Musikopdragelse i folkeskolen

Musikopdragelse i folkeskolen

Af Anker Ravnmark

I »Dansk Musiktidsskrift«, nr. 9, 1947, kom H. Chr. Jensen og Knud Christensen i hver sin artikel ind paa nogle betragtninger over ovenstaaende emne, som jeg fandt ikke burde staa uimodsagte. Inden jeg fik taget mig sammen til at tage genmæle, saa jeg imidlertid til min glæde, at fhv. sanginspektør J. L. Emborg i nr. 1, 1948 har taget Sagen op.

Samtidig har en anden af vor skoles bedste sangpædagoger, kommunelærer H. N. Gaardmand, i »Folkeskolen« slaaet til lyd for en generaldebat om vor skoles sangundervisning, og der synes i det hele taget at være en vis interesse for denne. Dette er særlig glædeligt, fordi spørgsmaalet af andre grunde synes aktuelt, hvad jeg skal komme nærmere ind paa om lidt.

Hr. Emborgs indlæg omfatter nogle bemærkninger om Læreruddannelsen samt en kort oversigt over folkeskolens sangundervisning, som den efter hans mening burde være. Undertegnede har i hele sin seminarietid haft hr. Emborg som lærer i musik og omfatter ham med stor beundring og agtelse, saa det kan næppe undre, at jeg stort set er enig med ham om det sidste punkt. Dog maa jeg maaske bemærke, at jeg efter mine beskedne erfaringer finder det baade forsvarligt og gavnligt at anvende nogle timer til »musikgennemgang« i hvert fald i 4. ml. Dog maa naturligvis det elementære være i orden først og fremmest.

Men hvad læreruddannelsen angaar, maa jeg desværre give hr. Knud Christensen og ikke hr. Emborg ret. Den uddannelse, man faar i musik paa seminarierne, er hverken i faglig eller pædagogisk henseende tidssvarende. Hr. Emborg nævner kort fordringerne ved eksamen. Hvor mange lærere med prædikatet »Kan forestaa Skolesang« kan synge og spille fra bladet, transponere (meget vigtigt), ja blot beherske violin eller klaver i nødvendig grad (udenadsspil!)?, Jeg vil tillade mig at hævde, at selv den, der har ug i alle fagets discipliner, mange gange maa. føle sin utilstrækkelighed. Og dette gælder i endnu højere grad det pædagogiske. Inden for rammerne af seminariets undervisning i »Praktisk Skolegerning« har undertegnede haft lejlighed til at praktisere sangundervisning i een halv time! Faa har haft mere end to halvtimer. Jeg synes ikke, det kan undre, at den fhv. sanginspektør maa oplyse, at »til nogen almindelig ny Undervisningsskik for den samlede Lærerstand er vi endnu ikke naaet«. Og jeg tror ikke, at det kan naas paa hverken een eller to menneskealdre under de nuværende betingelser.

Nu kommer vi til spørgsmaalet om vejen til en bedre undervisningsskik. H. Chr. Jensen foreslaar, at »konservatorieuddannede unge, en stor del med organisteksamen -« skal overtage undervisningen; Knud Christensen nævner »faglærere, musikpædagoger eller i hvert fald fuldt ud kvalificerede lærerkræfter«.

Hvem er da »fuldt ud kvalificerede lærerkræfter?« Jeg vil tillade mig at drage en parallel til gymnasieskolen, hvor sangundervisningen tidligere blev besørget af »tilfældige« organister o. lign. Nu har man efterhaanden musikuddannede cand. mag.'er til raadighed, hvilket efter mit indtryk gennemgaaende har betydet et stort fremskridt. Dette ligger sikkert i, at disse har en pædagogisk uddannelse (der ganske vist, som hr. Emborg bemærker, godt kunde trænge til en forbedring med henblik paa den elementære undervisning i mellemskolen), og i, at de ogsaa underviser i andre fag og derfor kender eleverne bedre og af disse regnes for »rigtige lærere«. Men saadanne pædagogiske faktorer spiller en langt større rolle i folkeskolen end i gymnasiet. Dertil kommer, at den musikpædagogiske eksamen kun tager sigte paa undervisning af særlig musikbegavede elever; men i folkeskolen maa vi tilrettelægge undervisningen efter hele klassen og ikke efter den bedste tredjedel eller fjerdedel.

