Musik i galehuset

Musik i galehuset

Af Knudåge Riisager

Ved domsforhandlingerne i Jupiter Statartemplet den 5te december år 63, efter Catilinas oprørsforsøg, holdt den designerede prætor Julius Cæsar en tale, som ifølge Salusts referat har lydt omtrent således:

»Alle mennesker, som plejer råd i tvivlsomme tilfælde, bør sørge for at holde sig fri for had, velvilje, vrede og medlidenhed. Thi er man opfyldt af disse følelser, kan man vanskeligt skelne sandheden og aldrig har nogen på een gang kunnet følge sin lidenskab og tjene den almindelige velfærd ......

Skønt Kartagenienserne ofte både i krig og under våbenstilstand havde øvet mangen udåd, greb Romerne aldrig lejligheden til at øve gengæld. De bekymrede sig mere om, hvad der var ærefuldt for dem selv, end om, hvad hævn der med rette kunde tages over de andre.......«

Et retssamfund, der bestræber sig på at indrette sig efter en humanistisk fornuftsfilosofi, hundser ikke forbryderen, når han først er uskadeliggjort. Indtil da er det ofte nødvendigt at anvende endog afskyelige midler til det ondes bekæmpelse, men sidder han bag lås og slå, er resten et spørgsmål om mentalhygiejne.

Allerede idag og i hvert fald senest når den politiske fredstraktat er sluttet, stilles vi overfor at skulle tage stilling til, hvorvidt det tyske folk ud fra en forståelig harme over dets misgerninger, fortsat skal behandles som en pariakaste eller om vi, med Cæsar, skal bekymre os mere om, hvad der tjener menneskehedens velfærd.

Kan der være tvivl?

Den bog, som Furtwänglers mangeårige sekretær dr. Berta Geissmar har skrevet og som nu i Kai Flors oversættelse er udkommet på Reitzels forlag under titlen »To Verdeners Musik«, indeholder utrolige, uhyggelige skildringer af musiklivet i Tyskland efter Hitlers magtovertagelse. Når man tænker på, at musiklivet, ligesom alt andet åndsliv, blev opslugt af partiet og kun fik lov til at tjene politiske formål, propagandaen og uddelingen af stillinger til partimedlemmerne, og at Hitler selv i et interview udtalte, at for ham havde kunsten ingen mening, hvis den ikke tjente et eller andet (statsligt) formål, behøver man igrunden ikke at vide mere. Der var faktisk ikke noget at gøre. Efter at det tyske folk havde givet sin hele skæbne i hænderne på en flok syfilitikere, drukkenboldte, perverse sadister og samvittighedsløse strugglere, måtte lavinen rulle til den nåede afgrundens bund. Og med den alt åndsliv.

Der er ingen mening i at begynde på at referere bogens indhold - den læses som en kriminalroman og bør kendes af enhver, der endnu måtte stå vaklende i problemet statsmagtens indgreb i åndsfriheden. Dette problem er idag lige så aktuelt som i 1933. Vi må gøre os klart, at kendsgerninger, som man i perioden 1933-39 simpelthen afviste, fordi man ikke vilde eller kunde tro dem mulige, idag må betragtes som realiteter til hvilke der forlods må tages positiv stilling. Vi behøver idag en modstandsbevægelse, der bevidst tager standpunkt i den åndelige krig, og som nægter at anerkende åndsfrihedens undertrykkelse under noget som helst ideologisk påskud.

