Et musikpædagogisk standardværk

Et musikpædagogisk Standardværk

Af Frede Schandorf Petersen

Bjørn Hjelmborg: »Musik-Orientering«. Arne Frost-Hansens Forlag. 170 S. Nodetillæg 24 S. Kr. 13,75.

»En Beskrivelse af Musik, ikke i Form af en Lærebog for den fagstuderende, men blot en Orientering for den almindelige Tilhører, har kun Mening, naar den støtter sig direkte paa det praktiske Musikliv, den Musik, man jævnlig har Lejlighed til at høre. For det drejer sig jo for det første ikke om for den almindelige Tilhører at lære om Musik slet og ret, men om at faa større udbytte af det, han hører; for det andet siger en Beskrivelse jo ikke meget til den, der ikke har en vis Fornemmelse af, hvad det er, der beskrives, og en saa~ dan Fornemmelse faar man ikke gennem et Nodeeksempel alene, kun gennem en levende Opførelse.«

I ovenstaaende Citat fra Afsnittet om »Vor Tids Musik« i Magister Bjørn Hjelmborgs nylig udkomne Bog »Mu Sik- Orientering« giver Forfatteren selv den mest slaaende Karakteristik af sit Værk. Man vil næppe kunne faa et rimeligt Udbytte af Bogen uden at besidde visse elementære Musikkundskaber: Evnen til at læse et lettere Nodebillede eller Færdighed i at spille mindre Klaverstykker. Har man derimod med Interesse dyrket Musikens Kunst og erhvervet sig denne Minimumskunnen, da aabner Bjørn Hjelmborg Døren paa Klem ind til store Dele af Fru Musicas forjættede Rige.

Værket er i bogstaveligste Forstand en Orientering; der er paa de 170 Sider ikke Plads til en detailleret Fordybelse i hvert enkelt Emne, paa dette Punkt adskiller den sig fra »Lærebøgerne«, til Gengæld formaar Hjelmborg at sammenfatte det essentielle fra Special-Disciplinerne til en organisk Helhed, og paa denne Maade gør han for Læseren det tørreste teoretiske Stof til levende musikalsk Liv. Man føres kontinuerligt ind i Musikens mange Problemer, saadan at Sammenhængen mellem alle de forskelligartede Bestanddele - Rytme, Interval, Melodik, Harmonik, Polyfoni, Form, Stil og Historie - fremgaar umiddelbart ved selve Tilrettelægningen af Stoffet.

Forf. er vel blandt de første Pædagoger herhjemme, der har forstaaet, hvilken stor Betydning det har, ikke alene at tilrettelægge Stoffet med Hovedvægten paa det eksakt saglige men samtidig at gøre dette i et rigt Moduleret og klart Sprog, der staar i intimt Forhold til de Emner, der belyses 2f Ordet, og som i sig selv er en »musikalsk-arkitektonisk« Helhed. Han forstaar at forbinde sine »Temaer« ved jeevne, næsten umærkelige »Modulationer« som f. Eks. ved Overgangen fra Rytme til Melodi (S. 13) eller fra Motiv til Tonalitet (S. 17). Men tillige behersker Forfatteren den Kunst at kunne tage Læseren, hvor had staar, og give ham en fyldestgørende Forklaring paa de musikalske Fænomener, han møder, og dette skyldes ikke mindst hans dejligt levende Sprog, der trods sin saglige Vederheftighed maa virke tillidsvækkende paa Leeseren og give ham Fornemmelsen af at besidde en Modenhed til Forstaaelsen, som det i Virkeligheden er Hjelmborg, der opdyrker.

Bo-,en har tre Hovedafsnit; i det første gøres der Rede for Musikkens. Stof, begyndende med Grundelementerne: Interval og Rytme, og efterhaanden føres Undersøgelsen frem til de mere sammenfattende Begreber: Melodi, Tonalitet, Modulation, Harmonik, Polyfoni, Dynamik, Instrumentation m. fl. Andet Afsnit, Musikkens Former, er en Konklusion af det første; her føres man direkte ind i Komponistens Værksted og oplever, hvordan Stoffet bliver anvendt til større Former, og man faar en klar, ofte inspireret Redegørelse for Komponistens Arbejde og for de vigtigste Formtyper: Menuet-, Scherzo-, Sonate- og Rondoformer m. fl. Med det Materiale, Læseren nu har ihænde, er han i Stand til at give sig i Lag med det Emne, de to første Afsnit stræber hen til: Musikkens Stilarter.

