Om V. Muradelis opera Det store venskab. Resolution vedtaget af Sovjetunionens kommunistiske partis centralkomite den 10. februar 1948

Om V. Muradelis Opera »Det støre Venskab«

Resolution, vedtaget af
Sovjetunionens kommunistiske Partis Centralkomité den 10. Februar 1948

Nedenstaaende Resolution, der fremkom i den russiske Presse d. 12. Februar, er den fuldstændige Ordlyd i »Pravda«s Artikel oversat fra russisk til dansk af Gelius Lund, kontrolleret og bekræftet af Translatrice Anja Veibel.

Centralkomitéen er af den Opfattelse, at Operaen »Det store Venskab« (Musik: V. Muradeli, Libretto: G. Mdivani), som blev opført paa det Store Teater under Oktoberrevolutionens 30 Aars Jubilæum, er et ukunstnerisk Værk, forkastelig baade i Musik- og Sujetbehandling.

Operaens væsentlige Mangler ligger navnlig i Musikken. Operaens Musik er fattig og farveløs. Den rummer ingen Min-, delse om Melodi eller Arie. Den er forvirret og disharmonisk, opbygget paa vedvarende Dissonanser, paa skærende Lydkombinationer. Enkelte Linier og Scener, som foregiver en vis Melodiøsitet, brydes pludselig af uharmonisk Larm, som virker ganske fremmed paa et normalt menneskeligt Øre og virker deprimerende paa Tilhørerne. Den musikalske Ledsagelse er uden organisk Forbindelse med Scenegangens Udvikling. Operaens vokale Del - Kor, Solostemmer og Ensemble - gør et blegt Indtryk. Det bevirker, at Orkestrets og Sangernes Muligheder ikke udnyttes.

Komponisten har ikke gjort Brug af den Rigdom paa Folkemelodier, Sange, Omkvæd, Danse- og Folkedansemotiver, som Sovjetfolkene har skabt saa meget af, især Folkegrupperne i Nordkaukasus, hvortil Operaens Handling er henlagt.

Under Jagten efter tilsyneladende »Originalitet« har Komponisten Muradeli ikke ænset de bedste Traditioner fra den klassiske Opera i Almindelighed og fra den russiske klassiske Opera i Særdeleshed, som udmærker sig ved indre Fylde, Melodirigdom og Tonespændvidde, ved Tilknytning til Folket, ved en udsøgt, smuk, klar musikalsk Form, hvad der har bragt ,den russiske Opera frem blandt de bedste i Verden og gjort den til en Musikgenre, der er afholdt og tilgængelig for Folkets brede Lag.

Operaens Fabel er historisk fejlagtig og kunstlet, foregiver at afbilde Kampen for at oprette Sovjetmagten og skabe Venskab mellem Folkene i Nordkaukasus i 191820. Af Operaen faar man det urigtige Indtryk, at kaukasiske Folk som Grusinere og Osetinere dengang stillede sig fjendtligt til det russiske Folk, hvad der er historisk fejlagtigt, idet Hindringen for at skabe Venskab mellem Folkene i den Periode i Nordkaukasus var Ingusjerne og Tjetjentserne.

Centralkomitéen er af den Opfattelse, at naar Muradelis Opera blev en Fiasko, skyldes det den formalistiske Vej, som Kammerat Muradeli har valgt, og som er fejlagtig og ødelæggende for en Sovjetkomponist.

Som den Drøftelse, sovjetiske Musikpersonligheder har gennemført i Forbindelse med Centralkomitéen, viste, er Muradelis Operas Fiasko ikke et specielt Tilfælde, men staar i nær Sammenhæng med uheldige Tilstande i moderne Sovjetmusik, med en Udbredelse af den 'formalistiske Retning blandt Sovjetkomponister.