»Tilfældet Furtwängler« får man god besked om i bogens første halvdel, som omhandler tiden, indtil dr. Geissmar på grund af sin jødiske afstamning forlod Tyskland, og blev sekretær hos Thomas Beecham i London. Det kan vist ikke drages i tvivl at Furtwänglers stilling bestemtes af den opfattelse, at disse gale politikeres dispositioner kun kunde vare kort og at det derfor var vigtigt at holde ud og på selve stedet redde så meget som muligt. Det var et standpunkt, som mange i Tyskland delte og det var netop det, der blev så skæbnesvangert. Man krøb så at sige i skjul, dukkede hovedet og prøvede at ride stormen af, alt imens de høje herrer regerede videre med stedse vildere udfoldelse af deres vilkårlighed, deres tyranni og forbryderiske dispositioner. Også dr. Geissmar erklærer, at hun med Furtwängler dengang anså det for modigere og vigtigere at blive på stedet og gøre modstand så godt det nu lod sig praktisere end bare at flygte ud af landet og lade de tilbageblevne i stikken. Rent djævelske konsekventser fik dette standpunkt deri, at kløften mellem de i riget forblevne Tyskere og de allerede udvandrede uddybedes og bitterheden fra begge sider blev meget stor. De udvandrede så i frk. Geissmars forbliven hos Furtwängler og hendes fortsatte arbejde for Berliner Filharmonikerne et forræderi og betegnede hende rent ud som »Hitlerjødinde«. Det er der sådan set ikke noget at sige til, men det viser hvor kompliceret det hele var på den tid. På den anden side var der mange fremstående udlændinge, der med flid overså f. ex. begivenhederne den 30te juni 1934 og fortsatte samarbejdet med Tyskland som om intet var passeret. Så længe fremstående udlændinge modtog indbydelser til Nürnberg og til andre Nazifestligheder, kunde Nazisterne påberåbe sig, at udlandet ikke tog anstød af deres dispositioner og at den indre modstand imod disse derfor var uberettiget.

Det er mærkeligt - men psykologisk interessant - at se, hvorledes denne opfattelse skifter karakter senere i bogen, efter at dr. Geissmar selv har opnået tilladelse til at rejse ud af riget og bosætte sig i England som Ths. Beechams sekretær: hun deltager i og tilrettelægger det engelske orkesters rejser i Tyskland og lader sig, omend med nogen ubehagelig fornemmelse, køre rundt i Nazisternes hagekorssmykkede biler. Det samarbejde med Naziregeringen, som hun så skarpt fordømmer, mens hun selv sidder i Tyskland og føler, at det vilde svække regeringens indre sikkerhed, dersom den ikke kunde få forbindelse med udlandet, indlader hun sig i sin nye situation selv på.

Jeg understreger ikke dette for at hænge forfatterinden ud; men det er meget betegnende for den almindelige begrebsforvirring i disse år, selv hos mennesker, der var på den rigtige side.

Trods Furtwänglers ofte gentagne modstandsforsøg - således hans dristige indsats til forsvar for Hindemith - giver han sig tilslut. Han orkede simpelthen ikke mere at gøre modstand, - og hvor er det dog også fortvivlende, at en så stor kunstner, der næppe evnede at varetage sine egne praktiske interesser, men som helt levede i sin kunst - skulde tvinges op i politiske intriger som han absolut ikke var istand til at overskue, endsige indrette sig på. At Furtwängler tilslut prisgav frk. Geissmar og således gav blankt op overfor Nazisternes krav om at skille sig af med hende på grund af hendes afstamning, kan naturligvis ikke skjules - men det vidner om en fornem karakter, at forfatterinden undlader at komme nærmere ind på denne sikkert meget smertelige afslutning på den mangeårige virksomhed.

Thomas Beecham, der endskønt Chamberlain ikke syntes om det, lod sig og sit orkester engagere til flere Tysklandstourneer i disse år, vaklede også, på en besynderlig måde. Til at begynde med nægtedehan at møde Hitler i Bayreuth - senere strøg han efter tysk henstilling Mendelssohn af sine programmer og mødte i audiens hos smukke Adolf.

I denne henseende var en anden stor dirige At ganske anderledes fast lige fra begyndelsen: Toscanini. Han gik ikke på noget tidspunkt på accord med uretten. Hans nerver må have været stærkere, hans indsigt klarere.

Disse bemærkninger er kun korte træk af bogens meget fængslende indhold. Der er et væld af underholdende anekdoter og en hel masse yderst interessante positive oplysninger om forholdene, ligesom den bringer nærbilleder af fremstående personligheder. Alt det må man selv læse.

Hvad her skal siges er kun dette: bogen er et værdifuldt bidrag til belysning af en uhyggelig periode i vor tids musikhistorie, - en periode som nu, når den betragtes på afstand, må kunne lære os noget om, hvor vigtigt det er allerede fra begyndelsen at stå fast overfor ethvert forsøg på gentagelser.