Analytisk harmonilære

»Analytisk Harmonilære«

Af Bengt Johnsson

Peder Gram: Analytisk Harmonilære. Ejnar Munksgaard. 84 S. Kr. 12,00 hft.

Komponisten Peder Gram har paa

Munksgaards Forlag udgivet en »Analytisk

Harmonilære«. Forfatteren har allerede i

20'erne (i Aarbog for Musik 1922 og 24)

været inde paa de Synspunkter, der ogsaa

danner Grundlaget for det nye Værk. Peder Gram, der har været Elev af den berømte Professor Stephan Krehl, hylder med Forkærlighed Riemann's velkendte Funktionssystem og har her givet et Bidrag til dansk Musikpædagogik, specielt den musikteoretiske Disciplin. Udgaaende fra det Riemann'ske System med dets Funktionsbetegnelser har Peder Gram revideret og forkastet en Række af Riemann's Læresætninger. Det maa i denne Forbindelse yderligere fremhæves, at Peder Gram's Veerk ikke, som Titlen antyder, er nogen Harmonilære men en Haandbog, Vejledning i analytisk Undersøgelse af det harmoniske System og dermed en Fortsættelse af det teoretiske Studium, der forudsætter et omfattende Kendskab til Harmonilæren. Forfatteren kritiserer med Rette det »stive« Generalbassystem's Trinbetegnelser og fremholder, at man egentlig først trænger ind i Harmonilærens Væsen, naar man analyserer udfra funktionsmæssig Følemaade. »Analytisk Harmonilære« er derfor et storartet Hjælpemiddel til at uddybe og levendegøre den efterhaanden temmelig

stive og tørre Harmonilæreundervisning; det er givet, at vi har meget at indhente paa dette Omraade. De fleste Musikstuderende kan maaske ganske net lære at harmonisere og rent skematisk gøre Rede for den akkordmæssige Sammenhæng i en Sats, saa længe de pænt holder sig til de stive Koraler, men vover de sig i Lag med større Veerker, kommer de let ud paa gyngende Grund. Værket er saaledes noget nyt i dansk Musiklitteratur*), og saavel Lærere som Studerende kan herigennem faa mange Impulser og fornyet Indblik i Harmonilærens Problemer gennem Eksempelsamlingens værdifulde Analyser.

Med Hensyn til den rent metodiskvidenskabelige Problemstilling kan man være uenig med Forfatteren; det gælder især Kapitlet »Skalaer og Skalasymmetri«. Historisk set - og for saa vidt ogsaa teoretisk, idet det rent stilistiske, i dette Tilfælde Akkordanalysen, altid maa ses paa Baggrund af den historiske Udvikling - er.-det neeppe holdbart at udgaa fra de græske Tonearter som Basis for hele den europæiske Musiks Tonesystem; der spiller langt flere tonale Elementer ind. Ganske tankevækkende er dog Peder Gram's Analyse af de græske Tonearters Struktur og det latente harmoniske Spændingsforhold, disse Skalaer og deres Symmetrirækker indeholder; Forfatteren tager Skridtet fuldt ud, idet han konsekvent søger at opbygge Tetrakordernes rent teoretiske, man kunde fristes til at sige »spekulative« Relation til vort Dur-Moll-System. Dog

*) Jeg skal i denne Forbindelse henlede Opmærksomheden paa en lille tysk Bog: Lehrbuch der musikalischen Analyse af Hermann Grabner, der dog er meget sjælden.

maa man komme med den meget væsentlige Indvending, at Kirketonarternes Betydning for Dur-Moll-Systemet fuldstændig lades ude af Betragtning, og navnlig er det ikke alene fra et historisk men ogsaa fra et »analytisk« Standpunkt farligt at degradere Middelalderens Tonesystem til at veære direkte Efterkommer af Antikkens Skalaer.

- Gennem senere Forskning synes man at være naaet til det Resultat, at Kirketonearterne i første Række gaar tilbage til visse syriske Melodiformler, der bestemte Tonaliteten i det oldkirkelige Sangrepertoire, et Princip, der minder om de latinske Tractus. Dette saakaldte syriske Oktoéchos, væsensbeslægtet med de arabiske Maqamer, har afgjort været bestemmende for Kirketonarternes0prindelse.

Endvidere kunde det synes lidt for ensidigt, at Peder Gram i Bogens sidste Afsnit kun bringer Analyser af Chopin. Det havde stilistisk været mere interessant, hvis Eksemplerne havde belyst et større Antal Komponisters harmoniske Udtryksmaader. Men den Musikstuderende kan maaske gennem Værkets Metode anspores til selv at gaa paa Jagt efter andre Eksempler. Endelig synes jeg, at man rent terminologisk hellere havde læst Laubs danske Udtryk »Drejenode« i Stedet for »Vekselnode«. Eksempel 128 fra Palestri~ nas Motet »0 bone Jesus« er et knap saa typisk Eksempel paa det, hvorom Peder Gram skriver: »i sine strenge og enkleste Former anvendte den kirkelige Vokalsats disse Dissonanser til melodisk at selvstændiggøre og skille den enkelte Stemme udfra Harmonimassen«, mere karakteristiske Behandlinger af Dissonansen hos Palestrina kundé man finde utallige Steder, ikke ~nindst i Messernes berømmelige »Crucifixus«- Satser (jfr. Jeppesen Palestrinastil, S. 281ff).

trods for disse Indvendinger er »Analytisk Harmonilære« en fortrinlig »Arbejdsbog« for alle, der virkelig vil fordybe sig i dens Problemer og derigennem naa til en større Erkendelse af Musikens harmoniske Struktur. Bogen giver en dybtgaaende Karakteristik af den musikalske Stilleeres meget vigtige Side, som hedder det harmoniske Element. I den Retning bør man arbejde med det teoretiske Stof; det er Stilarterne, man maa trænge til Bunds i, og maaske kommer der en Dag en samlet Behandling af dette betydningsfulde Emne: den musikalske Stillære.