Musikpsykologi

Af
| DMT Årgang 23 (1948) nr. 03 - side 65-66

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Musikpsykologi

Af Herbert Rosenberg

G. Révész, Einfilhrung in die Musikpsychologie. A. Francke, Bern, 1946. 314 sider.

Psykologien er en videnskab med et overmaade vanskeligt tilgængeligt arbejds-omraade. Dens maal er bl. a. at finde lovmæssige relationer mellem de stimuli, der naar vore sanseorganer, og de indtryk, som disse afføder i vor bevidsthed. En anden af psykologiens opgaver bestaar i ~at forklare de nervøse processer, der ligger til grund for vort bevidsthedsindhold; foreløbig véd vi dog ikke ret meget om, hvad der foregaar i det menneskelige nervesystem fra et sanseorgans modtagelse ~af en impuls til fremkomsten af et til paavirkningen svarende indtryk. Derfor er de fleste af psykologiens teorier, der beskæftiger sig med fornemmelsernes opstaaen, bygget paa forholdsvis løs grund. En del af de iagttagelser, psykologien beskæffiger sig med, kan forklares paa forskellige maader uden at det foreløbig synes muligt at ~afgøre, hvilken af flere teorier om et og samme problem der er den rette.

Det kan tænkes, at fagpsykologer vilde -opponere mod den ene eller anden af de anskuelser, Révész fremsætter i sin indledning i musikpsykologien, alt efter hvilken skole hver af dem tilhører. Anmelderen er ikke fagpsykolog og har derfor hverken forudsætninger eller anledning til ]»olemiske drøftelser. Eftersom Révész (født i Ungarn 1878, siden 1921 professor i psykologi i Amsterdarn) ikke blot er en fremtrædende psykolog, men især har skabt sig et navn gennem sit musikpsykologiske forskningsarbejde, modtager og ~anbefaler anmelderen hans bog som en kærkommen kilde til fordybet indsigt paa ,et omraade, som alle alvorligt interesserede musikere og musikstuderende burde have kendskab til.

Révész kræver af sine læsere ingen specielle forkundskaber, men intelligens og interesse for emnet. Med andre ord: hans bog er let forstaaelig, men ikke egentlig populær. Indledningsvis gøres læseren bekendt med tonefornemmelsernes akustiske grundlag, samt ørets og stemmens fysiologi. Derefter behandles tonepsykoloyiens grundproblemer: tonernes tre specifike egenskaber, d. v. s. tonehøjde, -farve ,og -intensitet. Révész dvæler indgaaende ved sin berømte, saakaldte »Tokomponentteori« til forklaring af interval-, specielt

oktavfænomenet, diskuterer nøjagtigt de forskellige teorier vedr. forskellen mellem konsonans og dissonans, behandler omhyggeligt det musikalske øre (relativt øre modsat de forskellige former for absolut øre) og den musikalske hukommelse (yderst tankevækkende for' musikpædagoger) og afslutter dette afsnit af sin bog med en drøftelse af problemet »tone og farve«.

Medens Révész i den lige omtalte del af sin bog fortrinsvis skriver om spørgsmaalet i forbindelse med vor evne til at opfatte' enkelte toner og samklange (d.v.s. tonepsykologi), handler det følgende afsnit om musikpsykologi. Her redegør Révész for begrebet musikalitet og diskuterer bl. a. musikalske begavelsesprøver samt forbindelsen mellem musikalitet og musikalsk opdragelse. Det er bemærkelsesværdigt, at Révész har en temmelig eksklusiv opfattelse af musikalitet og derfor kommer til at beregne de umusikalskes antal til ca. 10 p Ct. Det er naturligvis en skønssag, hvor man vil trække grænsen mellem musikalitet og umusikalitet, hvilket iøvrigt ogsaa betones af forf.

Læseren oplyses om det musikalske anlægs forskellige arter, dets afhængighed. af arv og milieu m.m. I forbifarten skal neevnes, at Révész paa basis af et overbevisende, statistisk materiale afliver myten om det nære afhængighedsforhold mellem musikalsk og matematisk begavelse. Naturligvis orienteres man ogsaa om musikalitetens udvikling under opvæksten. Her bygger Révész i hovedsagen paa Georg Schilnemanns kendte bog »Musikerziehung«.

Den skabende musikers psykologi behandles i et særdeles vel gennemtænkt kapitel. Speciel opmærksomhed fortjener kapitlet om den musikalske opfattelsesevnes patologi (de forskellige former for saa at sige sygelig umusikalitet). Et ret omfattende afsnit handler om musikkens oprindelse. Bogen afsluttes med en fremragende redegørelse for forbindelsen mellem musikestetik og psykologien, som fortjener at læses af alle, der paa en eller anden maade har med undervisning, især i musikkundskab, at gøre. Forresten er ogsaa. det afsnit, i hvilket Révész klargør, hvad begrebet musikalitet indeholder (musikpsykologiens indledende kapitel) et sandt fund for alle musikestetisk interesserede læsere. Det er næsten en selvfølge, at den musikalske strukturoplevelse for ]Révész staar som basis for enhver musikalsk nydelse. Dette betyder, at han i lighed med Hanslick og senere repræsentanter for den saakaldte fænomenologiske musikestetik opfatter den musikalske nydelse som værende af specifik natur. Musikkens emotionelle funktioner er efter denne opfattelse bivirkninger, der ikke hører til musiknydelsens centrale omraade. Romantikkens (og forresten ogsaa tidligere tiders) opfattelse var som bekendt den stik modsatte.

Enhver, der ønsker at faa dybere indsigt i musikkens væsen, vil have gavn af^ at give sig i lag med Révész's interessantebog. Især musikpædagoger burde anse det for en pligt at være vel underrettede om musikpsykologiens problemer. Det er be-klageligt, at der ikke paa et af de skandi-naviske, sprog foreligger et værk af dem her omtalte art. Man vilde derfor hilse en dansk oversættelse af Révész's bog som en værdifuld berigelse af vor musiklitteratur

Årgang 23/1948, nr. 03