Allerede i 1936, dengang D. Sjostakovitj's Opera »Lady Macbeth fra Mtsensk«*) ( *)Katerina Ismailova. 1. Opf. Det kgl. Teater 10/10 1936. Red.) opførtes, bragte Centralkomitéens Organ »Pravda« en skarp Kritik af den folkefremmede, formalistiske Drejning i D. Sjostakovitj's Arbejde og klarlagde, at denne Retning var farlig og skadelig for Sovjetmusikkens Udvikling. »Pravda«, som optraadte paa Centralkomitéens, Vegne, gav en klar Formulering af de Krav, som Sovjetfolket stiller til sine Komponister.

Trods disse Advarsler og ligeledes i Strid med de Anvisninger, Centralkomitéen gav med sine Resolutioner om Tidsskrifterne »Svesda« og »Leningrad«, om Filmen »Bolsjaja Sjisn« og om de dramatiske Teatres Repertoire og Foranstaltningerne til dets Forbedring, er der ikke blevet gennemført nogen Omlægning af Sovjetmusikken. At nogle Sovjetkomponister har skabt enkelte gode Ting, nye Sange der er værdsat og udbredt i Folket, Filmmusik o. s. v., ændrer ikke det almindelige Billede. Særlig daarligt staar det til med Symfoni- og Operaarbejdet. Det drejer sig om Komponister, der holder sig til den formalistiske, folkefremmede Retning. Denne Retning har faaet stærkere Udtryk i Værker af Komponister som Kammeraterne D. Sjostakovitj, S. Prokofiev, A. Khatjaturian, V. Sjebalin, G. Popov, N. Mjaskovskij o. a., i hvis Værker man særlig anskueligt finder en formalistisk Drejning, antidemokratiske Tendenser i Musikken, som er fremmede for Sovjetfolket og dets kunstneriske Smag. Det er karakteristisk for denne Musik, at den fornægter den klassiske Musiks Grundprincipper, hævder Atonalitet, Dissonans og Disharmonil der udgives for »Fremskridt« og »Nyskabelser« i Udviklingen af den musikalske Form, den tager Afstand fra et saa vigtigt Fundament for musikalske Værker som Melodi, den hengiver sig til kaotiske, neuropatiske Kombinationer, der gør Musikken til en Kakofoni, en forvirret Ophobning af Lyde. Denne Musik er stærkt præget af nyere modernistisk borgerlig Musik i Europa og Amerika, hvor den afspejler den borgerlige Kulturs Hensygnen, en fuldstændig Fornægtelse af Musikkens Kunst, en Blindgyde.

Karakteristisk for den formalistiske Retning er ogsaa, at den ikke vil beskæftige sig med polyfon Musik og Sang, som bygger paa samtidig Kombinering og Udvikling af en Række selvstændige melodiske Linier, og at den hengiver sig til en monoton, unison Musik og Sang, ofte uden Text, hvad der betyder et Brud med den mangestemmige, musikalsk-sanglige Opbygning, som er ejendommelig for vort Folk, og fører til Musikkens Forarmelse og Nedgang.

Ved saaledes at krænke den russiske og vesteuropælske Musiks Traditioner, ved at forkaste disse Traditioner som angiveligt »forældede«, »gammeldags«, »konservative«, ved at ringeagte Komponister, der samvittighedsfuldt forsøger at tilegne sig og udvikle den klassiske Musiks Metoder, og ved at behandle dem som Tilhængere af »primitiv Traditionalisme« og »Epigoneri«, har mange Sovjetkomponister under deres Søgen efter en fejlagtig opfattet Fornyelse løsrevet deres Musik fra Sovjetfolkets Krav og kunstneriske Smag, de har samlet sig i en snæver Kreds af Specialister og musikalske Gourmander, de har forringet Musikkens høje samfundsmæssige Betydning og beskaaret dens Betydning ved at begrænse den til at tilfredsstille æstetiserende Individualisters afsporede Smag.

Den formalistiske Retning i Sovjet-musikken har blandt en Del Sovjetkomponister affødt en ensidig Begejstring for den instrumentale symfoniske og tekstløse Musiks komplicerede Former og en Ringe agt for musikalske Genrer som Opera, Kormusik, populær Musik for smaa Orkestre, for Folkeinstrumenter, for Sangkor O. S. V.