Derfor maa vi først og fremmest sætte vort haab til den seminarieform, der nu er under forberedelse. Efter de forslag, der har været fremme bl.a. i de pædagogiske fagblade, har man maaske lov til at .gætte paa følgende hovedtræk: 1) Skærpet optagelsesprøve (maaske omtrent som studentereksamen), 2) en fælles, grundig pædagogisk uddannelse, 3) specialuddannelse i et enkelt eller nogle f aa f ag, særlig med henblik paa eksamensmellemskolen. Under pkt. 2 bør efter min mening komme en musikuddannelse, der i løbet af de antagelig 2 aar omtrent naar, hvad den nuværende uddannelse giver, dog maaske med undtagelse af violinspillet. Den maa tage særligt hensyn til stemmedannelse og smaabørnsundervisning. En saadan skoling bør alle lærere have, for selvfølgelig skal der synges ogsaa uden for de særlige musiktimer, og da maa læreren ikke ved sin uforstand kunne nedbryde, hvad sanglæreren bygger op. - Under pkt. 3 maa der skabes mulighed for en ordentlig musikalsk uddannelse for de særligt interesserede, der saa kan besørge sangundervisningen yed alle større skoler, ogsaa f. eks. centralskoler paa landet. En saadan uddannelse vil uden tvivl kræve en del nye lærerkræfter tilknyttet seminarierne.

Og saa de statsprøvede musikpædagogers opgave i skolen. Disse skal altsaa ikke varetage den elementære musikopdragelse (hvis de vil det, maa de ofre den nødvendige uddannelse, d.v.s. lærereksamen). Men der bør ved alle større skoler skabes mulighed for, at saa mange som muligt af skolens elever (de musikalskvelbegavede) kan faa lejlighed til at lære at spille et eller flere instrumenter, og ofte maa der paa dette grundlag kunne dannes et skoleorkester. Saadanne forsøg er allerede gjort (f. eks. Ny Carlsbergvejens Skole), og saa vidt mig bekendt med udmærket resultat.

Der skulde her blive gode muligheder for et frugtbart samarbejde mellem konservatorieuddannede og seminarieuddannede musiklærere. .Men dette samarbejde er stærkt paakrævet allerede nu. Jeg kan nævne tre vigtige opgaver, hvoraf i hvert fald de to første er højaktuelle:

1) En henvendelse til seminariekommissionen. Efter mit ringe kendskab til dens medlemmer rummer den ingen specielt musikinteresserede pædagoger (jeg haaber, jeg tager fejl), og naar den skal holdes paa en rimelig størrelse, kan den selvfølgelig ikke rumme repræsentanter for hvert af skolens fag. Men da den faktisk skal tilrettelægge den kommende generations elementeere musikopdragelse, er det af yderste vigtighed, at musikfolkenes synspunkter kommer til orde der.

2) Udarbejdelse af forsøgsplaner for sangundervisningen ved de forsøgsskoler, der nu er under oprettelse (solmisation eller ikke etc.).

3) Støtte til det fra lærerkredse ofte rejste krav om et pædagogisk-psykologisk forskningsinstitut. Et saadant vil kunne faa stor betydning for musikundervisningen. Blandt de spørgsmaal, som det kunde være af interesse at faa undersøgt, kan i flæng nævnes: Hvor stor sammenhæng er der mellem musikbegavelse og almen begavelse? Hvilke forskellige sider af musikbegavelsen (rytmesans, skelneevne for intervaller, træffeevne o.s.v.) kan afgrænses, og hvor stor sammenhæng er der mellem dem? Kan der paavises en bestemt rækkefølge af naturbestemte modningstrin m.h.t. opfattelse af de musikalske elementer? Hvor store individuelle variationer er der i denne henseende?

Det vilde sikkert blive til gavn for vort lands musikkultur, om det samarbejde, som vi har kunnet glæde os over f. eks ved Danmarks Sanglærerforenings sommerstævner, ogsaa kunde finde udtryk paa omraader som ovennævnte.