaet, Begrundelse.

Erkender man disse Mangler, som visse af Udenværkerne i Rosenbergs Arbejde er behæftet med, vil Anerkendelsen samle sig saa meget desto mere om Kernen.

Idéen er følgende: Læseren er i Besiddelse af en Grammofon og anskaffer sig to Plader med fire Musikeksempler:

J. S. Bach, Præludium og Fuga i c-Moll (af »D as wohltemperiete Klavier«, Bd. 1.) Columbia DDX 17.

W. A. Mozart, Divertimento i B-Dur K. Nr. 270, første Sats. H.M.V. Z 294.

L. van Beethoven, Strygekvartet i c-Moll Op. 18, Nr. 4, sidste Sats. H.M.V. Z 294. F. Mendelssohn-Bartholdy, Notturno af Musikken til »En Skærsommernatsdrøm«. Columbia DDX 17.

Med denne Udrustning er Læseren saa, uden at han behøver Nodekendskab, i Stand til at følge Forfatterens Gennemgang. Denne udgør som sagt det centrale, og det er de nu følgende Afsnit, der hæver Rosenbergs Bog op til at blive et ret enestaaende Bidrag til den pædagogiske Literatur.

Valget af Eksempler kunde næppe have været bedre: bortset fra det mere specielle Barokeksempel (udført paa Cembalo) giver Mendelssohn os den elementære 3delte Form, der, paa den ene Maade føres videre til Rondo'en (Beethoven) og paa den anden Maade til Sonateformen (Mozart). I instrumental Henseende viser Beethoven Strygerne (i 2. Couplet paa anskuelig Vis sat ind efter hinanden). Hos Mozart stifter vi Bekendtskab med Blæsere og hos Mendelssohn begge Dele i det normale Symfoniorkester. Ogsaa hvad angaar Genre og Udtryk giver disse Stykker et alsidigt Billede af de store instrumentale Epoker.

Rosenberg lægger liden Vægt paa det skematiske. Som Læser faar man neermest Indtryk af, at man selv er med til at finde paa Formlærens gængse Udtryk. Desto mere lærer man den elastiske Beskrivelse at kende, muliggjort bl. a. ved Forfatterens Lære om den »musikalske Interpunktion«. De forskellige Grader i Musikkens Bevægelse og Ophold kendetegnes ved Komma-, Kolon-, Punktum- og Spørgsmaalstegn'); og herved opnaas paa letfattelig Maade en virkelig Levendegørelse af det musikalske Sprog. Et me-get vanskeligt Spørgsmaal i denne Forbindelse, hvor Læserne jo er uden Forkundskaber, Spørgsmaalet om Modulation løses paa elegant Maade; og overordentlig smuk o-, inciterende er den endelige Fortolkning af Mendelssohns Notturno, hvor det vises, hvorledes Instrumentation og Form ikke er to adskilte Ting, men at de i det ægte Kunstværk støttende hinanden gaar op i en højere Enhed.

Angaaende Prædikeners Leengde har Kaj Munk udtalt, at det kostede ham lange Forberedelser at holde en Prædiken paa 20 Minutter, mens han uden Forberedelse kunde tale saa længe det skulde være.

Rosenberg har her holdt en kort Prædiken, og utvivlsomt har den erfarne Pædagog her gjort et stort Forarbejde. Dette burde belønnes med, at Bogen fik den Sukces, den har fortjent; men - dette kan først ske, naar man i et eller andet »Direktorat« bevilger Valuta til, at dette Lands Indvaanere kan købe de 2 sølle Plader, der er Tale om.

Foreløbig vil Bogen nok mest finde Anvendelse ved Folkemusikskoler, Studiekredse og af de private Pædagoger, hvilke sidste den ikke mindst være anbefalet.

1) Selvom maaske Udtrykket »definitivt Slutpunk-

tuni« er lidt for meget af det gode.