Her stilles man overfor et ualmindelig fint tilrettelagt pædagogisk Arbejde, idet Forf., udfra de Forudsætninger han tidligere har givet Læseren, formaar at belyse Stilhistorien og dens mange vanskeligt tilgængelige Problemer paa en Maade, som giver god Besked om alle tænkelige Spørgsmaal, Læseren har Brug for at f aa besvaret. Men dette Afsnit er tillige en Sammenfatning af det tidligere sagte, saaledes at Emnerne blot nu bliver fremført med et langt videre Perspektiv end i de foregaaende Kapitler. I dette Afsnit betoner Forf. stærkt at Stilvendingen omk. 1600 ikke var saa radikal, som det ofte doceres, idet Formelementerne og Tonalitetsbegrænsningen allerede var tilstede i det foregaaende Aarhundrede.

Hjelmborg har - billedlig talt - forarbejdet Smaastene til en Mosaik i første Kapitel, medens han i det andet har samlet dem til enkelte mere eller mindre isolerede Figurer for saa i det tredje Kapitel at føje de adskilte Grupper sammen til eet stort Billede, hvori det ideelle mere end det individuelle danner Billedets Indhold. Hvor det er formaalstjenligt, nærmer Forf. sig enkelte Detailler, men han sætter ikke Lupen til og undgaar derved at give Billedet skæve Proportioner.

Man kunde fristes til at citere mange Enkeltheder, der viser Hjelmborgs fortræffelige Karakteriseringsevne, det vil dog føre for vidt, hvorfor det blot skal understreges, at Bogen er fuld af Guldkorn, der tillige vil være af stor Værd! for Musikpædagoger, og netop det fine sproglige Detaillearbejde er det, der heever »Musik-Orientering« op i et højt musiklitterært. Plan.

Værket er gennemillustreret med Nodeeksempler og i tredje Kapitel ogsaa med Billeder, der samtidig giver et visuelt Indtryk af Stilarternes Egenart i Form af Gengivelser af Faksimiler, Tegninger, Malerier og Scenebilleder fra forskellige Tider i nær Tilknytning til de musikalske Emner, og som en væsentlig Bestanddel af Bogen er der et 24 Siders Nodetillæg. Hjelmborg anvender sine velvalgte Eksempler (ofte hele Satser) til Belysning af vidt forskellige musikalske Faktorer, hvilket yderligere forstærker Læserens Indtryk af den kunstneriske og tekniske Mangfoldighed, der præger selv den mest enkle Komposition, og det viser en ualmindelig pædagogisk Fin:sans, at Forf. hovedsagelig benytter ret kendte Værker til sin musikalske Gennemgang.

Der kan dog fremsættes enkelte Indvendinger, bl. a. den, at Stoffet kan virke lovlig stærkt, koncentreret ' selvom Værkets Formaal og hele Tilrettelægning forsvarer dette noget. Det virker dog uforstaaeligt, naar Hjelmborg (S. 32-33) paastaar, at Akkorden - dis, f, a, c - i a-moll er en S', at Grundtonen d er altereret, og at den vedføjede Sekst (altsaa til d) er c(?). Det er baade en besværlig og ulogisk Omvej at gaa, idet ovennævnte Akkords Funktion til a-molls D6 synes undertegnede at være den samme som den, der foregaar fra Akkorderne dis, fis, a, c, - dis, fis, a, h, eller dis, f, a, h, - altsaa en DD, i førstnævnte (Hjelmborgs) og sidstnævnte Tilfælde med altereret Kvint (f) og udeladt Grundtone, kort sagt, noget saa tilsyneladende besværligt som en ufuldkommen altereret Vekseldominantnone-Akkord. At den interesserede Musikamatør skulde kunne forstaa dette er nok et vel haardt Forlangende.

Man savner - trods Emneinddelingen i Margenen - en fyldig indholdsfortegnelse, der vilde gøre Bogen lettere anvendelig som Haandbog. En Intervaloversigt i Eksempelsamlingen vilde have støttet Læseren betydeligt, det er nemlig tvivlsomt, om han kan holde fast paa de i og for sig rigtige Tekstforklaringer uden konkrete Eksempler. Melodisk moll-Nedgang burde være vist ved et Eksempel. Sammenligningen mellem Folkevisen »Stalt Vesselil« og Kuhlaus- »Der vanker en Ridder« er god, men den Læser, der ikke har sidstnævnte præsent maa føle sig snydt, da der ikke er Eksempel. Det er lidt inkonsekvent, naar Hjelmborg S. 61 anfører Håndels Gigue som en typisk tredelt Form uden Reprise, for saa nederst paa Siden at understrege, at det dog er en Slags Repriseform.

Flere Smaating kunde nævnes, men det forrykker dog ikke Indtrykket af, at man her staar overfor et Værk af en meget høj musikpædagogisk Kvalitet.