Anmeldelse 'uden reelle hensigter'

Anmeldelse »uden reelle Hensigter«

Flemming Weis: Suite for Klaver. Wilh. Hansens Musikforlag.

Skriver ikke Sverre Forchhammer, at Flemming Weis fører en Dobbelttilværelse? Nuvel, man kan altsaa i Dagliglivet træffe den kultiverede Musiker, der med sit Orgelspil kan stemme Sindet til Andagt og Fest - ved Bryllup og Barnedaab - og sorgfyldt Højtid - ved Begravelse -, men ogsaa den sært formummede Hr. Stankelben med Net og Botanisertromle.

Denne Dobbeltfunktion i hans Liv genspejles og afsløres dog bag de Noder, han med sirlig Skrift prenter ned paa fem tomme og intetsigende Linjer, her skjuler han hverken Celestin eller Floridor. Lyt engang til de fire Satser i den nylig hos Wilhelm Hansen udkomne Klaversuite og bemærk saa - ja, det kan man slet ikke undgaa. - hvordan dette besynderlige Dobbeltmenneske te'r sig.

Den første Sats - Hymne - skrider frem med gravitetisk Bredde, men i dens tunge Klange skinner der et eget festligt Lys, det er Solstraaler, men de er brudt gennem Kirkerudens spraglede Mosaik og giver Rummet et ejendommelig uvirkeligt Lys. De har Perspektiv, disse Klange og Linjer, en Rejsning, der spændes af Rytmens sejge, Kraft, som tvinger alle uendelighedsrettede, Paralleller til at samles i gotiske Buer. Der er virkelig en monumental Holdning over denne Sats.

Men nu den næste! Ja, her har han kastet Adstadigheden bort og begivet sig ud i det Fri med Net og Tromle. Arabeske kalder han den, men hvilke Arabesker har han mon tænkt paa? Jo, det er vist alle disse uberegnelige og yndefulde Linjer, der tegner sig i Luften paa Baggrund af en dybblaa Junihimmel og nervøst sitrende Bøgekroner, de Linjer, som han følger med sit Net, naar han, glemmende alt omkring sig, spændt og taalmodigt iagttager en Euproctis chrysorrhoea's eller en Acherontia atropos' flagrende Flugt. Netop, det er Sommerfuglejagten, han har givet Toner; ihærdigt forfølger han det lille Insekt til Vejs Ende, hvorefter det i Weis' Eje spiddes paa en Naal i Skuffedariets Gemmer. Det er nu mærkeligt, for den Side af Weis, som man kender mindst til, den er det, man holder mest af i hans Musik.

Det sørgelige, tunge og triste ligger ham saa fjernt, derfor undrer man sig over, at den tredj e Sats er en Elegi; hvor kunde han dog? Men den lykkes heller ikke; hans »Ledemotiv« er en diabolus in musica, dog, siger ikke Shakespeare, at »Trold kan tæmmes«, men den kan vel ogsaa blive for tam.

I Finalen er han straks mere lig Hr. Stankelben, selvom han - smittet af sidst,~ Sats i Carl Nielsens »luciferiske« - begynder strengt fugato. Men Naturmennesket gribes ofte af uforklarlige Stemninger, der hensætter ham i sære Meditationer, hvor han helt synes at f ortabe sig i en lille - for os dødelige - intetsigende Bagatel; her i Satsen viser det sig i en bred Akkord-Del, der dog udvikles til et Pomposo, som paa ægte Niels Viggo Bentzon-Manér breder sig til en firsystemet, mixolydisk præget B-Dur.

Humoren og Lunet, der er saa karakteristisk for Mennesket Weis, har han ikke sluppet løs, og rent klavermæssigt, ligger Suiten ikke godt overalt, men der er heldigvis Grænser for, hvor meget man skal tro paa en Kritik, tilmed naar den er skrevet som en Anmeldelse »uden reelle Hensigter«.

Frede Schandorf Petersen.