Alt dette fører uvægerligt til, at Grundlaget for Sangkultur og dramatisk Mesterskab forsvinder og at Komponisterne mister Evnen til at skrive for Folket. Et Vidnesbyrd herom har man i, at der ikke i den senere Tid er skabt nogen Sovjetopera, der staar paa Højde med de russiske Operaklassikere.

Nogle Sovjetmusikfolks Løsrivelse fra Folket er drevet saa vidt, at de omkring sig udspreder den fordærvelige »Teori«, der gaar ud paa, at naar mange moderne Sovjetkomponisters Musik ikke bliver forstaaet af Folket, skyldes det, at Folket ikke er »modent« nok til at forstaa deres komplicerede Musik, at Folket først vil forstaa den efter Aarhundreder, og at man ikke skal lade sig anfægte af, at visse Musikværker ikke finder Tilhørere. Denne ganske individualistiske og anti-folkelige Teori har yderligere tilskyndet visse Komponister og Musikteoretikere til at afgrænse sig fra Folket, fra Sovjetoffentlighedens Kritik, og at lukke sig inde i deres egen Skal.

Dyrkelse af disse og lignende Anskuelser tilføjer den sovjetiske Musikkunst megen Skade. Stiller man sig overbærende over for disse Anskuelser, vil det betyde, at der blandt den sovjetiske Musikkulturs Udøvere breder sig Tendenser, som er denne Musikkultur fremmed, som fører Musikkens Udvikling ind i en Blindgyde og ophæver den musikalske Kunst.

Den forkastelige, folkefremmede, formalistiske Retning i Sovjetmusikken øver tillige en uheldig Virkning paa Uddannelsen og Opdragelsen af unge Komponister i vore Konservatorier og navnlig i Moskva Konservatoriet (Direktør: Kammerat Sjebalin), hvor den formalistiske Retning er dominerende. Studenterne faar ikke indpodet Agtelse for den russiske og vesteuropæiske klassiske Musiks bedste Traditioner, de bliver ikke opdraget til at holde af den Kunst, Folket har skabt til at værdsætte demokratiske musikalske Former. Hvad der præsteres af mange Konservatorieelever er en blind Efterligning af D. Sjostakovitj', S. Prokofievs og andres Musik.

Centralkomitéen konstaterer, at Musikkritikken i Sovjetunionen er i en utaalelig Tilstand. Ledende blandt Kritikerne er Modstanderne at den russiske realistiske Musik, Tilhængerne af dekadent, formalistisk Musik. Hvert nyt Værk af Prokofiev, Sjostakovitj, Mjaskovskij og Sjebalin erklæres af disse Kritikere for »en ny Landvinding i Sovjetmusikken«, og de lovsynger i denne Musik Subjektivismen, Konstruktivismen, den radikale Individualisme, den professionelle Komplicering af Udtrykket, d. v. s. netop det der skulde kritiseres. I Stedet for at sønderslaa Anskuelser og Teorier, som er skadelige og fremmede for den socialistiske Realismes Principper, fremmer Musikkritikken selv disse Teoriers Udbredelse, idet de roser Komponister, som i deres Arbejde ledes af fejlagtige Opfattelser af musikalsk Skaben, og erklærer dem for »Foregangsmænd«.

Musikkritikken er ophørt med at udtrykke, hvad Sovjetoffentligheden mener, hvad Folket mener, og er blevet Talerør for enkelte Komponister. I Stedet for at øve principiel, objektiv Kritik er nogle Musikkritikere af Venskabsgrunde begyndt at opvarte den og den musikalske Leder og hæve hans Værk til Skyerne.

Alt det betyder, at en Del Sovjetkomponister endnu ikke har overvundet Levnene af borgerlig Ideologi, Levn som næres ved Paavirkning af den moderne dekadente vesteuropæiske og amerikanske Musik.

Centralkomitéen er af den Opfattelse, at denne ugunstige Tilstand paa Sovjetmusikkens Front er opstaaet som Følge af den urigtige Linie paa Sovjetmusikkens Omraade, der er gennemført af Ministerraadets Kunstkomité og Komponistforbundets Organisationsledelse.

Ministerraadets Kunstkomité (Kammerat Kraptjenko) og Komponistforbundets Organisationsledelse (Kammerat Khatjaturian) har i Stedet for at fremme Sovjetmusikken ved at udvikle den realistiske Retning, hvis Fundament er en Anerkendelse af den store progressive Rolle, som den klassiske Arv spiller, især Traditionerne fra den russiske musikalske Skole, en Udnyttelse og Udvikling af denne Arv, en musikalsk Kombinering af indholdsmæssig Fylde og kunstnerisk Kvalitet i den musikalske Form, en Sandhedssøgen og realistisk Karakter i Musikken, en nær organisk Forbindelse med Folket og dets musikalske og sanglige Skaben, et professionelt Mesterskab, parret med Enkelthed og Forstaaelighed i de musikalske Værker - i Stedet har disse Organer opmuntret den formalistiske Retning, som er Sovjetfolket f remmed.

Komponistf orbundets Organisationsledelse er blevet Redskab for en Gruppe formalistiske Komponister, en Planteskole for formalistiske Forvrængninger. I Organisationsledelsen er der en indelukket Atmosfære, det skorter paa skabende Diskussioner. Organisationslederne og Musikteoretikerne omkring dem roser uafladeligt antirealistiske, modernistiske Værker, som ikke fortjener Støtte, mens Arbejder, som udmærker sig ved deres realistiske Karakter, ved en Stræben efter at fortsætte og udvikle den klassiske Arv, erklæres for andenrangs, forbliver ubemærkede og ringeagtes. Komponister, der bryster sig af deres »Nyskabelser«, deres »radikale revolutionære Tendens« paa Musikkens Omraade, optræder i Organisationsledelsen som Forkæmpere for en aldeles primitiv og indelukket Konservatisme, naar de overlegent vinker selv den ringeste kritiske Udtalelse af.

Centralkomitéen er af den Opfattelse, at en saadan Situation og en saadan Holdning over for Sovjetmusikkens Opgaver, som har dannet sig i Ministerraadets Kunstkomité og i Komponistforbundets Organisationsledelse, ikke længere kan tolereres, thi den gør Sovjetmusikkens Udvikling stor Skade. I de sidste Aar er Sovjetfolkets kulturelle Krav og kunstneriske Smagsniveau steget overordentligt. Sovjetfolket venter, at Komponisterne giver det kvalitativt højtstaaende og idemæssigt indholdsrige Værker i alle Genrer Opera, symfonisk Musik, Sange, Kor og Dansemusik. I vort Land har Komponisterne faaet ubegrænsede Muligheder for at skabe, alle nødvendige Forudsætninger for en ægte Blomstring af Musikkulturen er til Stede. Sovjetkomponisterne har et Auditorium, som ingen Komponist i Fortiden har oplevet. Det vilde være utilgiveligt ikke at udnytte alle disse rige Muligheder og ikke at sætte alle skabende Anstrengelser ind paa en rigtig, realistisk Vej.

Centralkomitéen beslutter:

1) at fordømme den formalistiske Retning i Sovjetmusikken som folkefremmed og som ødelæggende for Musikken,

2) at foreslaa, Centralkomitéens Propaganda- og Agitationsafdeling og Komitéen for Kunstanliggender at søge Sovjetmusikkens Tilstand rettet op, at fjerne de her paapegede, Mangler og at sikre Sovjetmusikens Udvikling i realistisk Retning,

3) at opfordre Sovjetkomponisterne til at lade sig besjæle af de høje Krav, som Sovjetfolket stiller til musikalsk Skaben, og ved at forkaste alt, hvad der svækker vor Musik og hæmmer dens Udvikling, at sikre en Udfoldelse af det skabende Arbejde, der hurtigt vil bringe den sovjetiske Musikkultur fremad og føre til, at der paa alle musikalske Omraader skabes fuldgyldige, kvalitativt højtstaaende Værker, som er Sovjetfolket værdige,

4) at godkende de paagældende Parti og Sovjetorganers organisatoriske Foranstaltninger til at forbedre de musikalske Anliggender.